40

MOR KOM HJEM. Låste sig ind, døren der ramte væggen. Lyden af høje hæle i entreen. Hun faldt, rejste sig igen. Døren blev smækket. Mor der gik fra værelse til værelse, så os ikke, ledte efter noget. Mor der havde indtørret blod i ansigtet, skorper på de nedringede bryster. Trak vejret gennem munden, så man kunne se hendes flækkede fortand. Ind i stuen, støttede sig til væggen, ud i køkkenet. Skabe der blev åbnet, tallerkner der blev smadret. Ind i stuen igen. Hvor er den henne? var det første, hun sagde. Ventede ikke på svar. Gik ind på vores værelse. Vi kunne høre kommoden, der blev åbnet, tøj der ramte gulvet.

Hun mente sin flaske vermouth. Vi vidste det begge.

Så kom hun ud til os igen.

Jeg havde en flaske. Jeg havde nogle smøger.

Vi så bare på hende.

Jeg havde en flaske, råbte hun. Den lille begyndte at græde i sin barnevogn i entreen.

Jeg havde en flaske.

Jeg havde en flaske.

Vi så på hende. Sagde ikke noget.

Hun råbte, så der stod spyt ud af munden. Fejede brugte tallerkner ned fra spisebordet, smed et vandglas ind i væggen.

Min flaske.

Jeg vil have min flaske.

Jeg vil have min flaske.

Hun stak Nick en lussing. Han så op på hende. Et stort rødt mærke på kinden.

Fra institutionerne havde vi lært: Indrøm aldrig noget. Aldrig. De voksne vil sige ting som: Hvis bare du melder dig selv, så sker der ikke noget. Eller: Vi lader døren stå åben, og den der har taget pengene, nøglen, cd’en, kan så lægge den på bordet. Og så snakker vi ikke mere om det. Indrøm aldrig noget. Lad dem aldrig lokke dig. Tal aldrig til dem. Og hvis de siger ting som: Det er synd, hvis vi skal straffe alle, bare fordi der er en, der har … Så luk munden, se lige ud. Du kan ikke stole på dem. Hvis du svarer: Ja, det var mig, der smadrede ruden. Og hvis de holder deres ord, hvis de ikke gør noget ved det. Så kan du være sikker på, at næste gang, der er en rude, der bliver smadret, leder de efter dig. Hold din kæft. Hold altid din kæft.

Hun skreg nu. Ikke ord længere. Bare høje lyde. Stod og trampede i gulvet som en lille pige.

Vi vidste, hvor flasken var, selvfølgelig, vi havde drukket af den hele ugen. Var faldet i søvn på den, når den lille græd for meget, og det ikke var nok at begrave hovedet i puden. Der var stadig en smule tilbage. Måske også en cigaret eller to. Men det var ikke hendes, ikke længere.