REGNEN STOD NED I STÆNGER, da lederen af aktionsstyrken gennede alle besøgende ud af Roskilde Domkirke og fik sine folk på plads. Ude på kirkepladsen krøb spredte grupper sammen under paraplyer og så nysgerrigt til, da Nymand og hans folk afspærrede kirken og rykkede ind.

Opkaldet var som lovet kommet præcis to timer, efter at politiet i Sønderjylland var blevet tvunget til at lade Miklos Wedersøe køre.

„I finder hende i domkirken,” lød beskeden, som kort tid efter blev sporet til Hamburg, og via Interpol var Miklos Wedersøe nu eftersøgt over hele Tyskland.

Fire politifolk var gået i gang med at gennemsøge kirken, men de ventede stadig på hundeføreren og hans schæfer, der kom ude fra Lejre. På kirkepladsen holdt en ambulance, og tre politifolk havde taget opstilling ved afspærringen.

Louise var på vej hjem efter besøget hos Gerd og Mona i Svogerslev, da Thiesen ringede og fortalte, at der var kontakt med Wedersøe. Det var chefen for forhandlergruppen, der havde rådet Nymand til, at han lod advokaten køre videre mod chancen for, at man til gengæld fandt pigen.

– Vi vil hellere miste ham end hende, sagde Thiesen, da Louise spurgte, hvordan han turde tro på, at Wedersøe ville ringe.

– Og hvad hvis hun allerede er død?

– Så vil vi alligevel gerne finde hende, sagde han, og hun måtte give ham ret. Det ville de selvfølgelig.

– Så skal vi ned i krypterne, råbte Nymand, da han kom gående ud fra Helligtrekongers Kapel.

Hun havde fortalt politiinspektøren, at Wedersøe var medlem af menighedsrådet og sandsynligvis havde et ret indgående kendskab til kirken og alle dens gemmesteder. Selv havde Louise kun været i domkirken en enkelt gang med skolen, og det var så længe siden, at hun ikke huskede andet end det store kirkerum og den lange gang op til alteret.

En betjent havde været forbi villaen på Frederiksborgvej efter Isabellas lyserøde natkjole. Louise så, at hundeføreren var kommet, og der gik ikke længe, før hunden havde fået fært af pigen og peb af iver efter at komme i gang. Kirketjeneren var blevet bedt om at åbne ind til de rum, der ellers var spærret af for besøgende, og da eftersøgningen begyndte, gik han lige i hælene på politifolkene med en bekymret rynke mejslet ind i panden.

Ovre i hjørnet ved Trolle-slægtens kapel stod gitterlågerne åbne, og Louise kunne høre, at hundeføreren var begyndt dernede. Kirketjeneren stak nervøst hænderne i lommen, mens han fortalte, at der lå to tusind personer begravet inde i kirken.

– 705 af dem ligger i gulvet, sagde han og nikkede mod de brede, udhuggede stenoverflader, der lå muret ned i kirkegulvet med spredte mellemrum.

Det gøs i Louise, og instinktivt trådte hun et par skridt til side, så hun kom væk fra gravene.

– Det var meget almindeligt, dengang kirken her var katolsk, fortsatte han, men hun hørte ikke rigtig efter. Der var stemmer nede fra krypten, og øjeblikket efter kom hunden

op. Den stillede sig med front mod trappen og ventede på sin ejer, der med en hovedrysten sagde, at der var klar til at blive låst af igen.

Mens hundeføreren fortsatte frem i kirken mod Søndre Tårnkapel, gik Louise op til alteret. Omme ved højkoret, hvor Harald Blåtand stod muret ind i en søjle, satte hun sig på hug og så ind i krypten nedenunder. Kisterne var støvede, og flere af dem stod på små forhøjninger.

Hun lukkede øjnene og lyttede. De fire betjente var gået ovenpå og gennemsøgte museumsdelen, der normalt kun var tilgængelig under de daglige rundvisninger.

Nede fra krypten hørtes ikke en lyd. Hun rejste sig og gik hen til næste gittervindue. Flere kister, og inde bagved lå en lysekrone, der endnu ikke var pakket ud.

Hun kaldte.

– Isabella. Isabella!

Hunden kom tættere på. De var oppe i Frederik den 5.’s kapel, og det gav et spjæt, da kirketjeneren pludselig talte lige bag hende.

– Det er kongebørnenes krypt, sagde han og nikkede mod jorden. – Alle de små adelige, der døde alt for tidligt, ligger dernede.

Louise kom på benene og fulgte med, da han gik hen og låste op ned til krypten.

– Den er større end de andre, sagde han og skulle til at gå ned.

– Bliv hellere, sagde hun og greb fat i hans skulder. Støvet lå tæt på de små, sorte kister. Matte og gamle stod de side ved side. – Hunden skal ned først.

Kirketjeneren trak sig undskyldende tilbage.

– Det er jo ellers kun personalet, der har adgang, sagde

han og stak igen hænderne i lommen. Betjentene kom ned ad trappen.

– Hun er heller ikke i tårnet, sagde den ene og så til, mens hundeføreren gik ned i kongebørnenes krypt. Det var sidste sted, de manglede at lede.

Louise havde trukket sig lidt væk og lænede sig op ad den ru murstensvæg, mens hun af hele sit hjerte ønskede, at de ville finde pigen.

Der var ikke flere steder at lede. Kirketjeneren havde vist dem alle aflukkede rum og fortalte, at man havde overvejet at lave en tunnel over til dronning Ingrid og Frederik den 9.’s begravelsesplads uden for kirken, men det var aldrig blevet til noget. Der var ingen skjulte gange eller hemmelige rum i forbindelse med domkirken.

– Niks, sagde hundeføreren og belønnede schæferen, da de var færdige. – Hun er her ikke.

Louise lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage mod muren. Håbet om at finde Isabella i live svandt, og det var først nu, det rigtig gik op for hende, hvor meget hun havde troet på, at de ville finde pigen i kirken.

Nymand var med få minutters mellemrum blevet ved med at ringe op til Wedersøes mobil, men ingen af gangene fik han kontakt. Nu gemte han ansigtet i hænderne. Hans store krop svajede lidt, og skuldrene hang.

– Det forbandede bæst, sagde han, da han igen så op.