HAN VAR VRED, DA HAN nærmede sig rastepladsen uden for Slagelse. Rigtig vred. Leverandøren havde ikke skilt sig af med liget, havde det stadig i bilen og ville ikke stå for at bortskaffe det. Han ville bare have sine penge, sådan som det hele tiden havde været aftalen.

Der var sne i luften, fnuggene lagde sig ikke rigtigt, men de gjorde motorvejen våd og smattet, så han satte farten lidt ned.

Aftenen før havde han ringet for at sikre sig, at det hele var i orden. Han havde forestillet sig, at leverandøren kunne komme af med liget et eller andet sted op gennem Tyskland. Han havde endda hævet prisen, da han forstod, at den anden ikke brød sig om det, men hans spanske kontakt havde kvitteret ved at slukke telefonen.

Han var nødt til at prøve igen, kunne ikke risikere, at han selv kom til at stå med et kvindelig, der skulle skaffes af vejen. Det var noget andet med dem, der lå i kælderen, men hende her skulle smides ud.

Der var en halv time, til de skulle mødes på rastepladsen. Han måtte forsøge at overtale ham igen, tænkte han. Efterhånden var han villig til at betale, hvad det skulle være. Selvfølgelig skulle leverandøren skaffe det af vejen, det manglede bare. Han fik penge for det.

Han trykkede genkald på mobilen og ville endda strække sig til at udsætte mødet en time, så den anden kunne køre ud på nogle af de små veje og finde et passende sted.

– No, lød det kort. – I want my money. You order, I deliver.

Nu kunne han ikke beherske sig længere. Vreden væltede op i ham, og han kom til at råbe.

Det var ikke hans mening at skælde ud, men han kunne ikke lade være. Han slog viskeren til, mens han i høje toner og én gang for alle gjorde det klart, at medmindre leverandøren skilte sig af med liget, fik han ingen penge.

Det overraskede ham, da et voldsomt temperament fik det til at løbe af med leverandøren i den anden ende af røret. Han var nødt til at holde mobilen lidt ud fra øret, da spanske eder og forbandelser ramte hans trommehinde.

Han skulle lige til at give igen, da der pludselig blev stille. Først kunne han ingenting høre, men så fangede han lyden af bildæk, der skred, og en lang, metallisk skraben. Så kom braget.

Øresønderrivende lød det, da leverandørens bil ramte autoværnet. Chokeret tabte han telefonen, mens han hørte mandens skrig, højt og gennemtrængende, da bilen blev knust.

Hurtigt slap han speederen og trak ud i nødsporet med katastrofeblinket tændt. Hjertet hamrede, da han lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten. Han forsøgte at regne ud, hvor langt leverandøren var nået og tænkte, at han måtte være på motorvejen omkring Nyborg, men måske var han nået over broen.

Han trak vejret dybt, mens han forsøgte at kontrollere sit åndedræt. Så besluttede han at fortsætte frem for at finde ud af, hvor ulykken var sket. Han turde ikke køre over broen og blive fanget af overvågningskameraet, men han var nødt til at gøre noget. Liget lå stadig bag i leverandørens bil, og hans egen mobil ville så let som ingenting kunne spores af politiet.

– Pis, sagde han højt og tændte radioen. Han slog trafikmeldingerne til og ventede på, at der blev et hul i trafikken, så han kunne trække ud. Samtidig gik det op for ham, at det var første gang i mange døgn, at Dødsenglen var blevet fortrængt fra hans tanker. Men nu var den der igen. Som et begær der brændte i ham. Han ville ikke lade leverandøren ødelægge noget. Han var nødt til at vide, hvad der foregik.

Med foden på pedalen speedede han op og lagde sig ud i yderste bane, jog frem mod Storebæltsbroen med en vrede, der fyldte ham, så hver en muskel var spændt.

Trafikmeldingen kom, inden han nåede Vemmelev.

„Der er melding om en alvorlig soloulykke på Storebæltsbroen i østgående retning. Bilister på vej til Sjælland bedes vise hensyn. Falck og ambulance er på vej til stedet. Vi har netop fået at vide, at broen vil være spærret, så længe redningsarbejdet står på … “

For satan! Så kom der også politi, tænkte han.

Han blinkede og kørte af motorvejen ved afkørslen mod Vemmelev. Der var ingen grund til at fortsætte.

Han slukkede motoren og gik ud for at få lidt luft. Det havde taget en helt forkert drejning. Han vendte ansigtet mod himlen og lod snefnuggene køle panden, mens han tænkte, at det vel ikke var sikkert, at politiet i første omgang gav sig til at undersøge bilens bagagerum. Det kunne sagtens vare lidt, inden de opdagede, hvad der lå bagi, så han havde tid at løbe på.

Da han steg ind igen og skulle til at starte bilen, lød der et bip fra mobilen nede på gulvet. Han blev så forskrækket, at han tabte nøglen, og der gik et øjeblik, inden han følte sig klar til at samle telefonen op.

„Har Dødsenglen. Prindsen vær. 101. Kom.”

*

Længe sad han bare og stirrede. For et øjeblik siden havde ikonet været så langt væk, men nu var det helt tæt på. Han smilede og trak vejret dybt ned i maven.

Inden han spændte selen, fandt han en kirkekoncert med Michala Petri og Lars Hannibal frem fra handskerummet og lod musikken strømme ud af Bose-systemets ti højttalere, før han bakkede ud og kørte ned på motorvejen med kurs mod Roskilde.

Han slappede af og satte farten op. Gennemgik hurtigt, om han havde, hvad han skulle bruge. Det havde han. Der lå silikonehærder i bagagerummet sammen med de dunke, han havde planlagt at køre ud på affaldssorteringen og smide i containeren med kemikalier.

Gaderne i Roskilde var aftentomme. Det var, som om byen lukkede ned efter halv seks sammen med butikkerne. Han kørte ind i gården bag hotellet og parkerede oppe langs muren, sad lidt, inden han steg ud, og gik så rundt om bilen for at åbne bagsmækken.

Injektionssprøjten lå nede i hulrummet sammen med reservedækket. Han havde pakket den ind i Kleenex. Forsigtigt fjernede han papiret og tørrede den lange kanyle af, så skruede han låget af den lille gennemsigtige flaske med hærder og fyldte sprøjten.