37

JEG SIDDER FORAN Mikes kæreste, Charlotte. Jeg var slet ikke sikker på, de stadig boede her. Har ikke set Mike i to-tre år. Og da var det på gaden, hvor vi standsede op, trykkede først hånd og bevægede os så ind i et kram. Lovede hinanden, at vi snart skulle ses. Hvad der selvfølgelig ikke blev til noget. Så er kaffen færdig, siger hun og rejser sig hurtigt fra sofaen, går ud i køkkenet. Over sofaens armlæn ligger Mikes cowboybukser. Hans cigaretskod, Lucky Strike, ligger i askebægeret på sofabordet.

Mike hedder ikke Mike. Han hedder Michael. Men alle kaldte ham Mike, dengang jeg kendte ham. Nogle kaldte ham for Ziggy, ligesom David Bowie-pladen, men de fleste kaldte ham for Mike.

Det var i nat, tanken meldte sig. Mens jeg lå og fantaserede med øjnene i loftet, forelsket i heroinen på den øverste hylde i køkkenskabet. Tænkte på, hvad al det hvide pulver skulle gøre for mig. Tænkte sorte læderbukser, cigarer, releasefester for indierockbands. Og så tænkte jeg på Mike. Selvfølgelig Mike.

Charlotte kommer ind i stuen igen, hun har to krus i den ene hånd, kanden med kaffe i den anden. Hun har brune øjne, er lidt for mørkhåret til at hedde Nielsen til efternavn, har fortalt mig om en oldemor, der var sigøjner. Jeg kunne sagtens have været interesseret i hende, det var der mange, der kunne dengang, men alle vidste, at hun var Mikes kæreste. Sådan var det. Hun skænker kaffe til os.

“Hvordan går det med din dreng, øhm …?”

“Martin.”

“Ja, Martin. Han må da være blevet stor nu.”

“Ja, han vokser og vokser.”

“Bruger du noget i?”

“Gerne sukker, hvis du har.”

Charlotte går ud i køkkenet igen, jeg kan høre hende rode i skabet. Jeg råber.

“Det er okay, hvis du ikke har, jeg kan sagtens tage den uden.”

“Jeg ved, jeg har …”

Mike og Charlottes lejlighed ligger på Vesterbro, tæt på Enghave Plads. Væggene er lyseblå, og sofaen er gammel med et stykke grønt velour henover. Mikes pladespiller har fået en central plads i stuen, store højtalere og vinylplader i trækasser. Billedet over sofaen er malet af en af deres venner, kun to farver, sort og rød malet med store penselstrøg.

Hun kommer ind i stuen igen, holder stolt sukkerskålen frem, gul fajance.

“Voila. Jeg vidste, jeg havde.”

Vi sidder begge og ryger. Charlotte har forandret sig. Jeg ved ikke, hvad det er. Hun er stadig en køn pige, stadig slank og krøllet. Hun er blevet ældre, men det er ikke det. Et eller andet er anderledes. Hun fixede aldrig, dengang jeg kendte dem. Har aldrig rørt det. Båret over med Mike, men aldrig selv fixet. Jeg tror heller ikke, det er det. Hvis hun brugte, ville jeg ikke være i tvivl. Det er noget andet. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør mig urolig. At næsten alt her i stuen er, som jeg huskede det, men at der er noget ved hende, der er forandret.

“Så han kommer om lidt?”

“Ja, lige om lidt. Han er nok bare faldet i snak med nogen nede på gaden. Du kender Mike.”

Ja, jeg kendte ham godt engang. Mike, tænker jeg. Mike. Som den dreng henne i skolegården, der kunne ryge en cigaret, virkelig ryge så det så helt selvfølgeligt ud. Kunne holde på cigaretten på en masse forskellige måder, blæse røgringe og bagefter knipse skoddet fra sig, en perfekt afslutning, en lang blød bue. Når vi andre gjorde det, lignede det altid bare en efterligning. Han var drengen, der kunne ryge en cigaret, så man selv fik lyst til at begynde. Så det ikke at ryge ville være til grin. Man måtte bare ryge. Sådan var Mike. Med heroin. Han ville aldrig prøve at overtale dig til at prøve et skud. Han ville aldrig snakke om, at han selv fixede, ikke gøre den mindste smule reklame for det. Men man vidste, at Mike brugte. At han gjorde det en gang imellem. Når vi snakkede om det, forbandede han narkomanerne foran kirken, dem der fixede hver dag, var afhængige. Sagde, at de aldrig havde forstået stoffet. At de var triste skæbner, der ikke kunne styre det. Sådan nogle ville der altid være. Drikker du en god flaske rødvin en gang imellem? Ja? Er du så alkoholiker? Mike kendte folk, kendte en masse mennesker. Man kunne stå sammen med ham, og han ville pege ud, hvem der også brugte. Han snakkede om det dæmpet, som om det var en lukket klub.

Jeg vil ikke sige, at det var Mike, der fik mig på sprøjten. Jeg mødte ham på et tidspunkt, hvor jeg ville prøve alt. Hvis du havde sagt til mig, at det var fedt at stikke bananer op i røven, mange af dem, havde jeg gjort det. Dopen var endnu en ting, der skulle prøves. Men Mike fik mig til at tænke på heroin som noget andet end toiletfix og narkoludere. Det var mørkt, spændende. Hemmeligt. Det var farligt. Det var en lukket klub. En jeg gerne ville være med i.

Charlotte krydser benene, smiler.

“Men det er da fedt, du kommer forbi, det vil Mike være glad for.”

“Jeg tænkte, det var længe siden …”

“Vi er heller ikke så mange tilbage fra dengang. Mange er flyttet fra byen, har fået børn …”

Mange er døde, og mange er kommet i fængsel. Det er der ingen af os, der siger.

“Hvad går Mike så og laver?”

“Han har arbejdet med autister på sådan et center ude i Valby. Og så skriver han for et blad.”

“Et blad?”

“Ja, du ved sådan et gratis et, musikanmeldelser og den slags. Får en hel masse gratis cd’er.”

“Fedt.”

Hun nikker.

“Han er glad for det … “

Jeg går hen til vinduet. Forestiller mig, jeg ser Mike komme gående ned ad gaden, et brød under armen, rygende. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke lyst til at være her længere. Jeg kender Charlotte godt, har siddet med hende og Mike og drukket rødvin tusind gange. Mens Mike hældte op i glassene og løb tilbage til grammofonen for at vende pladen eller finde en anden frem, jeg helt sikkert ikke havde hørt før.

“Det er mærkeligt, ik’?”

Jeg hører Charlotte bag mig, men vender ikke hovedet.

“Mærkeligt?”

“Kvarteret. Hvor mange cafeer kan du få øje på, derfra hvor du står?”

“To. Måske tre, hvis det der er …”

“Ja, det er en vinbar. Alting har forandret sig.”

Da jeg vender mig om, sidder hun stadig i sofaen og smiler, men jeg er sikker på, at hun har løsnet en knap i blusen, at hun viser mere skulder end for et par minutter siden.

Jeg finder kuverten frem fra jakken. Jeg har noget til ham, siger jeg, lidt ude af sammenhæng. Jeg spørger, om hun har en kuglepen, og hun tager en, der ligger i reolen. Jeg skriver mit telefonnummer på kuverten. Nummeret på min nye mobil. Det taletidskort jeg bruger denne her uge. Den lille dopedealer. I kuverten ligger en pakke dope, jeg har skrevet 100% udenpå, så han ved, det er noget stærkt ucuttet shit, jeg har givet ham. Så han ikke fixer sig selv ihjel.

“Hvis du bliver ti minutter …”

“Jeg …”

“Bare ti minutter.”

“Jeg skal hente Martin i børnehaven.”

Hun følger mig til døren, giver mig et lille kys på kinden, da vi siger farvel. Jeg synes, hun har en svag lugt af eddike, men er ikke sikker.