17

SÅDAN VÆLGER JEG dem. Navnene. Jeg tager en tilfældig opgang, ikke for tæt på hvor jeg bor. Et godt murstensbyggeri. Ikke noget af det nye beton, ikke noget fra tresserne, hvor der kun bor indvandrere og alkoholikere. Noget med gode solide mursten og vægge, man ikke kan høre alt igennem. Jeg går hen til opgangen med beslutsomme skridt. En mand med et ærinde. Jeg ser navnene igennem. Vælger et, som står alene. Hvis der er to, kigger jeg ikke engang på skiltet. Navne som Alma. Margrethe. Tove. Det er ikke navne på en studerende, der har fået lejligheden af sine forældre. Det er en enke. Altid enker. Dengang blev folk gift, og de har haft hele livet til at samle sammen til mit besøg.

Hende jeg er i gang med at røve, hedder Margrethe Pedersen. Hun er mere larmende, end de plejer at være. Jeg har lige fundet hendes møntsamling under et par gamle telefonbøger. Når de gemmer de her ting, forventer de ikke at blive røvet, ikke på denne måde; de tænker på indbrudstyve nytårsaften, med stavlygter og sorte masker for ansigtet. De tænker på hjemmehjælpere med lange fingre. Men jeg tager mig god tid; når at finde det meste. Her er mønter i plastlommer. Tre ark af dem. Og selvfølgelig er de ikke forsikret. Det ville koste en formue og være noget, hendes børn skulle betale skat af, når den tid kommer.

“Jeg har penge, du kan få pengene, men du må ikke tage dem der.”

“Det ved du, jeg gør.”

“Vil du ikke nok lade være? Du kan også få mit hævekort. Jeg giver dig koden, men lad dem der blive, vil du ikke nok?”

“Jeg tager dem med. Sådan er det.”

Hun ser på mig. Hendes øjne fortæller mig, hvad jeg er. Hun har ellers taget det pænt, kællingen. Bare siddet i lænestolen, som hun skulle, mens jeg rendte rundt og prøvede at samle sammen, og da jeg spurgte, om hun havde mere – hvor pengene var? – pegede hun pænt på tasken med trehundrede kroner i. Og da jeg råbte ad hende, og hun sagde nej, der er ikke mere, troede jeg på hende.

“Hvordan kan du? Hvordan?”

“Jeg er narkoman. Sådan er det.”

“Jeg har nogle nervepiller ude i medicinskabet, du kan …”

“Jeg har taget dem. Du kan få en nu, et par stykker hvis det hjælper.”

“Jeg skal ikke have noget som helst …”

Hun rejser sig fra stolen. Nu laver hun om på reglerne. Nu gør hun det svært.

Hun er ellers en af de søde, en af dem man tænker på bagefter. Da jeg kom op, var hun i gang med at smøre sig en mad, rugbrød, leverpostej, asier. Var meget forstående for, at jeg havde taget over for hendes sædvanlige hjemmehjælper. Var ked af, hvis hun var til be svær. Det var jo ikke, fordi hun strengt taget havde brug for hjemmehjælp. Hun kunne jo sagtens gøre det meste selv. At der bare var nogle af møblerne, der var lige lovligt høje, når hun skulle støve af; at det var svært for hende at nå ind under sengen med støvsugeren. Og det havde hun selvfølgelig ikke sagt til kommunen. Altså, at der ikke var så meget, at hun gjorde det meste selv; det hun kunne klare. Og Dorthe, som er hendes sædvanlige hjemmehjælp, er glad for at komme her, glad for, at der ikke er så meget, hvilket hun godt forstår, fordi det jo er hårdt arbejde og er blevet hårdere med alle deres kvoter, og det jo er lige før, de ældre får en stregkode i nakken; det kunne være et kønt syn, ikke? Men nogle gange sidder Dorthe og hun bare og snakker lidt. Så hvis jeg har en rigtig hård dag, en rigtig travl én, skal jeg bare ringe. Hun skal nok sige, at jeg har været på besøg, hvis der er nogen, der spørger.

Hun spurgte så, om jeg ville have en mad, om jeg ville have asier på. Jeg svarede nej til begge dele.

Hun griber ud efter arkene med mønter. Jeg skubber hende i brystet, ikke hårdt, bare nok til, at hun vakler et par skridt tilbage. Hun græder af vrede. Står og kigger på mig, mens jeg samler tingene sammen, sølvtøjet, en cd-samling i et pænt etui med Brahms, alt kommer ned i tasken. Jeg prøver at tænke, er der noget, jeg har glemt? Hun står stadig og ser på mig, for klog til at råbe op. Hendes gamle udslidte krop samler energi. Jeg skynder mig gennem entreen, er lige ved at glemme min jakke, og hvorfor fanden var det også, at jeg tog den af, jeg tager aldrig noget af mit tøj af. Men jeg ved godt hvorfor; hun bad mig om det, stod og lavede hindbærsaftevand til mig, som jeg ikke havde bedt om, og sagde, jeg da endelig måtte tage overtøjet af. Det var svært at lade være, og et ganske kort øjeblik ønskede jeg, at jeg faktisk var hendes hjemmehjælper.

Jeg skal til at smække døren, da hun kommer. En gammel kone, der holder sig i form med morgengymnastik og aftenskole med gode veninder og badebolde, som de kaster til hinanden og griner. Hun holder fast i min taske, har sin rynkede gamle hånd viklet ind i remmen. Jeg forsætter ned ad trappen. Hun må da kunne se, at det ikke nytter noget; hun må da give slip. Det er først, da jeg har fået hende ud over trappeafsatsen, at hun ikke længere kan holde fast. Hun falder. Det går meget hurtigt, men tager alligevel en evighed. Som da hun gik ud foran bilen i sin OD.

Så ligger hun der, med ansigtet i gulvet, uden at bevæge sig. Jeg skræver over hende og fortsætter ned ad trappen. Går stille og roligt. Ned ad den næste trappe og begynder at løbe. Da jeg kommer ud ad døren, sætter jeg igen farten ned. Går så hurtigt jeg kan, uden at løbe.