– MIN KONE TOG IKKE SIT eget liv. Hun blev slået ihjel. Walther Sachs-Smith havde set på Camilla uden at blinke for at understrege sin påstand.

Hun kunne stadig se ham for sig og næsten mærke den vind, der var kommet op nede fra havet, da de sad på terrassen foran strandhuset på Kauai. Stillehavet havde været uroligt, og bølgernes styrke tog til ligesom vindstødene, der flåede i palmernes toppe. Camilla havde haft det på samme måde i kroppen, da den ældre mand lænede sig frem mod hende med dybe rynker i panden og triste øjne.

– Drabet blev kamufleret som selvmord, forklarede han. – Men jeg kunne jo se, at de havde været inde i huset. De slog Inger ihjel, men de fik ikke fat i det, de kom efter.

Hans kind trak sig op til et uengageret smil, og et øjeblik havde han siddet i sine egne tanker, mens Camilla betragtede ham.

Da hun mødte Walther Sachs-Smith, havde han været sporløst forsvundet siden sin kones begravelse knap to måneder tidligere, og Camilla kendte kun historien fra aviserne. Hans kone havde begået selvmord og var blevet fundet i soveværelset med tømte pilleglas på natbordet. Camilla havde også, som resten af Danmark, fulgt med i, at enkemanden få dage efter begravelsen forsvandt uden at efterlade nogen form for besked til sine tre voksne børn, sønnen og datteren i Danmark og den ældste, Frederik, som havde slået sig ned i Santa Barbara i Californien.

– Men inden de griske hunde får ram på mig, er det min hensigt at få politiet til at indse, at min kone blev offer for en forbrydelse, og det er her, jeg får brug for din hjælp.

Han sagde det sammenbidt, mens han tændte en cigaret.

Manden over for hende var et sted i slutningen af tresserne, men hun vidste i øvrigt ikke så meget mere om ham, end at han var en af Danmarks mest fremtrædende erhvervsprofiler. Velholdt og solbrun. Skjorten hang løst, og håret var stadig sort, men de grå stænk var tæt på at få overtaget. Under venstre øje sad det karakteristiske mørke ar, der på billeder fik hans smilerynker til at træde endnu tydeligere frem.

– Hvordan kan du være så sikker på, at der er tale om drab, når der blev fundet to tømte pilleglas på hendes natbord? spurgte Camilla nysgerrigt og rakte hurtigt ud for at redde sit glas, da et kraftigt vindstød fik dugen til at lette som en drage.

– Fordi … begyndte han og lagde hånden med den brede vielsesring på bordet for at holde på stoffet, – Inger aldrig ville tage sit eget liv. Det er selvfølgelig helt banalt at sige sådan, men hun forgudede Isabella, vores lille barnebarn. Efter at min datter blev skilt, var min kone sammen med vores barnebarn flere gange om ugen, og det samvær ville hun ikke undvære for noget i verden. Og jeg bilder mig da i al beskedenhed også ind, at hun satte alt for stor pris på at være sammen med mig. Hun ville ikke bare give slip, fordi der kom lidt bølger på søen.

Bølger på søen. Det var selvfølgelig også en måde at anskue det på, tænkte Camilla. Walther Sachs-Smith figurerede sammen med sin virksomhed, Termo-Lux, på listen over landets mest velhavende, og i den korte version var han under forberedelserne til et generationsskifte i virksomheden blevet presset ud af bestyrelsen og vinduesfabrikkens ledelse af sine to yngste børn, Carl Emil og Rebekka, der havde rottet sig sammen med firmaets nye advokat. Det var en svinestreg, der havde givet genlyd på samtlige avisers erhvervsredaktioner, og derefter var historien rullet videre til nyhedsjournalisterne, som hurtigt havde koblet Inger Sachs-Smiths selvmord sammen med den skandale, der havde ramt familien, da børnenes kup mod deres far blev offentligt kendt.

– Hun ville i øvrigt heller ikke have haft modet, sagde han og afbrød Camillas tanker. – Men det er nu ikke grunden til, at jeg med så stor sikkerhed kan sige, at der er tale om en forbrydelse.

Hun så nysgerrigt på ham og bad ham fortsætte.

– Den dag min kone døde, forsvandt Dødsenglen fra mit kontor, sagde han endelig og lod blikket glide med bølgerne ud på havet.

– Jeg er naturligvis klar over, at det kan blive nødvendigt at fortælle politiet, at vi har talt sammen, hvis det skal lykkes dig at få dem til at se på Ingers død igen, men ellers er det klogest ikke at nævne vores møde over for andre, sagde han og tilføjede med et lille smil. – Heller ikke for min ældste søn, selvom han har lånt dig huset her. Jeg har brug for tid, inden jeg kommer hjem og tager kampen op.

Camilla blev et øjeblik varm, men skubbede tankerne om Frederik Sachs-Smith væk og koncentrerede sig i stedet om hans far. Der var noget ved ham, der var forandret i forhold til de billeder, hun kendte fra aviser og blade. Han var svundet lidt ind, ikke fysisk, men noget ved hans fremtoning var sunket sammen. Det var ikke svært at se sorgen i hans mørke blik. Sandsynligvis var forandringen allerede sket, da hans kone blev fundet. Den kunne også være kommet snigende, mens han havde holdt sig skjult.

– Dødsenglen? sagde hun spørgende.

– Det er en lang historie, som jeg ikke skal trætte dig med.

– Jeg vil gerne høre, afbrød hun hurtigt og fik et glimt af Markus inde i huset, hvor sønnen havde søgt læ, da vinden tog til. På trods af blæsten var luften stadig varm, men sandet var begyndt at hvirvle op, så de var trukket ind under terrassens bambustag. Hun ville gerne tale. Havde trængt til at få tankerne afledt og mærkede til sin glæde den gamle journalist-nysgerrighed blusse op.

Da Camilla og Markus rejste af sted for at tage turen ned langs USA’s vestkyst, havde hun mildt sagt tvivlet på, at den nysgerrighed overhovedet ville melde sig igen. Hun havde sagt sit arbejde op, efter at jobbet som journalist på Morgenavisens kriminalredaktion havde bragt hende helt ud på kanten af et sammenbrud, og selvom hun ikke var meget for at indrømme det, var hun godt klar over, at turen sammen med sønnen var en flugt for at undgå at nå helt derned, hvor vejen op var ude af syne.

Deres rejse var bare langtfra blevet, som Camilla havde forestillet sig. Hvor hun havde håbet på at finde fred og afklaring, var hun i stedet blevet ramt af sorg, da de hjemmefra fik at vide, at Signe Fasthing-Thomsen fra Markus’ klasse var blevet dræbt i en tragisk bilulykke. Modsat havde hun heller ikke forventet, at hun under turen skulle opleve en forelskelse, og lige nu var hun helt på det rene med, hvor upraktisk det i sagens natur var, at hun havde kastet sin kærlighed på en stenrig, dansk ungkarl, der havde valgt at bosætte sig i USA.

Hun tog bunken med farvestrålende Hawaii-postkort, som hun og Markus havde købt for at gøre familie og venner misundelige hjemme i vintermørke Danmark. Nu vendte hun postkortene og brugte dem i stedet som blok.

– All right, sagde Walther Sachs-Smith på den anden side af bordet.

– Vi har jo lavet en aftale.

Hun nikkede. Det havde de. Camilla havde lovet at gøre alt, hvad der stod i hendes magt, for at få politiet til at efterforske hans hustrus død som et drab. Til gengæld havde han lovet, at hun fik eneretten til hans historie.

– Religionsforskere hælder vist mest til at tro, at Dødsenglen gik tabt, dengang det byzantinske rige blev erobret af tyrkerne, men i kunsthistoriske kredse er man af den overbevisning, at ikonet blev reddet ud og bragt i sikkerhed, inden Hagia Sofia blev omdannet til moske. Ellers ville det være dukket op, da kirken blev renoveret af to schweiziske arkitekter i slutningen af 1800-tallet.

– Og det blev det ganske rigtigt, indskød Camilla og så på ham. – Altså reddet ud?

Walther Sachs-Smith nikkede langsomt. Blikket var tungt og søgte indad.

– Det blev det, gentog han.

De sad et øjeblik i tavshed.

– Da min far var tyve år gammel, begyndte han så, – åbnede han en lille glarmesterforretning i en kælderbutik i Roskilde. Han havde lige giftet sig med min mor, som kommer fra Polen, hvor hendes far var katolsk præst i Wroclaw, der ligger sydvest for Warszawa. Et par år senere fik min far til opgave at restaurere et vinduesparti i Roskilde Domkirke. Gennem min morfar i Polen købte han et parti smukke, gamle kirkevinduer med rammer og glas, der lå gemt af vejen på morfars kirkeloft.

Han så et øjeblik på Camilla.

– Det bliver jo aldrig det samme at sætte nyt glas i, forklarede Walther Sachs-Smith. Sammen med faren havde han bygget deres livsværk op omkring termoglas, så ruder var noget, de vidste alt om. – Det er ligesom med gamle huse. Dér er det også altid bedst at bevare det gamle glas. Selvom det måske er ujævnt eller rillet. Det kaster ganske enkelt et smukkere lys.

Camilla nikkede. Hun havde selv haft diskussionen med andelsboligformanden, da de skulle have renoveret vinduer i ejendommen. De havde bevaret det gamle glas af samme grund.

– Min far tog selv til Polen og hentede kirkevinduerne. De var store og tunge, og for at undgå at det smukke glas gik itu under transporten lod han ruderne blive i deres massive jernrammer. Noget af glasset var malet over og skulle renses, andet skulle bare rengøres, fortsatte Walther Sachs-Smith og fortalte, at det var, mens hans far var i gang med at vaske ruderne i en dobbeltfløjet vinduesramme fri for et tykt lag snavs, at Dødsenglen kom til syne. – Det var så specielt, at det selvfølgelig gjorde ham nysgerrig, og han fandt ud af, at glasikonet havde siddet som udsmykning i Hagia Sofia. Efter tyrkernes erobring var det meget almindeligt, at ikoner og mosaikker med kristne motiver blev malet over eller revet helt ned.

– Men i … begyndte Camilla. Hun blev stoppet af hans hånd, der røg i vejret.

– Jeg skal lige gøre det her færdigt, sagde han. – Efterfølgende blev min morfar i Polen beskyldt for tyveri fra kirken. Han blev udsat for nogle voldsomme angreb fra både menigheden og sin biskop. Hele balladen endte med, at han i 1935 blev presset til at opsige sit embede og flytte ud i et lille hus uden for byen med et ry som uhæderlig og tyvagtig. Ifølge min far tog det meget hårdt på familien, for svigerfaren havde ikke gjort noget galt. Inden han lod min far købe det gamle glas, havde han fået tilladelse af menigheden til at sælge det for at skaffe nogle penge til kirken. Det var først, da biskoppen blandede sig, at menighedsrådsformanden glemte alt om deres aftale.

Han rystede på hovedet og sad lidt med lukkede øjne.

Noget havde helt tydeligt forladt ham, konstaterede Camilla. Det var styrken i stemmen og den karisma, der ellers kendetegnede ham, når han blev interviewet på tv. På stolen over for hende virkede han gammel og sårbar.

Solen var endelig forsvundet bag det skydække, der hele formiddagen havde truet med at trække sig sammen. Camilla overvejede at gå indenfor, men så åbnede han øjnene igen.

– Du kan selv forestille dig, hvad det ville have betydet for mine bedsteforældre, hvis det var kommet frem, at det berømte ikon befandt sig mellem det glas, min morfar fandt i sin kirke og solgte videre til sin svigersøn.

Camilla nikkede. Der var ikke flere kort at skrive på, men det gjorde heller ikke noget. Den her del af historien ville hun godt kunne huske uden at tage noter.

– Min far talte aldrig rigtig om det. Alligevel har det altid ligget som en del af familiehistorien, at han fandt noget kostbart mellem det glas, han hentede hjem fra Polen. Han nævnte bare aldrig Dødsenglen.

Walther Sachs-Smith blev eftertænksom et øjeblik.

– Han skulle have afleveret ikonet dengang, sagde han så, – men han ville ikke trække sine svigerforældre gennem flere problemer. De var langt oppe i årene, og en dag begyndte der at gå et rygte om, at de havde solgt en kulturskat og stukket pengene til side til sig selv. Det rygte slap aldrig rigtig hverken dem eller min mors søskende, som jo voksede op midt i alle beskyldningerne og i øvrigt stadig lever. Da min far døde, arvede jeg familiehemmeligheden og ansvaret for ikke at påføre den polske del af familien yderligere problemer.

– Dødsenglen, sagde Camilla og lod blikket glide ud over havet og de hvide skumtoppe, hvor de mest rutinerede surfere fik det til at se så legende let ud, når de red med på bølgerne, der slog hårdt ind mod land. – Er det ikke den barmhjertige engel, der henter folks sjæle på dødstidspunktet?

Den ældre mands øjne blev blanke, og Camilla skyndte sig at kigge væk, så han fik lov at have sorgen for sig selv.

– Det er vist rigtigt, nikkede han med en knude på stem-men.

Så skiftede udtrykket i hans ansigt, og han lænede sig frem mod hende.

– For mange år siden fik jeg lavet en kopi af ikonet, som jeg hængte op hjemme i mit arbejdsværelse. Man kan vel kalde det en slags alarm. Det ser ikke ud af noget særligt, men skulle det en dag forsvinde, ville jeg være klar over, at nogen var kommet på sporet af Dødsenglen.

– Og kopien forsvandt den dag, din kone døde?

Han nikkede igen med et trist blik.

– Nogen har opdaget min hemmelighed.

– Ved vi hvem? spurgte Camilla og så efter ham, da han rejste sig for at tage dugen af bordet.

– Nej, sagde han alvorligt. – Det eneste, jeg ved, er, at de kommer igen, når de opdager, at det kun var en kopi, de fik med.