GRETE MILLING HAVDE HAFT EN termokande med kaffe og porcelænskopper med til køreturen. Hun og Melvin sad på bagsædet og talte stille sammen hele vejen. På forsædet sad Jonas og sov med benene trukket op under sig, så der var plads til Dina nede på gulvet. Han vågnede først, da Louise kørte ind på parkeringspladsen i Hjerting, hvor Jeanette havde boet. Hun slukkede motoren foran det røde toetagers byggeri, der lå med små forhaver ud mod vejen.

– Det er derhenne, sagde Grete Milling og pegede over mod nummer 12. – Min datters lejlighed ligger i stuen.

Husene lå i små kæder, fem huse bygget sammen på den ene side af en asfalteret sti, og tre huse, der så ud til at være lidt større, lå på den anden side. Bag byggeriet så Louise et stort fællesområde med en græsplæne og bænke, men her i februar var det hele gråt og vintertrist.

Melvin rakte en arm frem og hjalp fru Milling ud af bilen. Hun havde allerede fundet nøglen frem fra tasken og gav den til Louise.

– Gå du bare ind først, så kommer jeg om lidt, sagde hun og blev stående sammen med Melvin, mens Louise og Jonas gik hen til huset.

Ved siden af hoveddøren hang en postkasse med Jeanettes navn. Det så ikke ud til, at den kunne rumme flere reklamer og lokalaviser. Regnvåde og sammenklaskede hang de ud af sprækken som et tydeligt tegn på, at det var meget længe siden, nogen sidst havde tømt den.

Entreen var ikke særlig stor. Langs væggen stod en lille, hvid kommode under et højt spejl i træramme, der havde en fint udskåret kant. Meget feminint, tænkte Louise og gik hen og åbnede den eneste dør, der førte videre fra gangen.

Også inde i stuen var det hele sirligt og pænt. Hvidt og nydeligt, konstaterede hun og så hen på spisebordet med de fire kurvestole. I den anden ende langs væggen stod en blød, hvid sofa med store, indiske puder med blanke pailletter på midten, og på væggen hang blomstermotiver i rammer. De få bøger i reolen ved siden af sofaen var sorteret efter farver. Henne i vindueskarmen stod en vase med visne blomster.

Der var ikke så meget som ét maskulint spor i den indretning, der havde været rammen omkring Jeanette Millings

liv. Det eneste, der sprang Louise i øjnene og brød alt det pæne, var en række sorte aftryk efter sko på de lyse kludetæpper.

Politifolkene havde nok ikke ulejliget sig med at tørre skoene af, da de kom for at undersøge lejligheden, tænkte hun og gik selv tilbage til hoveddøren og tørrede fødderne en ekstra gang.

Jonas havde holdt sig ude i gangen, mens hun gik ind.

– Tør dine sko godt af, sagde hun, – og behold jakken på. Her er hundekoldt.

Han nikkede og gik hen til måtten.

– Du tror, hun er død, ikke? spurgte han, da Louise skulle til at gå tilbage til stuen.

Hun overvejede kort, om hun skulle lyve, men droppede det og nikkede.

– Det er nok mest sandsynligt, svarede hun.

– Det ser ud, som om hun bare er taget på arbejde, sagde hendes plejesøn, da han fulgte med ind i stuen.

Han havde ret. Bortset fra støvet og de snavsede tæpper så det ud, som om Jeanette Milling lige havde været der. Der lå en avis på sofabordet, og henne på køkkenbordet stod en tekande under en hætte. Hun kunne lige så godt bare være taget af sted på arbejde.

Louise gik hen til sofabordet og tog avisen. Den var fra 21. juli, altså dagen inden Jeanette var rejst. Så gik hun hen og åbnede en dør, der førte ind til soveværelset. Sengen var redt med et blomstret sengetæppe, og små puder var strøet ud oppe ved hovedgærdet. Det så ud, som om Jeanette havde haft god tid, inden hun skulle af sted. Louise gik over og åbnede klædeskabet. Bluser og trøjer lå i pæne stabler. På bøjlestangen hang kjoler, nederdele og cardigans.

Tøj havde hun nok af, konstaterede hun. Noget af det så ret dyrt ud. Mon ikke Jeanette ville have taget mere med, hvis hun var rejst ud for at starte et nyt liv?

Louise åbnede skabslågen under natbordet, der stod ved siden af sengen. På øverste hylde fandt hun et lille, læderbetrukket smykkeskrin, og da hun åbnede det, lå der både ringe, øreringe og halskæder. Nogle af dem så ud til at være arvestykker. Hun stillede skrinet op på sengen, så fru Milling kunne se det igennem. Så bøjede hun sig ned og kiggede ind på den nederste hylde. Bag en tube håndcreme og en læbepomade lå der en dildo i etui og en åbnet pakke kondomer, så helt jomfrunalsk havde den forsvundne kvinde altså ikke været.

Hun hørte, at Melvin og fru Milling var kommet ind, og lukkede skabslågen igen.

– Jeg har taget en flyttekasse og nogle Ikea-poser med, sagde hun til Grete Milling, da hun kom ind til dem i stuen. – Jeg henter dem lige.

De havde cirka en time, inden flyttemændene kom for at pakke resten ned.

– Jeg har stillet din datters smykkeskrin inde på sengen, tilføjede hun.

– Jeg går med, sagde Jonas. – Jeg tror, jeg går en tur med Dina.

Louise strøg ham over håret. Han var blevet bleg, og hun kunne mærke, at det hele pludselig var kommet alt for tæt på. Det havde været en ordentlig omgang for ham, da de tømte præstegården. De havde næsten brugt en uge på det, og hver aften, når de kom hjem, havde Jonas grædt sig i søvn.

Hun skulle ikke have taget ham med. Han kunne sagtens være taget over til Camilla og Markus i stedet. Louise havde foreslået det, men han ville ikke. Hun havde overvejet, om han og Markus var blevet uvenner, og om det var grunden til, at han havde trukket sig den dag, de kom, men hun ville ikke spørge, og han havde været sød og glad, som han plejede, på hele turen. Hun kunne simpelthen ikke se den side, som hans klasselærer havde serveret for hende.

Hun så efter ham, da han gik hen og åbnede bildøren med hundesnoren i hånden. Den gule labrador sprang ud og logrede med hele bagkroppen, inden hun begyndte at trække i snoren for at komme hen mod græsområdet, så hun kunne tisse.

Louise råbte efter Jonas, at hundens vandskål lå bag i bilen. Så fik hun flyttekassen ud af bagagerummet og gik tilbage til lejligheden.

Inde i lejligheden havde fru Milling stillet et par ting frem på spisebordet, blandt andet smykkeskrinet. Hun havde lagt en bred guldring oven på det og pegede på den, da Louise kom ind.

– Det var hendes fars vielsesring, og det var vist Jeanettes hensigt, at hun en dag ville få en guldsmed til at lave den om til en ring, hun selv kunne bruge. Det er aldrig blevet til noget, så den vil jeg gerne have med hjem.

Louise nikkede.

Moren smilede.

– Jeanette havde altid så mange planer, men det var ikke altid, hun fik tid til at gøre noget ved dem.

– Næ, det kender man jo godt, småsludrede Louise og hjalp Melvin med at samle flyttekassen.

– Hvad med hendes tøj? spurgte Louise og gik ud i køkkenet, hvor fru Milling havde åbnet et skab og forsigtigt var gået i gang med at stable Mega Mussel fra den Kongelige Porcelænsfabrik op på køkkenbordet.

– Tøjet skal bare pakkes ned. Hvis hun ikke kommer hjem, må jeg give det til Kirkens Korshær, svarede hun og koncentrerede sig igen om porcelænet.

– Hun har samlet på det her, lige siden det kom frem, sagde hun og smilede. – Hver gang det var jul og fødselsdag, fik hun noget nyt.

Der var orden i køkkenet på en meget voksen måde, tænkte Louise og så på køleskabet, hvor der var hængt huskesedler, madopskrifter og et par festinvitationer op med store magneter, en firmaskovtur i august og en 30-årsfødselsdag i september, begge dele for længst afholdt.

Louise faldt i staver, mens stablerne af kongeligt porcelæn voksede på køkkenbordet. Tænk at samle på stel. Så voksen var hun ikke selv blevet endnu, selvom hun fyldte fyrre næste gang. Hun klarede sig stadig fint med det anonyme, hvide sæt, hun havde købt i Imerco, dengang Peter flyttede fra hende og tog de italienske tallerkner med.

– Ja, jeg har jo egentlig rigeligt derhjemme, men alligevel.

Louise nikkede. Hun forstod det godt. Det var sikkert også fru Milling, der havde forkælet sin datter med det dyre service.

Hun gik tilbage til soveværelset, hvor der førte en dør ud til badeværelset. Her var der lige inden for døren skubbet en lille vaskemaskine op i hjørnet. På hylderne ved siden af vasken bugnede det med cremer, dufte og hårprodukter. Jeanette Milling havde udpræget haft sans for de eksklusive mærker. Der var også flere makeup-punge. Gad vide om hun overhovedet havde taget noget med på ferie, tænkte Louise, der kun havde en enkelt pung til sin kosmetik. Men kvinden måtte have pakket sine toiletsager, for der var hverken tandbørste eller tandpasta i kruset på hylden under spejlet. Der var heller ikke shampoo eller sæbe i brusekabinen.

Hun hørte, at Melvin og fru Milling raslede med avispapir, sider blev revet i stykker, så de var nok gået i gang med at pakke porcelænet ind og lægge det i kasse. Hun gik tilbage til soveværelset og stod lidt for at lagre de sidste indtryk.

Ud ad vinduet så hun, at Jonas havde sluppet Dina løs. Han havde fundet en pind, som han kastede til hende, og hunden sprang rundt for at fange den i luften, inden den landede.

Det var ikke meget liv, der var i området sådan en lørdag eftermiddag, tænkte Louise og lod blikket glide hen over de mørke vinduer og tomme forhaver. Det var begyndt at småregne, så der var måske ikke noget at sige til, at folk holdt sig inden døre.

– Er der noget fra badeværelset, du gerne vil have med? spurgte Louise, da hun kom ind i stuen.

Fru Milling rystede på hovedet.

– Jeg har taget et par småting fra stuen, og så vil jeg se, om jeg kan finde Jeanettes fotoalbum. Jeg tror, det står i reolen derhenne.

Hun nikkede mod et højt vitrineskab bag spisebordet.

– Nederst.

Louise gik hen og lukkede op. I bunden stod der en række ringbind og bagerst et polstret fotoalbum. Hun satte sig på hug og trak et par af ringbindene ud. Politiet havde selvfølgelig allerede set dem igennem. Alligevel bladrede hun hurtigt i dem.

Dåbsattest, forsikringspapirer, huslejekvitteringer. Alle de papirer man samlede og gemte. I næste mappe var der bankpapirer, kontoudtog og en oversigt over pensionsopsparingen. Hun havde også en almindelig opsparing, hvor der stod næsten to hundrede tusind. Det var penge, der løbende var sat ind gennem de sidste seks-syv år.

– Det er sørme mange penge, din datter har sparet op, sagde Louise overrasket og så op på fru Milling.

Den ældre dame nikkede og smilede.

– Hun er god til den slags. Hun har lagt penge til side hver måned, og hun har efterhånden arbejdet nede hos fysioterapeuterne i mange år, så det bliver jo til noget. I starten var det vist en bil, hun sparede sammen til, men hun har stadig ikke fået taget et kørekort, så jeg tror mest, hun sparede op for fornuftens skyld, sagde hendes mor. – Det er jo altid godt med noget på kistebunden.

Louise nikkede. Det var sikkert rigtigt, men det var ikke noget, hun selv praktiserede. Selvfølgelig havde hun altid lidt, så hun ikke behøvede at gå ud og låne, hvis vaskemaskinen brød sammen. Men hun havde ikke penge i den størrelsesorden stående.

Hun stillede ringbindene tilbage og lagde fotoalbummet over på bordet til de andre ting, de var i gang med at pakke ned. Da flyttekassen var fyldt, gav Melvin en hånd med at få den ud i bilen, det musselmalede vejede godt til. Bagefter tog de Ikea-poserne.

Da Louise kom tilbage, var Grete Milling ved at gå en sidste runde i sin datters lejlighed. Louise havde svært ved at sige, hvad hun havde forestillet sig, måske at den ældre dame ville sætte sig ned og græde, men sådan som Jeanettes mor gik rundt, virkede det mere, som om hun var i gang med at tage en fredfyldt afsked med sin datter. Der var noget meget rørende over den måde, hun lod en hånd glide over kurvestolens ryg og den hvide sofas armlæn. Lige så stille gik hun rundt og sagde farvel, og hun virkede meget afklaret, da hun lidt efter kom hen til Louise og sagde, at hun gerne måtte lukke og låse.

Louise stod et øjeblik og så rundt i stuen. Hun troede ganske enkelt ikke på, at Jeanette Milling selv havde planlagt at forsvinde. Der var intet som helst af det, hun havde set, der gav hende den mindste mistanke om, at lejlighedens beboer ikke havde regnet med at vende tilbage.

Louise låste og ringede til Hans fra flyttefirmaet for at sige, at hun havde stukket nøglen ned i blomsterkummen ved siden af hoveddøren.

Så kastede hun et sidste blik mod huset og gik hen for at kalde på Jonas og Dina, så de kunne vende næsen tilbage mod Dragør.