9

HUN SAGDE, KOM i seng nu. Kom nu. Vi laver en lillesøster til ham. Så grinte hun. Det var, når jeg stod i døråbningen og så ham sove. Holdt ham fast med øjnene. Hvis hun faldt i søvn, hvis hun ikke fik mig med i seng, kunne jeg stå der i timer. Stå i døråbningen og se på ham. En gang imellem gik jeg hen til ham, listede hånden ganske forsigtig inden for hans trøje. Håndfladen mod huden. Jeg kunne mærke hans brystkasse hæve og sænke sig, hjertet slå. Så gik jeg tilbage til døråbningen, holdt ham fast med øjnene. Andre gange tog jeg hans hånd, gav den et lille klem, ikke meget, bare nok til at det generede ham, til at han drejede sig i søvne eller gav et lille suk fra sig. Tilbage til døråbningen. Sådan havde det været siden fødslen. Da vi fik ham, lille og stadig violet, øjnene der så rundt. Veerne havde varet hen over natten, om morgenen tog vi en taxa til hospitalet. Fødslen tog elleve timer. Hun ville ikke have noget smertestillende; var bange for at få smag for det igen. Elleve timer, jeg drak kaffe, holdt hende i hånden. Vi fik den lille dreng pakket ind i et hvidt håndklæde, hospitalets navn skrevet i blåt i det ene hjørne. Så lille. Det var svært at forestille sig, at det var den lille krop, der havde kunnet få hende til at bule sådan ud. Vi blev kørt til en stue, hun lå i hospitalssengen med benene en smule oppe. Den lille dreng fandt brystet med lukkede øjne, holdt fast. Derefter kom han i vuggen. Jeg havde en lille opredning på sofaen langs væggen. Hun sov hurtigt. Hun var ud mattet, det var vi begge. Han var så lille, jeg så på ham, en lille bitte dreng. Han trak vejret helt stille, jeg skulle lægge øret mod hans mund for at høre åndedrættet. Jeg så på ham hele den nat. Var bange for, at han skulle forsvinde, hvis jeg et øjeblik så væk. Havde svært ved at forstå, at noget så småt var i stand til at holde sig selv i live. Jeg måtte sidde der for ham, bevidne. Holde ham fast med øjnene. Se ham trække vejret, hvert åndedræt.

Når han græd, blev hun ked af det. Hvad kan jeg gøre, skat, vil du have bryst igen? Det irriterede hende, at jeg smilte. Døde børn græder ikke. Han græd med tårerne løbende ned af kinderne.

Hun syntes, jeg var mærkelig, det sagde hun. Sær, var det ord hun brugte. Det var senere. Vi fik besøg af venner, en ganske lille gruppe af udvalgte, der ikke brugte heroin. Nogle få fra hendes familie. De havde gaver med, og jeg sagde til dem: Hvis I smiler, så hold munden lukket. Smil uden tænder. Rovdyr viser deres tænder. Smil uden tænder.

Jeg sagde: Vask hænderne, før I rører ved ham.

Om natten så jeg på ham fra døråbningen. Holdt ham fast med øjnene.