18.52 – KOMMER UD. GÅR LIDT hen ad fortovet, venter, noterede Carl Emil på blokken.

Han havde holdt øje med danseskolen i næsten to timer, og de få gange, nogen var gået forbi bilen, havde han gemt ansigtet ved at fordybe sig i nogle papirer, han havde liggende i skødet.

Han var ør i hovedet og træt efter en ny afhøring på politistationen i Roskilde. I flere timer havde den kvindelige betjent kørt rundt i det med insulinen. Hvor meget medicin han havde derhjemme, hvor ofte han fik udleveret? Hun havde bombarderet ham, og når han havde svaret, begyndte hun forfra.

Han havde forsøgt at forklare, at folk med diabetes var nødt til at have reserve-medicin liggende. Han havde f.eks. altid noget i bilen og på kontoret. Men drabet var sket for et halvt år siden, og han førte ikke så nøje regnskab, at han kunne bevise, hvis der var et par doser, han ikke selv havde taget.

Han gned øjnene og mærkede en begyndende hovedpine.

Alligevel blev han koncentreret siddende med blikket mod døren uden at slippe den af syne. Han var også blevet kimet ned af journalister, der ville høre, hvad han og hans to søskende havde at sige til, at politiet mistænkte deres far for drabet på sin kone.

– Ingen kommentarer, havde han sagt til de første, der ringede. Men efter afhøringen på politistationen var han helt holdt op med at tage telefonen. Og nu havde han efterladt sin mobil derhjemme.

Nyheden var ude overalt. Den stod på samtlige spisesedler og var hovedhistorie både på tv og i radioen. Carl Emil havde tændt for News, inden han kørte, men hurtigt slukket igen, da han så en reportage filmet fra en helikopter, der cirklede over forældrenes store ejendom. Nede på jorden kunne man se, at det var lykkedes et par fotografer at trænge helt op til huset, selvom gårdens forvalter gjorde, hvad han kunne, for at holde nysgerrige væk. Han havde også set en enkelt politibil holde på gårdspladsen, så de var der åbenbart stadig.

Nu holdt han så over for danseskolen. En stor Volvo var drejet ud fra kantstenen, samtidig med at han selv var kommet kørende, så han havde været heldig at få en plads, hvor der var frit udsyn til instituttets imponerende hoveddør og stien, der førte om til parkeringspladsen bag bygningen.

Han havde flere gange hentet sin niece, når hun havde været til dans, men ellers plejede det at være søsterens filippinske au pair, Marybeth, der kørte hende. Det var også hende, der havde afleveret Isabella i dag, og hun måtte snart dukke op for at hente hende igen.

Carl Emil betragtede sin niece, der stadig stod og ventede. Mørket var faldet på, han fulgte hende med blikket, da hun gik hen og stillede sig under en gadelygte. Han vidste godt, at Isabella var mørkeræd. Hendes au pair ville aldrig få hende til at gå om på den mørke p-plads for at vente.

Små fem minutter senere kom Marybeth susende i Rebekkas lille Mini Cooper. Hun svingede ind på parkeringspladsen bag bygningen, og lidt efter kom hun gående rundt om hjørnet med en mobil for øret. Hun vinkede ad pigen uden at slippe telefonen og gennede hende med en håndbevægelse tilbage mod bilen.

Isabella havde en lille sportstaske over skulderen, og hun virkede glad, lavede et par dansetrin hen ad fortovet. Det så ud, som om niecen havde en masse at fortælle, men au pairen var travlt optaget af sin samtale, så hun havde ikke tid til at høre efter.

Marybeth var ikke den mest punktlige af de au pairpiger, Rebekka havde haft, konstaterede Carl Emil tilfreds.

Da hun og pigen begyndte at gå tilbage mod parkeringspladsen, så han i bakspejlet, hvordan niecens mørke hår dansede mod den hvide dunjakkes blanke ryg. Et øjeblik havde han været bange for, at hun ville genkende hans bil, selvom hun gik på den anden side af vejen, men pigen havde slet ikke set over gaden, og nu forsvandt hun ind i mørket og ud af hans synsfelt.

Han havde skygget sin niece hele eftermiddagen, efter at han havde truffet beslutningen søndag aften.

Efter mødet hos Wedersøe lørdag var han kørt ud på gården for at lede efter Dødsenglen. Han kunne godt se, at politiet havde været der dagen inden, men heldigvis havde han nået det, inden nyheden om mistanken mod hans far var eksploderet, og pressen havde kastet sig over dem, tænkte han med blikket rettet mod parkeringspladsen. Men han havde nu ikke fået noget ud af det. Han havde ledt alle steder inde i huset, han havde gennemsøgt loftet, de to store længer og udhusene uden at finde et stort glasikon. Og ud over de steder anede han ærlig talt ikke, hvor han skulle lede.

Problemet med forældrenes gård var, at der ikke lå bunker med gammelt skrammel nogen steder. Det var noget, gårdens forvalter sørgede for. Der var orden alle vegne, sådan ville Walther Sachs-Smith have det. Carl Emil havde også været ovre i maskinhallen, men der havde han heller ikke fundet noget.

Han startede bilen, og klimaanlægget satte i gang med en hidsig blæser, som fik bladene på blokken med noter og tidspunkter til at fare op. Hurtigt fik han skruet ned, mens han fortsat holdt øje med billygterne henne på parkeringspladsen.

Utålmodigt trommede han i rattet, mens han tænkte på sin søster. Søndag eftermiddag var han kørt ned til hende for at fortælle om bårebuketten. Først havde hun slet ikke villet høre på ham, men da han fortalte om silkebåndet med guldbogstaverne, havde hun endelig erkendt, at det måske godt kunne minde om en dødstrussel.

„Hvil i fred”

Det var svært at tage fejl af. Men hun havde hurtigt vendt det til, om det på nogen måde kunne udløse en trussel mod hende.

Typisk, tænkte han og mærkede igen vreden. Hun kunne bruge ham, når hun skulle opnå noget. Men hvis ting blev besværlige, trak hun sig med det samme, og i søndags havde hun snerret, at det kun var rimeligt, det blev ham, hvis det her kom til at ramme nogen. Hun sagde, at ved at sætte Dødsenglen til salg havde han bekræftet over for gud og hvermand, at familien var i besiddelse af ikonet.

Ideen havde taget form, da han sad på Wedersøes kontor, og da han kørte hjem efter besøget hos Rebekka, var det blevet helt klart for ham, at han var nødt til at ramme søsteren, hvis han skulle få hende til at hjælpe. Og hendes eneste sårbare punkt var datteren.

Mandag, tirsdag og torsdag gik hans niece til dans. Det var noget af et stramt program for en pige på otte et halvt, havde Carl Emil tænkt, da han hørte om den nye danseskole, men han vidste godt, at det var Isabella selv, der gerne ville.

Tidspunkterne passede, rutinen var den samme alle dage. Hun ankom kvart over fem og brugte ca. halvanden time på sin træning, og så var hun ude igen.

Det var altid den filippinske au pair, der kørte hende, for det var sjældent, hans søster nåede så tidligt hjem. Han fattede ikke, Rebekka gad arbejde så meget. Termo-Lux havde ikke brug for hende som administrerende direktør med alle de andre direktører, der hver måned hævede deres gedigne lønninger for at få det hele til at køre, men hans søster gjorde det selvfølgelig, fordi hele hendes identitet var klæbet op på den titel. Hun elskede, når sladderbladene omtalte hende som Danmarks smukkeste erhvervskvinde.

Det var længe siden, han selv var holdt op med at have sin daglige gang på firmaets hovedsæde i Roskilde. Nu koncentrerede han sig bare om at være godt forberedt til bestyrelsesmøderne, og så havde Wedersøe fået besked på at sige til, hvis han mente, at der var noget, Carl Emil burde tage del i. Beslutninger og den slags.

Men de sidste fireogtyve timer havde han haft sit fulde fokus på sin otte-årige niece.

Han holdt meget af hende, havde altid gjort det. Nogle gange følte han næsten, at Isabella var tættere på ham end på sin mor. Det var tit, de to havde lavet sjove ting sammen, som Rebekka aldrig kunne drømme om at bruge tid på. De var taget på udflugter til Lalandia, Djurs Sommerland, Disney i Paris. Sidstnævnte havde i øvrigt været alle tiders tur.

De tog sig god tid, skulle han love for. Kort fornemmede han uroen, der skød op i ham. Var der en anden vej ud fra parkeringspladsen? Eller havde Marybeth alligevel lagt mærke til ham?

I det samme fejede to billygter hen over den yderste række af parkerede biler, og langsomt kom de kørende ud fra pladsen. Uden at blinke drejede den lille bil ud på Helligkorsvej og fortsatte i retning mod Byvolden.

Da Carl Emil genkendte søsterens Mini, lagde han sig hurtigt ned over passagersædet og ventede, mens de kørte forbi. Han gav dem også tid til at forsvinde bag vejens bløde kurve, inden han selv svingede Range Roveren ud og fulgte efter. Der var ingen panik. Han vidste, hvor de skulle hen, så han kørte roligt og holdt god afstand.

Han åbnede vinduet en smule og tændte en cigaret, sugede, så gløden blev kraftig i mørket, og nød, at røgen fyldte hans lunger, og at der bredte sig en ro, der fysisk lagde en dæmper på hans rastløshed. Den havde været ved at overmande ham og gøre ham ufokuseret, mens han sad og ventede.

Mørket fik villaerne i Sct. Jørgensbjerg-kvarteret til at virke som små oaser, der sendte varmestråler ud i vinterkulden. Der var trafiktomt og stille på vejene, da han gled ind i rundkørslen ved Vikingeskibsmuseet uden at bremse ned. Hele tiden kredsede hans tanker omkring Isabella. Han havde brug for hende, hvis han skulle få sin søster til at hjælpe ham med at finde Dødsenglen.

Stod man foran det hellige ikon, ville man blive tilgivet sine synder, tænkte han og så på de røde baglygter, der kørte forude.

Sikke noget helligt vrøvl. Wedersøe havde fundet en masse frem om ikonet og dets historie, men Carl Emil havde ikke rigtig gidet læse det. Det var nok for ham at vide, at Dødsenglen havde en historie, der gik så langt tilbage, at den var sin alder værd i gode kontanter.

En halv milliard, hvis han altså delte med sin søster. Beløbet blev ved med at snurre i hovedet.

Da han talte med Wedersøe tidligere på dagen, havde advokaten fortalt, at hans amerikanske kontakt havde ringet og rykket for at få handlen bekræftet. Heldigvis var det lykkedes for Miklos at holde ham lidt hen, og de havde fået et par ekstra dage at løbe på.

Carl Emil tænkte igen på bårebuketten. Han var gudskelov i besiddelse af en vis portion selverkendelse og udmærket klar over, at han ikke var nogen modig mand. Men ærlig talt, så syntes han ikke, det var så fedt, at nogen havde lagt en bårebuket foran hans dør. Det kunne godt være, at han var ved at blive paranoid, men det var spooky, at den lige præcis lå der dagen efter, at politiet var begyndt at efterforske deres mors død som drab. Han havde spurgt et par af vennerne, om de havde været forbi lejligheden, men det så ikke ud til, at nogen vidste, hvad han hentydede til.

Ukoncentreret var han pludselig kommet alt for tæt på den lille Mini Cooper, da den stoppede for rødt. Han havde ikke bemærket blinklyset, var ikke forberedt på, at de ville smutte ind i drejebanen. Han slap speederen og huggede bremsen i, men kunne ikke nå at svinge ind og holde bag dem. I stedet var han tvunget til at trille op på siden af den lille bil, så de kom til at holde vindue ved vindue, og når lyset skiftede, måtte han fortsætte ligeud.

Carl Emil bandede lavmælt og sendte smøgen ud ad vinduet. Han følte sig iagttaget og bekæmpede trangen til at træde på sømmet for at komme væk. Men han gjorde det ikke, satte i stedet albuen op til sideruden, skjulte ansigtet i håndfladen og så lige frem. Lyset skiftede, og Range Roverens dobbelte turbo fik ham til at skyde frem, da han pressede speederen ned. Da han var kommet over lyskrydset, overvejede han kort at vende om og forsøge at indhente dem.

Men så blev han enig med sig selv om, at det var lige meget. Han vidste, at Marybeth hentede hans niece fra skolen, fulgte hende hjem, og lidt over fem blev hun kørt til dans, hvorefter hun blev hentet igen halvanden time senere.

Han havde styr på det og kunne lige så godt køre hjem og tage et varmt bad. Han var blevet kold og øm i kroppen af at sidde stille i bilen så mange timer. Carl Emil tændte for radioen og trykkede på sømmet, så Range Roveren skød af sted ud mod motorvejen.

Han smed bilen ved kantstenen uden for Sticks’n’Sushi på Strandvejen og nåede at ryge tre smøger, mens han gik rundt på fortovet og ventede på sin mad. Han fyldte også to øl og en dåse wasabiærter i posen og betalte med kontanter. Det var én af de ting, han havde planlagt. Han ville ikke have, at man kunne spore hans færden, så i stedet for at skulle bruge sine kreditkort havde han hævet kontanter i banken. Han satte forsigtigt sushiposen på passagersædet og sprang ind i bilen.

I radioen spillede de et gammelt Rolling Stones-nummer. Carl Emil skruede op og sad og trommede i rattet, da han svingede ned mod Tuborg Havn. For første gang siden lørdag morgen havde han ikke fornemmelsen af, at der sad en kold jernnæve i nakken på ham, som styrede ham rundt, uden at han vidste, hvem det var, der havde slået kloen i ham.

Han sang med, da han kørte ned i parkeringskælderen og nynnede stadig, da han forsigtigt løftede posen ud, så ris og fisk ikke blev væltet rundt. Overvejede om han skulle tage en tur i byen senere. Selvom det kun var mandag, var der sikkert nogen, han kendte inde på Vinbaren, men han risikerede, at journalisterne holdt øje med ham, og det orkede han ikke.

– I can’t get no satisfaction … I can’t get no, sang han, indtil elevatoren stoppede. – No, no, no!

Da han åbnede elevatordøren, tabte han posen med sushi på trappeopgangens mørke terrazzogulv.

Foran hans dør stod en gravsten, og hans navn var malet på den med groteske blokbogstaver.

„Carl Emil Sachs-Smith
Født 6/6 1972
Død 18/2 2010
Hvil i fred”

Nogen havde bestemt hans dødsdag. Han havde mindre end tre dage at leve i.

Carl Emil samlede posen med sushi op fra gulvet og fandt sine nøgler frem fra lommen. Da han låste sin dør op, begyndte han at græde.