21

DA JEG SKAL hente Martin, leger han med en rødhåret dreng. Hans første ven i den nye børnehave. Han hedder Kasper, får jeg at vide af hans mor. Hun har siddet og ventet på, at de skulle blive færdige. Eller trætte af deres leg, så hun kan tage Kasper med uden for meget gråd.

En af pædagogerne kommer hen til mig, berører min skulder let.

“Martin fortalte mig om din mor.”

“Ja.”

“Jeg vil bare sige, at vi … vi alle sammen er rigtig kede af at høre det.”

“Ja.”

“Og ønsker hende god bedring.”

Jeg føler, jeg burde sige noget mere, men ved ikke hvad. Vi står lidt og ser på hinanden, så smiler hun medfølende til mig og går ud igen. Jeg kan høre hende gøre rent i det lille køkken ved siden af, lyden af tallerkner, der bliver taget ud af opvaskemaskinen.

Kaspers mor ser op på mig.

“Hvad er der med din mor?”

“Hun er blevet indlagt. Det er bare det.”

“Noget alvorligt?”

Jeg trækker på skuldrene. Vi ser drengene lege.

Moren stryger håret tilbage fra ansigtet, hun har samme hårfarve som sin dreng.

“De kan lege færdig hjemme hos mig. Altså, hvis du har tid?”

Da vi går ud af stuen, er pædagogen på vej derind med kost og fejebakke, igen smiler hun medfølende til mig.

Vi går ned ad villavejene, drengene løber i forvejen, standser op og venter, hver gang vi skal krydse en vej.

Hun spørger, hvad jeg laver. Vasker trapper, siger jeg. Det er et arbejde. Ja, svarer hun, et arbejde.

De bor i en lille villalejlighed. Man skal om bag huset for at finde trappen.

Vi sidder i køkkenet og drikker kaffe, mens drengene leger i stuen. Kasper trækker en stor rød plastikbalje hen over stuegulvet, hiver plastikmænd og fly op af den. Kaffen fra termokanden er kun lige nøjagtig lunken. Vi ryger, der er langt mellem ordene. Hvor lang tid har Kasper gået i børnehaven? Er han glad for det? Hvor lang tid har I boet her?

I stuen har drengene sat fire store rumskibe op på række.

Så rejser hun sig og går rundt om det lille spisebord, tager min hånd. Jeg følger med hende ud på badeværelset. Et lillebitte badeværelse med lyseblå fliser. Der lugter fugtigt og tilpisset, jeg tænker, at Kasper nok heller ikke altid rammer kummen. Hun stiller sig helt tæt op ad mig, presser sine læber mod mine. De smager af cigaretter og små hotelflasker i dametasken.

Hendes cowboybukser efterlader mærker på hofterne, da hun krænger dem ned. Jeg har fingrene oppe i hende, roder rundt, mens vi kysser, plads nok til to fingre, efter et par minutter smutter den tredje op. Hun fylder håndfladen med lyserød hårshampoo og kører på mit lem. Da jeg kommer, drejer hun mig over mod toilettet, drejer mig, som om min pik var et håndtag, sæden sprøjter ned i kummen og op på bagsiden af toiletbrættet.

Jeg er på vej ud, da hun griber min arm, giver mig hårbalsam på fingrene og stikker min hånd ned i sit skridt igen.

Hun siger til mig, jeg skal få hende til at komme; siger, få mig til det nu, jeg vil komme. Siger jeg skal gøre det hurtigere. Hårdere, hurtigere. Min arm er ved at gå i krampe, min skulder gør ondt.

Da vi kommer ud fra toilettet, leger drengene rumkrig på stuegulvet.

Jeg vasker hænder i køkkenet, bruger opvaskemiddel for at få neglene rene. Hun siger, jeg godt kan gå nu. Jeg giver Martin hans flyverdragt på i entreen, hun sidder i køkkenet og ryger, siger til Kasper, at han skal pakke legetøjet sammen. At nu er der blevet leget nok for i dag.

På vejen hjem fortæller Martin mig om Kaspers samling af rumvæsner og flyvende tallerkner. Alle sammen nogle, de ser i fjernsynet søndag morgen. Og som man nu kan købe. Han fortæller mig om et rumskib, han godt kunne tænke sig, et stort et, som Kasper ikke har.