HAN KENDTE HOTELLET GODT NOK til at vide, at 101 var et af de nordiske værelser i den nye fløj. Hurtigt smuttede han ind ad sidedøren for at undgå receptionen og tog trappen op.

Værelset lå som det første på gangen. Han var ventet. Da han bankede på, blev døren revet op, og Carl Emil trak ham ind på værelset og lukkede hurtigt igen.

Miklos betragtede sin klient, håret stod op, og hans skjorte hang uden på bukserne og krøllede. Carl Emil var bleg og tydeligvis helt ude af den.

I stedet for at kommentere det gik advokaten hen og stillede sig foran det store glasikon, der stod lænet op ad skrivebordet.

Gud i himlen, hvor er det smukt, tænkte han og hørte ikke efter, da Carl Emil begyndte at kværne løs om sin søster. Om at han havde skrevet og aflyst overleveringen kl. 21. Og om niecen, der opholdt sig i hans lejlighed hjemme i Hellerup.

Med susen for ørene satte Miklos sig på sengen, kunne ikke få blikket fra farverne i glasset. Det måtte være samme dragende effekt, som havde fået folk til at valfarte til Hagia Sofia, tænkte han.

Har du informeret din kontakt? spurgte Carl Emil, mens han rastløst gik frem og tilbage. – Holder bilen klar i Hamburg?

– Ja, nikkede Miklos Wedersøe, men det var ikke helt sandt. Han havde ikke nået at ringe rundt. Da han fik beskeden fra Carl Emil, havde han koncentreret sig om at komme til Roskilde. – Hvad med pigen?

– Hun har det godt.

Det kom noget bag på ham, at Carl Emil havde turdet. Ganske vist havde han hele tiden sagt, at han nok skulle få sin søster til at makke ret, hvis hun ikke hjalp dem frivilligt. Men modig var ikke et ord, han forbandt med Carl Emil Sachs-Smith. Han var snarere godtroende og naiv, og det havde også sin fordel.

Det havde det i hvert fald haft den dag, han gladeligt udleverede nøglen til forældrenes ejendom og koden til alarmen, fordi han troede, at advokaten skulle ud og hente nogle af farens papirer. De havde begge haft den opfattelse, at hans mor var taget med sin mand til Fyn. Men det var hun ikke. Pludselig stod hun i døren ind til kontoret iført natkjole og slåbrok og så undrende på ham.

Som en anden idiot havde han stået der med ikonet i hånden. Det var dengang. Før han vidste, at det kun var en kopi.

Han var blevet så overrasket, at han var kommet til at slå hende. Flere gange. Hans første tanke havde været at tage hende med hjem i kælderen, men hun var alt for gammel. Passede slet ikke til de andre. Det var først, da han havde fået hende op i soveværelset, at han opdagede sovepillerne.

Han maste dem til pulver på sengebordet og blandede det op i det halve glas vand, der stod ved siden af, og så tvang han hende til at drikke.

Resten havde været let. Han havde tidligere set, at der lå insulin på badeværelset. Et lille bitte mærke og så var det overstået.

Han havde klaret det, og det ville han også gøre denne gang.

– Skal vi bære det ned? gentog Carl Emil skingert og rev ham tilbage til nuet. – Vi tager din bil, når vi kører ud af landet.

Miklos nikkede bare. Selvfølgelig havde rigmandssønnen ikke regnet med at stikke af i sin egen.

– Har du tænkt dig at bære det sådan?

Miklos pegede på det snavsede og våde stof, der lå på gulvet. Det var blevet sparket ind i en bunke under skrivebordet.

– Har du andre forslag?

– Jeg synes, vi skal tage lagnet fra sengen. Så kan vi lægge det andet ned i din bil, inden vi kører.

Han så efter Carl Emil, da han gik ud på gangen og trykkede elevatoren op til første. Det ville være dumt ikke at få lidt hjælp med at få ikonet ned, tænkte han. På den anden side var der flere, der ville genkende Sachs-Smith-sønnen. Særligt nu hvor hans søster var fremme i alle medier.

Miklos hev hurtigt sengetæppet væk og skubbede dynerne til side, så han kunne flå lagnet af. Da Carl Emil kom tilbage på værelset og gik hen mod Dødsenglen, stod han klar og kastede bagfra lagnet over hans hoved og strammede til om halsen.

Måske fik han slet ikke brug for sprøjten, tænkte han hurtigt, da han med begge hænder trak stoffet sammen.

Carl Emil slog om sig og prøvede at nå ham. Han mærkede en stærk smerte, da et spark ramte hans skinneben, men ellers lykkedes det ham at holde afstand, mens han trak den anden hen til sengen og fik ham ned at ligge.

Der kom en gurglende lyd fra Carl Emils hals, mens hans fingre desperat forsøgte at mase sig ind mellem stoffet og huden. Men Miklos holdt grebet.

Så skete det. Modstanden stoppede, armene fægtede lidt krampagtigt i luften, inden de faldt slapt ned på sengen.

Han kunne ikke lide lydene, der kom fra struben. Brød sig heller ikke om den måde, det sitrede i kroppen. Livløs, men alligevel med et nervespil, som han ikke rigtigt kunne tyde. Var manden død, eller var det for tidligt?

Han turde ikke tage chancer, slet ikke nu. Han holdt grebet i lagnet.

Der var ikke mere bevægelse, alligevel gav han ikke slip. Holdt bare fast med blikket på ikonet. De stærke farver og motivet af ærkeenglen Gabriel, der var gengivet med sin lange, hvide lilje. Det virkede så voldsomt på ham, at det næsten fysisk gik ind under hans hud. Sølv og klare, blå farver. Fra helt lys til helt mørk.

Han havde ikke ondt af Carl Emil. Det kunne ikke være anderledes. Alting havde sin pris, og han kom ikke ensom herfra.

Et øjeblik tænkte han på det gamle sagn.

Dødsenglen, som hentede folks sjæle på dødstidspunktet.