27

VI SIDDER I S-toget. Ivan vil til Lyngby. I nat sagde han: Mød mig, vi skal til Lyngby i morgen. Ingen af os har købt billet. Ivan fortæller om delfiner det meste af vejen. Jeg ved ikke, hvordan vi kom til at snakke om delfiner. Han begyndte bare. Delfiner. Et emne trukket op af hatten. Tal! Kupeen er næsten fuld, en mand i trediverne med solbrændte ben stikkende ud af shortsene og sandaler på fødderne læser i en avis, i kultursektionen. Avisen ryger længere og længere ned, Ivan er åbenbart mere interessant. Ivan siger: Delfiner er ikke så gode og søde og rare, som alle tror. Man har set handelfiner, flere af dem, danne cirkel om en unge og derefter puffe den ihjel med deres næb. Næbbet er ikke noget naturligt våben, ingen pigge eller kløer. Der skal en vis intelligens til for at regne ud, at man kan dræbe med det. Men man har aldrig hørt om delfiner, der samlede kvinder og børn i landsbyens kirke, lukkede dørene, hældte benzin over og satte ild til den. Eller delfiner, der tvang andre delfiner til at grave grøfter langs vejene for bagefter at blive skudt og smidt i grøfterne og dækket til af nogle helt tredje delfiner, når der ikke var plads til flere.

Manden med de solbrune ben er begyndt at stirre, jeg ser tilbage på ham, i øjnene og lige igennem ham. Han får travlt med sin avis. Rasler med den, rømmer sig og får den op for øjnene igen. Ivan siger, at delfiner aldrig har nedbrændt skoler eller besat et hospital og smidt kuvøsebørn ud fra taget.

Vi står af på Lyngby Station. Ivan vælger en enkelt langstilket rose i en blomsterbutik ikke langt derfra, og jeg betaler. Jeg spørger ikke hvorfor. Jeg er sikker på, han nok skal fortælle mig det, en lang historie. Jeg tænker, at han måske har fundet sig en sød lille pige herude i forstaden. En, der vil trodse sine forældre ved at knalde med en hjemløs perker. Det ultimative oprør. Det er selvfølgelig latterligt, en sjov tanke, som hvad nu hvis jeg blev usynlig, hvad ville jeg så gøre? Hvem fra håndboldlandsholdet ville jeg voldtage i badet?

Vi går ned ad hovedgaden med små tøjbutikker og cafeer med udendørs servering. Høje træer på hver side af gaden, bladene ser sunde ud. Blandt barnevogne, Irma-poser og farvekoordineret tøj kunne vi ikke passe dårligere ind. Vi sætter os på en bænk. Jeg når at ryge en cigaret, før uroen i kroppen driver mig hen til en kiosk efter en halv flaske vodka og en Cocio til Ivan. Da jeg kommer tilbage, sidder han stadig på bænken, men rosen er væk. Jeg spørger til den. Han peger og mine øjne følger hans finger til en af de parkerede biler på den anden side af gaden. En mørkeblå firhjulstrækker, en dyr japansk bil, under den ene vinduesvisker sidder rosen og stritter som en parkeringsbøde. Han holder blikket på den, som om der skulle ske noget fantastisk. Så begynder han at fortælle om blæksprutter. Ud af det blå selvfølgelig, blæksprutter. At blæksprutter er et af de mest intelligente dyr overhovedet, at de under forsøg er i stand til at skrue låget af et glas, hvis de tror, der er mad indeni. Han spørger, om jeg vidste, at blæksprutten er det eneste dyr, der har nosserne siddende i hovedet. Jeg svarer nej og åbner vodkaen. Ivan fortæller mig, at hvis blæksprutter bliver sultne nok, kan de finde på at spise deres egne arme. At mennesker selvfølgelig er klogere, men at han gerne havde byttet nogle af de gange, han lå på gulvet i et nedbrændt hus med hul i maven.

Ivan skal til at fortælle mig noget mere om blæksprutter, om hvordan de boller hinanden i hovedet, men bliver så stille. Hans øjne er ovre på bilen. Døren til boligblokken bagved er gået op, en mand kommer ud, dyre solbriller og kortærmet skjorte, solbrændte ben og fødderne i sandaler. Han trykker på en knap på bilnøglen og lygterne blinker to gange og giver et lille bip fra sig for at fortælle, at den er åben. Han holder døren på klem. En mørkhåret kvinde kommer ud, også hun har solbriller på. Tøjet er dyrt, polotrøje og tennisnederdel. Det er Ana. Der går et par sekunder, før den besked når min hjerne. Det er Ana. Og jeg kan ikke gøre en skid andet end bare at blive siddende og glo. Hun vender sig halvt om. Efter sig trækker hun en klapvogn med en lille mørkhåret dreng i mørkeblå shorts og en T-shirt med et rumskib på. Jeg sidder der bare, kan ikke gøre andet. De lukker døren efter sig. Det tager lang tid. Det tager timer, det tager flere måneder for dem at lukke døren og skubbe klapvognen hen til bilen. Det tager det meste af et år, og jeg sidder der bare og ser, kigger, glor, kan ikke gøre andet. Standser op foran bilen, lader klapvognen stå, drengen rækker armene i vejret, løft mig op, hun ser på forruden, løfter vinduesviskeren og tager rosen op. Ser på den, ser sig rundt. Ser på den igen.

Jeg rejser mig og går. Ivan følger efter. Jeg kan høre hans skridt bag mig. Jeg går, så hurtigt jeg kan.

I kupeen er det ikke nogen af os der taler. Anas fødselsdag. Ikke så lang tid efter min egen. Jeg havde vidst det, hvis jeg havde tænkt mig om, men jeg er ikke engang sikker på, om det er tirsdag eller onsdag. Ivan ser på mig, ligner en undskyldning. En stor undskyldning. Jeg ville ønske, at nogen ville give ham tæsk. Lige nu. Jeg har ikke selv kræfterne, men nogen, en eller anden i denne her kupe måtte meget gerne … Jeg vil slet ikke tænke på klapvognen, slet ikke tænke på drengen, det sidste jeg vil gøre er at tælle på fingrene, hvor gammel så han ud, drengen, to, tre år? Hvor lang tid siden er det, Ana efterlod mig dér på Assistenskirkegården med en kop lunken kaffe i et papbæger? Jeg går gennem kupeen. Kaster op, hvor cyklerne står. Får bræk på tøjet på skoene. Ivan holder mig om armen, som om jeg var på vej til at lette.

Jeg siger farvel til ham på Hovedbanegården. Bare farvel, ingen af os har sagt noget, siden vi så Ana.