CAMILLA KØRTE NED GENNEM EN lang allé med kraftige træer på begge sider. Bagved strakte de vinternøgne marker sig op mod skoven. På afstand fik hun øje på den store, hvide hovedbygning. Da hun nåede hen til indkørslen med de hvidmalede mursøjler, slap hun foden fra speederen i sin lille Punto og blinkede af.

Hun kendte kun familien Sachs-Smiths ejendom fra billeder i avisen, og hun trillede langsomt op foran bygningen, som fik hende til at tænke på et gammelt, engelsk herresæde. En majestætisk smuk kolos med vinduer så høje som terrassedøre og et indgangsparti med en bred stentrappe, der foldede sig ud foran hoveddøren med buksbom i elegante krukker.

Hun kørte ind til siden og stillede bilen. Gårdspladsen foran huset havde en rund græsplæne med et lille springvand i midten, og hele indkørslen var belagt med perlesten.

Med stenene knasende under fødderne gik hun op mod hoveddøren. Hele stedet virkede forladt, uden at det på nogen måde så forsømt ud. Walther havde fortalt, at gårdens forvalter boede i et af husene og passede jorden. Camilla så sig om og tænkte, at det måtte være et af dem, som lå ud mod skoven, for hun kunne ikke se andre huse fra hovedtrappen.

Hun havde fundet papiret med koden frem, da hun kom i tanke om nøglen. Walther havde forklaret, at der lå en ekstra nøgle nede i springvandet. Hun var nødt til at jage hånden dybt ned i det grumsede, kolde vand og lede.

– Stil dig midt for springvandet med ryggen til huset, så ligger den der et sted.

Camilla gik derhen og skubbede sit ærme op, og næsten med det samme fik hun fat i en lille, hård plastikboks og trak nøglen op. Så gik hun tilbage til huset og trykkede koden ind og prøvede at dreje nøglen. Men der skete ingenting. En rød lampe blinkede i alarmboksen. Hun studerede papiret og tastede igen det sekscifrede nummer ind, men den røde lampe blev ved at blinke. Hun trådte et par skridt tilbage, mens tankerne begyndte at mase rundt. Fandt så sin mobil frem og ringede til Walther. Hun håbede ikke, han allerede sad i et fly.

Den dybe stemme svarede med det samme, og Camilla kunne høre larm omkring ham.

– Koden aktiverer ikke låsen, sagde hun højt for at træn ge igennem.

Først svarede han ikke, så rømmede han sig.

– De må have ændret den, sagde han så. – Du er nødt til at ringe til Carl Emil. Nej, jeg ringer til ham og får ham til at ringe til dig. Ellers vil han nok stille sig på bagbenene. Giv mig lige det nummer du ringer fra.

Da hun havde lagt på, gik Camilla ned ad trappen og rundt om huset. Der var en muret port med en sortmalet låge om til haven. Hun fortsatte ind og fik øje på det hvide brændehus. Da hun kom tættere på, så hun, at døren allerede stod på klem. Hun begyndte at løbe, og da hun flåede døren helt op, var det tydeligt at se, at nogen havde væltet rundt på de sirligt stablede rækker, der gik fra gulv til loft.

Camilla stoppede brat op og så sig omkring. Ikke en lyd var der at høre ud over de få fugle, der mellemlandede i træerne. Vinden var kold og fugtig, men det regnede ikke endnu, selvom himlen var trukket sammen. Hun begyndte at fjerne de brændestykker, der lå i døråbningen. Kastede dem ind på stablerne og satte sig ned på hug.

Gulvbrædderne var løftet fra jorden, som Walther havde forklaret. Camilla lagde sig på knæ og stak en hånd ind. Det lå derinde. Hun kunne mærke den ru jernramme gennem et fugtigt klæde og begyndte at trække, da hun samtidig hørte en bil køre ind på gårdspladsen. Stenene knasede under dens hjul, da den bremsede hårdt op. Hun hørte en mørk mandsstemme råbe hallo på den anden side af huset.

Hurtigt kom hun op at stå og skubbede døren til. Hun så ned ad sig. Hun havde store våde græspletter på bukserne, og hendes hænder var sorte af snavs. Hun tørrede dem af i jakken og gik hen til lågen i muren. Der holdt en rød pick-up helt oppe ved hoveddøren, og hun så en mand i fleecetrøje gå hen mod Puntoen.

– Hej, råbte hun og tændte smilet. – Er det dig, der er forvalter her på stedet? Rebekka mente nok, jeg ville møde dig.

Da hun nåede hen til den gråhårede mand, rakte hun en hånd frem.

– Jeg hedder Camilla Lind, jeg skal lave en havereportage herude i løbet af foråret, og da jeg talte med Rebekka Sachs-Smith i sidste uge, sagde hun, at jeg gerne måtte køre ud og se mig omkring, så jeg kunne forberede en vinkel til artiklen.

Han havde taget hendes hånd, men slap den hurtigt igen.

– Og hvornår talte du med hende? spurgte han mistroisk og blev afbrudt, da den roterende lyd fra en helikopterpropel kom tættere på og overdøvede ham.

– Jeg må bede dig om at forlade stedet, sagde han, inden hun nåede at svare.

Hun skulle til at protestere, men han kom hende i forkøbet.

– Du har ingenting at gøre her. Det er privat ejendom, og du har ingen ret til at trænge ind.

– Jeg trænger ikke ind, forsøgte hun og mærkede plastikæsken med nøglen i lommen. Hvis forvalteren opdagede, at hun havde den, ville han uden tvivl ringe til politiet.

Han pegede op mod TV2’s helikopter.

– Det er anden gang i dag, News kredser rundt deroppe, og I journalister kommer rendende, som om det ville hjælpe den stakkels pige noget, at I snuser rundt herude.

I det samme ringede Camillas mobil, og hun trådte hurtigt et skridt tilbage. Selvom hun aldrig havde talt med ham før, genkendte hun stemmen. Den mindede om Frederiks. Det jog ned gennem hende, selvom de to brødre ellers ikke havde meget til fælles.

– Jeg forstår, at du har talt med min far, indledte Carl Emil, men tav, da helikopteren igen fløj henover, inden den trak sig og tog retning ud over fjorden og ind mod Roskilde.

– Han bad mig give dig koden.

– Din fars forvalter har lige bedt mig forlade området, så til at begynde med vil det være en hjælp, hvis du vil være sød at forklare ham, at jeg har et ærinde herude.

Det var tydeligt, at Carl Emil havde opfattet, at manden stod lige ved siden af, for han bad ikke om yderligere forklaring.

– Og dit ærinde er? spurgte han.

– Den havereportage jeg er ude og forberede, sagde hun og rakte telefonen over til forvalteren, som lyttede lidt, inden han nikkede og rakte mobilen tilbage.

Camilla holdt hånden for mikrofonen.

– Er det i orden, jeg går ud i haven igen? spurgte hun, og han nikkede, inden han begyndte at gå tilbage mod bilen.

– Der kommer bare hele tiden nogen, der vil snage, så jeg er nødt til at være lidt på vagt, undskyldte han.

– Selvfølgelig, sagde hun og vinkede efter ham.

– Hvad har min far fortalt dig? spurgte Carl Emil, da hun var tilbage i røret.

– Han er nervøs for, at politiet er så opsatte på at fange gerningsmændene, at det går ud over sikkerheden ved overleveringen. Derfor har han bedt mig hente ikonet til dig, så du kan sørge for, at kidnapperne sætter din niece fri.

– Befinder det sig ude på gården? spurgte han, og Camilla fornemmede, at han holdt vejret.

– Ja, svarede hun kort og begyndte at gå hen mod lågen ud til haven, men stoppede op.

– Jeg kommer ud til dig, sagde han hurtigt.

– Nej, afbrød hun og gik i stedet tilbage mod sin bil. – Vi kan ikke risikere, at der er nogen, der følger efter dig. Hun kom ham i forkøbet, da han skulle til at protestere.

– Jeg ringer til dig, når jeg har det, sagde hun og slukkede telefonen.

Camilla satte sig ind og startede motoren, så vendte hun bilen og bakkede hen til lågen. Løb over til brændehuset og flåede døren op. Hun kom ned på knæ, og med begge hænder begyndte hun at trække ikonet ud.

Det vejede mere, end hun havde regnet med, og hun skrabede håndryggene mod de ru gulvbrædder, så det begyndte at bløde. Men langsomt kom rammen til syne.

Dødsenglen var viklet ind i et stort lagen, der var jordslået af fugt.

Da hun havde fået den øverste del af rammen ud under gulvet, susede det for hendes ører, og hjertet slog så hårdt, at det næsten tog pusten fra hende. Camilla rejste sig og kom op på hug, så hun kunne begynde at lirke, samtidig med at hun trak. Det føltes, som om noget inde bagved havde sat sig i spænd. Hun trak til og slog hænderne igen, da det pludselig gav sig, og ikonet kom fri.

Ganske forsigtigt fik hun det ud på plænen. En stor, tung firkant, som et overdimensioneret staldvindue, tænkte hun og så hen på længen, hvor de jernindfattede ruder var halv størrelse, men stadig synede store.

Det var tungt, da hun skulle have det op på højkant. Hun måtte lidt ned i knæ, inden hun kunne løfte det og bære det ud mod gårdspladsen med små skridt, mens det skar i håndfladerne.

Hun fik det op at stå mod husmuren, mens hun åbnede bagsmækken i sin bil. Hun havde allerede lagt bagsædet ned, men hun kunne ikke løfte det ind. Hun var nødt til at lægge det på kanten af bagagerummet og skubbe det resten af vejen.

Sveden drev af hende, da det endelig var på plads, og med snavsede håndflader og blod løbende ned over fingrene sprang Camilla ind i bilen og kørte ud fra gårdspladsen, mens de små sten slog op mod vognbunden. Hendes mobil havde ringet, mens hun arbejdede på at få ikonet ud. Nu ringede den igen, men hun lod den være og satte farten op ned gennem alleen. Hjertet hamrede stadig, og hun svedte under håret i nakken.

Hun kunne ikke lade være med at have et blik i bakspejlet, men der var ingen andre biler på den smalle landevej. Hun satte farten ned, tørrede ansigtet og sine hænder i et tørklæde, hun havde liggende på passagersædet. Hun overvejede at ringe til Walther, men besluttede sig for at vente og koncentrere sig om at finde ind til Prindsen.

Da hun ti minutter senere kørte om bag Stændertorvet og fortsatte langs bagsiden af Djalmer Lunds Gård, var der faldet nogenlunde ro over hende igen. Hun drejede til højre og kørte ind på hotellets parkeringsplads, fortsatte ind i den inderste gård og fandt en ledig plads i skråparkeringen. Hun så sig i solskærmens lille spejl, redte håret og tog gloss på læberne, inden hun steg ud for at gå ind og leje et værelse.