– NEJ, GENTOG CAMILLA OG SÅ træt på Nymand. – Jeg har ikke nogen som helst grund til at tro, at Walther Sachs-Smith står bag drabet på sin kone, men det er åbenbart ligegyldigt, hvad jeg siger. Du tror ikke på det alligevel.

Politiinspektøren rømmede sig.

– Det er nu ikke helt rigtigt, indvendte han. – Jeg troede på dig, da du fik os til at få foretaget de nye analyser …

– Ja, afbrød Camilla, – og jeg havde ret. Så prøv nu i det mindste at gå ud fra at der også kan være noget om resten, jeg fortæller.

Hun var blevet bedt om at stille hos Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde klokken ni morgenen efter besøget på Willumsens kontor. De havde allerede været alt det igennem med, at hun risikerede at blive sigtet for at tilbageholde vigtige oplysninger i sagen, og Nymand havde endelig accepteret, at hun indtil en vis grad holdt fast i sin kildebeskyttelse.

– Du tror vel ikke, at Walther Sachs-Smith ville bede mig rette jeres opmærksomhed mod sin kones død, hvis det var ham selv, der stod bag drabet? spurgte hun og så på ham.

Nymand svarede ikke.

– Jeg vil gerne fortælle om mit møde med ham, men jeg kan ikke fortælle, hvor vi mødtes. Det har heller ikke nogen betydning.

– Fint, kom det fra Nymand, mens han vippede sin højryggede kontorstol.

– Walther Sachs-Smith deltog i et bestyrelsesmøde på Fyn, da han blev ringet op af familiens hushjælp, som fortalte ham om hustruens selvmordsforsøg. På det tidspunkt var ambulancefolkene ikke nået ud til gården, så Inger Sachs-Smith var endnu ikke blevet erklæret død, fortalte Camilla. – Han afbrød naturligvis straks sit møde, men da han sad i bilen, blev han ringet op igen. Hans kone havde ikke reageret på genoplivningsforsøgene.

Nymand nikkede, mens hun talte. Alt det stod allerede i rapporten.

Kort overvejede Camilla, om hun skulle have forsøgt at få fat i Walther, så de kunne aftale, hvor meget hun skulle fortælle politiet?

Nå, tænkte hun. Det var alligevel for sent nu, og der var vel heller ikke grund til at holde noget tilbage, hvis hun skulle forsøge at tale ham ud af en drabsmistanke.

– Vi har fået bekræftet fra flere af de andre mødedeltagere, at han deltog i bestyrelsesmødet, indskød politiinspektøren.

Hun nikkede uden at kommentere det.

– Han rejste samme dag, hans kone blev begravet. Da han havde taget afsked med gæsterne, kørte han hjem og pakkede en lille taske. Han lagde sine personlige papirer og sin pung på skrivebordet og tog i lufthavnen med sit pas og et par kreditkort, der gav adgang til hans udenlandske konti.

– Hvorfor? afbrød Nymand. – Var der en grund til, at han havde så travlt med at komme af sted?

Camilla foldede hænderne foran sig og trak vejret dybt.

– Han vidste allerede den dag, han blev kaldt hjem fra Fyn, at Inger ikke havde taget sit eget liv, men til at begynde med kunne han ikke få tingene til at hænge sammen. Det var først, da han om aftenen trak sig tilbage på sit kontor med en flaske whisky og en hel masse sorg, han ikke var klar til at dele med nogen, at han opdagede, at ikonet var forsvundet fra sømmet på væggen.

Hun opdagede med det samme den rynke, der trak spor over politiinspektørens pande og afbrød sig selv.

– Man kunne have fjernet mange værdifulde ting fra gården ude i Boserup, men hvis man ikke på forhånd kendte til historien om Dødsenglen, så ville det ikke være den, man gik efter.

Nymand nåede ikke engang at spørge, før Camilla selv gik i gang med at fortælle, hvordan Walther Sachs-Smiths far var kommet i besiddelse af den gamle kulturskat, og hvordan familien i næsten fyrre år havde bevaret hemmeligheden om, at den stadig eksisterede.

– Den dag Inger døde, blev han bange, forklarede hun. – Han var klar over, at nogen havde opdaget ikonet, og vidste, at de havde slået hans kone ihjel for at få fat i det. Derfor valgte han at rejse, da begravelsen var overstået.

– Findes det originale ikon stadig? spurgte Nymand.

Camilla nikkede.

– Og han har tænkt sig at bruge det til at lokke gerningsmanden frem igen, sagde hun. – Men det kan han først gøre, når I indser, at hans kone blev dræbt, og at de to ting hænger sammen.

Nymand var begyndt at nikke eftertænksomt.

– Tvivlen kan vel også komme ham til gode, mumlede han og tilføjede lidt højere. – Han har jo altid fremstået som en reel og hæderlig forretningsmand, så det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil tro på hans forklaring.

– Selvfølgelig er det oplagt at mistænke ham, når man ikke kender historien om Dødsenglen, hjalp Camilla. – Men det gør du nu.

Han gav hende ret.

– Gemmer han sig i Danmark, eller er han rejst ud af landet? spurgte politiinspektøren og lænede sig frem. – Og ved du, hvordan han har tænkt sig at gribe det an?

Camilla rystede på hovedet til begge dele. Det første ville hun ikke svare på. Det andet kunne hun ikke.

– Det ville unægtelig være nemmere at gå videre ad det spor, hvis vi kunne tale med ham.

Hun nikkede og sagde, at hun gerne ville sætte dem i forbindelse med hinanden, men hun var nødt til at tale med Walther først, så det var ham, der tog kontakten.

– Har han selv mistanke om, hvem der kan være opsat på at få fat i det gamle ikon?

– Han har forskellige bud på, hvem der kan være interesserede. Han har udarbejdet en liste, som han er villig til at sende til dig, når du føler dig overbevist om, at der kan være en sammenhæng. Der er flere internationale samlere og kunstfanatikere, som han kalder dem, der har udvist særlig interesse for at spore ikonet. Gennem årene har han også fulgt med i de udenlandske tidsskrifter, hvor samlere og historikere har skrevet om ikonet. Men jeg ved ikke, om der ligefrem er nogen konkret, han selv mistænker.

– Sig til ham, at vi gerne vil tale med ham, og at vi naturligvis også er interesserede i at følge det spor, han mener, har ført til drabet på hans kone. Men vi har jo brug for at vide noget mere for at komme i gang.

Camilla skulle til at rejse sig, da han trak luft ind for at fortsætte.

– Hvordan er det nu, dit private forhold er til familien Sachs-Smith?

Hun åbnede vantro munden og lod sig dumpe ned igen, mens hun overvejede, om hun mon ikke bare burde ignorere spørgsmålet. Samtidig blev hun irriteret over, at han alligevel tvivlede, nu hvor hun havde fortalt, hvad hun vidste.

– Mit private forhold til familien begrænser sig til det, jeg lige har fortalt dig. Jeg har mødt ham og lyttet til det, han fortalte. Mere kender jeg ikke til Walther Sachs-Smith.

– Det var nu også mere den ældste søn, jeg mente, korrigerede politiinspektøren.

– Der eksisterer ikke noget privat forhold, svarede Camilla kort.

Han løftede et bryn.

– Jeg havde ellers forstået, at I så noget til hinanden på et tidspunkt?

– På et tidspunkt ja, men ikke længere, svarede hun og rejste sig, så hun kunne komme væk fra det blik, der borede sig ind i hendes privatsfære. Hun sagde farvel henne fra døren og lukkede den hurtigt efter sig.

Ude på gangen stoppede hun op et øjeblik og lukkede øjnene. Hun havde forberedt sig på, at han ville spørge til Frederik, og havde også forberedt, hvad hun ville svare, og så kunne hun alligevel ikke.

Camilla begyndte at gå hen mod trappen og ned mod de store glasdøre, der førte ud mod parkeringspladsen.

Hun savnede ham, og han var i hendes tanker hele tiden, selvom hun kæmpede for at holde ham væk. De havde haft det fantastisk, mens hun og Markus boede hos ham i Santa Barbara. Han havde også besøgt hende to gange, efter at de var rejst hjem, og nu gjorde han alt det rigtige: Ringede og sendte blomster.

Det var hans ro, hun godt kunne lide. Han hvilede i sig selv og var ikke bare sin rige fars søn. Hun var også faldet for, at han var så upåvirket af familiens rigdom og i stedet havde udnyttet sit eget talent. Han var bare alt for langt væk. Det ville komme til at gøre for ondt den dag, de erkendte, at det alligevel ikke gik med den store afstand. Og det havde hun besluttet at spare sig selv for.

Savnet forsvandt bare ikke af den grund.

Hun sad lidt i bilen, inden hun var klar til at køre hjem. Tænkte, at hun måske burde trække sig ud af alt det her med Walther og skubbe familien fra sig. Hver gang hun beskæftigede sig med faren og den aftale, de havde indgået, tænkte hun også på Frederik. Men selvfølgelig kunne hun ikke bare springe fra sin aftale, og hun var allerede i gang med artiklerne.