– JEG KAN IKKE VISE MIG nogen steder, når jeg ser sådan ud, sagde Jonas mut, da de var kommet hjem fra bøjletandlægen.

Louise strøg ham over kinden.

Togskinner. Hun kunne godt se, at det ikke var særlig fedt for en dreng på tolv. Det var ti dage siden, han havde fået den permanente bøjle på i undermunden, men nu sad den også som et tæt værn i overmunden.

– Du vænner dig til det, sagde hun og nåede til alt held at bide resten af klicheen i sig. Det ville ikke trøste drengen at få at vide, at han nok skulle blive glad for det senere. – I første omgang er det også kun Camilla og Markus, der får dig at se. De har været nede forbi Paradis Is og kommer lige om lidt.

– Jeg skal ikke have noget is, og de behøver ikke at komme og glo på mig.

De blev afbrudt af hundepoter, der kom springende over stuegulvet, og øjeblikket efter kom Dina storlogrende frem i døren. Den gule labrador løb begejstret frem og tilbage mellem dem, da den opdagede, at de var kommet hjem. Selvom hvalpen var døv på begge ører, fornemmede hun altid, når der kom nogen. Nu sprang hunden rundt i glæde og slikkede på Louises bukseben, indtil Jonas smilende satte sig ned på gulvet og kælede med hende med alt metallet i munden blottet.

Louises plejesøn fyldte snart tretten, og det var ikke engang et år siden, at hun under meget tragiske omstændigheder pludselig var blevet hans nærmeste pårørende. Jonas havde ikke haft andre. Ingen familie, ingen fjerne slægtninge. Han var kun fire, da hans mor døde af en uhelbredelig blodsygdom, men da Louise mødte ham første gang, var det tydeligt, at han havde vænnet sig til savnet og havde det godt alene med sin far. Kort tid efter brød hans verden sammen, da han elleve år gammel blev vidne til, at faren for øjnene af sin søn blev skudt på klos hold og dræbt.

Til Louises store overraskelse var det Jonas selv, der havde bedt om at komme til at bo hos hende, da der skulle findes en plejefamilie til ham.

De var mødtes, da hun arbejdede på en sag, som involverede hans far og den kirke, hvor han havde været præst, så det var ikke, fordi de kendte hinanden særlig godt på det tidspunkt. Der havde imidlertid været en virkelig god kemi imellem dem, og efter tragedien var det Louise, Jonas havde knyttet sig til, mens han stadig var indlagt og i behandling efter den traumatiske oplevelse. Han gik også i klasse med Camillas søn, Markus, så selvom det havde været oplagt at lede efter en plejefamilie på skolen, havde Louise været hans første prioritet.

I starten havde Louise udelukkende opfattet det som en midlertidig løsning, fordi hun ikke havde kunnet få sig selv til at afvise ham. Hun havde altid sat pris på sin uafhængighed og værdsat, at hun selv kunne bestemme over sin tid. Men sådan var det ikke længere.

Det var gået op for hende, at hun ganske enkelt var i bedre humør, når Jonas også var der. Hans nye familie bestod af Louise, deres ældre underbo, Melvin, og Dina, den gule labradorhvalp, som Louises ekskæreste, Kim, meget mod hendes vilje havde lånt drengen på ubestemt tid.

Nu gik der længere og længere tid imellem, at Jonas talte om sin fortid. Hvor de i starten snakkede meget om minderne, alle de gode ting han huskede fra sin barndom, var det efterhånden, som om han var faldet på plads i sit nye liv. Sådan havde Louise i hvert fald tænkt, indtil der for nylig pludselig var sket en forandring. Fra at være glad og sød grænsende til det taknemmelige over overhovedet at måtte bo hos hende var det, som om Jonas var blevet mut og indesluttet. Og Louise forstod det godt. Der var sket meget i løbet af året, og oven i alt det med sin far havde han også mistet en god klassekammerat, som i efteråret var død efter en tragisk ulykke. Der var ikke spor at sige til, at han reagerede, tænkte Louise.

Hun var bare ikke vant til, at han trak sig på den der nye måde og blev sur og tvær. Måske var det tid til en opfølgende samtale med Jakobsen, tænkte hun, psykologen som drabsafdelingen benyttede, når der var behov.

Louise gik ud i køkkenet. Hun var øm i armene efter dagens øvelse, for der gik alt for lang tid imellem. Hun havde været en del af forhandlergruppen siden 2006, og politikommissær Willumsen, hendes gruppeleder i drabsafdelingen, rasede stadig over, at deres træning foregik i arbejdstiden, selvom det i sin tid var ham selv, der havde opfordret hende til at søge ind på specialuddannelsen, da to FBI-agenter var blevet hentet til landet for at undervise. Tretten var de i forhandlergruppen, og selvom det ikke havde direkte indflydelse på hendes arbejde i drabsafdelingen, var det noget, der hele tiden lå i hendes bevidsthed, for hun kunne kaldes ud til opgaver når som helst og havde altid forhandlertelefonen på sig. Selvom hun havde mulighed for at sige nej og lade opgaven gå til en af de andre på holdet, var hun godt klar over, at hun skulle holde sig til, når Thiesen ringede. I hvert fald hvis hun ville indkaldes til de spændende forhandlingsopgaver.

Hun måtte i gang med løbeturene igen, tænkte hun. Det var bare så svært at komme af sted om vinteren, men hun kunne gøre det til en vane at tage Dina med, selvom Jonas stik mod hendes forventning faktisk var meget sød til at lufte hende.

Is, suppe og yoghurt de første dage, havde tandlægen sagt og forberedt Jonas på, at det godt kunne gøre temmelig ondt i begyndelsen, når indersiden af kinderne blev revet op af bøjlens skarpe kanter. De havde fået en tube voks med, som han skulle smøre bøjlen med, så den ikke var så hård mod den sarte hud i munden.

Louise lagde tuben på køkkenbordet, inden hun gik hen og satte vand over, så der var kaffe på kanden, når veninden og hendes søn kom med forplejning til Jonas.

I det samme summede dørtelefonen.

– Åbner du? råbte hun og gik ud i entreen, da han ikke svarede.

Døren stod åben. Drengen og hunden var væk, og det var snoren, der hang på knagen, også.

Det ringede igen, og hun trykkede Camilla og Markus ind.

– Mødte I Jonas på trappen? spurgte Louise, da de nåede op på fjerde.

De rystede begge to på hovedet.

– Så ved jeg altså ikke, hvor han er, sagde hun, mest til Markus. – Han kommer sikkert om lidt, men gå bare ind på hans værelse. Fjernsynet er vist allerede tændt.

Det var MTV, og det kørte stort set døgnet rundt, ikke højt, bare konstant. Louise gik ud i køkkenet og tog hætten til stempelkan den, bad Camilla tage skåle til isen, og så gik de ind i stuen.

– Jeg var nede hos Nymand i dag, sagde veninden, da de havde sat sig.

– Det lyder spændende, sagde hun og mærkede, hvordan irritationen over, at Jonas bare var skredet, begyndte at vokse. Det kunne godt være, at han var blevet teenager og forfængelig, men han kunne ikke bare forsvinde, fordi han havde fået bøjle på tænderne. – Hvordan gik det?

– Det gik godt, og du skal have tak for hjælpen.

Camilla havde selv kendt politiinspektøren i mange år, dengang hun arbejdede som journalist på Roskilde Dagblad, men hun havde ikke følt, at den relation havde været helt nok til det ærinde, hun nu havde. Der skulle mere vægt bag hendes forespørgsel, hvis han skulle tage hende alvorligt. Derfor havde hun bedt Louise ringe til ham.

– Jeg ved ikke, om han synes, jeg er blevet skør, men jeg er sikker på, at det betød noget, at du lagde et godt ord ind.

– Det synes han sikkert. Og det er du måske også, så det kan man vel næppe bebrejde ham, svarede Louise og smilede til hende.

– Muligvis, medgav veninden og tog sin kop, – men ikke lige med den her sag. Jeg føler mig overbevist om, at Inger Sachs-Smith er blevet slået ihjel, og at nogen næsten er sluppet godt fra det.

Louise rystede på hovedet.

– Hvordan kan du være så sikker? spurgte hun, selvom hun var blevet indviet i, hvordan Camilla under sin to måneder lange rejse havde mødt den sporløst forsvundne Walther Sachs-Smith foran et strandhus på Hawaii, som Camilla og Markus havde fået lov at benytte. Hun forstod bare ikke, hvordan veninden kunne være så overbevist om, at den ældre mand havde ret, når han påstod, at hans kone ikke havde begået selvmord, og heller ikke hvordan hun kunne føle sig sikker på, at han så ikke selv var part i sagen.

– Det er, fordi du ikke kender historien, sagde Camilla, da Louise gentog sin tvivl.

– Måske, medgav Louise og rystede på hovedet. – Men det er jo også svært, når du ikke vil fortælle, hvad han mere sagde, og hvordan han begrundede sin mistanke.

Camilla tømte skålen med is, inden hun tog kaffekoppen og smækkede benene op på sofabordet.

– Jeg er ikke klar til, at du fortæller det videre, sagde hun med en undertone af teenagebetroelser.

Louise rystede på hovedet. Foreløbig anede hun heller ikke engang, hvad der var at fortælle videre. Hun vidste kun, at Camilla havde forelsket sig i Walther Sachs-Smiths ældste søn, Frederik, som hun havde mødt under sin rejse ned langs USA’s vestkyst, og at hun måtte have fået noget at vide under opholdet på Hawaii, siden hun var parat til at involvere Midt- og Vestsjællands politiinspektør.

– Jeg siger ingenting, lovede Louise og mærkede, at en uro var ved at fortrænge irritationen over, at Jonas stadig ikke var kommet hjem.