– NEJ, DESVÆRRE FRU MILLING SÅ vidt jeg er orienteret, er der fortsat ikke noget nyt om din datter, beklagede Louise Rick i telefonen. Hun svedte i træningstøjet, var lige kommet tilbage til Politigården efter seks timer med resten af forhandlergruppen.

Øvelsen havde været planlagt længe og fokuserede på selvmord. Klokken syv om morgenen var Louise mødtes med de andre ude ved Sjællandsbroen, og selvom hun efterhånden havde gjort det en del gange, blev hun aldrig vild med at hænge ud over en bro i en line for at tale en fiktiv selvmordskandidat ind. Men i dag var det gået godt, og Thiesen, der var chef for gruppen, havde rosende sagt, at hun blev bedre, for hver gang hun øvede. Næste gang var det Storebæltsbroen.

– Jo, jeg forstår din bekymring. Det er længe at være væk uden at give livstegn.

Louise sank ned på stolen og åbnede træningstrøjen. Der var varmt og indelukket på kontoret, radiatoren var skruet op på fuldt blus i vinterkulden, og gulvet var trukket sort i striber af snesjappet udenfor. Hun var lige kommet ind ad døren, og hun havde allerede været på vej ud igen, da fru Milling ringede.

Der gik sjældent mere end en, allerhøjst to uger mellem opkaldene fra pensionist Grete Milling. Efterhånden var det over et halvt år siden, hendes voksne datter forsvandt under en charterrejse til den spanske solkyst, og siden sommerferien havde der ikke været det mindste spor efter Jeanette Milling. Sagen blev behandlet af det spanske politi og efterforsket af folkene ude i Rigspolitiets eftersøgningsafdeling. Alligevel ringede den gamle dame også jævnligt ind til drabsafdelingen på Københavns Politigård for at spørge, om der var noget nyt.

Louise så op på uret, hun skulle hente Jonas i skolen. Han havde tid hos bøjletandlægen.

– Jeg er sikker på, at politiet i Spanien stadig leder efter Jeanette, trøstede hun, men selvfølgelig var hun ikke sikker. De spanske myndigheder havde haft alt for mange sager, hvor elskovslystne, skandinaviske kvinder faldt for varme, eksotiske mænd og lod sig rive med på et spontant eventyr, så de tog ikke længere den slags efterlysninger helt alvorligt – især når kvinden, de skulle lede efter, var fyldt tredive, barnløs og stadig single.

Det eneste, der i Jeanette Millings tilfælde ledte tankerne hen på en forbrydelse, var det faktum, at der ikke havde været én eneste bevægelse på hendes bankkonto, siden hun blev meldt savnet.

Som om Grete Milling kunne fornemme gennem røret, at Louise ikke helt hørte efter, rømmede hun sig og gentog:

– Jeg har også lige forsøgt at få fat i den journalist, der skrev om sagen, dengang Jeanette forsvandt. Hun forklarede, at det var for at høre, om han havde fundet mere, politiet kunne bruge.

– Men han var slet ikke ansat derinde længere, og ham, jeg talte med, kendte ikke noget til Jeanette. Det er, som om alle helt har glemt hende.

*

Jeanette Milling var fløjet med Spies fra Billund til Malaga, hvor en guide havde stået klar i lufthavnen til at tage imod gæsterne. Guiden kunne godt huske den høje kvinde med det lange, lyse hår, men hans eneste kontakt med hende havde været at vise hende hen til den bus, der skulle køre Spies-gæsterne til Fuengirola, hvor Jeanette skulle bo. Siden havde han ikke set hende.

Morgenavisen beskrev også, hvordan Jeanette Milling var ankommet til hotellet og havde fået sit værelse med delvis havudsigt. Man vidste med sikkerhed, at hun havde været på hotellet i fire dage. Hver morgen, når hun kom ned for at spise morgenmad, blev hun krydset af på en liste. Men efter de fire første dage havde hun ikke været i restauranten.

Jeanette Milling havde købt ind i et lille supermarked, der lå i forbindelse med hotellet. Det havde politiet bekræftet efter at have gennemgået hendes kontoudtog. Flere af gæsterne havde set hende, både ved poolen og i hotellets restaurant. De beskrev hende som smilende og udadvendt og huskede, at hun havde talt med folk omkring sig.

Men så var hun pludselig væk. Og fra det øjeblik stoppede alle spor. Sagen om Jeanette Milling havde været massivt omtalt i medierne, den første tid efter at hun forsvandt. Da hun blev meldt savnet, havde Morgenavisen sendt en journalist og en fotograf ned til Solkysten for at gå i den enlige kvindes fodspor frem til det tidspunkt, hun sank i jorden.

Nu var interessen for historien for længst ebbet ud. Ingen skrev mere om Grete Millings forsvundne datter.

– Der er jo altså også den mulighed, at din datter ikke ønsker at blive fundet, forsøgte Louise blidt.

Stilheden i den anden ende af røret fik hende til at slå blikket ned.

– Nej, kom det så, lavmælt men overbevisende. – Hun ville aldrig lade mig sidde tilbage med uvisheden.

Jeanette Milling havde boet lidt uden for Esbjerg, og siden hun forsvandt, havde moren betalt hendes husleje, så datteren ikke mistede sin lejlighed. Gennem de sidste seks år havde hun arbejdet som sekretær og receptionist for to fysioterapeuter, men derudover var det meget begrænset, hvad Louise vidste om kvinden, der var taget ned for at holde to ugers solferie.

Og det var heller ikke en sag, hun behøvede at bruge sin tid på. Slet ikke i dag, tænkte hun og så på uret over døren.

Alligevel kunne hun ikke lade være med at tage imod opkaldene fra fru Milling, som blev ved med at ringe fuld af håb.

– Selvfølgelig er du velkommen til at ringe igen, sagde Louise, inden hun med et farvel lagde røret på.

Et øjeblik sad hun og følte sig ramt af den ensomhed, datterens forsvinden havde efterladt i moren. Der var noget rørende over, at Grete Milling så stædigt holdt fast i troen på, at man ville finde Jeanette, selvom der var gået så lang tid. Samtidig var det også ubærligt at tænke på den dag, nogen var nødt til at slukke håbet og fortælle hende, at hun godt kunne opsige datterens lejemål.

– Skal du have en kop kaffe med? spurgte Lars Jørgensen.

Hendes makker havde rejst sig og stod i døren.

Louise rystede på hovedet.

– Jonas skal til tandlægen, så jeg smutter nu, sagde hun og tjekkede den sms, der var kommet, mens hun talte.

„Fik tidligt fri,” skrev drengen, „hent mig hjemme.”

– Vi ses i morgen, sagde Louise og smilede, da Lars Jørgensen begyndte at nynne: „Der er altid noget at gøre for en husmor.”