– DET ER IKKE WALTHER SACHS-SMITH, der har slået sin kone ihjel. Nu må I holde op, udbrød Camilla vredt, da hun var blevet placeret på Willumsens kontor med kaffe i en hvid kantinekop. – Jeg har siddet til afhøring hele formiddagen i et kosteskab nede på Roskilde Politistation, fordi de tosser har set sig blinde i den sag, de lige har fået hul på.

Hun rystede arrigt på hovedet og så hen på Willumsen.

Louise forholdt sig tavs og i baggrunden. Camilla og Willumsen havde gennem årene haft nogle gevaldige sammenstød, men lige nu lod det pudsigt nok til, at de spillede på samme banehalvdel.

– Det er meget muligt, du har ret, medgav han. – Men der må jo være en grund til, at du har fået Nymand til at åbne sagen.

Camilla foldede langsomt hænderne på bordet foran sig og lagde ikke engang skjul på, hvor nøje hun vægtede sine ord, inden hun nikkede og gav ham ret.

– Selvfølgelig har jeg en grund. En rigtig god grund endda. Det drejer sig om Dødsenglen, sagde hun så og afventede, om han reagerede på navnet.

Louises efterforskningsleder løftede et bryn og bad Camilla uddybe.

– Jeg er ikke helt med, indrømmede han.

Camilla rystede på hovedet.

– Nej, sagde hun. – Selvfølgelig ikke. Det var Nymand heller ikke. Hver gang jeg begyndte at fortælle om Dødsenglen, afbrød han mig og spurgte i stedet til mit forhold til Frederik Sachs-Smith. Nymand føler sig overbevist om, at det må være ham, der har sat mig på sporet af noget.

– Er det da ikke det? indskød Willumsen.

Hun tog sig hurtigt i at sige noget og slog ud med hænderne.

– Jeg kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder i forbindelse med den viden, jeg har fået. Jeg er underlagt kildebeskyttelse, det ved I også godt, sagde hun og så direkte på Willumsen, der nikkede fromt, selvom Louise bemærkede den kraftige rynke, der trak et langt, lige spor hen over hans pande.

– Den dag Inger Sachs-Smith blev slået ihjel, forsvandt Dødsenglen fra hendes mands kontor. Den har hængt der de sidste femogtyve år, og i alle de år har den været en velbevaret familiehemmelighed, forklarede hun og lænede sig lidt frem mod Willumsen. – Det drejer sig om en gammel, byzantinsk kulturskat, som slet ikke burde være i familiens eje, men de nærmere omstændigheder er helt ligegyldige i første omgang. Faktum er, at den kan være meget attraktiv for samlere.

– Hvad sagde Nymand til den oplysning? spurgte Willumsen interesseret.

– Han havde aldrig hørt om den, og det vil jeg heller ikke bebrejde ham. Men jeg gav ham en kopi af det her. Hun tog et plastikchartek op af sin taske og smed det på bordet.

Politikommissæren begyndte at sprede papirerne ud på sit skrivebord. Det bagerste var en liste med talkolonner.

– Det er omregnet i danske kroner, sagde hun og betragtede ham, mens han læste.

„Jackson Pollock painting – 833 mill. kr.
Picasso’s nude, Green Leaves and Bust – 630 mill. kr.
The Wittelsbach Diamond – 140 mill. kr.
Blue and white jar, Guan Yuan Dynasti – 130 mill. kr.
The Jenkins Venus (late 1st, mid 2nd century) – 68 mill. kr.
Umayyad Cordoba, Hind Spain – 31 mill. kr.
Mamluk enameled glass jug, Egypt or Syria – 28,3 mill. kr.”

– Berømte kunstgenstande bliver handlet for eksorbitante beløb, sagde hun og så på Willumsen, mens hun holdt en lille pause.

– Det her, sagde hun så og pegede på papirerne, – er ting, som er blevet solgt fra auktionshusene Christie’s og Sothesby’s. Det er registrerede genstande, der frit kan handles. Eftertragtede kulturskatte, som ikke har certifikat til at måtte sælges, ligger i en helt anden prisklasse på det illegale kunstmarked.

Willumsen studerede tallene i tavshed. Da han var færdig, så han hen på Camilla uden at sige noget.

– Det, jeg forsøger at sige, er bare, fortsatte hun, – at den type kunstskatte kan være meget værdifulde. Derfor mener jeg, at det bør interessere politiet, hvem der fjernede ikonet fra Walther Sachs-Smiths kontor den samme dag, som hans kone døde.

Politikommissæren nikkede.

– Det kan jo være Sachs-Smith selv, påpegede han. – Det her ændrer ikke ved den opfattelse, Nymand har. Hvis vi ser bort fra, at han skulle have fulgt sin kone i døden, men i stedet forudsætter, at han har slået hende ihjel og siden er gået under jorden, så er det vel meget oplagt, at han først har sikret sig de mest værdifulde ting i hjemmet?

Hun rystede på hovedet og lukkede øjnene et øjeblik, inden hun igen så på ham.

– Det var ikke det ægte ikon, han havde hængende på væggen. Så dumdristig er han trods alt ikke, sagde hun og fortalte, at Walther Sachs-Smith havde fået lavet en kopi mange år tidligere. – Men faktum er, at den forsvandt, den dag hans kone blev slået ihjel.

Willumsen trak munden op til et smil.

– Hvis den ikke var værdifuld, så er det måske lidt meget at lægge motivet dér, sagde politikommissæren og skubbede papirerne sammen.

Camilla var begyndt at ryste på hovedet. Louise kunne se, hvordan hele hendes følelsesregister afsatte små reaktioner i hendes mimik. Et øjeblik så det ud, som om hun var ved at græde, men så hamrede hun begge håndflader i bordet.

– Tro nu bare på mig, råbte hun, mens kaffekoppen dansede i sin underkop. – Han har ikke gjort det!

Det gav et spjæt i Willumsen.

– I ser i en forkert retning. Det her handler om ikonet.

I næste øjeblik lænede hun sig ind over politikommissærens skrivebord.

– Hvor meget kender du til det kup, Carl Emil og Rebekka lavede mod deres far, da de overtog magten i Termo-Lux?

Willumsen trak på skuldrene og erkendte, at det begrænsede sig til det, der havde stået i aviserne hen over efteråret.

– De to søskende er skruppelløse, sagde Camilla. – De er i stand til at gå hele vejen. Det skal du ikke tage fejl af. De har lige vist over for hele Danmark, at der ikke er noget, der er helligt. Det var for pokker Walther og hans far, der byggede firmaet op, og de to unge havde ingen moralske problemer med at snyde ham for en formue, da de smed ham ud.

– Jeg kender ikke til de nærmere omstændigheder, men så vidt jeg forstod, blev han da købt ud, forsøgte Willumsen.

Hun verfede ham af og afbrød.

– Der tager du fejl. Det var den mest beskidte og infame firmaovertagelse, du kan forestille dig, og det undrer mig i grunden, at de slap godt fra det. Men forældrene har sikkert ikke brudt sig om at få alt deres vasketøj hængt offentligt til tørre. Den sag burde være havnet ude i afdelingen for særlig økonomisk kriminalitet, tilføjede hun.

– Har det også noget at gøre med det billede, du talte om?

Willumsen så ud til at have tabt tråden.

– Det hele hænger sammen, udbrød Camilla. – Det viser, hvor iskolde i røven de to søskende er. De ville sælge deres afdøde mormor.

– Og slå deres mor ihjel? spurgte Willumsen vantro. – Er det, hvad du prøver at sige?

– Insulin, sagde Camilla. – Synes du ikke, det er påfaldende, når sønnen formentlig har et helt skab fuldt af den slags derhjemme?

Willumsen reagerede ikke.

– Det er i hvert fald mere sandsynligt, end at deres far skulle have gjort det, sagde hun.

Willumsen havde rejst sig og gik hen til vinduet, der vendte ud mod Otto Mønstedsgade. Han stod med hænderne i lommen og virkede fraværende, mens han vippede frem og tilbage på tæerne. Så vendte han sig om mod Camilla og så alvorligt på hende.

– Hvor er han? spurgte han. – Du har mødt ham, ikke?

Da Camilla ikke svarede, så han hen mod Louise.

Er det her noget, du kender til?

1, 2, 3, 4, Louise talte koncentreret for at holde sig i ro, mens hun mødte hans blik og rystede på hovedet. Da Louise hørte, at Midt- og Vestsjællands politi mistænkte Walther Sachs-Smith for drabet, havde hun forsøgt at presse Camilla til at fortælle dem om deres møde på Hawaii.

Politikommissæren gik over til Camillas stol og lagde en faderlig hånd på hendes skulder.

– Du skal være klar over, at du kan blive sigtet for at tilbageholde vidneudsagn i forbindelse med en drabsefterforskning. Det kan medføre fængselsstraf.

Han gav hendes skulder et klem og gik tilbage og satte sig.

– Hvor har du mødt ham?

Camilla rystede bare på hovedet. Selvom Louise havde forberedt hende på, at hun kunne blive straffet for at fortie oplysninger af en så vigtig karakter, havde hun hverken været til at hugge eller stikke i, og det så stadig ud til at prelle af.

– Du skal holde op med det der, sagde hun upåvirket af hans reprimande. – Jeg kommer herind, fordi du beder mig om det og gerne vil tale med mig, selvom du ikke har en skid med sagen nede i Roskilde at gøre.

Hun sad et øjeblik ubevægelig, inden hun pludselig skiftede kurs.

– Du har ret, erkendte hun så. – Jeg har mødt ham. Walther Sachs-Smith lever, og vil du gerne vide, hvorfor han holder sig skjult? spurgte hun sarkastisk.

Louise havde rejst sig for at trække en stol hen til skrivebordet. Det kom i den grad bag på hende, at Camilla pludselig var kommet til fornuft og åbenbart alligevel besluttede sig for at fortælle om Walther Sachs-Smith. Og hun kunne godt regne ud, at deres møde på politikommissærens kontor nu gik fra at være en uformel snak med Willumsen til en samtale, der skulle tilføjes sagsmappen nede i Roskilde.

Rynken over Willumsens pande var væk, og han lænede sig nysgerrigt frem.

– Det vil bestemt være interessant, sagde han og nikkede. – Fortæl endelig.

– Han holder sig skjult, indtil han – med min hjælp – har fundet ud af, hvem der trængte ind i hans hjem, den dag hans kone døde.

– Og du vil selvfølgelig ikke fortælle mig, hvor du har mødt ham? indskød Willumsen.

Camilla rystede på hovedet og smilede for første gang til ham.

– Nej, sagde hun. – Men nu forstår du måske, hvorfor jeg bliver så ophidset over, at Nymand er så snæversynet, at han udelukkende mistænker Walther for drabet.

– Du har jo ikke fortalt ham det, du lige har fortalt os, gav politikommissæren igen. – Det synes jeg, du skal gøre.

Camilla havde taget sin taske op fra gulvet og samlede papirerne fra Willumsens bord og lagde dem tilbage i chartekket.

– Det må jeg hellere, nikkede hun og rejste sig. – Men du er nødt til at bakke mig op, ellers bliver han ved med at køre på i det spor, sagde hun.

Han svarede ikke, men gik hen og åbnede døren for hende.

– Tak, fordi du kom, sagde han, da hun stod ude på gangen.

– Hun er godt nok en ordentlig mundfuld, sagde han vrissent, da han havde lukket efter hende. – Jeg kunne godt få lyst til at rejse en sigtelse mod hende, så hun bliver klar over, at vi mener det alvorligt.

Louise gik hen og stod i døren. Hun betragtede sin chef, da han tog telefonen og blev stående for at lytte med, da han lidt efter bad om at blive stillet ind til Nymand.

– Du skylder, indledte han og ignorerede Louise. – Jeg fik knækket hende. Walther Sachs-Smith lever, og hun har mødt ham. Jeg ved ikke, om han betaler hende, eller hvad det er for en aftale, de har lavet, men det lader til, at hun er hans stikirenddreng. Hun påstår, at han er nødt til at holde sig skjult, men hvis jeg var dig, ville jeg få nogen til at gennemsøge sønnens hjem i Santa Barbara og det feriehus, han har på Hawaii. Det skulle ikke forbavse mig, om man kunne finde den gamle dér.

Louise gik tilbage til sit kontor og smækkede døren efter sig. Hun kogte af vrede. Det var Nymand, der havde fået politikommissæren til at ondulere Camilla, fordi han ikke selv kunne få hende til at tale, og Willumsen havde fået Louise til at lokke hende i fælden.

Han var en infam røv, tænkte hun og slukkede sin computer, mens hun ringede ud til Rønholt i eftersøgningsafdelingen for at lave en aftale.

– Han sidder i møder hos Rigspolitiet i morgen, men hvad med onsdag fra morgenstunden? Så sørger jeg for lidt brød til jer, foreslog Hanne. – Kunne det passe dig?

– Det passer fint, afgjorde Louise.

Hun havde ikke tænkt sig at spørge Willumsen om lov.