1

JEG STÅR UDE foran børnehaven. Op ad hækken. Mine hænder er kolde og hvide som papir. De ryster, jeg prøver at få dem til at holde op. Koncentrerer mig. Prøver at få ansigtsmusklerne til at slappe af. Jeg trækker vejret dybt. Hen ad vejen, ind ad porten, hen til døren, ind ad døren. Op ad trappen … Rolige skridt … Jeg har ikke travlt, jeg er ikke nervøs, jeg skal ikke nå noget, jeg skal bare hente min lille dreng … Nogle børn leger på trappen, en lille pige med lyse fletninger, siger “Hej mand” … Og jeg siger hej til hende. Hej. Jeg er en venlig, ung mand, en helt almindelig mand, som din far … Med et arbejde, helt almindelig. Der er kommet for at hente sin lille dreng. Jeg går med hovedet lige på skuldrene, rank. Sætter det ene ben foran det an det. Kommer ind på stuen, grøn stue. Med forskellige dyr i garderoben, så børnene kan finde deres overtøj og gummistøvler.

Pædagogerne hilser på mig og smiler, to kvinder i fyrrerne. Jeg hilser tilbage, smiler venligt til dem. Det føles næsten helt naturligt, næsten.

“Martin er inde i puderummet at lege med Gustav.” Jeg går ind til dem, de skyder på hinanden med nogle runde hynder, der er blevet til gigantiske bazookaer. “Nu skal vi hjem, Martin.” Jeg sætter mig på hug, han kaster sig om halsen på mig, så jeg næsten er ved at gå bagover. Han bliver hængende, da jeg rejser mig. Ikke noget med at brokke sig, eller jeg vil hellere blive, eller jeg vil hjem til Gustav, han har en kanin, eller begynde at tude, som mange af de andre børn gør. Jeg tror godt, han kan mærke, hvordan far har det. Sådan noget kan han godt mærke. Ud i garderoben og på med jakken, der hænger under elefanten, han stikker selv armene frem. Og så er det ned ad trappen, passe på børnene der leger og ud af døren.

Vi går ved siden af hinanden på fortovet. Med hans lille hånd inde i min. Jeg giver ham et stykke chokolade, jeg har i lommen.

“Jeg er sulten, far,” siger han.

“Vi havde glemt madpakken … Igen, far.”

“Har du så slet ikke fået noget at spise?”

“Jo, jeg fik en mad af Gustav, jeg havde ikke lyst til at sige noget til de voksne.”

Jeg trykker ham i hånden, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham.

“Men jeg er altså rigtig, rigtig sulten, far.”

“Når du kommer hjem, skal far nok lave noget rigtig lækkert til dig. Og masser af det, alt det du kan spise. Hva’ med pomfritter? Vi skal sidde og æde, til vi bliver helt runde og må trille ud ad døren.”

Han griner, jeg elsker, når han griner.

Vi tager bussen hjem. Der er stopfyldt, og vi må stå op hele vejen. Så snart vi kommer ind ad døren, siger han igen:

“Far, jeg er sulten, jeg er altså rigtig meget sulten.”

“Nu skal far nok lave dig noget lækker mad.” Jeg finder nogle ting frem fra fryseren og lægger dem på køkkenbordet.

“Men far skal lige på toilettet først.”

Jeg tænder tv’et for ham, så han kan se nogle tegnefilm. Han siger ikke noget, men holder sig på maven, så far kan se, at han er sulten. En hund i et for stort jakkesæt taler med en høj stemme og trækker derefter en stor pistol.

Jeg skal nok skynde mig, skat, jeg skal nok skynde mig.

Nu tænker jeg hverken på kylletter eller pomfritter eller på Martin i sofaen eller hunde med store våben. Jeg tænker kun på posen i min jakkelomme. Jeg løfter den forsigtigt ud. Skjuler den i hånden på vej ud på toilettet. Låser døren efter mig. Nu er det min fest. Nu er det min fødselsdag. Nu er det jul. Nu er det min tid, fars tid. Lige nu er der kun mig og min højre underarm. Jeg løfter æsken ned fra toppen af toiletskabet. En parfumegaveæske hun engang gav mig. Jeg finder værktøjet frem. Jeg har aldrig været så dygtig til noget arbejde, som jeg er til det her. Mine hænder ved lige, hvad de skal gøre, de ryster, men de arbejder effektivt. Finder skeen frem, binder bæltet, tænder lighteren. Jeg kan høre tegneseriehunden råbe et eller andet på den anden side af døren, men det er langt væk nu. Det her er min tid. Jeg prikker hul på huden. Så sker det. Der er en fest inde i mit hoved.

Fyrværkeri.

Blomster.

Det er fantastisk. Jeg har ikke brug for noget, jeg mangler ikke noget. Jeg tænker ikke længere på mig selv, jeg tænker ikke længere på Martin. Der findes slet ikke noget. Og et kort øjeblik synes jeg, jeg ser hende, men det gør ikke noget, det gør ikke ondt, fordi alt er godt, og jeg findes ikke mere, jeg er blevet til en luftballon, der svæver over byen.

Og så er det, at blomsterne forsvinder, og Tivoli lukker og beder alle om at gå hjem, og farverne forsvinder.

Alting bliver sort.

Sort.

Hvor sort?

Meget sort.

I hvor lang tid? Jeg ved det ikke. Da jeg igen åbner øjnene, har jeg ondt i hovedet og svært ved at rejse mig. Jeg har kastet op, mest vand, men jeg kan ikke huske det. Nålen sidder stadig i min hvide underarm som et flag plantet af en polarforsker.

Jeg skynder mig at pakke mit udstyr sammen og få det op på toppen af toiletskabet igen.

I stuen ligger Martin og sover foran prøvebilledet. Klokken er halv et om natten.

Der ligger en halv skive toastbrød ved siden af ham med bidemærker i. Posen med brød ligger åben på køkkenbordet. Han må have kravlet op på bordet for at kunne nå den. Pomfritter og kylletter ligger i en lille sø, der drypper ned på linoleummet.

Jeg kan ikke få mig selv til at vække ham. Jeg bærer ham ind i min seng, går selv ud og børster tænder. Lægger mig så ved siden af ham. Jeg må stå tidligt op i morgen og gå til bageren og købe alle de ting, jeg ved, han godt kan lide. Jeg ligger og kigger op i loftet, mens jeg trykker ham ind til mig. Der går lang tid, før jeg falder i søvn.