4

JEG LADER MINE arme være i fred i lang tid. Uudforsket land. Hver dag er jeg en opdagelsesrejsende, der kortlægger nye mørkeblå floder på mine inderlår. Jeg overvinder mig selv. Ubehaget ved stikke mig i lysken bliver opvejet af varmen, når stoffet når blodet. Jeg er mere forsigtig med mængden. De blå mærker på armene forsvinder langsomt. Snart kan jeg gå i kortærmede skjorter.

Nu er der kun bittesmå ar tilbage, der kunne være modermærker.

Om natten vågner jeg. Jeg ser et plastikkrus stående på et hvidt skrivebord og en venlig, men bestemt sagsbehandler, der beder mig om at fylde det.

Martin har sin hånd i min, da vi går op ad trappen. Han har en ny mørkeblå Nike-sweatshirt på, vi købte i går.

“Far, din hånd er klam,” siger han og tørrer den af i trøjen.

Vi skal ind gennem flere døre og bliver vist ned ad en lang gang.

Vi sidder først og venter lidt. Så bliver jeg bedt om at træde ind. Martin skal vente udenfor. En sekretær giver ham en sodavand og et gammelt Anders And-blad. Han har læst det før, har det derhjemme, men det gør ikke noget.

Jeg sætter mig over for hende, med det hvide skrivebord imellem os. Ingen plastikkrus, jeg kan ikke få øje på noget. Hun taster et par gange på computeren. Hun betragter nu papirerne foran sig. Øverst må der være en firkant med mit navn og personnummer. Så ser hun op. Smiler.

Om jeg synes, det går godt? Ja, jeg synes, det går udmærket. Det er hårdt. Selvfølgelig er det hårdt. Det er hårdt at være alene med ham. Selvfølgelig savner han sin mor. Det ville alle små drenge vel gøre.

Om han græder? Nogle gange græder han. Han græder, når han tænker på sin mor; han græder, når han har slået sig. Eller når der er nogen, der har drillet ham. Så trøster jeg ham. Far er der altid til at trøste ham.

Om jeg synes, det er hårdt ikke at tage stoffer? Ja, jeg synes, det er hårdt; jeg synes, det er forbandet hårdt. Selvfølgelig er det det. Man holder jo aldrig op med at være narkoman, man holder bare op med at tage stoffer. Men jeg tager én dag ad gangen. Og så har jeg Martin. Det gør det nemmere. Det bliver lidt nemmere hver dag. Nej, jeg ville aldrig gøre det igen. Jeg vil ikke miste Martin.

Om han har det godt i børnehaven? Ja, han har det rigtig godt. Det var selvfølgeligt lidt svært for ham at falde til. Men nu går det rigtig godt. De andre børn kan li’ ham. Han er meget social. I kan bare spørge nogle af pædagogerne, de vil alle sammen sige, at han har det godt. Han er en god dreng. De kan godt li’ ham derhenne. Nej, selvfølgelig bliver det ikke nødvendigt at spørge dem. Men …

Om jeg hader hende? Jeg elsker hende. Jeg elsker hende stadigvæk. Nej, jeg er ikke begyndt at se nogen andre. Om jeg har noget imod, du spørger? Nej da. Nej, nej. Om jeg ikke kunne finde på at se nogen andre? Jo selvfølgelig, men med Martin og det nye arbejde har der bare ikke rigtig været tid til at møde nogen. Men det gør ikke noget …

Det går rigtig godt med det nye arbejde. Det er jeg glad for. Jeg har hænderne godt skruet på. De er glade for mig.

Nej, jeg synes ikke, det var okay, det hun gjorde; jeg synes bestemt ikke, det var okay. Slet ikke. Om jeg forstår det? Ja. Måske lidt. Nu.

Om jeg hader hende? Jo, jeg hader hende. Er det det, jeg skal sige? Jeg hader hende. Jeg kunne godt… Jeg slog hende aldrig.

Om jeg kunne finde på at slå Martin. Nej, aldrig. Det kunne jeg ikke finde på. Aldrig.

Du kan spørge ham. Nej, du stoler på mig. Det er vigtigt, at vi stoler på hinanden. Ja, det forstår jeg. Nej, jeg har ikke noget imod at komme her. Nej, det er jo heller ikke så ofte, ikke længere. Ja, det er klart, I tænker på Martins bedste, det forstår jeg. Ja, lad os tale med ham nu.

Hun åbner døren på klem og kalder på ham. Han har drukket halvdelen af sin appelsinvand. Han må gerne tage den med ind. Han sætter sig i stolen ved siden af mig. Hans fødder dingler. Han bliver genert, da den fremmede dame taler til ham, prøver at gemme hovedet i min armhule. Jeg holder ham i hånden, og han får mod til at se op. I lommen har han Zorro-masken. Jeg har sagt til ham, at han godt må tage den på, hvis der er noget, der gør ham bange.

“Er du glad for at bo sammen med din far?”

Ja, det er han. Han elsker sin far.

“Har I det godt sammen?”

Ja, vi var i Zoologisk Have for ikke så lang tid siden. Han fik lov til at ae et lam. Men det brægede, da han prøvede at løfte det op, og så blev han lidt forskrækket. Fugleedderkoppen var smadderuhyggelig. Men også lidt spændende. Han har lavet en tegning af den.

“Hvordan går det i børnehaven?”

Det går rigtig godt. Han leger rigtig meget med en dreng, der hedder Gustav. Han skal snart hjem og sove hos ham.

“Har du en livret?”

Det er stadigvæk spaghetti med kødsovs, sådan som far laver det. Og McDonald’s. Han kan godt li’ McDonald’s.

Hun smiler til os og rejser sig. Jeg tror, det gik godt. Jeg tror, vi bestod. Hun følger os til døren. Jeg skal lave en ny aftale ved skranken til om et halvt år. Men alt ser jo ud til at gå godt. Det er hun glad for, siger hun. Hun prøver at give mig et lille et klap på skulderen på vejen ud.

Vi går på McDonald’s. Han spiser alle sine pomfritter.

Så skal far lige besøge sin ven. Han venter på gaden. Men det går hurtigt.

Jeg har pengene parat. Derhjemme ser vi tegnefilm resten af dagen. Vi holder en lille fest. Han spiser sig næsten syg i chokolade. Han falder om i skødet på mig. Jeg bærer ham ind i seng. Kan ikke nænne at vække ham for at skulle børste tænder. Så går jeg ud til min store hvide pose, der stadig ligger i jakkelommen. Jeg tager meget. Mere end jeg plejer, næsten det hele. Et nyt mærke på underarmen.