LOUISE TRAK BENENE OP UNDER sig på kirkebænken. Svimmelheden var kommet, da trætheden pludselig overrumplede hende. Hun lukkede øjnene og tænkte, at det nok var, fordi alle havde været så sikre på, at de ville finde pigen i kirken, at det slog med dobbelt styrke, nu hvor håbet brat var blevet slukket. De havde ingen spor, der var ikke mere at gå efter. Ud over det faktum at Isabella befandt sig i en gal mands varetægt.

Buen, tænkte hun og så Mona Jepsen for sig. Der var ikke andet end buer i Roskilde Domkirke, men pigen var her ikke. Så meget for det klarsyn. Hun rejste sig og gik ud, samtidig med at hundeføreren smækkede bagklappen i efter hunden. Han havde efterladt pigens natkjole på hylden med turistbrochurer, og Louise lovede at tage den med, når hun kørte.

På kirkepladsen stod de nysgerrige stadig og blev våde, selvom det måtte være tydeligt for enhver, at aktionen var overstået. Louise dukkede ned under afspærringen og lukkede jakken. Med hænderne i lommen gik hun hen mod den aflukkede plads, hvor dronning Ingrid og kong Frederik lå begravet.

Hun måtte væk, bare et øjeblik, tænkte hun og fortsatte om bag kirken og gik langs en lav murstensvæg, der endte i

en byggeplads, hvor jorden var gravet op, og nedbrækkede kirkesten lå i store bunker.

Der var tomt, men mest inde i hende selv. Et øjeblik føltes det befriende at lade regnen sile ned over ansigtet. Så slap hun i det mindste selv for at græde. Hun stoppede op og ville vende ansigtet mod himlen, da hun fik øje på buen.

Absalonbuen gik fra domkirken over til Roskilde Palæ.

For første gang håbede hun bare en smule på, at der vitterlig var nogen, der kunne fornemme noget ved hjælp af deres evner. Hun løb hen og stillede sig under den grå mellemgang og så lige frem, men kun for at konstatere, at der ikke var andet foran buen end den gule mur, der lukkede af for vejen ud mod Stændertorvet. Irriteret på sig selv over at være kommet helt derud, hvor hun et øjeblik havde troet, vendte hun om for at gå tilbage.

Louise så en kvinde komme ud fra kirkens administrationsbygning med en taske over skulderen. Konventhuset lå lige bag domkirken ved siden af indgangen til domprovsten. Og når hun stod under Absalonbuen, så hun lige hen på et tilmuret vindue, der sad helt nede ved brostenene. Formen omkring vinduet var bevaret. Som en kirkerude endte den i en spids.

Hun løb hen til huset og læste på messingskiltet, at bygningen ud over domkirkens administration også husede Roskilde Domsogns menighedsrådskontor.

En bobcat kom kørende med et læs grus, da Louise løb i forvejen over mod den røde murstensbygning. Uden at uddybe havde hun bedt Nymand følge med ud i regnen.

– Hvad er nu det her? råbte politiinspektøren, da han halsede efter med regndråber stående ind i ansigtet og sine fire betjente efter sig.

– Menighedsrådet holder til herovre, og Wedersøe har

en nøgle, forklarede hun og holdt døren for ham. – Vi skal ned i kælderen.

Der var tomt ved skrivebordene, hvor kirkens administrative personale plejede at sidde. Kvinden måtte være den sidste, der var gået hjem.

Louise så sig omkring.

– Her er en trappe, råbte en betjent, og hun løb gennem kontoret og hen mod den bagerste dør.

Han havde åbnet en lav trædør, der førte ned til en stenkælder. Trappen var smal og stejl.

– Der er ikke noget lys, sagde han. Louise kaldte på Isabella, men der var helt stille. Nymand kom til og så på hende.

– Du må hellere, sagde han, og hun nikkede. Nedgangen var for smal for ham, og hun ville også gerne selv.

Hun famlede sig frem. Kældervæggen var råkold og fugtig, og der lugtede jordslået og vådt.

– Her kommer en lygte, råbte Nymand til hende og bøjede sig ned over trappen og rakte en maglite frem.

Lyskeglen var skarp mod væggens mørke sten. Louise gik langsomt frem, mens hun kaldte. Hendes stemme slog tilbage gennem de tomme rum. Hun anstrengte sig for at holde retningen, søgte over mod det tilmurede vindue, men havde svært ved at orientere sig. Flere steder var der forhøjninger i gulvet, så hun måtte bøje sig for at undgå at slå hovedet mod loftet.

Helt foroverbøjet var Louise på vej hen mod den modsatte væg, da lyskeglen ramte lemmen i gulvet. Det var en aflang trælem, der lå i hjørnet helt op til væggen.

Louise lagde sig ned på knæ og forsøgte at få jernslåen op, men den gav sig ikke. Med lyset fra lommelygten så hun sig hurtigt omkring. Flere steder på gulvet lå der løse mursten, der var faldet ud fra væggen. Hun satte sig, lagde

en mursten mod slåen og sparkede et par gange med hælen, inden den gav sig.

Hun råbte op til Nymand, at hun gik længere ned.

– Skal du have hjælp? råbte han tilbage.

Hun havde rejst sig og greb fat om lemmen og trak til. Den var tung, men der var ingen modstand. Der skulle bare bruges kræfter.

– Isabella, kaldte hun og gik ned i knæ for at bruge skulderen til at få lemmen helt op. – Isabella! Et øjeblik følte hun sig dum, for der var ikke en lyd, der indikerede, at nogen befandt sig dernede. Kun stilhed.

Louise lyste. Det var som en krybekælder. Helt mørk og lav, der var kun to stentrin ned, og hun så hurtigt, at der ikke var plads til, at hun gik helt ned.

– Er hunden her endnu? råbte hun op til Nymand og lagde sig på knæ for at kigge ned i rummet.

Pigen lå på siden, helt oppe langs væggen med ansigtet bort fra lemmen og trinene op. Hendes hænder og fødder var bundet sammen med nogle lyse stofstrimler.

– Isabella, kaldte Louise stille, men der var ingen reaktion.

– Hun er her! råbte hun og kom på benene. Hun løb tilbage til trappen. – Få ambulancen herover. Jeg kan ikke se, om der er liv.

Så løb hun tilbage til lemmen, lagde sig på maven og trak sig ned. Hun havde lagt lygten på trinene, så hun kunne se, og på albuerne krøb hun frem mod pigen, der stadig lå helt ubevægelig. Hun lagde en hånd på hendes skulder, mens hun igen hviskede hendes navn.

Forsigtigt vendte Louise hende om på ryggen. Tøjet var beskidt og fugtigt, og hun så vaskeskindet, der lå krøllet sammen ud for munden, og opkastet. Godt hun ikke var

blevet kvalt i det, tænkte Louise hurtigt og fik øje på det størknede blod i Isabellas ansigt. Hun lagde hånden mod pigens bryst og øret mod hendes mund, men kunne ikke mærke, om den lille pige trak vejret.

Louise hørte lyde bag sig. Redderne var på vej med en båre. Hun måtte ud, så de kunne komme til.

– Vi er hos dig nu, hviskede hun uden at vide, om pigen hørte hende. – Det er overstået.

Hun trak sig op af lemmen, da båren kom, og så, hvordan redderne ganske forsigtigt fik lempet den ind under pigen og med en rem om hendes lille krop spændte hende fast, så de kunne trække hende op. Ganske langsomt gled hun op ad de to trin, og da båren lå fladt på kælderens stengulv, gik de i gang med genoplivningen.

– Der er puls, råbte den ene og bad om at få droppet gjort klar.

– Det er kulden, sagde den yngste af de to mænd, der sad bøjet over pigen. – Og måske en hjernerystelse. I hvert fald har hendes hoved fået nogle slag.

Overlever hun? spurgte Louise.

Det er for tidligt at sige.

De bar pigen op ad den stejle kældertrappe, og et øjeblik efter var droppet placeret, og Isabella blev pakket ind i flere tykke tæpper.

Louise så sig om efter Nymand.

Han er gået ud for at ringe til pigens mor, så de kan mødes på hospitalet, sagde en betjent, mens han så efter båren, der blev rullet ud til ambulancen.