REBEKKA VAR BLEGERE END FØR. Hun stod og klamrede sig til døren, og et øjeblik var Louise bange for, at hun var ved at besvime.

– Hvorfor aflyser de pludselig? spurgte hun og slog ud med armene.

Rebekka havde sparket sine flade sko af og gik rundt på bare fødder. Det var, som om hun hvileløst gled hen over det blanke sildebensparket uden rigtig at røre det.

– De ved, vi har fremskaffet Dødsenglen. Hvorfor kan jeg så ikke få min datter tilbage?

Louise bed sig i underlæben og rystede lidt på hovedet.

– Jeg ved det ikke, svarede hun ærligt.

Hun havde også lige haft Rebekkas eksmand i røret. Jeffrey var helt ude af den og ville ud til dem i villaen, så han kunne følge med og være der. Det havde fået Rebekka til at bryde helt sammen igen.

Thiesen havde afværget ved at lukke huset af, så længe forhandlergruppen var til stede, så nu skulle en af Nymands betjente tage sig af pigens far og forsøge at berolige ham, mens de løbende holdt ham underrettet.

Men uroen var også ved at kravle ind under huden på Louise, selvom hun forsøgte at holde den tilbage. Hun sad med den lille Nokia i hånden. Beskeden var kort og umulig at tyde noget ud fra.

„Kl. 21 aflyst”

Hun havde skrevet tilbage og bedt om et nyt tidspunkt. Palle havde instrueret hende om, at når gidseltagerne aflyste med så kort varsel, måtte hun ikke lave en ny aftale før i morgen. De skulle have tid til at forberede det ordentligt, så de var sikre på, at der ikke skete pigen noget.

– Træk tiden og hold hovedet koldt, gentog han og lagde en hånd på Louises skulder.

Marybeth havde været til afhøring inde på politistationen, men nu var hun tilbage og havde serveret kolde sodavand og stillet et fad med kiks på sofabordet. Det var også hende, der gik rundt og tændte de store standerlamper med de elegante silkeskærme, da mørket var faldet på. Et blødt lys havde bredt sig i stuen. Hun gik hen og trak de tunge gardiner for og tændte en lampe mere på chatollet.

– Vi må hellere få fat i din bror og fortælle, at det alligevel ikke bliver i aften, sagde Louise og fulgte Rebekka Sachs-Smith med blikket. Hendes skuldre hang, og der var sket noget med udtrykket i hendes øjne. Lige siden Louise kom ud i den store villa, havde hun tydeligvis befundet sig i chok. Apatisk havde hun siddet og stirret fraværende frem for sig, og det var umuligt for Louise at blive klog på, hvad der foregik inde bag det lukkede blik. Indtil videre var den tilstand kun blevet afbrudt af de øjeblikke, hvor hun rasende for op og skældte ud eller beskyldte Nymand og hans folk for ikke at være ihærdige nok med at finde hendes datter.

Det svingede, men mest derhen hvor hun ikke rigtig var til stede. Nu var blikket blevet mere modløst, som om noget i hende havde mistet troen på, at Isabella kom hjem igen.

– Han sagde, han ville komme, men det er over en time siden. Og nu tager han ikke sin telefon, sagde hun og sukkede, som om det var noget, hun var vant til fra sin brors side.

Rebekka sank ned i en lænestol.

– Kan du ikke prøve at ringe? spurgte hun og så indtrængende på Louise.

Louise studsede kort, men nikkede så. Hvorfor skulle det hjælpe, at hun ringede op? Hun gik ind til Thiesen og tog sedlen med kontaktnumre. Palle havde lavet den, da de kom. Der var sat en lille, sort kuglepensstjerne ud for de numre, politiet havde sat aflytning på.

Ud for Carl Emil Sachs-Smith sad der en stjerne.

Hun ringede op, men den gik straks på svarer. Kort bad hun ham ringe tilbage og trak på skuldrene, da hun lagde sin telefon på bordet.

– Svarer stadig ikke, sagde hun. – Ved du, hvor han var, da han ringede til dig?

Rebekka rystede på hovedet.

– Han sagde bare, at alt var i orden. Og at Dødsenglen befandt sig lige i nærheden, så han kunne hurtigt komme med den.

Louise nikkede og rejste sig for at gå tilbage til Thiesen og Palle i den bagerste stue.

– Har I fået noget på hans telefon? spurgte hun.

Thiesen rystede på hovedet.

– Men det må være oppe at køre nu, så jeg beder dem tjekke.

– Vi får ikke kontakt, sagde Louise og trak vejret dybt. – Hverken med gidseltagerne eller broren.

Hun trak bekymret en hånd gennem håret og kunne se, at hun ikke var den eneste, der ikke brød sig om det. Thiesens læber var blevet smallere, og der sad en lille rynke hen over næseryggen.

– Til helvede med de tekstbeskeder, vrissede han. – Har du prøvet at ringe op?

Louise nikkede.

– Den er slukket. I hvert fald går den ikke igennem. Jeg tænker, at de slukker den, når den ikke er i brug. De er vel opmærksomme på, at vi vil forsøge at spore dens opholdssted.

Han nikkede og gnubbede åndsfraværende tindingerne med to fingre.

– Er Nymand informeret om aflysningen? spurgte Louise og så på Palle, der havde kontakten med politiinspektøren.

– Det tror jeg, men lad mig lige tjekke.

Han tog sin mobil og ringede op, men begyndte allerede at ryste på hovedet, mens den anden talte.

– Nej, sagde han i røret, – vi har ikke modtaget nye instrukser, så vi afventer.

– Og den gamle Sachs-Smith kan vi ikke få fat i. Han sidder i en flyver på vej hjem, indskød Thiesen hen over bordet.

Louise nikkede.

– Hvordan fik Carl Emil egentlig fat i ikonet, ved vi det? spurgte hun og så på sine kolleger.

– Det vides ikke, men den gamle ringede til Nymand fra nowhere og insisterede på, at det var hans søn, som skulle udveksle ikonet med barnebarnet. Hvis politiinspektøren ville love det, skulle han nok sørge for, at Dødsenglen blev fremskaffet og var klar til den aftalte tid.

Louise lænede sig op ad vindueskarmen, mens hun lyttede med en stigende fornemmelse af, at der var noget galt. Der var en skjult dagsorden et eller andet sted, hun kunne bare ikke få øje på den, og det begyndte at irritere hende.

Det lå i Rebekkas blik og i Walther Sachs-Smiths beslutning om at udveksle uden om politiet, selvom han måtte være klar over, hvilken risiko der var forbundet med den løsning.

– Jeg ved ikke, hvordan han har fået det arrangeret, men han må jo have klaret det over telefonen, fortsatte Thiesen. – Nu mangler vi bare, at de skiderikker kommer på banen igen.

Louise nikkede og havde pludselig en rimelig klar fornemmelse af, hvem der havde fremskaffet ikonet.

– Jeg går lige udenfor, sagde hun og greb sin jakke, mens hun bad dem lytte efter den lille Nokia imens.

– De har aflyst, sagde Louise, da Camilla tog telefonen.

– Aflyst hvad?

– Udvekslingen af ikonet og Isabella Sachs-Smith.

– Hvad så med pigen? Har I fået livstegn?

– Nej, vi har ikke fået en skid, der er fuldstændig tavst. Og vi kan heller ikke komme i kontakt med Carl Emil, fortalte hun og ventede kort på, at veninden selv ville begynde at tale. Men det gjorde hun ikke.

– Hvor er ikonet, og hvor er han?

– Hvor længe har I forsøgt at få fat i ham? spurgte Camilla i stedet for at svare.

Louise kunne høre, at der skete noget omkring hende, en dør smækkede, og der var fodtrin.

– Er du ude? spurgte hun.

Nu smækkede en hoveddør, og hun hørte, at Camilla løb.

– Hvor skal du hen?

– Har I ringet hjem til ham? spurgte veninden, og samtidig kunne Louise høre en bildør og en motor, der startede.

– Camilla, du ved, hvor ikonet er. Hvor er du på vej hen?

– Giv mig en halv time, så ringer jeg tilbage.

– Nej, det gør du fandeme ikke. Du fortæller mig, hvor du skal hen. Pigen er otte et halvt, og vi kan ikke få kontakt. Du er nødt til at arbejde på vores side nu. Rebekka siger ikke noget, og der er tydeligvis noget, vi ikke ved. Noget de ikke har fortalt.

– Hvad mener du?

– Jeg fornemmer bare, at der foregår noget, som vi ikke er involveret i, og hvis du kender til det, er det helt uforsvarligt, hvis du holder det for dig selv.

– Jeg ved ikke, hvad du mener, svarede veninden.

– Hvor mange er klar over, hvor ikonet befinder sig nu? spurgte Louise og prøvede i en mere afdæmpet tone.

– Ingen.

– Jeg er bange for, at der måske også foregår noget, du ikke ved besked om. Jeg tror, der er flere indblandet, og måske har de taget røven på dig.

– Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Der er sgu ingen, der har taget røven på mig. Jeg har talt med Walther, og du har ret, jeg ved, hvor ikonet er. Og jeg gætter på, at Carl Emil er samme sted, så giv mig en halv time.

– Nu fortæller du, hvor du er på vej hen, ellers er jeg nødt til at sætte et spærrekort på din bil, sagde Louise, selvom hun godt vidste, at hun ikke havde noget på Camilla, som berettigede, at hun fik hende efterlyst. – Men du ved måske også, hvor pigen er, for så kan jeg hente hende hjem til sin mor, mens du farer rundt og leger heltinde?

– Hold lige op, afbrød Camilla og lød endelig ramt.

– Hun er otte år, gentog Louise stille.

– Ikonet er nede på Prindsen, og det var Carl Emil også for et par timer siden.