43

JEG SIDDER I gangen med ryggen mod væggen. Bladrer i dame bladet. Læser om en lille butik på Østerbro, der er begyndt at importere lufttørret skinke fra italienske sortfodsgrise, og at det åbenbart er noget helt specielt. Jeg kan høre dem derinde, sengen knirker.

Jeg lader bladet ligge og går ned ad gangen, ned ad trappen, og de hundrede meter der er hen til den nærmeste kiosk. Jeg køber cigaretter og øl.

Jeg har ikke travlt med at komme tilbage til værelset. Damebladet ligger, hvor jeg efterlod det. Jeg lægger øret mod døren. Jeg kan høre kendingsmelodien fra M.A.S.H., men ellers er der stille derinde. Jeg træder et skridt tilbage og kigger på den lukkede dør. Skal til at åbne, men lægger igen hovedet mod døren for at være sikker. Så banker jeg på. Da den ikke bliver åbnet, træder jeg ind.

Ivan sidder på sengekanten, ser på sine fødder. Han er tynd og nøgen, det eneste han har på, er strømperne. Sofie ligger på ryggen, halvt dækket af lagnet, har vendt ansigtet mod væggen. Lyden af fjernsynet fylder rummet. Jeg slukker det. De er begge stille, stilhed efter stormen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Ingen af dem har endnu set på mig. Sofie, der kigger væk, Ivan, der kigger ned. Det eneste jeg hører, er fjernsynet og Ivans åndedræt. Jeg går hen til sengen, drejer Sofies hoved mod mig. Blikket er tomt, øjnene spærret op. Munden er åben, tungen ligger i mundvigen. Først nu ser jeg de røde striber på hendes hals. Jeg mærker det samme pres af blod i hovedet, som når jeg løftede hundrede kilo op mod loftet. Mit hjerte tæsker derudad, alligevel er jeg mærkeligt rolig.

“Hvad har du lavet?”

Han ser ikke på mig, holder blikket rettet mod sine fødder.

“Det var ikke …”

Hans stemme dør ud. Jeg stikker ham en lussing.

“Hvad fanden har du lavet?”

Han holder blikket nede, taler i små stød. Hans accent er blevet værre nu, det er svært at forstå, hvad han siger.

“Jeg ved ikke … Hun begyndte lige pludselig at skrige. Sige alle de her mærkelige lyde. Så jeg prøvede at få hende til at holde op.”

“Ja … Det lykkedes, Ivan.”

“Jeg blev bange, jeg tænkte, at hvis der var nogen, der hørte det, ville de måske komme herind. Så jeg prøvede at få hende til at holde mund. Men så blev hun bare endnu vildere og skreg endnu højere.”

Han begynder at snøfte lige så stille. Holde om sig selv og snøfte.

“Og så lige pludselig blev hun helt stille.”

Han sidder og holder om sig selv, vugger mekanisk frem og tilbage. Som om han prøver at trøste sig selv. Jeg giver ham en lussing til, han er ved at komme for langt ind i sig selv. Han ser op på mig. Jeg taler så højt jeg kan, uden at råbe.

“Nu bliver du siddende helt stille og roligt, og du siger ikke en lyd, og du rører ikke ved noget som helst. Du sidder der bare, okay?”

Jeg sætter mig i lænestolen ved siden af dem. Tænder en cigaret, prøver at tænke. Prøver at få noget af blodet ned fra hovedet og ud i kroppen igen.

Han ser stadig på mig med sine store fugtige brune øjne, en lille dreng.

“Det var ikke … med vilje.”

“Hvad bad jeg dig om?

“At holde mund …”

Jeg nikker til ham. Så slukker jeg cigaretten og tager glassene med vin og den halvfulde kop med kakao. Jeg går ud på toilettet, tager sulfoen under vasken. Jeg vasker op med fingrene og tørrer dem af i et håndklæde, stiller dem så tilbage i skabet. Jeg finder et par af hendes trusser i den øverste kommodeskuffe. Et par fornuftige hvide bomuldstrusser. Jeg tørrer lejligheden ned. Jeg er ligeglad med, om de finder nogle af mine fingeraftryk, de skal ikke spørge særligt mange på gangen, for at finde ud af at jeg besøgte hende. Men Ivan, jeg tænker på, hvor han har været i dag. Om han rørte ved dørkarmen på vejen ind? Om han rørte ved lampen på sengebordet? Hans øjne følger mig. Jeg ender ved sengen.

“Hvor er kondomet?”

Han glor på mig, som om jeg havde bedt ham om at flyve.

“Kondomet. Kondomet, hvor er det? “

Han er blank i øjnene. Ingenting. Så ser han ned ad sig.

“Jeg har det stadig på …”

Jeg tager fat om hans arm og rejser ham op. Så stikker jeg bomuldstrusserne ind mellem benene på ham og hiver gummiet af. Forsigtig med, at der ikke skal komme sæd på sengen eller gulvtæppet. Jeg pakker det sammen i trusserne. Jeg siger, han skal klæde sig på. Så går jeg ud på badeværelset og trækker trusserne med kondomet ud. Toilettet er ved at løbe over. Jeg må vente og trække flere gange, før det er væk.

Da jeg kommer ind i stuen igen, har Ivan fået tøjet på. Han står og tuder helt stille og har fået T-shirten omvendt på. Jeg hiver den af ham, vender den om, så han kan tage den på igen. Jeg tager ham ved hånden og følger ham ud, gangen er tom, og vi kommer ned ad trappen uden at støde på nogen.

“Det var virkelig ikke med vilje …”

Han ser på mig, kigger mig i øjnene. Vil have jeg skal forstå, tro på ham.

“Det er ikke din skyld,” siger jeg til ham.

Jeg giver ham tohundrede kroner og ser ham gå ned ad gaden. Han vender sig halvt om, jeg vinker til ham. Gå, Ivan, bliv ved med at gå.

Jeg går tilbage til mit værelse. Der er helt stille nu. Jeg tror aldrig, der har været så stille. Du kan altid høre et tv køre. Altid høre nogen, der råber eller griner, et toilet der bliver trukket ud. Men nu er der helt stille. Jeg sætter mig på sengen, åbner en øl. Jeg kan ikke mærke min hånd.