29

MARTIN DRIKKER AF sin cola, jeg holder hans hånd under bordet. Min bror sidder over for os, han ser ud gennem de snavsede ruder med det gullige blondegardin. Noget der skal ligne bunde af Tuborgøltønder hænger på væggen. Vi sidder på en bodega ikke langt fra kirkegården.

Udenfor er det begyndt at regne igen. En skylle, der får de forbipasserende til at krybe sammen under aviser, gemme sig i frakkerne. Dette er vores gravøl. Vi tog ikke de ældre damer med. De havde deres eget arrangement i en pensionistklub tæt på. Smørrebrød, sagde de, kom endelig med, vi har smørrebrød. Men hverken min bror eller jeg kunne holde ud at skulle sidde og lyve om vores mor. Spise leverpostej med sky og sige pæne ting. Vi drikker elefantøl til hendes min de. Jukeboksen spiller John Mogensen. Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår. Vi klinker flasker, og min bror vender blikket tilbage mod gaden.

“Hendes hus er lidt værd …”

Siger jeg for at sige noget. Han vifter med hånden uden at se på mig.

“Jeg skal ikke have noget. Ikke noget af hendes.”

Martin laver slubrelyde med sugerøret i colaen. Suger cola op i kinderne og prøver at puste det ned i flasken igen. Det lykkes kun næsten. Jeg tørrer cola af bordet med håndfladen.

Min bror trækker op i ærmet og klør sig på underarmen.

Hans træningstrøje er et nummer for stor, men man kan stadig se vægtløftermusklerne indenunder. Han klør hårdt og længe til der er røde striber efter neglene. Klør sig over noget, der ved første øjekast kunne ligne et stort modermærke, men er en tatovering, et lille A med en cirkel rundt om. Lavet med nål og blæk af ham selv. A’et står ikke for anarki, men for navnet på hans ekskæreste.

Jeg ville gerne sige til min bror, at det er ham, der er ynkelig. Den ynkeligste af os. Jeg kan se i hans øjne, at han ved, at jeg er på sprøjten igen. Han ser på Martin og så på mig, og jeg ved, hvad han tænker. Jeg ville gerne råbe ad ham. At han skal holde op med at klynke. At hun skred fra ham, kæresten, hun døde ikke. Han mistede hende ikke en tirsdag, hvor fuglene sang, og folk tog til stranden. Han har ikke en dreng, som han ved, han svigter en smule mere dag for dag. Har ikke en dyr vane, der skal plejes. At han ikke har noget at klynke over. Det er ham, der er ynkelig, fordi han ikke kan se det.

Min bror rejser sig, og jeg tror, han vil efterlade os her, men han går hen til jukeboksen og fodrer den med mønter. Stiller sig så i baren og venter på at blive betjent. En af de lokale siger noget til ham. Jeg kan ikke høre, hvad det er, men han synes selv, det er mægtig sjovt og griner, kigger rundt. Min bror siger noget, der får ham til at blive stille. Jeg har svært ved at skelne ordene i støjen fra musikken, men jeg tror, at min bror lige har bedt ham om at gå hjem og kneppe sin datter.

Mandens hvide T-shirt er spilet ud af ølmaven, omkranset af lædervesten. Han træder ned af barstolen og stiller sig med spredte ben som i en western. Der er den spænding i luften, man ser lige før et slagsmål.

Så taler min bror igen, denne gang stille. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, men jeg tror, det er en beskrivelse af, hvad han vil gøre ved ham. Fyren kravler tilbage på barstolen. Min bror er ikke kun troværdig, når han taler sådan, han er ærlig.

Han sætter en cola foran Martin og har elefanter med til os. Vi klinker igen. Så begynder den sang, han bestilte på jukeboksen. Elvis: In the Ghetto.

Hun kunne godt lide Elvis.

Jeg siger det højt, fordi jeg havde glemt det. Glemt alt om pladerne, hun satte på, når hun var hjemme, glemt alt om Jailhouse Rock, som min bror dansede til for at få hende til at grine. Godt nede i knæene, stod og svajede. Nogle gange var hun så ødelagt, at han kunne have trukket en kat ud af røvhullet, uden hun ville have blinket.

Han ser mig i øjnene.

“Når jeg går herfra, vil jeg ikke tænke på hende igen. Ikke snakke om hende. Vi gør det færdigt nu.”

Her er godt tilrøget, og både min bror og jeg ryger. Martin hoster.

“Du kan gå udenfor og tage lidt frisk luft, skat.”

“Men det regner.”

“Det er ikke så slemt. Ikke gå længere væk, end jeg kan se dig, o.k.?”

Han nikker. Stort og tydeligt nik. Jeg hjælper ham på med jakken. Han tager colaen i hånden, går hen til døren, står og hiver i den, damen ved den enarmede tyveknægt læner sig over og hjælper ham med at få den op.

Min bror og jeg har begge drukket os halvvejs gennem øllen, før der bliver sagt noget igen. Han tager et dybt sug på cigaretten og blæser røg ud gennem næsen. Taler så monotont, man kan.

“Tænker du nogensinde på ham?”

Ham.

Han behøver ikke at sige mere, jeg ved, hvem han taler om. Vores bror. Den lille.

“Ja,” siger jeg til ham. “Ja. En gang imellem.”

“Det gør jeg også.”

Han klør sig igen på underarmen.

“Nogle gange,” siger han.

“Nogle gange har jeg tænkt på at ringe til dig. At vi skulle snakke det igennem. Snakke om, hvad der skete.”

“Ja.”

“Men …”

Han trækker ned i ærmet, som om han først nu er blevet bevidst om, at han er tæt på at klø armen til blods.

“Men … Jeg ved ikke, hvad vi skulle snakke om. Om der er noget at sige. Det er sket. Det er ikke forbi, men det er sket.”

Han ser igen ud ad vinduet, tømmer sin øl. Udenfor hopper Martin rundt i vandpytterne. Jeg tænker, jeg bliver nødt til at give ham tørt tøj på, når vi kommer hjem.

Jeg ser på min bror.

Han er her uden at være her. Jeg taler til ham, for at han ikke skal forsvinde.

“Du er sikker på, du ikke vil have noget?”

“Hvad?”

Han ser på mig. Med de samme øjne, som når jeg ruskede ham vågen om morgenen.

“Hvad?”

“Arven.”

Han smiler.

“Ja. Jeg er sikker. Øl er ikke så dyre …”

Han rejser sig, går mod døren.

Gennem ruden ser jeg ham kæle Martin over håret, før han fortsætter ned ad gaden.