– JEG ER LIGE KOMMET TILBAGE fra kapellet i Roskilde, indledte Rønholt, da Louise sad over for ham på hans kontor. – Grete Milling ville gerne se sin datter.

Selv kom hun lige fra en mindehøjtidelighed for Willumsen inde på Politigården. Det havde været svært ikke at græde, især fordi hans kone havde været der med et sort silketørklæde om sin skaldede isse. Det var ikke alle i afdelingen, der vidste, at hun var begyndt på kemo igen, og det var tydeligt, at flere ikke anede, hvordan de skulle opføre sig over for hende. Som om berøringsangsten sprang tydeligere frem, når hun var dobbelt ramt.

Louise havde været på vej hjem, da Suhr kaldte hende ind på sit kontor.

– Det var sgu svært, sagde Rønholt og rev hende ud af tankerne igen. De havde ellers belejret hende, siden drabschefen efter højtideligheden lukkede døren og indledte med, at hun skulle være den første til at høre, at han netop havde udpeget Willumsens efterfølger. Som han udtrykte det, så var det én, Louise var vant til at arbejde tæt sammen med.

Uvilkårligt havde hun tænkt på Henny Heilmann, som havde været hendes første gruppeleder. Nu sad hun oppe i radiotjenesten. Det ville være sublimt at få hende igen.

– Jeg havde jo prøvet på at forberede hende, og vi havde

dækket datterens nøgne krop, fortsatte Rønholt. – Men det er umuligt at forberede nogen på noget, der er så grotesk og samtidig livagtigt.

Han rystede trist på hovedet og strøg sig over det velplejede fuldskæg.

– Vi var nødt til at give hende noget beroligende bagefter. Det var godt, at hendes nye ven var med.

Louise vidste godt, at Melvin var taget med. Hun havde bedt ham være der, når Jonas kom hjem fra skole, og hendes underbo havde været fuld af dårlig samvittighed, da han måtte melde pas, fordi han allerede havde lovet sig væk.

– Jeg ville gerne have været med inde og drikke et glas for Willumsen, sagde Rønholt og så på hende. – Men det følte jeg ikke, jeg kunne, før vi to har talt sammen.

Hun løftede et bryn og forstod ikke helt. Trætheden havde overmandet hende efter mødet hos drabschefen. Om formiddagen havde Louise været nede omkring Nymands kontor. Efter en nat på hospitalet var Isabella kommet til bevidsthed. Hendes krop havde været stærkt afkølet, men hun var uden for livsfare, og overlægen på børneafdelingen havde forsikret familien om, at hun ville slippe helt uden fysiske mén.

Rønholt havde foldet hænderne foran sig, stadig med blikket på Louises ansigt. Han var alvorlig på en måde, hun ikke kunne greje, og hun flyttede sig uroligt på stolen.

– Jeg har været meget glad for din hjælp, sagde han så.

– Vi regner med, at Miklos Wedersøe vil blive overført til et dansk fængsel i løbet af næste uge. Den gamle kulturhistoriker har al korrespondance med advokaten liggende på bånd og kan dokumentere, hvordan handlen blev planlagt. Han har tilsyneladende ledt efter ikonet det meste af sit liv. Gennem sit kunsthistoriske netværk har han haft søgemaskiner ude over hele verden. Så i det øjeblik der dukkede

nyt op om Dødsenglen, blev det fanget. Det var sådan, han opsnappede, at Carl Emil Sachs-Smith begyndte at stikke følere ud i samlerkredse, og så meldte han sig som interesseret køber og kontaktperson.

Louise nikkede. Hun havde allerede hørt det hele fra Walther Sachs-Smith, som på sin vis var lettet over, at det var kunsthistorikeren, som han selv havde holdt fra døren gennem alle årene, der havde slået til, da sønnen besluttede sig for at sælge ikonet. Hun vidste fra Nymand, at Walther havde hyret et helt advokatteam, som skulle arbejde på at få samlet alle anklagepunkter mod Wedersøe, så sagen stod knivskarpt, når den en dag kom for retten.

– Det er ikke mindst dit engagement i forbindelse med Jeanette Millings sag, hvor vi helt tydeligt var strandet, fortsatte Rønholt.

Louise lagde benene over kors og holdt hans blik. Vidste ikke, hvor han var på vej hen.

– Siden vores afdeling blev lagt om, eller som vi selv udtrykker det: blev barberet ned, har vi ikke længere mulighed for at gå ordentligt ind i strandede sager, sagde han og tilføjede: – Selvom alle jo er klar over, at der muligvis ligger forbrydelser bag nogle af dem.

Louise vidste godt, at omkring fem ud af de 1600-1700 efterlysninger, der var om året, kunne være forbrydelser, måske endda flere, for Rønholt og hans folk havde ikke ressourcer til at gå dybt ind i alle sagerne.

Eftersøgningsafdelingen brugte mest tiden på at føre alle savnede ind i et landsdækkende register, og siden assisterede de med at identificere personer, der blev fundet døde, fordi det var i deres register, at alle oplysninger var samlet. Og så var der naturligvis samarbejdet med Interpol om udlændinge, der blev fundet i Danmark, og danskere, der blev fundet i udlandet.

– Her i afdelingen registrerer vi de efterlysninger, der kommer ind fra hele landet, og så vurderer vi, om der er nogen, der skal efterforskes yderligere.

Han holdt en pause og så på hende.

– Hvordan har du det med, at Michael Stig bliver gruppeleder efter Willumsen? spurgte han og skiftede spor.

Han bød en pebermyntepastil og lagde æsken fra sig, mens han betragtede hende.

– Det har jeg det ad helvede til med, svarede hun ærligt.

– Jeg havde ikke set det komme. Men han er jo den eneste af os, der har taget den mellemleder-uddannelse, så hvis vi ikke skal have en udefra, må det jo blive ham.

– Efter opklaringen af den her sag har jeg fået lov at oprette en lille enhed, sagde Rønholt og var pludselig tilbage ved sit tidligere emne. – En efterforsker og en faglig leder.

Louise lænede sig frem.

– Det skal være en særlig eftersøgningstjeneste, som skal efterforske uafklarede sager, uddybede han. – Savnede og forsvundne personer.

– Hvem bliver faglig leder? spurgte Louise og rakte selv ud efter en pastil mere. Pludselig blev hun tør i munden.

– Det bliver du, svarede han og så på hende. – Hvis man ellers kan lokke dig væk fra drabsafdelingen.

Det kunne man godt. Særlig nu. Hun havde set på Suhr, at han godt var klar over, hun ikke ville være tilfreds med at få Michael Stig som chef. Alligevel faldt valget nu. Han kunne have slået stillingen op og taget gruppen med på råd. Men han havde allerede afgjort det, og det gav Louise en mistanke om, at det for længst var besluttet, at hendes kollega skulle tage over efter politikommissæren, når den tid kom. Og den var så kommet nu.

– Hvem er så den anden? spurgte hun og mærkede, hvordan det pludselig rumsterede i maven. Selvfølgelig var hun

smigret, men samtidig blev hun ramt af usikkerhed.

En helt ny afdeling, som hun skulle løfte og stå til regnskab for. Hvis hun blev i afdeling A, kunne hun beholde sin eftertragtede stilling og føle sig forholdsvis sikker i sadlen. Men så kom hun til at tænke på Jonas. Hun kunne ikke blive ved med at arbejde på en måde, så hun aldrig var hjemme, når han havde brug for hende.

– Du bestemmer selv, hvem du vil have med, svarede Rønholt og tilføjede: – Og du tager selvfølgelig din løn med plus de ekstra tillæg for at lede afdelingen.

Hun svarede ikke, sad bare og så frem for sig, mens tankerne sloges. Faglig leder. Han havde tænkt sig godt om. Med den titel fik hun sin egen afdeling uden at have en lederuddannelse.

– Overvej det til på mandag, sagde han, – men så er jeg

nødt til at få et svar. Louise nikkede langsomt og rejste sig.

– Men det vil sige, at vi kun bliver to i afdelingen? Ragner Rønholt nikkede.

– Ja, svarede han og så alvorligt op på hende. – Og I får en prøvetid på seks måneder.

– Hvad betyder det? Han trak beklagende på skuldrene.

– Det betyder, at så lang tid har vi til at bevise, at der er brug for sådan en specialenhed.

Hvad så bagefter? spurgte hun.

Så må vi se, om I kan fortsætte.

– Og hvis ikke, kan jeg så komme tilbage til drabsafdelingen?

– Nej, sagde han og rystede på hovedet. – Det kan jeg desværre ikke love dig.

Louise tog sit overtøj og tænkte på Jonas. Det ville blive lettere for hende at få mere tid sammen med ham.

– Hvornår havde du tænkt dig, at jeg skulle begynde? spurgte hun og tog frakken på.

– Det bestemmer du, så længe afdelingen bare kommer i gang, inden det administrative folk ombestemmer sig.

Hun stod et øjeblik og betragtede de velplejede orkideer i hans vindueskarm.

– Det er i orden med mig, sagde hun og så på ham. – Hvis

jeg kan begynde på mandag og starte med en uges ferie. Hendes nye chef så overrasket på hende.

Jeg har brug for en uge til at være noget for en dreng, jeg har ladt i stikken, forklarede hun.

Det kan nok arrangeres, nikkede han og gik galant hen for at åbne døren for hende. – Så sørger jeg for, at kontorerne bliver gjort klar.

Han pegede ned mod den anden ende af gangen.

– I kommer til at bo nede i rottereden. Louise standsede op i døren.

– Det var før i tiden, beroligede han. – Køkkenet ligger lige nedenunder. Det er længe siden, der har været nogen. Men navnet hænger ved.

Lige nu var hun helt ligeglad med, hvor hun blev place-ret, bare Michael Stig ikke var i nærheden. Hun var nået lidt ned ad gangen, da Rønholt kaldte på hende.

– Kan vi egentlig ikke lige så godt tage hul på det formelle nu? spurgte han, da hun kom tilbage. Han stod med to stykker papir i hånden, som han rakte frem mod hende. Hun tog dem og smilede, mens hun hurtigt skimmede

dem. „Eftersøgningstjenesten, forsvundne danskere. Faglig leder, Louise Rick”, stod der øverst.

– Sig mig, har du allerede fået lavet det her? spurgte hun

overrasket. – Så har du vel også talt med Suhr?

– Jeg tillod mig at forberede det, indrømmede han og trak lidt på skuldrene. – Bare så vi kunne komme hurtigt i gang, hvis du sagde ja.

Louise lagde stillingsbeskrivelsen ned i sin taske og tog imod hans fremstrakte hånd.

– Du vidste, jeg ville acceptere, udbrød hun og rystede på hovedet ad ham.