38

JEG AFLEVERER MARTIN i børnehaven. Vasker op, køber ind. Jeg ser tv-serier og løser krydsogtværs i avisen. Måske ordner jeg vasketøjet. Ikke siden børnehjemmet har jeg oplevet denne form for regelmæssighed.

Det er ikke svært at få tiden til at gå. Slet ikke. Med mit morgenskud i kroppen sidder jeg og filosoferer over tid. At det er en elastik, at det er en sukkermasse, der klæber sig til folk, tager form efter dem. Jeg kan sagtens fylde den ud. Med vasketøj og billigbøger. Tv-serier og opvask.

For første gang i mange år er jeg begyndt at tage på. En ganske lille topmave. Jeg ville ønske, jeg havde nogen at vise den til.

Jeg løser krydsogtværser, ser tv-serier og henter Martin tidligt fra børnehaven.

Møder deres studerende, Mona. Hun purrer op i Martins hår og kalder ham en god dreng. Han snakker om hende hele vejen hjem.

Min heroinvane er hurtigt blevet noget almindeligt. Som at børste tænder, som at smække døren, når man går ud. Har du husket at låse? Noget man ikke tænker over. Vi spiser det samme, spaghetti bolognese, lasagne, burgere. Men kødet er friskt, og jeg laver oftere maden selv. Vi spiser ikke frosne pizzaer fra supermarkedet. Det er der ingen af os, der savner.

Vi spiser ikke længere fiskepinde, kun når Martin tigger og ber om det. Ikke pomfritter, medmindre vi er på McD. Det er svært at vænne ham til at spise salat. Jeg køber tre-fire dressinger, før jeg finder en, han kan lide.

Om natten ligger jeg og stirrer. Smiler og stirrer. Og tænker på det hvide pulver. Og undrer mig. Overvejer forskellige muligheder.

Jeg var sikker på, Mike ville ringe samme aften. Jeg gik hjem og ventede. Jeg havde ikke behøvet at vente derhjemme, men det gjorde jeg. Martin og jeg spiste, mens mobilen lå ud for min højre hånd. Flere gange tjekkede jeg, at ringetonen var slået til.

Da han ikke ringede, tænkte jeg:

En weekendjunkie som Mike gemmer sit junk til weekenden. Så enkelt, at det lyder som et børnerim. Så på mandag. Når han har skudt den sidste smule hvidt støv op i årerne, vil han hænge i røret. På mandag, helt sikkert. Måske allerede søndag aften. Hvor har du det fra? Har du mere? Det var sgu godt, hvad koster det?

Mandag blev jeg heller ikke ringet op. Jeg opladede mobilen. Løste krydsogtværs, men blev ikke ringet op.

Her ligger jeg på sengen, ser op i loftet. Overvejer. Tænker. Funderer. Bryder hovedet.

Som da jeg var barn, ser jeg film i loftet.

Mike sidder på en stol med kanylen i armen, et tomt blik i øjnene, tungespidsen stikker ud af munden. Denne her film hedder: Mike er død af mit super rene stof og kan derfor ikke ringe.

Men det er ikke nogen god film, den giver ingen mening. Nogen ville have ringet til nummeret på kuverten. Nogen, politiet, Charlotte.

En anden film – Charlotte vil ikke have, at Mike skyder sig med heroin i årerne. Så hun har smidt kuverten ud og ladet som ingenting. Han kommer hjem med baguette under armen. To kopper på bordet, lunken kaffe. Det er hende der overboen, der lige var på besøg. Hendes bror får synet igen. Eller:

Hendes hund har fået hvalpe, skal vi ikke have en?

Det giver heller ikke mening. Hvorfor ville hun så holde på mig? Hvorfor var hun så glad for at se mig?

En tredje mulighed:

Han er blevet clean. Det har taget ham nogle år, og nu er han clean. Et hårdt slæb, men han er kommet igennem det, Charlotte har stået ved hans side, de har drukket en masse rødvin, og det har været hårdt, en kamp, smil gennem tårer, men nu er han clean. Og så har han lige pludselig helt ren dope i lejligheden. Falder han i eller smider han det ud? Charlotte råber: Du havde ikke bedt ham om at komme med det, slet ikke, han kom bare helt tilfældigt? Det sidste vrænger hun, så spyt står hende ud af munden. Et stort skænderi bryder ud. Charlotte smider med noget. Er det en beskidt tallerken eller en vase? Det er svært at se, men det smadrer mod væggen i entreen.

Eller.

Frem med popcornene, læn dig tilbage, måske er det tjalden, men billederne i loftet er blevet klarere nu:

Charlotte sidder og venter derhjemme. Jeg er lige gået, kun en birolle, og hun sidder og venter, drikker resten af den lunkne kaffe, Mike kommer om ti minutter. Men Mike kommer ikke. Svarer ikke på mobilen. Her bliver der klippet hårdt, jumpcut, en af den slags film. I loftet ser jeg Mike sidde på barer, slæbe sig ud på Staden, komme halvt op at slås, få en spiller på bagsædet i en taxa. Skidefuld, høj, skæv, vanvittigt grinende flere dage i træk. Hey, det var bare noget, der skete. Et par dage senere, og han slæber sig op ad trappen, fumler med nøglen, alt for smadret til at få den i låsen, han griner af sig selv, svært når der ikke er hår rundt om. Døren bliver flået op, Charlotte hiver ham ind i entreen. Nu begynder det store skænderi. I denne film er jeg ret sikker på, det er en vase, hun kaster med. Hun finder den i køkkenet, fyldt med råddent vand fra de blomster, der nu ligger i skraldeposen ved siden af. En blå vase med gule striber, der splintres mod væggen. Mike skrider fra lejligheden, uden kuvert, heroin eller mit telefonnummer. Rulleteksterne begynder.