– POLITIET OG OBSERVATIONSGRUPPEN GENNEMSØGER OMRÅDET omkring danseskolen, gentog Louise, da Rebekka Sachs-Smith igen rakte en pegefinger ud og anklagede hende for, at der ikke blev gjort nok for at finde Isabella. – Der er mandskab ude over hele byen for at lede efter hende.

– Hvem siger, hun overhovedet er her i byen? kom det fortvivlet.

– Det er der ingen, der siger, svarede Louise roligt og havde været forberedt på beskyldningerne. Vidste, at de kom væltende ud i afmagt og forsøgte at svare så godt, hun kunne. Men hun lod sig ikke rive med af den dybe frustration.

Hun var lige kommet tilbage i stuen efter at have talt med Rønholt. Hans oplysninger snurrede i hovedet på hen-de, men hun var nødt til at holde fokus. Den lille pige havde også været væk et døgn nu, og alt omkring overleveringen skulle på plads, når kidnapperne tog kontakt næste gang.

Koncentrationen og stemningen lå tungt over stuerne.

– Din far har ringet til Nymand, sagde Louise og så på Rebekka. – Han er på vej hjem.

– Hvorfra? spurgte hun og så på Louise. – Hvor er han på vej fra?

– Jeg er ikke klar over, hvor han har opholdt sig, svarede hun og ignorerede det aggressive tonefald. – Men han har forsikret os om, at Dødsenglen er klar til overleveringen i aften. Din bror får besked, når det er fremskaffet.

Rebekka begyndte stille at græde.

– Han skulle ikke være rejst. Han kunne ikke tillade sig at rejse.

Nu var det ham, hendes beskyldninger blev kastet imod. Louise lukkede af, men de kom i en lind strøm. Irrationelle og ubehagelige.

– Jeg forstår, det er svært, men stol på, at vi sammen får din datter hjem, uden at der sker hende noget, forsøgte hun.

– I ved jo ikke, om der allerede er sket hende noget.

Nu røg vreden tilbage mod Louise, men stoppede, da Rebekka sank sammen i den brede lænestol og lukkede øjnene.

– Undskyld, hviskede hun så.

– Det er i orden, sagde Louise og så op på tavlen ved siden af sofaen.

13.21 havde de modtaget beskeden om, at de skulle have ikonet klar klokken 21.

13.30 skrev Louise tilbage og bad om et proof of life. Hun bad om navnet på den dukke, Isabella havde fået af sin mormor.

13.32 Greta Garbo, kom det tilbage.

Da Palle havde skrevet tidspunkterne op på tavlen, sendte hun en ny besked, hvor hun bad om at få sendt et billede af Isabella.

Det var endnu ikke kommet.

– Hvad gør de mon med hende? spurgte Rebekka ud i luften. – Det satans, skide ikon, råbte hun så pludselig og slog i stolens armlæn med voldsom kraft.

– Hvad er der med det ikon? spurgte Louise uanfægtet og fornemmede for første gang i de timer, de havde tilbragt sammen, at der måske kom noget.

Skiftet skete så hurtigt, at det var svært at vide sig sikker på, at det rent faktisk havde været der.

– Der er vel ikke noget med det. Men det kan vel for pokker ikke være så vigtigt for nogen, at de behøver at tage min datter, sagde hun, som om udbruddet aldrig havde fundet sted.

– Hvad er historien om det ikon egentlig? spurgte Louise og forsøgte at lyde interesseret uden at virke nysgerrig.

– Det var en tilfældighed, at det overhovedet havnede hos os, svarede Rebekka og lød træt.

– Har I nogensinde fået det vurderet?

– Nej, svarede Rebekka og slog ud med hånden, men Louise nåede at se reaktionen. – Men for en fanatisk samler er det vel uvurderligt.

– Men I har aldrig fået sat beløb på? konstaterede Louise, og Rebekka rystede på hovedet.

– Det har aldrig været planen at sælge, og så vidt jeg ved, findes der heller ikke et certifikat til ikonet, som gør, at det kan handles lovligt. Men jeg har ærlig talt ikke sat mig ind i det.

– Den slags handles jo alligevel, indskød Louise. – Det foregår bare ikke ude i det offentlige rum.

Rebekka trak på skuldrene.

– Hvorfor sms’er de ikke det billede af hende? skiftede hun emne.

– De trækker bare tiden, det gør ikke noget. Det er os, der har et problem, hvis vi ikke når at fremskaffe ikonet inden ni i aften.

Det summede på bordet.

Bekræft overlevering kl. 21, stod der.

Louise rejste sig og gik ind efter Thiesen, som sad i den bagerste stue sammen med Palle. Ud over oplysningerne på tavlen sammenførte Palle Krogh de informationer, der løbende kom fra Roskilde Politi, og sammen med Thiesen vurderede han, hvilke Louise skulle give videre til Rebekka, og hvad de indtil videre holdt for sig selv.

Selvom Thiesen var chef for den samlede forhandlergruppe, havde han på denne opgave udpeget sig selv som taktisk rådgiver i den tre-mands forhandlercelle, han selv havde nedsat. Nu rejste han sig og kom ind til dem.

– Tør vi bekræfte det? spurgte Louise, da han gik hen og stillede sig ved vinduet og så ud over fjorden.

– Jeg synes, det er for tidligt, sagde han, da han havde tænkt sig lidt om.

– I skal bekræfte! råbte Rebekka og fløj op fra stolen. – I er nødt til at sige, at vi holder aftalen. Hvis far har lovet at fremskaffe Dødsenglen, så gør han det!

– Vi bekræfter ikke noget, før vi har ikonet, afgjorde Thiesen og så på Louise. – Du er nødt til at holde dem hen. Bed igen om et billede af pigen og sig, at vi ikke kan bekræfte noget, før vi ved, at hun har det godt.

Rebekka sank sammen. Hun var bleg, men der kom ikke flere tårer, heller ingen nye vredesudbrud.

Louise sad med den lille Nokia i hånden og tænkte sig om, inden hun skrev.

„Kan ikke bekræfte aftale, før vi har modtaget et billede.”

I starten havde de overvejet, om de skulle lade Rebekka skrive selv, men de var blevet enige om, at Louise lige så godt kunne gøre det. Det var alligevel ude i alle medier, at forhandlergruppen var rykket ind hos moren.

Hun sad et øjeblik og læste teksten igennem, inden hun sendte. Det var første gang, hun havde været ude for, at al kommunikation foregik gennem tekstbeskeder.

Nymands folk arbejdede på at lave en sporing via mastesignalerne, men det tog tid og var kompliceret, når det drejede sig om taletidskort.

„Kan ikke love, hun bliver ved at have det godt, hvis I ikke bekræfter aftalen inden for en time.”

Rebekka rettede sig op i stolen, da den nye besked bippede ind. Louise smilede hurtigt til hende.

De ved godt, det tager tid, sagde hun beroligende og gik ind til Thiesen for at rådføre sig.

De begynder at true, hviskede hun og viste ham beskeden. Hurtigt udvekslede de blikke uden at sige noget, så nikkede han til hende, og Louise satte sig på et armlæn og skrev tilbage.

„Isabella er jeres ansvar, og hvis der sker hende noget, kan vi ikke samarbejde. Skal vi fortsætte eller stoppe?”

Louise sendte og blev siddende et øjeblik med telefonen hvilende på låret, mens hun så ud over vandet.

Hun mærkede, at hendes puls var steget og vidste, at den sidste besked kunne blive et ubehageligt vendepunkt. Det bedste var altid at forhandle ansigt til ansigt, så man kunne aflæse hinanden og bruge sin mimik, når man betonede sine ord. Næstbedst at tale sammen i telefon, så lå deres tone under ordene. Det var sværere med de her tekstbeskeder. Ordene blev så uoprettelige, og man fik ikke sagt nok.

Hun gik tilbage i stuen og satte sig over for Rebekka. Ingen af dem sagde noget, men Louise kunne se på hende, at hun havde opfanget, at der var sket noget. Noget der ikke var godt.

Hendes blik var mørkt, men hun forholdt sig tavs. Sad bare og betragtede Louise, mens stilheden voksede.

Så kom bippet, og det gav et sæt i Rebekka overfor.

„Vi fortsætter,” stod der. Og lidt efter kom der en billedbesked.

Da Louise havde åbnet den, rejste hun sig og gik over til lænestolen og viste Rebekka, hvordan hendes datter sad op ad en anonym hvid baggrund og smilede høfligt. Ikke hjerteligt, men heller ikke skræmt, bare som om hun var blevet bedt om at smile til fotografen.

– Åh, gudskelov, udbrød Rebekka og rakte ud efter mobilen. Et øjeblik sad hun bare helt stille og knugede den mod sit hjerte, så kiggede hun igen på billedet, inden hun rakte telefonen tilbage til Louise.