51

HAN ER SYG, sagde jeg. Han må være syg.

Nick sagde: Han skaber sig bare.

Drengen lå i barnevognen i entreen. Han havde grædt, siden vi stod op.

Vi holdt havregrøden hen foran hans næse, men han blev ved med at græde.

Græd og græd. Hylede og skreg.

Vi proppede et halvt stykke rugbrød i munden på ham, han hostede og græd videre.

Nick spurgte mig: Har du nogensinde fået noget forærende, bare fået noget?

Nej.

På børnehjemmene, hvis du ikke spiste, hvad skete der så?

Så blev du sulten.

Ja, så blev du sulten. Han er bare vant til at få alting serveret.

Han må lære, at når man får noget mad, så er det i munden med det.

Ned i maven, ellers bliver det en hård nat.

Min bror havde set en udsendelse i fjernsynet om bolivianske gadebørn, der sniffede lightergas og lim.

Men mor havde ikke været hjemme i fire dage, vi havde ikke råd til lim og skulle gå langt for at finde en butik, der ikke kendte os. Vi sad på stuegulvet og sniffede malerrester fra kælderen ud af indkøbsposer. Vi drak vermouth. Vi drak Pisang Ambon og grøn likør med kiwismag, alt sammen noget vi havde fundet i køkkenskabet, efterladt eller glemt.

Vi hørte Elvis den eftermiddag. Skruede vi helt op, blev vores lillebrors hulk og skrig en del af musikken. Som lilletrommen, man kun lige kunne ane. Når pickuppen skiftede fra en sang til den næste, talte vi højt. Når pladen skulle vendes, skramlede vi med flasker. Vi sagde:

Hvordan er den røde maling? Lige så god som den grønne?

Så grinte vi. Grinte højt. Blev ved med at grine, til pladen igen fyldte rummet.

Jeg sagde til Nick: Måske er han syg? Nick havde et blåligt omrids. Der var flere kilometer hen over sofabordet. Det var utroligt, han hørte mig.

Han sagde: Lad os se. Hvis han stadig græder om en time. Når Elvis igen har sunget Wooden Heart.

Når han har sunget verset på tysk. Så ser vi efter.

Hvis han stadig græder, finder vi mor. Vi må kunne finde hende. Hvis hun ikke er på Aben eller på Isbjørnen, er hun nok på Klovnen. Hvis hun ikke ligger på ryggen. Som en racerbil, der får skiftet hjul.

Pit stop.

En time?

Ja, så finder vi hende.

Næste morgen vågnede vi på stuegulvet. Der var ikke mere Pisang Ambon tilbage, malingen var tørret ind i plastiskposerne. Da vi så til vores lillebror i barnevognen, græd han ikke mere.

Ikke mere.