67

DE SIGER TIL mig: Hvis du har noget, hvis du har sunket noget, synes vi, du skal brække det op. For din egen skyld. Vi siger det bare. Så giver de mig sportstillægget til en formiddagsavis. Jeg kan læse om tenniskampe og pigefodbold. De spørger, om jeg vil have en kop kaffe.

Jeg svarer nej. De finder cigaretpakken i min jakke, giver mig to.

Jeg kan mærke det. Jeg var lige væk et øjeblik, og nu er munden fuld af skum. Så for satan, hører jeg. Betjenten rejser sig, så hans stol vælter. Holder mit hoved, mens mere skum kommer op. Han råber.

Ring efter en ambulance. Ring nu.

Jeg gurgler videre, skummer, som om jeg havde sunket en hel flaske shampoo. Det kradser i halsen, og jeg kan mærke, det også kommer ud af næsen nu. Samtidig tænker jeg, at det ville være rart, hvis de ville lade mig sove lidt. At jeg måske kunne forklare det bedre, hvis jeg bare måtte sove lidt. Og sådan står vi og danser frem og tilbage, mig i knæ, betjenten der holder mig; mig der skummer og skum mer.

I ambulancen ser de ud, som om vi har travlt. De stikker i mig flere gange. Jeg har set mange nåle, men ikke en så lang, som den de gør parat. Det må være til mit hjerte. Hvorfor ellers stikke den i mig, tænker jeg. Hvorfor sprøjte gullig væske i mine lunger. Det må være mit hjerte. Jeg skummer ikke længere, men min krop ryster, og hen over mig råber de fremmedord til hinanden, forkortelser i dobbelt tempo. De bevæger sig hurtigt rundt på den lille plads i ambulancen. To mænd, de taler til mig, siger, jeg skal se på dem, men det er ikke nemt, ambulancen kører, og jeg kan ikke længere holde hovedet selv, det rokker frem og tilbage. Dette er måske mine sidste minutter. Måske har jeg ikke engang så lang tid tilbage. Jeg ville ønske, jeg kunne forklare ambulancefolkene det, tale med dem, sige, at de ikke behøver at gøre så meget. At det ikke er så vigtigt. Jeg er ikke den første eller sidste junkie, der OD’er denne uge. Jeg er ikke besværet værd. For det er slut. Dette er nok mit sidste klare øjeblik, nu ved jeg, at det er forbi. At de vil hente Martin. At Martin vil komme væk, ikke længere være min. Ikke mere Hawaii-ost. Ikke flere plastikrumskibe. Ikke flere tegnefilm. Ikke flere hunde med laserpistoler.