DA DE KØRTE HJEM FRA politistationen, talte Rebekka nonstop. Om morgenen, da Carl Emil havde samlet hende op foran hovedindgangen til Termo-Lux for at tage hende med til mødet hos politiet, havde hun knap værdiget ham et blik. Det var helt tydeligt, at hun havde lagt ham på is efter besøget på Wedersøes kontor, men nu var hun oprevet og hektisk over politiets beskyldninger mod deres far.

– Det er altid noget, far ikke selv oplever, at politiet mistænker ham for drabet, sagde han. – Det ville have slået ham helt ud.

Hun vendte sig mod ham og rystede på hovedet.

– Tænker du kun på far? udbrød hun vredt. – Tænker du ikke på, at det her kommer til at ramme mig. Hvordan tror du ikke, folk vil reagere, når de hører om det? Man har medfølelse, når en familie bliver ramt af et selvmord, men ikke, hvis et familiemedlem bliver anklaget for drab. Sladderen vil gå, og aviserne vil elske det.

Carl Emil slap målløs speederen, og efter et hurtigt kig i sidespejlet vippede han den store Range Rover op over cykelstien.

– Synes du kun, det her handler om dig? spurgte han, ude af stand til at skjule sin afsky. – Det er da langt mere alvorligt, at politiet mistænker far for at stå bag drabet.

– Jeg vil ikke finde mig i at blive behandlet på den her måde, snerrede hans søster. – Hvis politiet skal vide mere, må du tage dig af det. Så passer jeg firmaet imens.

Carl Emil stirrede rystet frem for sig uden at kommentere det sidste, så blinkede han ud og fortsatte i tavshed videre ad Frederiksborgvej. Der var ikke noget at sige til, at Jeffrey var skredet fra hende. Deres ægteskab havde holdt i knap fire år, så havde englænderen fået nok og flyttede ind i en lejlighed på Kongens Nytorv.

Han havde da heller ikke selv befundet sig godt, da han blev udsat for et bombardement af spørgsmål omkring sin gøren og laden den dag, deres mor blev fundet død. Og så var der det med insulinen. Han kunne jo ikke benægte, at han altid havde insulin på sig, sådan var det med sukkersygepatienter, og han havde altid noget liggende ude på gården, så i princippet havde deres far haft adgang til det. Gennem hele forhøret havde han forsøgt at bevare fatningen, men flere gange blev han hylet ud af den, og til sidst var han helt forvirret.

Det eneste, han med sikkerhed kunne huske fra den dag, var, at han befandt sig i en seng med en kvælende duft af roser, da de ringede og fortalte, at hans mor var død. Heldigvis kunne han huske, hvor pigen boede, så han havde kunnet give betjenten både adressen og hendes navn.

Carl Emil bremsede ned og holdt for rødt, mens han i præcise nuancer var i stand til at genkalde sig den afslappede og behagelige følelse, han havde haft i kroppen, da han svarede mobilen, og han kunne også uden problemer genkalde sig følelsen af ufatteligt tab, da han hørte om selvmordet. Det var, som om kulden havde lammet hans krop, og den lå stadig gemt et sted inde i marven.

– Far slog ikke mor ihjel, sagde han uden at se på søsteren.

– Insulin, hviskede Rebekka efter en lang pause. – Hvad har du at sige til det?

Han ville ikke svare, kørte bare videre.

– Så er det måske ikke et tilfælde, at Dødsenglen er forsvundet? fortsatte hun.

Drab kamufleret som selvmord, havde politiet sagt. Det havde svært ved at trænge ind. Lige nu kunne Carl Emil slet ikke gennemskue konsekvensen af de nye oplysninger. Han havde blikket på vejen og kunne ikke se på sin søster, men han mærkede hendes blik.

– Farfar og far kunne holde på en hemmelighed. Hvorfor kommer det ikke bag på mig, at det er dig, der bryder den? Hvorfor kunne du ikke bare holde din kæft! Det er så typisk dig! Du får aldrig nok, uanset hvor meget du får.

Gemt bag de mørke solbriller og det farvestrålende tørklæde virkede hun bleg og skrøbelig, men vreden i hendes stemme var isnende. Han måtte erkende, at han havde svært ved at rumme de sidste timer. Anklagerne mod faren. Mistanken mod ham selv og beskyldningerne. Det var først, da han var kommet ind på betjentens kontor ved siden af, at det rigtig gik op for Carl Emil, at han var blevet en del af en drabsefterforskning, og at hele familien tilsyneladende var blevet midtpunkt i drabssagen.

De kørte et øjeblik i tavshed, indtil hun trak vejret dybt, som om hun skulle tage sig sammen for at tale til ham.

– Hvor mange har du indviet i hemmeligheden om Dødsenglen?

Han sukkede og blinkede til venstre, ventede, til de modkørende var forbi, og drejede så ind over vejen og ind gennem indkørslen til søsterens store villa, der lå helt ned til Roskilde Fjord. Småstenene knasede under Range Roverens brede dæk, da han langsomt trillede hen og parkerede ved siden af hendes lille, smarte Mini Cooper med kaleche. Hendes store Audi holdt stadig ude i firmaet.

– Ingen ud over Miklos, svarede han og trak på skuldrene. – Men jeg kan jo ikke garantere, at rygtet ikke er begyndt at sprede sig, da han gik i gang med at undersøge markedet.

– Din store idiot, udbrød hun.

Han nikkede, mens han lod blikket glide ud over fjorden. Reelt vidste han ikke, hvor mange der var blevet indviet. Han havde selv skrevet et par mails til to auktionshuse for at høre, hvad deres erfaringer var med et gammelt artefakt som kirkeikonet, men de havde begge svaret, at hvis der vitterlig var tale om en kulturskat, så kunne de ikke hjælpe. Den skulle tilbageleveres til Istanbul, hvor Hagia Sofiakirken var blevet omdannet til museum.

I det samme fløj hoveddøren i den store, hvide villa op, og hans otte-årige niece kom løbende hen mod bilen i lyserøde Crocs. Hurtigt hoppede han ud og omfavnede hende, inden Rebekka nåede at komme imellem dem. Længe holdt han Isabella ind til sig, inden han bøjede sig og gav hende et kys på hver kind.

– Hej, prinsesse! sagde han. – Hvordan går det med dansen?

– Godt, sagde hun og smilede stolt. – Jeg skal danse først til forårsopvisningen, og jeg har selv syet noget til den kjole, jeg skal have på. Vil du med ind og se?

Carl Emil rystede på hovedet.

– Jeg kan desværre ikke nå det i dag. Men næste gang vi ses, vil jeg meget gerne, og så kan du også vise mig, hvad du skal danse.

Pigen nikkede ivrigt.

Rebekka kom hen og kyssede sin datter. Hun havde armen om hende, da de begyndte at gå op mod huset. Hurtigt tog Carl Emil et par skridt efter søsteren og lagde en hånd på hendes skulder.

– Bekka, for helvede. Vi har ingen glæde af Dødsenglen, og vi har åbenbart ikke engang set den ægte, så vi kommer ikke til at savne den. Hjælp mig nu med at lede.

Han kunne høre, at han tryglede, og han hadede sig selv for det, men hun havde ikke eneret på at bestemme over det, der havde været deres forældres.

Hun gjorde en bevægelse med skuldrene, som om hun rystede ham af sig, og uden at se på ham sagde hun:

– Dødsenglen er en del af familiens historie. Den skal ikke sælges.

Så gik hun op mod huset med sin datter i hånden.