CARL EMIL HAVDE SOVET ALT for lidt, da han bøjede sig efter bakken ved siden af opvaskemaskinen. Han tog glas fra skabet og kakaomælken ud af køleskabet.

Forhandlergruppen, tænkte han og slukkede for ovnen, hvor han havde varmet et par rundstykker til Isabella. Gad vide hvad de lavede? Hans søster havde sagt, at de havde inddraget hendes stuer.

Han var nødt til at tage derned. Det gjorde ham rastløs, når han ikke vidste, hvad der foregik. Han havde ikke hørt fra dem, siden han sendte beskeden. Måske ventede de at høre mere fra ham, men han brød sig ikke om, at Nymand havde tilkaldt en specialenhed. Han måtte ned og finde ud af, hvordan de greb det an.

– Godmorgen, lille skat, hviskede han og satte sig på sengekanten med bakken på skødet.

– Morn, mumlede hans niece og gned øjnene. Det lange hår bredte sig ud over puden, da hun vendte sig om på ryggen og så op på ham.

Carl Emil bøjede sig ned og kyssede hende på kinden.

– Jeg er nødt til at køre på kontoret nogle timer. Her er noget morgenmad, og nu skal du bare se, hvad der også er.

Han lagde de spil, han havde købt, oven på hendes dyne og betragtede hende, mens hun et for et løftede dem op og smilede til ham.

– Tak, sagde hun glad. – Er det i dag, vi pjækker?

Han nikkede og håbede ikke, at hun fandt på at spørge, hvorfor han så tog på kontoret. Det gjorde hun heldigvis ikke, hun var allerede ved at hive folien af det nye SingStar.

– Jeg kommer hjem omkring frokost, sagde han og pegede ud mod køleskabet, – men tag endelig, hvis du bliver sulten.

Hun nikkede fraværende, havde igen lagt spillene fra sig og var i gang med fjernbetjeningen.

– Jeg vil hellere se Dirty Dancing igen, sagde hun, og han smilede til hende og nikkede.

– Det styrer du selv, men husk at spise.

Advokatens store Mercedes S 65 holdt oppe foran søsterens hoveddør, og den sorte van måtte være politiets, tænkte Carl Emil, da han parkerede Range Roveren bag Rebekkas biler.

Miklos Wedersøe kom frem i døren, da han gik over gårdspladsen.

– Vi er lige nødt til at tale sammen, inden du går ind og møder politiet, sagde han og trak hurtigt Carl Emil til side. – Det er klart, at vi har fortalt politiet om Dødsenglen, men vi har ikke fortalt om det tilbud, jeg har modtaget.

Carl Emil nikkede og trak vejret langsomt for at holde åndedrættet i ro.

– Men er vi ikke nødt til det? spurgte han. – De skal også høre om bårebuketten og gravstenen.

Det havde hele tiden været hans plan, at man ville kæde kidnapningen sammen med dødstruslerne og efterforske i den retning. Ifølge skriften på gravstenen havde han et døgn tilbage at leve i. Han ville meget gerne have politiet til at tage de trusler alvorligt.

– Selvfølgelig, nikkede advokaten. – Men så skal du bare være indstillet på, at det også kommer frem, at vi havde planer om at sælge illegalt. Du risikerer at ryge i spjældet, hvis de vælger at rejse sag ud fra de oplysninger.

– Men så må det vel være en sag, de rejser mod os begge, svarede Carl Emil irriteret over måden, Wedersøe fik det til at lyde på. – Det er jo dig, der har kontakten.

Miklos lod hånden falde og nikkede.

– Ja, det er ikke noget, der vil klæde min forretning, indrømmede han alvorligt. – Men lige nu og her kommer din niece selvfølgelig før alt andet. Ingen af os har kunnet forudse, at nogen ville gå så vidt som til at indblande et barn i jagten på ikonet.

Et øjeblik blev der helt tåget i Carl Emils hoved, mens han vejede for og imod. Han havde meget at miste, hvis salgsaftalen blev afsløret. Der var mere at vinde, hvis de undlod at fortælle politiet om tilbuddet og i stedet bare holdt sig til det faktum, at familien var i besiddelse af det kostbare ikon.

– Vi siger ikke noget om det, afgjorde han endelig. – De bliver jo ikke hjulpet mere på sporet af at få den indsigt, når vi ikke engang selv ved, hvor dødstruslerne kommer fra.

Wedersøe nikkede og lod til at være enig.

– Men jeg er nødt til at fortælle dem, at jeg har stukket en finger i jorden blandt potentielle købere for at finde ud af, hvad det er værd, sagde Carl Emil. – Hvis jeg ikke siger noget, er det helt sikkert, at Rebekka fortæller det. Og så kan du jo vise dem de henvendelser, der er kommet til min far gennem årene. De skal vide, at flere har været på sporet af det.

Igen gav advokaten ham ret og lod frustreret en hånd glide over den skaldede isse.

– Din søster er helt fra snøvsen derinde. Carl Emil gik hen til den store hoveddør og trådte ind. I hallen smed han jakken på en højrygget stol og fulgte efter Miklos ind i stuen.

Hans søster sad i sofaen med benene trukket op under sig. Hendes ansigt var opløst af gråd, og håret hang uglet ned over skuldrene. Det så ud, som om hun havde sovet i det tøj, hun havde på. Sorte bukser og en skjorte der krøllede.

Helt sårbar var hun, som hun sad der indhyllet i frygt og sorg.

Han gik hen og satte sig på hug ved siden af hende, trak hende ned mod sin skulder. Han fik lov til at lægge begge arme om hende og vugge hende stille, uden at hun gjorde modstand.

– De vil have Dødsenglen i aften, sagde hun frem for sig.

Hun græd ikke længere. Trak bare vejret helt stille, næsten umærkeligt. Først da hans ben begyndte at snurre, rejste han sig og gik over og hilste på Nymand og blev præsenteret for en kvinde fra forhandlergruppen. De andre sad i stuerne inde bagved.

Han nøjedes med at sende dem et kort nik og trak en stol ud.

– Har I noget at gå efter? spurgte han og så på politiinspektøren.

– Vi har den dér, svarede Nymand og pegede på mobiltelefonen. – Og vi er i gang med at få den sporet, men det skulle komme meget bag på mig, hvis det gav noget. Det er uden tvivl taletidskort, og det ville ikke undre mig, om telefonerne er meldt stjålet eller købt i udlandet.

Udlandet, godt tænkt. Det var nogle, han havde købt i Nice, dengang han havde inviteret drengene derned. De havde fået en hver og besked på at lægge deres egen i hotelboksen, da de checkede ind, så al kontakt fra arbejde og koner var lagt på hylden, mens de var der. Otte små Nokia-mobiler og hele weekenden havde de fint kunnet komme i kontakt med hinanden, mens omverdenen var holdt udenfor. Nu havde han selv en af de resterende syv i lommen.

– Vi overlader telefonen til Louise Rick. Hun vil guide din søster, når der er kontakt næste gang, så vi er sikre på, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få den lille pige sikkert hjem igen.

– Jeg går ud fra, at min søster har fortalt jer om den løsesum, der er blevet forlangt.

Nymand nikkede. Det gjorde den mørkhårede kvinde også.

– Ingen af os ved, hvor ikonet er gemt, fortsatte han. – Så hvordan skal vi kunne indfri det krav, der er stillet?

– Nej, medgav Nymand, – det bliver svært, og vi kommer jo ikke videre, før vi ved, om det kan fremskaffes.

– Leder I overhovedet efter det? spurgte Carl Emil. – Gør I noget for at hjælpe os?

Han forsøgte at kontrollere sin stemme. Timerne gik, og han havde forestillet sig, at politiet gik en del mere aktivt ind i at lede efter Dødsenglen.

– Jeg kan ikke holde ud at sidde her og vente, udbrød hans søster. – Vi er nødt til at prøve at finde det.

– Det nytter ikke, at du forlader villaen, afgjorde Nymand og rejste sig. – Det aller vigtigste lige nu er, at kidnapperne kan få kontakt. Og jeres far er allerede i gang med at fremskaffe ikonet.

– Vores far! udbrød Carl Emil forbløffet, mens Rebekka bare nøjedes med at åbne munden.

Nymand nikkede og stak hænderne i lommen, og Wedersøe, der havde holdt sig i baggrunden, trådte et skridt frem.

– Hvad skal det sige? spurgte advokaten uforstående.

– Det skal sige, at vi er i kontakt med ham, og han har lovet, at vi kan fremskaffe Dødsenglen.

– Jeg forstår ikke? sagde Carl Emil.

– Vi ved ikke så meget endnu, erkendte Nymand, – ud over at jeres far skulle have holdt sig skjult i jeres brors feriehus på Hawaii.

– Er det noget, Frederik kender til? spurgte Rebekka.

– I så fald vil han ikke stå ved det, svarede politiinspektøren og rystede på hovedet.

– Hvor længe har I kendt til den oplysning, afbrød Wedersøe og så vredt på Nymand.

– Ikke længe. Jeg fik et opkald fra ham for en time siden, og jeg ville selvfølgelig fortælle jer om den nye udvikling, sagde han og tilføjede, at faren var på vej hjem til Danmark, men de var stadig ikke klar over, hvor hurtigt det var muligt at få ham med et fly.

– Hvor befinder han sig nu? afbrød Carl Emil og trængte pludselig voldsomt til luft. Tænkte på Isabella hjemme i gæsteværelset. Hun havde sikkert set filmen færdig og var måske allerede gået i gang med en ny. Han mærkede presset, tænkte på gravstenen. Han var nødt til at få fat i ikonet og afleveret pigen. Hvis hans far kom hjem, ville han ikke være stærk nok til at gennemføre planen. Han måtte af sted inden.

– Vi håber, han vil være tilbage i Danmark i løbet af de næste dage, og det bliver forhandlernes opgave at holde kidnapperen hen så længe. Når jeres far har fremskaffet ikonet, skal vi nok få pigen hjem.

Et par dage.

Carl Emil var tør i halsen, da han et øjeblik senere stod ude på gårdspladsen og indstillede sig på at køre hjem og gøre klar til frokost.