44

FÆLLESRUMMET ER PYNTET op med juleudsmykning. Ubehjælpsomme guirlander, som børnene selv har lavet. Jeg ved fra Martin, at de har været i gang med det i et par uger. Martin peger op, jeg skal se de musetrapper, han har klippet, de hænger blandt en masse andre, men jeg siger til ham, at jeg godt kan se dem, de er flotte, skat.

Der er sat borde op i fællesrummet, et bord med glögg og æbleskiver, flormelis, der giver mig trang til et fix. Ved andre borde sælger forældre hjemmelavet julepynt, julekage med sukat, brugt legetøj.

Så skal vi alle være stille, vi trækker ud til væggene, og dobbeltdørene går op.

En af fædrene er klædt ud som julemand. Stort hvidt skæg, pude på maven og julemandsdragt. Børnene råber højt, da han kommer ind med sin store sæk, kommer ham løbende i møde. Han har drukket for meget glögg og er ved at falde i sine røde slaskebukser. Han deler slikposer og legetøj ud til børnene, der er ved at vælte ham omkuld. De får puslespil, plastikfly, hoppebolde, små dukker med flettet hår. Billige ting til under tyve kroner. Jeg ved det, fordi vi alle har skullet betale.

Jeg spiser en æbleskive, og Martin slubrer en juicebrik i sig, da Mona kommer hen til os. Hun har nissehue på, rød nederdel. En nissepige med brune øjne og en smule stor bagtil. God jul, siger hun. Det er hyggeligt, siger jeg, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal sige. Mona var her ikke, da jeg altid løb rundt med opspærrede øjne, hentede Martin for sent, altid for sent. Hvor madpakken var en fransk hotdog i en serviet. Jeg havde undskyldninger, for det hele.

Hvor er skiftetøjet? Undskyldninger.

Hvor er gummistøvlerne? Undskyldninger.

Ikke længere. Jeg ved, hvad pædagogerne siger. Han har fået sig et arbejde. Et fast arbejde, sikke en forandring, nogle gange er det bare det, der skal til.

Mona siger, hun skal holde jul hos sine forældre. De bor på Sjælland et sted, en lille by, jeg ikke har hørt om før. Det forstår hun godt, ingen har hørt om den. Vi griner begge mere, end der er grund til. Så trykker hun en lille lap papir i min hånd, ganske diskret.

En kraftig dreng er ved at hælde saftevand ud over sig selv, over bordet og ud over en lille pige, der sidder på gulvet. Mona skynder sig derover, vender sig halvt og sender mig et hurtigt smil.

Vi spiser ikke aftensmad den aften, er begge proppede med æbleskiver og julekage.

Martin går i gang med sit puslespil, får alle brikkerne lagt ud på bordet og starter med det øverste venstre hjørne. Så kalder han på mig.

Det er svært at hjælpe ham, lægge puslespillet for ham og stadig få ham til at tro, at det er ham selv, der gør det. Nogle gange lægger jeg brikken et sted på bordet, hvor han ikke kan undgå at lægge mærke til den, andre gange tager jeg en brik op, kigger på den, ku’ det være den her? Og han prøver ad med sine små fingre, ser om den passer. Det gør den, hver gang.

Efter mit aftenfix og en potjoint til at slappe af på ligger jeg på sengen.

Jeg kigger på den lille seddel, hun gav mig. Nummeret, læser det tal for tal, ser på, hvordan hun har skrevet sit navn, Mona, M’et der læner sig ind over o’et, skriften sirlig.

Jeg smiler.

Hun gav mig sit nummer.

Hun gav det til mig.

Har tænkt, jeg giver ham mit nummer.

Selvfølgelig vil jeg ikke ringe til hende. Martin har ikke brug for, at jeg begynder at pule en af hans pædagoger, ikke engang en studerende, der snart er ude af huset igen. Jeg gider heller ikke prøve at skjule min vane, det er for stort et arbejde.

Men hun gav mig det. Jeg ligger med det lige her.

I en anden verden, hvis jeg havde været en anden, havde jeg ringet. Selvfølgelig.

Men det er længe siden.

Jeg har ikke tænkt meget på piger, siden hun forsvandt ud af vores liv. Ikke tænkt på forhold. Har en gang imellem onaneret over toiletkummen med billeder af piger fra tv eller en særlig køn pige i bussen for øjnene. Men ikke ofte. På heroin har man ikke tid til at tænke på kødet mellem benene. Man tænker: Hvor får jeg pengene fra? Hvor meget har jeg råd til? Hvornår kan jeg fixe igen?

Efter jeg har fået mit eget lager, har det ændret sig.

Jeg kommer mig ikke over hende. Men det behøver jeg heller ikke.

Hvis jeg fandt en pige nu, skulle hun selv have et mindre weekendforbrug, ikke noget stort, bare nok til at hun ikke så skævt til mig, når jeg stak mig i armen. Hun skulle have en lille weekendvane. Have styr på det, ikke komme ud i hverdagsmisbrug, ikke speed, ikke ketoganer, ikke mere, end der kan ligge på en fingernegl, og det kunne jeg give hende.

Jeg kan se kontaktannoncen for mig:

Ung, pæn, gerne slank pige søges til venskab og måske mere.

Helst ikkeryger.

Jeg selv er i slutningen af tyverne og har en sød dreng på snart seks år.

Jeg holder af lange spadsereture i naturen, høre god musik og gå i biografen, middage med stearinlys og at pumpe næsten ren heroinklorid op i årerne.

Billet mrk….

Jeg folder Monas nummer sammen, lægger det på sengebordet, ved ikke, hvorfor jeg ikke bare smider det ud.

Jeg ligger på sengen, det ligner ikke en drøm. Alle møblerne står, hvor de plejer. Gennem de tynde vægge kan jeg høre naboens bornholmerur slå. Jeg rejser mig, går på bare fødder. Jeg ser til Martin, han sover, krammer en stor gul bamse, holder den om halsen, så det ser ud, som om han prøver at kvæle den. Jeg går ud i køkkenet, glad for at jeg tog opvasken, inden jeg gik i seng. Jeg åbner skabsdøren og finder min pose med dope frem. Allerede her må jeg have vendt mig i søvne, stønnet og ikke helt forstået. Pose i ental, én pose, ikke flere. Jeg holder den frem i lyset, der står ind fra gaden. Posen er tom. En lille smule hvidt pulver ligger i bunden, ikke nok til et fix, kun nok til at man tænker på mel eller bagepulver. Jeg sætter mig ved bordet, holder hovedet mellem hænderne, græder, mens jeg betragter den tomme pose på bordet foran mig. I drømmen ved jeg godt, hvad det betyder. Jeg ved, at helvede ikke kommer, efter man er død, at helvede ikke er de andre. Helvede er at sidde og se på en tom pose, mens ens lille dreng sover inde ved siden af.

Jeg sidder på sengekanten og forstår stadig ikke, at det kun var en drøm. Jeg er stadig manden med den tomme pose. Jeg går ud i køkkenet, tænder ikke lyset, roder i mørket efter metaldåsen med heroin. Da jeg har set i den, holdt om poserne igen, sidder jeg stadig ved køkkenbordet, ryger og prøver at få mit åndedræt i ro. I morgen vil jeg sælge. I morgen. Jeg tænder lyset, finder elektronvægten frem. Resten af natten bruger jeg på at lave små pakker med hvidt pulver. Jeg vil aldrig blive den mand fra drømmen.