FIRE BETJENTE SIGTEDE PÅ HAM med deres tjenestepistoler. Resten stod med en hånd mod skulderhylstret.

Han forstod den uudtalte kommunikation mellem dem, læste deres mimik og registrerede de vagtsomme blikke. Da han havde låst bilen, rakte han imødekommende begge hænder i vejret for at signalere, at de kunne sænke deres pistoler, men det gjorde de ikke.

Han fik armen vredet om på ryggen, og det gjorde ondt, da hans kæbe hamrede ned i bilens kølerhjelm. Det brændte under lakken efter den hidsige biljagt.

Han forsøgte at rette hovedet op, men hans baghoved blev med det samme trykket ned og låst fast af et greb, der lagde sig om hans nakke.

– Advokat Miklos Wedersøe, sagde en stemme på klingende sønderjysk. – Du er anholdt og vil blive sigtet for drab, usømmelig omgang med lig og bortførsel af Isabella Sachs-Smith.

Ingen af delene kom bag på ham. Sært at betjenten ikke nævnte Dødsenglen, tænkte han kort og mærkede håndjernene stramme til.

– Hvem melder I til? spurgte han, da han havde fået lov at rette sig op. – Er det forhandlergruppen eller politiet i Roskilde?

– Det behøver du slet ikke bekymre dig om, sagde betjenten, som havde fat omkring hans højre albue. – Bare følg med her.

Betjentens hår var lyst og krøllet, det blæste i vinden, og han lignede en drengerøv med de hektiske røde pletter, der havde bredt sig over hans kinder af bar ophidselse. Det var tydeligt, at nervøsiteten lå lige under huden på ham.

Miklos kastede hurtigt et blik på de andre betjente. Anspændte og hårde i blikket. Det lyste langt væk, at sagen var alvorlig, men de skulle bare vide, tænkte han. Det her var ingenting, og om lidt ville de blive nødt til at lade ham køre igen.

Det var først nu, han lagde mærke til stilheden. Der kørte ikke længere biler i den modsatte kørebane. Motorstøjen havde lagt sig, så de havde nok spærret hele området af, tænkte han godt tilfreds med, at det så ville tage lidt tid, inden trafikken igen var normal, hvilket gav god plads i den retning, han skulle.

En ældre mand trådte frem, og med sammenknebne øjne kom han dem i møde.

– Hvor er hun? spurgte han med blikket på Miklos uden at se på betjenten ved hans side.

Der var noget i tonen, der irriterede advokaten. Manden var uforskammet, og så var det måden, han kneb øjnene sammen på, som en hårdkogt sherif der med et enkelt advarselsskud fik banditterne til at makke ret.

Egentlig havde Miklos tænkt, at kommunikationen skulle foregå i en anstændig tone som blandt ordentlige mennesker, men nu fandt han i stedet sin arrogante side frem og pressede sit blik ind mellem sheriffens tynde sprækker.

– Hvem er indsatsleder i den her aktion? spurgte han og gjorde det helt tydeligt, at han godt var klar over, at det ikke var den lokale sherif, der havde overtaget kidnapnings

sagen. Han havde bare sørget for at drive kvæget ind. Den anden svarede ikke, men spurgte i stedet:

– Vil du vente på, at vi får tilkaldt vidner, inden vi ran-sager din bil?

– Nej, svarede han og rystede på hovedet. – Men hun er der ikke.

Han så hen på de tre betjente, der stod og kiggede ind i den store Mercedes.

– Vi skal have åbnet bagagerummet, råbte den ene.

– Hvis du vil redde pigens liv, skal du lade mig tale med Nymand, fortsatte Miklos og ignorerede betjenten. – Jeg går ud fra, at det stadig er Roskilde, der leder efterforskningen?

Det var helt bevidst, at han lagde ansvaret for pigen over på den anden. Nu var det op til politimanden at træffe den rigtige beslutning.

Sheriffen havde stukket hænderne i lommerne og fortrak ikke en mine.

– Vil du give os din bilnøgle, eller skal vi bryde bagsmækken op? spurgte den ældre mand.

Miklos havde regnet med, at han kunne handle sig fri, inden de begyndte at se nærmere på bilen. Han mærkede, at sveden sprang frem igen, der var ikke noget at se, når man bare kiggede ind gennem ruderne. Ikonet lå omme i bagagerummet.

– Du får brug for en god advokat, mumlede sheriffen, mens Miklos modstræbende rakte ham nøglen.

– Den klarer jeg selv, nøjedes han med at svare og undrede sig over, at politimanden ikke vidste, at han havde speciale i strafferet.

Der kom to hurtige blink fra bilen, da de låste op, og betjentene gik hen mod bilens bagende. Han fulgte dem med blikket, da bagsmækken langsomt gled op. Den ene betjent gik helt hen og kiggede ned, han

løftede også på det vatterede tæppe, der var viklet om ikonet, men så rettede han sig op og rystede på hovedet i retning mod sheriffen, inden de lukkede igen.

De var åbenbart så opsatte på, at det var pigen, der skulle ligge derinde, at de ikke interesserede sig for, hvad der ellers lå.

– Jeg vil tale med Nymand eller chefen for forhandlergruppen, sagde Miklos og mærkede, at roen havde indfundet sig igen. – Pigen har ikke mange timer at leve i. Hvis du vil hjælpe hende, skal det gå lidt stærkt.

Han så, hvordan udtrykket i den ældre mands blik ændrede sig, som om han vurderede, om det var bluf.

– Jeg kan bevise, at hun lever, hvis du lader mig tale med den ansvarlige efterforskningsleder, fortsatte han.

De andre betjente stod omkring dem som i en ring, der var trukket sammen, men ingen sagde noget. De stod bare helt stille og afventende.

– Godt, sagde sheriffen endelig og begyndte at gå over mod en politibil. Til betjenten, der stadig stod med en hånd om advokatens albue, sagde han, at han kunne sætte arrestanten ind på bagsædet.

Nej, sagde Miklos. – Jeg bliver her. Han ville ikke for langt væk fra bilen. Eller Dødsenglen. Han fik et vurderende blik igen.

Ring nu bare, gentog Miklos uden at flytte sig.

Han fulgte den ældre betjent med blikket, da han lænede sig op ad den midterste patruljevogn og ringede fra sin mobiltelefon.

Han ville åbenbart ikke lade samtalen gå ind over politiradioen, konstaterede Miklos og begyndte at få en fornemmelse af, at han allerede havde overtaget styringen. Det ville lykkes. Selvfølgelig ville det lykkes.

Han kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men han så,

at sheriffen begyndte at tale, og nu kom han hen mod ham med mobilen i hånden. Med et nik bad han betjenten, der havde ført ham, om at løsne håndjernene og rakte telefonen frem.

– Miklos Wedersøe, indledte han, da Nymand havde sagt sit navn. – Jeg har pigen. I får hende, når jeg får lov at køre. På den betingelse selvfølgelig, at I indvilliger i at følge mine instrukser.

– Vi handler ikke på den måde, sagde Nymand koldt i hans øre, og Miklos kom til at smile. Den fede politiinspektør troede, at han kunne bluffe.

– Selvfølgelig handler I på den måde, sagde han stille.

– Du har ikke noget valg. Jeg er den eneste, der kan fortælle jer, hvor I kan finde hende.

De ville aldrig lade pigen dø, menneskeliv tæller frem for alt andet. Særlig et barn og særlig når der var tale om en Sachs-Smith-arving. Troede idioten, han var dum?

Der var stille så længe, at han begyndte at frygte, at Nymand havde lagt røret på.

– Hvad er dit krav? spurgte politiinspektøren endelig.

– Når din kollega her har konstateret, at pigen var i live i morges, får jeg lov at køre. Om to timer vil jeg ringe og fortælle, hvor I kan finde hende. Men, skyndte han sig at tilføje, – hvis jeg på noget tidspunkt fornemmer, at jeg bliver forfulgt, eller at I holder øje med mig, så vil den besked udeblive.

– Og hvad hvis du ikke ringer?

– Så er jeg jaget vildt, og så ved I, at jeg ikke har noget at handle med, næste gang I stopper mig. Men jeg ringer.

Han holdt en lille kunstpause, inden han gentog den sætning, der havde kørt i hans hoved hele vejen ned over Sjælland og hen over Fyn.

– Nymand, fortsatte han. – Det er op til dig, om Walther

Sachs-Smiths barnebarn skal dø eller have lov at leve videre. Men tiden går, og I har travlt.

Han stak den frie hånd i bukselommen og tog et lille bånd op. Han rakte det frem sammen med mobilen.

– Hvis du får fyren her til at slippe, skal jeg hente afspilleren henne i min bil.

Sheriffens øjne var ikke længere helt så sammenknebne, efter at han havde fået Nymand i røret. Han nikkede, at to betjente kunne ledsage Miklos hen til bilen, mens han selv svarede kort på de instrukser, politiinspektøren i Roskilde gav over telefonen.

På afstand låste Miklos bilen op. Han gik demonstrativt langsomt, så de kunne se, han ikke havde til hensigt at stikke af.

Det ville han heller ikke kunne, så det var bare spil for galleriet.

Det lille, digitale videokamera lå i lommen ved siden af førersædet. Da han havde taget det og smækket døren igen, låste han med nøglen.

De så det flere gange, og hver gang med et blik hen mod ham, når pigen havde talt ud. Han havde brugt den klassiske version med at lade hende holde dagens avis op foran sig, så de kunne se, det var optaget samme morgen.

Sheriffen havde ringet Nymand op igen, og hans ansigt var mere forpint end alvorligt. Pigen så heller ikke godt ud, og der var så lidt plads dernede, at det ville være umuligt for en voksen at sidde sammenkrøbet.

Og så hjalp det selvfølgelig, at hun græd og klynkede efter sin mor.

Optagelsen var blevet god.

I et jag blev han ramt af et hadefuldt blik. Det var be

tjenten, som havde knaldet ham ned i køleren. Miklos lod det prelle af. En drengerøv skulle ikke gøre sig til dommer over ham.

– Du er nødt til at forstå, at det tager tid at træffe sådanne vanskelige beslutninger, sagde den ældre betjent og kørte forhandlerfrasen af.

Bullshit, tænkte han og morede sig lidt over, at han blev undervurderet i en sådan grad af den sønderjyske sherif. Han rystede på hovedet.

– Jeg skal have lov at køre nu. Ellers dør hun, sagde han uden at vente på, at den ældre betjent fik talt færdigt. – I har alt at vinde. Hun har ikke lang tid tilbage at leve i.

Han lod blikket glide hen over de trafiktomme kørebaner og ventede, mens der blev konfereret. Han vidste, at sheriffen og Nymand også var i forbindelse med en rådgivende stab, som var beslutningstageren og ansvarlig for, at de gjorde det rigtige. Det var dem, der skulle give grønt lys, inden han fik lov at køre videre.

Sådan et par bonderøve ville ikke selv være i stand til at træffe beslutninger om liv eller død på det her niveau, tænkte han og nikkede anerkendende, da det så ud til, at sheriffen havde fået en endelig melding.

– Jeg skal have to timer, gentog Miklos og følte sig overbevist om, at ingen af betjentene havde nået at sætte en klods på hans bil. De havde ikke kunnet nå at fremskaffe udstyret, inden de blev sendt af sted til motorvejen. Alligevel sagde han: – I skal ikke forsøge at spore mig. Det skal vi lige være helt enige om.

Sheriffen svarede ikke, nikkede bare. Sammenbidt og gammel. Han havde skrevet noget ned på en blok, han havde trukket frem fra inderlommen.

– Ring på det her nummer, når du er klar til at fortælle os, hvor Isabella Sachs-Smith befinder sig, sagde han og

gav tegn til sine folk om at flytte et par af bilerne, så Miklos kunne komme forbi.

– I skal holde trafikken tilbage i fem minutter, når jeg er kørt, og husk, får jeg den mindste følelse af at blive forfulgt eller holdt øje med, så mister I chancen for at finde pigen, sagde han og gik over mod bilen, mens han nød følelsen af, at det igen var ham, der havde overtaget.