5

ANA HAVDE MARERIDT.

Hun vækkede mig om natten. Skreg. Det skete måske en håndfuld gange de år, jeg kendte hende. Efter de første par gange vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Først finde lyskontakten i mørket, så holde om hende, til hun holdt op med at ryste, holde hende ind til mig, så hårdt jeg kunne, så hårdt at det må have gjort ondt på hende, siddende i det stadig varme pis. Så følge hende i bad, hjælpe hende med at klæde sig af, øjnene der genvandt deres fokus mere og mere. Så skifte lagenet, smide topmadrassen til vask, skifte dynebetræk.

Alt sammen uden at der blev vekslet et ord imellem os. Hun, der ikke ville eller kunne tale, og jeg, der ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Jeg lå så og holdt om hende, indtil vi begge faldt i søvn.

Om morgenen lod hun, som om der intet var sket. Hendes opførsel understregede, at der ikke var noget at tale om. At nu var nu. At i nat lige så godt kunne være noget, jeg havde drømt. Når jeg vågnede var topmadrassen og det tilpissede tøj bragt væk, cirkulerende i en vaskemaskine et sted i kælderen. Hun havde købt morgenbrød, juice på sengen. Og dagen skulle vinde. Dagen, lyset, hvor det der sker i mørket, er umuligt at forestille sig.

Da jeg sagde til Ana, at jeg forstod hende, troede hun mig ikke. Hvordan skulle jeg kunne vide noget om at være flygtning, om at miste, om ikke at have et hjem.

Jeg fortalte hende aldrig om institutionerne.

Om min mor, der bragte os sammen, men selv forsvandt.

Om mine brødre, ham der har et navn, som jeg sjældent bruger, og ham der aldrig fik et.