38

EN AF DE unge mænd foran shawarmabaren sidder i rullestol. Det er sen eftermiddag på Nørrebrogade. Hans ene ben er i gips, strakt ud foran sig. En fyr tænder hans cigaret, en anden kommer ud med en shawarma i sølvpapir til ham. Først nu ser jeg, det er Kamal. Med nakkestøtten der stikker op af hættetrøjen. Først er jeg ikke sikker. Så går jeg over til ham, han er ved at pakke sin mad ud. Han smiler, da han ser mig.

“Hey, hvordan har min yndlingskartoffel det?”

“Hvad fanden er der sket med dig?”

“Jeg havde bare et uheld.”

“Det kan jeg se.”

“Hvis du kører mig en lille tur, fortæller jeg dig om det.”

Han råber noget på arabisk til sin kammerat inde i butikken. Jeg triller rullestolen, så forsigtigt jeg kan ned ad gaden, prøver at undgå at benet skal hoppe op og ned. Han tager bidder af sin shawarma.

“Hvor mange var der?”

“Seks-syv stykker, og du ved, jeg ikke ku’ finde på at overdrive for dig.”

“Jeg ved godt, der skal en del til. Var det politiet?”

“Nej, for helvede. Kan du huske ham fyren med tatoveringerne? De der klamme edderkoppetatoveringer?”

“Ja.”

“Jeg troede jo bare, han var et eller andet fjols, der ikke vidste, hvad han lavede.”

“Og det var han ikke?”

“Han var et fjols, men dem der havde sendt ham, er ikke fjolser. De vidste nøjagtig, hvad de lavede.”

“Hvem?”

“Den slags, der kører på store motorcykler. Tegninger på vesten. De havde sendt ham ud for at vinde nyt terræn. Stakkels lille fjols, der får at vide, at hvis han kan deale hos mig, er der et rygmærke til ham.”

“Og de var ikke glade for, at du trampede på deres ven?”

“Sådan kan man godt sige det.”

“Og hvad sker der nu. Hvad sker der med dig?”

“Der sker ikke så skide meget, jeg kommer til at sidde her et stykke tid. Mit ben er knækket tre-fire steder. Du skulle se min overkrop, jeg har stadig blå mærker over det hele, brækkede ribben.”

“Og det er så det?”

Han gør tegn til, at vi skal holde ved en skraldespand. Han smider resten af sin shawarma ud, tørrer efter med servietten og lader den følge efter. Vi ruller videre.

“Jeg kunne godt slå en streg over det. Du ved, noget for noget. Det var jo ikke, fordi jeg bare slog ham med en lineal over fingrene.”

“Men sådan bliver det ikke?”

“Du ved, hvordan det er, jeg er jo ikke den eneste, der er involveret. For dem jeg kender, handler det om kvarteret og om, hvem der har de største nosser. Næste weekend kommer der nogle fyre op fra Odense, med forstærkninger fra Tyskland. Det her er ikke fyre, du skal lave sjov med.”

“Nej?”

“De kommer til at lave fucking Palæstina på deres røv.”

Jeg skubber ham foran mig, vi skråer over vejen. Da Kamal igen taler, lyder han mindre sikker.

Han siger: Kan du huske, da du var fuld? Meget fuld. Den aften vi var i byen, inde på det her diskotek. Ana og mig og dig. Kan du huske det?

Jeg nikker til ham.

Og du var fuld, altså rigtig fuld. Du drak dig selv ned. Sad og hang ovre i en af båsene.

Igen nikker jeg.

Jeg var ude at danse med Ana, det tror jeg godt, du ved. Det var der ikke noget mærkeligt i. Så tossede hun jo heller ikke rundt med nogen andre, og pigen havde lyst til at danse.

Jeg ser bare på ham, denne her gang nikker jeg ikke.

Og altså, vi var på dansegulvet. Og, ja, hun danser lidt tættere på, siger noget, jeg ikke kan høre. Så jeg stikker hovedet tættere på, og … nogle af de ting, hun sagde i mit øre, nogle af de ting … Forstår du? Ikke sådan noget, hun burde have sagt. Ikke til mig.

Jeg ser stadig bare på ham. Kamal, der altid virker, som om han ved, hvad han laver, altid virker, som om han ved, hvad han skal sige. Nu er han gået i stå, klør sig over knoerne med de mange små ar. Jeg synes bare, du skulle vide det. Det er ingenting, og mange år siden, men jeg synes bare …

Jeg svarer ikke, kører ham tilbage til hans kammerater foran shawarmabaren, de hjælper ham ind i en ældre Mercedes. På vej ind i bilen griner Kamal til mig. Siger dæmpet: Du vil slet ikke vide, hvad der ligger i bagagerummet. Jeg tror ham.