27

“H VAD KAN DU fortælle mig om hende?”

Jeg sidder over for præsten. Han er ikke mere end et par år ældre end mig, skjorte med hvid flip og en sweatshirt ud over, pæn på en afdæmpet måde. Hans mørke træskrivebord ligner Albanerens. Foran sig har han en blok, han skriver sirligt på. Han har skrevet dato og min mors navn. Med en sort pen som han fandt frem fra skrivebordsskuffen, testede den først på et andet ark. Begyndte så at skrive. Der står en computer ved siden af ham, men til dette skal man åbenbart skrive i hånden. De her små ritualer der skal vise os, at vi er i professionelle hænder. At vi ikke skal bekymre os. At de har gjort det før. At der ikke er noget pinligt i at kende døde mennesker.

Han er omhyggelig, skriver med blokken lidt på skrå. Som jeg kun har set piger gøre det.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal sige om hende. Han bryder stilheden.

“Jeg forstår, det må være hårdt.”

“Det ved jeg ikke …”

Måske er jeg ærlig, fordi han er præst.

Han lægger hovedet lidt på skrå. Hvis situationen havde været en anden, ville jeg have tænkt: kælent.

“Det må være et … stort tab.”

“… Nej.”

Han ser længe på mig, nu kommer hans mange års uddannelse og erfaring i sjælefrelse ham til gode.

“Det er ikke rigtigt.”

“Nej?”

“Nej. Jeg kan se på dig, at det ikke er rigtigt. Det kan godt være, at dit forhold til hende ikke var så nemt, så afklaret. Men det er ikke det samme som, at … at du ikke elskede hende. Nogle gange kan livet komme i vejen. Forstår du, hvad jeg mener?”

“Jeg er ikke sikker.”

“Livet kan komme i vejen. Livet, du ved, alle de små detaljer. De ting, vi har oplevet. Alt det kan komme i vejen for, hvad vi egentlig føler for hinanden.”

“Os to?”

Han ser på mig, kigger så ned på blokken igen. Taler ned i sine papirer.

“Humor er et forsvarsværk. Det er i orden. Men forsvarsværket er ikke altid lige stærkt. Du skal vide …”

Jeg rejser mig, tager min jakke på.

“Bare sig noget. Det gør ikke den store forskel. Det er bare ord …”

Det er den tredje kiste, han viser mig. Vi startede med de dyre, mahogni, seks lag lak, messinghåndtag. Nu står vi og ser på en enkel hvid kiste. Han banker på den for at vise mig, at det ikke er massivt træ. At den skal bæres forsigtigt. At man får, hvad man betaler for. Han tager låget af kisten, det binder. Han viser mig indersiden. Kunststof i en lysegrå farve, der hænger slapt ned langs siderne. Jeg spørger ham igen: Er det den billigste, I har?

Det var præsten, der henviste mig til denne her bedemand. Fordi hans forretning ligger tæt på kirken. Man kan spare lidt på transporten. Hans hår er velfriseret og overskægget trimmet kort. Han har et tyndt olieret lag sved på huden, ikke noget der bliver til dråber. Jeg er sikker på, at hans hænder er klamme, men jeg trykkede ikke hånd med ham, da jeg kom ind. Han var meget forstående, holdt sin ene hånd med den anden, kondolerede. Talte modereret, vant til sorg. Han undgik spørgsmål som: Hvad kan jeg hjælpe dig med? Når jeg går herfra, tror jeg heller ikke, han vil sige: Skulle der være andet?

Her er meget rent, belysningen er dæmpet med nogle små halogenspots i loftet, der lyser ned på topmodellerne. Bedemanden tørrer hænderne diskret af i sine bukseben og folder så den ene ind i den anden igen.

“Jeg forstår selvfølgelig, at man også er nødt til at tænke i økonomi. Begravelser er også en praktisk ting. Men det, jeg vil bede dig om at tænke på, er mindet. Hvordan vil du mindes din mor? Hvordan vil du mindes denne her sidste dag, hvor du sagde farvel? Hvor familien kom, hvor blomsterne lå langs kirkegulvet. Er det ikke et minde, man vil bevare?”

“Kremering,” siger jeg til ham.

Jeg er først lige kommet på det.

“Kremering, så skal jeg vel have sådan en … krukke?”

“Urne.”

“Det er en krukke, ik’? Med låg og det hele.”

Han skal til at sige noget, men nikker bare. Følger mig så hen til endevæggen, her står alle krukkerne. Nogle hvide, nogle sorte, andre diskret mønstrede.

Han fortæller mig, at hun også skal have en kiste, en billig en, én hun kan brændes i.