WILLUMSEN VAR BLEVET HENTET I ambulance. Lægerne havde forsøgt genoplivning, men da de kørte af sted med ham, var det endnu ikke lykkedes at få hans hjerte i gang.

Chokeret og træt lukkede Louise efter samtalen med Camilla sin computer ned og besluttede at køre hjem og hvile sig et par timer. Hun burde ringe til Rønholt og høre, om der var noget nyt, tænkte hun, da hun tog sin frakke, men hun orkede det ikke. Lige nu havde hun bare brug for at komme lidt væk fra afdelingen. De sidste døgn pressede sig pludselig sammen om hende, og da falckredderne rullede af sted med Willumsen, blev det for meget.

Inde på drabschefens forkontor lånte hun nøglerne til en tjenestevogn og kørte mod Frederiksberg. Det var flere år siden, Louise sidst havde mærket angsten for et sammenbrud. Hun havde også arbejdet hårdt for at holde følelsen på afstand. Og Jakobsen, drabsafdelingens faste krisepsykolog, havde hjulpet hende med redskaber til, hvordan hun undgik at tage andre menneskers sorg til sig. Hun vidste det godt, hun var nødt til at have sin arbejdskappe på, hvis hun skulle blive ved med at tænke klart, men det var den kappe, hun lige nu havde lidt svært ved at visualisere.

Derfor kørte hun hjem.

Lejligheden var tom, da hun trådte ind i entreen. Måske

var Jonas gået en tur med Dina. Hun havde ellers håbet, han ville være hjemme. Hun så op på uret og konstaterede, at det var en halv time siden, han havde fået fri.

Louise tog en sodavand ud af køleskabet og satte sig ved spisebordet. Hun var ikke nogen god erstatningsmor, det kunne man ikke beskylde hende for. Men lige nu savnede hun drengen helt ind til benet.

Hun tog sin telefon, første gang den ringede. Det var Lars Jørgensen.

– Willumsen er død, sagde han stille. – Han døde i ambu

lancen på vej til hospitalet. Louise sank.

– Tak fordi du ringede, mumlede hun og slukkede. Og så begyndte hun at græde.

Hun hørte ikke, at døren gik, og heller ikke at Jonas var kommet ind og stod helt uforstående ved siden af hende. Det var først, da han satte sig på hug ved siden af stolen, hun opdagede ham.

– Hvad er der sket? spurgte han uroligt og lagde en arm om hende. – Er det hende den lille pige? Louise så sig om efter køkkenrullen, brød sig ikke om, at han skulle se hende sådan. I opløsning.

Da hun havde pudset næse og tørret ansigtet, rystede hun på hovedet.

– Willumsen er død, sagde hun, og det føltes helt forkert, da hun sagde det højt.

Hun trak ham ind til sig. Jonas kendte politikommissæren og kunne godt lide ham. Willumsen havde heller aldrig været brysk eller uforskammet over for drengen, og selvom det nok mest var hans facon, Louise ville huske, så var hun lige nu så ked af det, at det gjorde ondt langt ind i kroppen. – Han faldt om inde i afdelingen. Det var et hjertestop.

– Det er jeg ked af, sagde Jonas, og Louise forsøgte at smile til ham.

– Det er nok ikke alle, der er så kede af, at Willumsen ikke længere er der til at råbe: Tror I, det er et hvilehjem for gravide nonner?

Hun græd lidt mere, men så op, da hun fornemmede, at der var noget, Jonas tog tilløb til at sige.

– Ovre i skolen er der også nogle, der siger, at det er heldigt for mine forældre, at de er døde, så de slipper for at se på mig.

Louise snappede efter vejret.

– Det siger de ikke! Han nikkede og kiggede ned, så det lange pandehår dækkede øjnene.

Hun vendte sig mod ham og lagde armene på hans skuldre.

Hvem siger det?

Det er der flere, der gør, sagde han uden at se hende i

øjnene, tydeligvis utilpas med at fortælle hende det. Louise kom op at stå og trak ham ind til sig.

– Hvor er det noget grimt noget at sige, hviskede hun.

Hun kunne mærke, hvordan hans krop spændte under hættetrøjen, og knugede ham.

– Hvor længe har de sagt den slags? spurgte hun, da hun

slap igen. Han trak på skuldrene uden at svare.

– Det startede med Lasse, sagde han så og kiggede endelig på hende. – Efter alt det med Signe.

Louise nikkede. Hun havde flere gange hentet Jonas, når han havde overnattet hos kammeraten nede ved søerne, men hun var ikke klar over, at de var blevet uvenner.

– Det begyndte med, at han sagde, at Signe sikkert ikke var særlig ked af, at hun var død, for så slap hun for mig.

Nu var der store tårer bag de lange, mørke vipper.

Signe og Jonas havde gået i klasse sammen siden første, og det sidste års tid inden ulykken havde de hængt meget sammen. Hun blev dræbt en mørk aften, da hun i panik kom til at løbe ud foran en bil. Dødsfaldet havde taget hårdt på Jonas. Det var også alt for meget sorg, der havde ramt ham inden for alt for kort tid, tænkte Louise og kunne slet ikke forstå, hvorfor han ikke havde sagt noget.

– Og nu siger han og et par af de andre, at det er heldigt for min mor og far, at de ikke kan se, hvor pinligt det er, at jeg render og bager på Eva.

Eva? tænkte Louise og kunne ikke lige sætte ansigt på.

– Lasse har været vild med hende det sidste halve år, men hun gider ham ikke. Det er derfor.

– Sig mig lige, har din klasselærer hørt noget om det her?

Han nikkede og udstødte en lyd, hun ikke rigtig kunne tyde.

– Det er svært at undgå. De råber efter mig.

Vreden skød op i hende, så hun var nødt til at bevæge sig. Hun gik hen til køkkenvinduet og så ned i gården, ked af at hun ikke havde været bedre til at tolke hans signaler. Hun burde have reageret, skulle have grebet ind. Men hun havde været midt i en sag.

Et øjeblik gemte Louise ansigtet i hænderne.

– Jeg går ud fra, at det var derfor, du stak ham én, sagde

hun så og vendte sig. Han nikkede.

– Har du nummeret til skolen, jeg kan godt nå at få fat

i kontoret? En mørk skygge gled over hans ansigt.

Du skal ikke ringe, sagde han.

Hvorfor i alverden ikke? udbrød Louise.

Fordi jeg ikke har lyst til at være en, der sladrer.

– Jonas, sagde hun og gik hen til ham igen. – Det er fint nok, at man indimellem kan bide ting i sig. Men det er ikke i orden at have en klasselærer, der ikke griber ind, når nogen siger noget, der er så ondskabsfuldt. Det skal skoleledelsen da have at vide.

– Jeg vil bare helst ikke have det, gentog han.

Louise nikkede og opgav, men vreden kørte stadig i kroppen på hende.

– Okay, sagde hun. – Må jeg så heller ikke ringe til Lasses forældre og spørge, om de er klar over, hvad deres knægt går rundt og siger?

Jonas rystede hurtigt på hovedet.

– Jeg klarer mig, påstod han, og Louise forstod, at han mente det. Men hun lovede sig selv, at han aldrig mere skulle gå og være så ked af det, at det kom helt derud, hvor han begyndte at slå. Hun havde påtaget sig ansvaret som hans plejemor, så måtte hun også være der for ham, når han havde brug for hende.

– Må jeg gerne sove ovre hos Eva i aften? spurgte han og kunne igen ikke se på hende, men denne gang var det vist mest, fordi han blev genert.

Louise smilede til ham.

– Hvis du pakker din skoletaske og husker din tandbørste OG sørger for, at Lasse og de andre drenge ser, at I følges i skole i morgen, så er det ok med mig.