TØMMERMÆNDENE HAMREDE BAG PANDEBENET, DA Carl Emil vågnede lørdag. Det var blevet sent aftenen før. Han havde drukket for meget god vin og nogle alt for store gin/tonics på Umami, hvor han havde haft et bord kørende med et par af sine gode venner. Han vendte sig i sengen og mærkede, hvordan tømmermændene drejede med.
Da han var kommet hjem efter besøget på Roskilde Politistation, havde han haft svært ved at ryste oplevelsen af sig. Det blev ved med at komme væltende i bølger.
Var hans mor virkelig blevet dræbt? Af hvem?
Det havde politiinspektøren hævdet, og så var de ellers kommet med alle deres beskyldninger mod faren.
Selv her i bagskidens tåge syntes han, det var fuldstændig tåbeligt. Modsat sin mors død havde Carl Emil ret hurtigt affundet sig med, at deres far havde valgt at følge hende. Det gav mening, at han ikke ville efterlades tilbage. Men ikke ét sekund havde det strejfet ham, at deres far havde haft noget med sin kones død at gøre.
Endnu en grund til at han ikke havde kunnet holde ud at sidde alene hjemme i lejligheden i aftes. Alle tankerne. Ikonet og pengene. Insulinen. Det hele kørte rundt, så snart der var stille omkring ham.
Selvfølgelig havde forholdet i familien været lidt anspændt, siden han og Rebekka overtog Termo-Lux. De-res mor havde været rasende, da generationsskiftet var en realitet, og den dag deres far trak sig fra formandsposten i bestyrelsen, var hun kommet uanmeldt forbi Carl Emils lejlighed et par timer senere, så hun var sikker på, at han var nået hjem fra mødet. Han havde aldrig oplevet sin mor så vred, og da de sad over for hinanden inde i stuen, havde hun belært ham om anstændighed og loyalitet. Det hele mundede ud i en ordentlig opsang om, hvordan man burde opføre sig over for hinanden, når man var bundet sammen af familiære bånd.
Det var tydeligt for ham, at deres mor havde været langt mere påvirket af det, der var sket i firmaet, end deres far lod til at være. Men han var også forretningsmand og havde altid adskilt familieliv og business.
Carl Emil trak dynen længere op og krøb lidt sammen.
Utaknemmelig, havde hun kaldt ham, da hun forlod lejligheden, og siden den dag var det ikke meget, han havde set til hende.
Træt rakte han ud mod natbordet og fandt sit ur. Han havde meldt sig på et spinninghold i fitnesscentret, som startede om en halv time.
Han slog dynen til side, var nødt til at komme op. Oven i alt det andet kunne han samtidig risikere, at knap en halv milliard danske kroner sivede væk mellem fingrene på ham, fordi han lå og sov brandert ud. Hvis Dødsenglen stadig befandt sig på gården, måtte den fremskaffes, så Miklos kunne gennemføre handlen. Men naturligvis var der en risiko for, at det ikke kun var kopien, der var forsvundet.
Så mange penge, så tæt på. Carl Emil trak vejret dybt og blev klar over, at han var nødt til at tage sig sammen for at undgå at miste overblikket. Rolig nu, tænkte han, da han med grus i øjnene og rust i halsen gik ud på badeværelset og fandt hovedpinepillerne frem fra skabet. Men hans søster havde ret, og han var ikke spor rolig. Inden længe ville pressen få opsnuset, at politiet mistænkte deres far for drabet på moren, og så ville helvede bryde løs.
Han tog et hurtigt bad, gik ind og fandt træningstøjet frem, lagde et par cowboybukser og en skjorte i en taske og fandt sine nøgler.
Bårebuketten lå på måtten lige uden for hans dør.
Den var bundet med et væld af hvide og blå blomster og udsendte en kraftig duft, som ramte hans næse, straks han lukkede døren op. På silkebåndet omkring buketten stod der med store, svungne guldbogstaver „Hvil i fred”, og et lille kort var stukket ind mellem blomsterstilkene.
Han tøvede lidt, inden han bøjede sig og fiskede den hvide kuvert fri af buketten. Holdt vejret, da han åbnede den og tog kortet ud.
„Dødsenglen”, stod der.
Carl Emil smed kortet fra sig og sprang tilbage i entreen, som om voldsomme flammer pludselig slikkede ham op ad benet.
Han stod lidt og forsøgte at sunde sig, men da han hørte en dør gå, samlede han hurtigt buketten op og tog den med ind i lejligheden. Hans hjerte hamrede. Han overvejede kort, om det kunne være en grovkornet joke, så vennerne lige nu sad og grinede røven ud af bukserne henne på Café Jorden Rundt. Men de kendte jo ikke til Dødsenglen, hvis altså ikke han var kommet til at fortælle om den i nattens fuldskab.
Det håbede han ikke.
I vennekredsen havde de engang sendt en stripper ud til en af kammeraterne en aften, hvor de vidste, han havde forretningsforbindelser hjemme til middag, og Carl Emil havde et par måneder tidligere købt flybilletter og hevet alle drengene med på en surprise-tur til Nice. Han havde sat dem stævne på Café Victor fredag eftermiddag, og det eneste, de havde fået lov at hente, var deres pas, og så var det ellers bare direkte ud i lufthavnen og af sted. Men den tur havde bare været sjov og ballade, den var der ingen, der kunne føle sig stødt af.
Nej, selvfølgelig sendte de ikke bårebuketter til hinanden.
Han sank sammen på en af de høje Starck-stole og så ud over Tuborg Havn. Det hele flød sammen i en tyk grød, og han var ikke helt i stand til at adskille tankerne. Det eneste, der stod forholdsvis tydeligt for ham, var det faktum, at nogen havde anbragt en dødstrussel lige uden for hans dør, mens han sov.
Angsten kom som et kuldeslag, og pludselig frøs han, så tænderne klaprede.
– Vi er nødt til at finde Dødsenglen, indledte Carl Emil, da Miklos Wedersøe tog sin telefon.
Han fortalte om bårebuketten og det hvide kort.
– De vil have den. Ellers slår de mig ihjel.
Ordene kom stakåndet oven i hinanden, selvom han forsøgte at tale roligt. Chokket over bårebuketten havde trængt sig ind som uro i hans blod og løb hurtigere og hurtigere rundt i kroppen.
Det var lige ved, at ingen havde opdaget, at moren var blevet slået ihjel. Hvis det var de samme, der var efter ham, så havde de allerede bevist, hvad de var i stand til.
– Hvorfor tror de, jeg har den?
Han trak vejret dybt og prøvede at finde roen, så han ikke havnede i en ukontrolleret panik, der løb af med ham. Hjertet slog hårdt i brystet.
– Vi er nødt til at finde det ikon.
– Slap nu af, afbrød advokaten roligt. – Hvorfor skulle nogen planlægge at slå dig ihjel?
– Fordi de har slået ihjel før! svarede Carl Emil hurtigt. – Måske er det også dem, der har slået min far ihjel. Det ved vi jo ikke.
– Lad os ikke tale om det her i telefonen. Vi tager den, når du kommer herned. Jeg skal mødes med menighedsrådet klokken tolv, men derefter er jeg ledig. Skal vi sige klokken to?
– Ja, ja, ja, snerrede Carl Emil og følte sig stærkt provokeret af advokatens andre pligter. – Så prøver jeg at finde ikonet imens.
Han fandt en stor pose frem under vasken og fik mast buketten og det hvide kort ned, inden han skyndte sig ud til elevatoren. Han småløb hen til bilen, og på vejen dumpede han posen ned i en af de grønne affaldscontainere, der stod langs husmuren.
Carl Emil forsøgte at virke afslappet, da han satte sig ind i Range Roveren. Der var som sædvanlig ingen mennesker på det private parkeringsområde, men han så sig alligevel omkring en ekstra gang, inden han hurtigt bakkede ud. Utålmodigt hamrede han i rattet, da der blev rødt, og i samme øjeblik det skiftede igen, strøg han af sted på Tuborgvej med kurs mod motorvejen.
– Det er selvfølgelig muligt, du har ret, sagde Miklos Wedersøe, da Carl Emil gentog, at det var de samme personer, der jagtede Dødsenglen, som havde placeret bårebuketten uden for hans dør.
Inden mødet med advokaten var Carl Emil kørt forbi Termo-Lux. Han havde brugt næsten en time på at lede efter ikonet. Først havde han gennemsøgt de store lagerbygninger, hvor glaspartier, vinduesruder og rammer stod i pertentlig orden. Derefter havde han været oppe i samtlige loftslokaler og ledt i alle kælderrum. Til sidst havde han gennemgået sin fars efterladte skabe.
Så var han gået over i det gamle lager, der lå et stykke fra selve hovedbygningen, hvor alt det vinduesglas lå, som ikke var termo. Noget af det stammede helt fra farfarens tid. Carl Emil havde til det sidste håbet, at Dødsenglen lå gemt inde bag alt det glemte, men han endte med at give op uden at have fundet det farvede kirkeglas.
– Vi ved jo ikke, hvem der fjernede kopien fra din fars kontor, så det er svært at afgøre, om det er de samme, der er vendt tilbage, sagde Wedersøe og begyndte at pakke en pose ud. Han rakte en serviet hen over bordet.
Carl Emil nikkede og måtte give ham ret. Han havde ingen anelse om, hvornår Dødsenglen var forsvundet. Det var længe siden, han havde været inde på sin fars kontor på gården. Han havde ikke rigtig haft noget at gøre der, siden balladen om firmaet begyndte. Rebekka havde sikkert heller ikke været der, tænkte han, hvis det altså ikke var hende, der havde fjernet ikonet.
– Vi er nødt til at tage det her alvorligt, udbrød Carl Emil heftigt, mens han tog imod en sandwich.
Miklos så over på ham.
– Jeg tager det alvorligt, svarede han. – Men du er nødt til at falde lidt ned, så vi kan tale roligt om det. Foreløbig mistænker politiet din far for drabet, og jeg er bange for, at de også er begyndt at interessere sig for dig.
Carl Emil lukkede øjnene.
– Jeg talte med Nymand sent i går eftermiddags. Han fortalte, at politiets kriminalteknikere ikke har fundet tegn på indbrud ude på gården. De bemærkede, at den digitale videoovervågning, der sidder ved hoveddøren, var deaktiveret, og har naturligvis sikret en masse spor, som de afventer svar på. Men ingenting tyder på, at nogen udefra er trængt ind på ejendommen. Det vil sige, at jeres mor enten selv har lukket sin drabsmand ind, eller også befandt gerningsmanden sig allerede i hjemmet, inden drabet blev begået. Og det er den sidste teori, politiet hælder til, siden de mistænker hendes familie.
Carl Emil åbnede øjnene og nikkede.
– Men de kender jo heller ikke historien om Dødsenglen, sagde han stille.
Miklos gav ham ret.
– Det gør de naturligvis ikke. Men det kan godt være, at vi bør fortælle dem, hvordan du mener, det kan hænge sammen. Så kan vi lade dem finkæmme gården og beslaglægge det ægte ikon, hvis de finder det.
Carl Emil tav et øjeblik, inden han tilføjede:
– Men så kan vi jo ikke sælge det.
Han foldede hænderne bag nakken, mens han vippede stolen tilbage.
– Nej, det giver sig selv, medgav advokaten. – Men pengene er vel heller ikke vigtige, hvis nogen vil slå dig ihjel.
Solen skar ind gennem vinduet og fik Carl Emil til at knibe øjnene sammen. Han kunne mærke, at det var ved at være tid til et par supplerende panodiler.
– Det vil jeg nu ikke sige, sagde han og fiskede to piller op af lommen. – Spørgsmålet er, om man skal finde sig i at blive truet?
Han skyllede pillerne ned med den kaffe, Miklos havde skænket op.
– Jeg vil ikke finde mig i det, fortsatte han selv. – Men jeg skal have fat i det ikon, for hvis nogen kommer til mig på den måde, så betyder det vel, at de heller ikke har fundet det ægte endnu.
– Så du vil have mig til at holde politiet udenfor? spurgte
Wedersøe. Carl Emil nikkede hurtigt.
– Lad dem bare arbejde med teorien om, at det er far. Hvad tror du, deres næste træk bliver?
Advokaten tørrede et par krummer væk fra skriveunderlaget og så ud til at overveje.
– Jeg forestiller mig, at de nok vil efterlyse din far over Interpol. Herhjemme vil de formodentlig intensivere eftersøgningen, og så vil de gå ud i medierne med efterlysningen. Du slipper nok heller ikke for at skulle igennem vridemaskinen igen.
Næ, det gjorde han nok ikke, tænkte Carl Emil.
– Nu kører jeg ud på gården og endevender hvert et hjørne, besluttede han og rejste sig. – Hvis jeg ikke finder det, er jeg nødt til at få Rebekka til at hjælpe med at fremskaffe det.
– Hvis du ikke kan finde det, kan hun vel heller ikke, indskød Wedersøe fornuftigt.
Carl Emil smilede.
Hvis det er der, kan hun fremskaffe det. Ligger det ikke ude på gården, så må det alligevel være inde i firmaet, og hun er den eneste, der kender hver en krog. Jeg er bare nødt til at få hende involveret.
Selvom det skulle lykkes dig at overtale hende til at hjælpe med at lede, og I finder det, så gjorde din søster det jo meget klart, at hun ikke ville sælge, påpegede Miklos. Og det kan du vel trods alt ikke overtale hende til.
– Jo, nikkede Carl Emil. – Det tror jeg faktisk, jeg kan.