MIKLOS WEDERSØE KRYDSEDE MOTORVEJEN OG drejede af mod Wedel. Den lille, tyske by lå vest for Hamburg. Han så på uret og konstaterede, at han havde god tid.

Inden han ringede til politiet i Danmark, havde han taget afsked med sin sorte Mercedes. Det gjorde ham ufattelig trist at gå fra bilen til 4,5 million og vide, at den in-den længe ville blive hentet af et fejeblad og kørt tilbage på ladet, så den kunne indgå som bevismateriale i sagen mod ham. Han havde efterladt den med nøglen i et par gader bag Hamburg Hauptbahnhof. Så havde han båret ikonet rundt om hjørnet til den bil, Carl Emil havde insisteret på skulle holde og vente på dem. Der var ikke navigation i den røde Opel, så han havde været nødt til at anskaffe sig et gammeldags trafikkort, som nu lå bredt ud på passagersædet.

Efter opkaldet havde han slukket sin mobil. Det skulle ikke lykkes dem at spore ham. Han havde i det hele taget tænkt det hele godt igennem, og det ville ikke blive nemt for dem at forfølge ham. Når pengene var overført, ville han køre et lille stykke videre ned gennem Tyskland, inden han stillede bilen og tog toget det sidste stykke til Trier. Derfra videre ind i Luxembourg.

De ville komme efter ham, det var han slet ikke i tvivl

om. Var det sikkert allerede. Og formodentlig ville de intensivere jagten, når de ikke fandt pigen.

Men hun var, hvor han havde sagt. Det var bare dem, der ikke kunne finde hende.

Det var blevet mørkt, da han kørte gennem byen. Han havde fået besked på at fortsætte en kilometer på den anden side, inden han skulle til venstre og ned til en smedejernsport for enden af alleen.

Handlen skulle foregå på en herregård i udkanten af den lille by. Han havde stadig ikke selv været i forbindelse med køber, men kontakten i New York havde afsløret, at køberen var af tysk familie, men ikke længere selv boede i landet.

Han tændte det lange lys og satte farten ned, mens han holdt øje med kilometertælleren. „En kilometer efter at du er kørt ud af byen.”

Det var med blandede følelser, han gjorde sig klar til at tage afsked med Dødsenglen. Han ville ikke sige, han var nervøs, men han var spændt. Og lettet over at være nået frem. Samtidig var han umådelig ked af at måtte skille sig af med ikonet. Lysten til at eje det havde været så stærk, som en sult, der ikke kunne stilles, havde den overdøvet alt andet. Det var kun tanken om pengene, hele beløbet til ham alene, der gjorde, at det alligevel ikke føltes som et nederlag. Pludselig var drømmen om den private ø inden for rækkevidde, og alle muligheder ville ligge åbne for ham.

Det gav en forventningsfuld fornemmelse i maven, da han så alleen med de høje træer og nøgne kroner. Der var ikke noget skilt, men han var sikker på, det måtte være den. Han bremsede ned og drejede af uden at blinke. Havde ikke mødt en eneste bil, siden han kørte ud af byen.

Grusvejen var jævn og bred. Han kunne stadig ikke se

hovedbygningen og skulle over en lille bro, før han nåede

frem til porten.

Som en voldgrav, tænkte han imponeret.

Han steg ud af bilen, gik hen og skubbede til den tunge smedejernslåge. Da den begyndte at svinge op, blev der tændt lys hele vejen op til en borglignende bygning i store kampesten og med et enormt indgangsparti.

Han gik tilbage til bilen og satte sig ind. Der var lys i to vinduer til højre for trappen, og langsomt kørte han frem ad indkørslen og parkerede, samtidig med at en mand kom gående omkring hjørnet.

Miklos var ikke overrasket over, at det var en ældre herre med hvidt hår og stok, der kom ham i møde. Ansigtstrækkene var skjult af mørket, men han gik langsomt, som om benene drillede ham lidt.

– Velkommen til, sagde han på engelsk uden tysk accent.

Miklos tog imod hans fremstrakte hånd og nikkede, da manden forklarede, at han kunne køre bilen rundt om bygningen, hvor det var lettere at bære ikonet ind.

Ved ejendommens endevæg stod en mørk trædør åben. Der var tændt lys indenfor, og en bred trappe førte ned til underetagen.

– Hvis du vil være elskværdig at bære det ned for mig, bad manden og gik forrest. – Du forstår nok, at jeg er vældig spændt på at se det guddommelige motiv. I mange år var ingen jo rigtig klar over, om Dødsenglen stadig fandtes.

Miklos løftede ikonet ud og fulgte efter manden ned ad trappen og ind i et stort, oplyst rum med hvide vægge og tunge bjælker i loftet. Der var massive tremmer for vinduerne, og følelsen af at være trådt ind i en middelalderlig borgruin ramte ham et øjeblik, men det, der for alvor fangede hans opmærksomhed, var pengesedlerne på bordet.

Det var euro. De var stablet i bundter og lå i sirlig orden.

Han smilede til manden, da han med stor forsigtighed havde lagt Dødsenglen på det klæde, der var bredt ud over den anden ende af bordet.

Manden stod længe og betragtede ikonet, lod en hånd glide hen over den ru jernramme og kærtegnede glasset.

– Ved du, hvordan jeg kan være sikker på, at det er det

ægte ikon, du har bragt mig? Miklos rystede på hovedet.

– Kom her, sagde manden.

Han gik hen og lænede sig frem, da den gamle bøjede sig over glasset.

– Kan du mærke de ganske små hak, der er i alle glas

stykkernes nederste venstre hjørne? Han bøjede sig for at se efter.

– Du kan ikke se dem, du skal mærke efter med finger

spidserne. Ganske rigtigt, der var en lille revne i de nederste hjørner.

– Det er glassenes ægthedsbevis. Det gjorde man på den tid.

– Interessant, nikkede han og begyndte at blive utålmodig efter at komme af sted med pengene.

– Jeg vil vise dig noget, sagde manden og tog stokken for at gå ud af rummet.

Det var blandede eurosedler, så Miklos, da han irriteret fulgte efter. Præcis som de havde aftalt.

– Det her vil interessere dig, hævdede manden og fortalte, at han havde et andet kostbart ikon stående fra samme periode.

Miklos gik med ud på gangen og fulgte med ned til en lille karnap for enden.

– Vent her, jeg tænder lige lyset. Manden stavrede tilbage til trappen. Braget var øresønderrivende, som om tusind jernstænger

faldt ned over ham. Miklos for sammen og slog skulderen mod den ru stenvæg. Hans hjerte hamrede, og han råbte, da lyset i kælderen blev slukket. Rasende løb han hen til faldgitteret og ruskede.

Hurtigt så han sig søgende omkring og konstaterede, at middelalderborgens fangekælder havde flere rum. Han var spærret inde i det forreste.

Han hørte de slæbende skridt, da den gamle mand kom tættere på.

– Hvordan kan I finde på at sætte en af verdens mest berømte kulturskatte til salg? spurgte han forarget, og nu kunne Miklos høre den tyske accent. – Jeg har ledt efter Dødsenglen hele mit aktive arbejdsliv. Hver evig eneste dag i tres år er ikonet på et eller andet tidspunkt dukket op i mine tanker. Du drømmer ikke om, hvor tæt på jeg har været. Men Sachs-Smith-familien har hele tiden nægtet, at det befandt sig hos dem, og hvad gør en klog? spurgte han.

Miklos råbte, og han ruskede igen i de rustne tremmer.

– Han venter, fortsatte den gamle uanfægtet. – Og det er sådan nogle som dig, der i sidste ende kommer os til undsætning. Grådige og griske er I villige til at ofre den dyrebare verdenshistorie for at få mere til jer selv.

Manden fnøs, da han tav. Som om hans indestængte passion langt om længe måtte have afløb.

– Hør nu lige, forsøgte Miklos. – Nu ringer jeg til vores fælles kontakt, og så må I to se at få løst det her problem. Han er allerede ved at overføre dine penge til min konto, så du har ikke noget at vinde ved at holde mig tilbage på denne måde. Og Dødsenglen er din.

– Ring du bare, sagde manden roligt. – Penge, det er det eneste, der er i dine tanker. Ved du, hvor mange år Dødsenglen har hængt i Hagia Sofia-kirken, inden den forsvandt?

Nej, det vidste han fandeme ikke! Men han havde tændt sin mobil, og selvom det var mørkt, fandt han ved hjælp af lyset i displayet frem til kontaktens nummer i New York. Han vendte sig om, så han stod med ryggen til den gamle, og sydede af vrede, da telefonen begyndte at ringe.

Der gik adskillige ring, inden det gik op for ham, at telefonen, han forsøgte at komme igennem til, ringede lige bag ham.

Han snurrede rundt og så, at manden med det hvide hår var kommet helt frem til faldgitret og stod med en mobil i hånden. Mens Miklos uforstående stirrede på ham, svarede den gamle telefonen og slog over i fejlfrit amerikansk.

– Vi har et problem, sagde han med den rolige, velkendte stemme og fortalte, at han netop havde fået oplyst, at pengeoverførslen desværre ikke var gået igennem.

Miklos smed vredt mobilen fra sig og sprang med al kraft frem mod tremmerne.

– Dumme svin, skreg han, da det gik op for ham, at den kontakt, han havde stolet på, havde narret ham.

– Og du er en gemen tyveknægt, svarede den gamle. – I morgen bliver ikonet kørt til Istanbul, og til sommer håber jeg på, at det igen vil sidde på sin plads i Hagia Sofia-kirken.

Han vendte om og forlod kælderen.