DA MOBILEN BEGYNDTE AT SUMME på Louises natbord, var der langt op til overfladen. Jonas skulle møde sent, så hun havde først stillet vækkeuret til otte. Nu var den halv.
– Godmorgen, sagde Thiesen, da Louise havde sagt sit navn.
Hun kom op at sidde. Når chefen for forhandlergruppen ringede på den her tid, så handlede det om en opgave.
– Godmorgen, svarede hun hurtigt.
– Rick. Vi har en gidseltagning, og jeg vil have dig og Palle på, fortsatte Thiesen, mens hun svingede benene ud af sengen. – Det drejer sig om en otte-årig pige. I aftes forsvandt hun fra sin danseskole. Nogle timer senere kom der et krav til moren. Politiinspektøren i Roskilde har lige kontaktet mig. Vi skal hurtigt derned, så vi er klar, når der er kontakt næste gang.
Louise havde aldrig forhandlet i en kidnapningssag før. Oftest blev de kaldt ud til selvmordstruede, der skulle tales ned fra tage eller broer, eller gerningsmænd, der havde forskanset sig og nægtede at komme ud. Det kunne også være psykisk syge, der fiskede efter et suicide by cop – et selvmord, hvor det lykkedes dem at presse situationen helt derud, så det endte med, at politiet blev nødt til at skyde. Kun én gang tidligere havde hun været ude i en regulær gidseltagning, under et bankrøveri på Amager hvor bankrøveren havde tilbageholdt tre ansatte.
Det, hun godt kunne lide ved forhandlergruppen, var, at de stillede sig imellem gerningsmand og politi. Hun var ikke efterforsker, når Thiesen sendte hende ud. Hun var mægler og skulle forsøge at løse konflikten.
Jonas, tænkte hun pludselig. Hun havde ellers besluttet sig for at gøre et nummer ud af at få ham roligt ud ad døren, og hun havde aftalt med Melvin, at han tog imod, når drengen havde fået fri, så de kunne holde lidt øje med, hvornår han kom hjem.
Louise havde flere gange forsøgt at tale med ham, men han lukkede helt i og slog bare blikket ned. Hun havde prøvet igen i aftes, og til sidst var han blevet så vred, at han havde skreget lige ind i hovedet på hende, at hun for fanden ikke var hans mor, og Louise havde prompte givet ham ret, men mindet ham om, at det var ham selv, der havde bedt om at bo hos hende. Og hun havde ikke nået at undskylde, før han var gået ind til sig selv og havde lukket døren.
Så var hun gået ned til Melvin og havde spurgt, om de begge kunne være lidt mere opmærksomme og forsøge at være der for ham.
– Passer det dårligt? spurgte Thiesen, da hun var blevet stille.
– Nej, slet ikke, skyndte Louise sig at sige.
– De bor nede på Frederiksborgvej i Roskilde. Jeg er på vej hen efter forhandler-bilen, så jeg kan komme forbi og hente dig, tilbød han og fortalte, at moren til den lille pige var datter af Walther Sachs-Smith. – Med den familieformue i ryggen skal vi være forberedt på, at kravene kan stige, mens vi forhandler.
Trægulvet var koldt under Louises fødder, og da hun fik et glimt af sit lange, filtrede hår i spejlet, kom hun i tanke om, at hun havde tid hos frisøren. Hun måtte huske at afbestille.
– Er det hans barnebarn? udbrød hun overrasket. – Hvordan er det sket?
– Pigen forsvandt, da hun var til dans. Nogen samlede hende op, inden au pair-pigen nåede frem, sagde Thiesen og tilføjede samtidig, at det var Nymand og hans folk, der stod for efterforskningen.
– Er der stillet krav om en løsesum? spurgte Louise og mærkede, hvordan adrenalinen begyndte at fortrænge trætheden.
– Vi ved ikke så meget endnu, erkendte Thiesen. – Der har kun været kort kontakt. Da moren kom hjem efter at have ledt på danseskolen, lå der en konvolut med en mobiltelefon foran hendes hoveddør, gidseltagerne havde sendt en besked til hende.
– Hvad stod der?
– Dødsenglen for din datter.
Louise havde lagt en seddel til Jonas og lidt penge, så han kunne købe frokost i skolens kantine. Hun ville ringe til Melvin senere. Deres underbo var ikke ligefrem morgenmenneske og skulle have tid til at komme ud af sengen.
Hun havde pakket sin lille weekendtaske med lidt rent tøj, tandbørste, kiks og resten af det frugt, der lå i skålen, inden hun stille smækkede hoveddøren efter sig og gik ned for at vente på Thiesen.
Hun var ikke i tvivl om, at sagen ville få optimal opmærksomhed fra politiledelsen og medierne. Ikke at det bekymrede hende. Det gjorde til gengæld tanken om, at kidnapningen bekræftede Camillas historie. Hvis det var samme gerningsmand, der stod bag drabet på Inger Sachs-Smith, så betød det, at den lille piges liv for alvor var i fare, tænkte Louise og følte sig sikker på, at gerningsmanden var overbevist om, at familien stadig var i besiddelse af det ægte ikon.
På vej ned ad trappen havde hun kort overvejet at ringe til Camilla og fortælle om det krav, der var blevet stillet for pigen, men sagen var for alvorlig til, at hun turde gå uden om chefen.
– Vil du have tasken om bagi? spurgte Thiesen, da den store Mercedes van parkerede foran hende, og han sprang ud og gav hende et kram.
Louise rystede på hovedet og satte sig ind på forsædet med tasken foran fødderne. I starten havde hun haft det lidt underligt med, at kollegerne i forhandlergruppen altid krammede, når de mødtes på en opgave. Men det var noget med nærheden og den tillid, der hele tiden skulle være mellem dem. De var altid meget tæt på hinanden, når de arbejdede, både fysisk og mentalt, så langsomt var det gået op for hende, at nærværet var en del af deres omgangsform.
– Palle er på vej, sagde han, – og jeg har tilkaldt Ole, men han sidder i Århus og kan ikke løses fra den opgave, han er i gang med, så han er stand-by til at afløse.
Gruppen var et sammensat team, der til daglig var spredt ud over forskellige politikredse. De fleste sad som efterforskere eller ledere og havde naturligt nok hver sin spidskompetence. Palle Krogh var for eksempel eminent, når det gjaldt om at bevare overblikket. Forhandler-bilen var sådan indrettet, at der omme bagi var et lille bord, sæderne kunne vendes, og så var der plads til en tavle, der dækkede det meste af vinduet i bilens venstre side. Sidst Louise havde været sammen med Palle, havde de siddet deromme og forhandlet med en røver, der ikke ville komme ud af en villa på Frederiksberg.
– Aktionsstyrken er varslet og træder til, så snart vi har fundet ud af, hvor pigen befinder sig, sagde Thiesen. – Er du frisk på at være et’er?
Louise nikkede, havde allerede håbet, at det ville blive hende, der fik lov at guide pigens mor gennem kontakten med kidnapperne.
– Kender du noget til familien Sachs-Smith? fortsatte han og så kort hen på hende.
– Ikke meget, svarede hun, men fortalte om Camillas møde med Walther Sachs-Smith.
– Så allerede for et halvt år siden var nogen altså ude efter ikonet, sagde hun og tilføjede, at kollegerne i Roskilde netop havde genoptaget sagen og efterforskede dødsfaldet som en drabssag.
– Der kan man se, nikkede Thiesen eftertænksomt. – Ved vi, om Camilla Lind fortsat har kontakt med Sachs-Smith?
Han virkede ikke synderligt overrasket over at høre, at den rige erhvervsmand stadig fandtes et sted derude. Han forholdt sig bare nøgternt til de oplysninger, hun gav ham.
– Det tror jeg, nikkede Louise uden at vide, hvor meget de egentlig talte sammen.
– Mon han er blevet informeret om kidnapningen?
Hun trak på skuldrene.
– Hvis det er Nymand, der står for efterforskningen, har han nok kontaktet hende. Han er i hvert fald klar over, at der er en forbindelse mellem de to, så mon ikke han har bedt hende få fat i ham?
Louise lænede hovedet tilbage mod nakkepuden og undrede sig over, at hendes veninde ikke allerede havde ringet, hvis hun havde hørt om den alvorlige udvikling, der var sket.