CARL EMILS HÆNDER RYSTEDE. HAN strammede grebet om rattet og så på uret. Det var for tidligt at køre hen til danseskolen, så han holdt på en lille sidevej et stykke derfra og talte minutter. Han rullede vinduet ned og tændte en smøg mere.

Det sidste døgn havde han gennemtænkt forløbet så mange gange, at det efterhånden var blevet en sekvens, hans hjerne bare havde sat på repeat. På vej derhen havde han været en tur forbi banken for at hæve flere kontanter, han vidste jo ikke, hvor længe det ville tage at fremskaffe ikonet.

Rastløs skød han den halve smøg ud på kørebanen og så igen på uret. Ti minutter. Han havde planlagt at køre hen, så han holdt uden for danseskolen lidt over halv syv. Nu håbede han bare ikke, at au pairen pludselig fandt på at komme til tiden.

Carl Emil havde brugt dagen på at forberede det sidste. Han havde købt lidt tøj, undertøj og nattøj til Isabella, og så var han kørt ud til Fona i Lyngby Storcenter, hvor der altid var mange mennesker, så ingen ville huske, at han havde været der. Da han stod foran hylderne, havde han gjort sig umage med at udvælge spil til den Playstation, han selv plejede at bruge til racer- og skydespil. Han var endt med et par stykker i meget pigede omslag, og så havde han valgt det nyeste SingStar og to mikrofoner, så de kunne synge sammen. Det skulle jo ikke gå ud over Isabella, at han var nødt til at lægge pres på sin søster.

Med spillene i kurven havde han også været forbi filmhylden. Der skulle være noget, hun kunne få tiden til at gå med, når han ikke var hjemme. Dirty Dancing og Strictly Ballroom, Saturday Night Fever. Hans niece var vild med alt, hvad der havde med dans at gøre. Han håbede, at hun var gammel nok til dem, men for en sikkerheds skyld havde han også taget noget med Hannah Montana.

Carl Emil trak vejret dybt. Han havde tænkt sig, at de skulle hygge. Ligge sammen i sofaen og spise slik og take away. Det elskede hun. Hendes mor havde sjældent tid til den slags.

Så var det nu. Han satte i gear og trillede ud fra kantstenen. Var mere nervøs, end han havde forestillet sig. Langsomt kørte han hen og blinkede ud fra sidevejen.

Helt forkerte tanker røg pludselig gennem hans hoved. Hvad hvis han blev stoppet af politiet på vejen? Hvad hvis nogen kørte ind i ham?

Der måtte ikke gå noget galt. Det her skulle lykkes.

Han kunne ikke slippe synet af gravstenen. Så hele tiden skriften og den groteske, hvide maling for sig. Nogen mente, han skulle dø i overmorgen. Han havde 48 timer til at få fat i Dødsenglen, og selvom han de seneste dage havde haft svært ved at tænke helt klart, vidste han præcis, hvad han ville gøre i det øjeblik, han fandt den. Han havde aftalt det hele med Wedersøe.

De ville køre ud af landet, så de ikke kunne spores. Det ville være for synligt at have det store glasikon med i lufthavnen. Advokaten havde allerede sørget for, at der holdt en bil på tyske plader klar til dem i Hamburg. Så var planen, at de fortsatte i den til Luxembourg, hvor kontakten havde arrangeret, at handlen skulle gennemføres. Og når det var på plads, var han fløjtende ligeglad med flere trusler, for så var han out of there. Med en milliard på lommen behøvede han ikke at komme tilbage til Danmark, eller til Rebekka for den sags skyld.

Han havde fået nøglerne til et hus på Rue des Pres, så han undgik hotellerne i Luxembourg. Der var ingen grund til at lade sig registrere andre steder end i banken, hvor han skulle se at få oprettet en konto.

Han kørte ind til kantstenen et stykke fra danseskolens buede hoveddør. Flere børn var allerede begyndt at komme ud sammen med deres forældre, men Isabella tænkte sikkert, at hun igen blev hentet som en af de sidste.

En lille dreng kom frem og stillede sig i døren, mens han holdt øje med de få biler, der kørte forbi.

Det var begyndt at dryppe på forruden. Satans! for det gennem hovedet på Carl Emil. Hvis det begyndte at regne rigtigt, kom hans niece jo ikke ud. Det havde han ikke kalkuleret med. Han så, at lyset i dansesalens høje vinduer blev slukket.

Drengen stod stadig i døren, da hans niece endelig dukkede op. Det var måske hende, han havde ventet på.

Carl Emil trommede i rattet, en dårlig vane, men han kunne ikke længere holde hænderne i ro.

De to børn stod og pjattede. Drengen var begyndt at smide sin taske op i luften og gribe den igen, forsøgte sikkert at imponere hende.

Pludselig blev der dyttet voldsomt, og en bil kom kørende imod dem, mens den blinkede med lyset. Drengen havde tabt tasken, men samlede den hurtigt op fra fortovet og styrtede over gaden uden at se sig for. Isabella stod alene tilbage og vinkede efter den dyttende bil.

Carl Emil kørte et par meter frem, hjertet hamrede, og han mærkede sveden på panden. Han svingede ind og parkerede på ydersiden af de biler, der allerede holdt foran indgangen, så sprang han ud og forsøgte at smile, mens han kaldte på niecen.

– Hej dansemus, er det gået godt?

– Calle! råbte hun glad og for hen til ham. – Jeg var rigtig god i dag, og jeg har fået nye sko.

Han åbnede døren til passagersædet og hjalp hende op i den høje bil, mens han tog hendes skuldertaske og smed den om bagi.

– Marybeth har slet ikke sagt, at det var dig, der kom og hentede mig. Kan vi nå at være lidt hos dig, inden jeg skal hjem?

Hvor var det befriende nemt med et barn, tænkte han lettet. Tillidsfuld og glad så hun på ham, mens de kørte væk.

– Det kan du tro, sagde han og strøg hende over håret.

– Mor ringede ude fra lufthavnen. Hun var ked af, at hun ikke selv kunne sige det til dig, men hun var nødt til at tage til Hongkong for at deltage i nogle møder. Jeg sagde, det var helt ok, så hun har givet Marybeth fri.

– Typisk mor, sagde pigen gammelklogt og rystede overdrevent på hovedet, som om hun var vant til at bære over med sin mors arbejde.

– Jeg skulle hilse dig mange gange og give dig et stort kys på panden, sagde Carl Emil og smilede til hende.

– Skal jeg så være hos dig, til hun kommer hjem?

– Ja, og vi skal rigtig hygge.

– Jaa! råbte hun, – det vil jeg gerne. Men hvad med skolen, jeg har jo ikke min skoletaske med?

Pludselig lød hun bekymret, og Carl Emil rakte en hånd hen og rodede hende i det lange hår.

– Vi pjækker, hviskede han og mærkede, at adrenalinen stadig pumpede rundt i ham. Han måtte forsøge at falde lidt til ro, så han ikke kom til at virke stresset. – Hvad er du mest i humør til? Skal vi hente pizza eller Mexi-mad?

– Pizza! Min skal være med rejer og skinke.

– Altså som den plejer, konstaterede han og mærkede, at hans mobil vibrerede i inderlommen. Den var sat på lydløs, og han håbede ikke, hun kunne høre den snurre.

– Ja, og du skal vel have pepperoni med ekstra løg, som du plejer? gav hun igen, og han begyndte at slappe af.

Da de nåede hjem, så Carl Emil sig hurtigt om i parkeringskælderen, inden han tog pizzaerne og hendes taske fra bagsædet. På vej hen mod elevatoren tog hun hans hånd og begyndte at svinge, som de havde gjort, siden hun var helt lille. Tre sving hver vej og så hele vejen rundt.

– Av, av, sagde Carl Emil og lod, som om han var ved at brække armen, og hun grinede. Præcis som hun altid gjorde.

Han lod hende trykke på elevatorknappen, men da den satte i gang, blev han helt kold. Følte det pludselig, som om hans luftveje blev blokeret hele vejen op. Grebet omkring struben løsnede sig først, da han så, at der ikke lå noget på måtten foran døren.

Telefonen i lommen summede igen, da han lukkede døren efter dem, og han var næsten sikker på, at det var hans søster, der forsøgte at få fat i ham.