LOUISE SAD I SOFAEN OG holdt om Rebekka. Rystelserne var holdt op, men hun græd stadig. Helt stille og med lukkede øjne.

Sådan havde de siddet, siden Louise underrettede hende om brorens død.

– Han blev truet, hviskede søsteren pludselig helt lavt.

– Flere gange.

Louise rettede sig lidt op, men holdt stadig armen om hende, som om den mindste bevægelse ville få Rebekka til at tie.

– Hvad skal det sige?

– Nogen sagde, at de ville slå ham ihjel. Nu tog Louise armen til sig og bad Rebekka åbne øjnene.

– Hvad mener du?

– Jeg ved ikke så meget om det, mumlede søsteren uden at se på hende.

– Jamen, vær sød at fortælle det, du ved, bad Louise med en stor lyst til at ruske hende. – Din bror er lige blevet slået ihjel, og din datter er stadig forsvundet. Du er nødt til at sige, hvad du ved.

Rebekka sad ubevægelig, mens hun langsomt begyndte at fortælle om bårebuketten, der havde ligget foran Carl Emils dør.

– Han var bange, sagde hun. – Det kunne jeg mærke, den dag han kom og bad om min hjælp.

– Hvad skulle du hjælpe ham med? spurgte Louise og var rasende på sig selv, fordi hun ikke havde presset på, når hun nu havde haft følelsen af, at noget blev holdt skjult for politiet.

– Med at finde Dødsenglen, den ægte. Vi vidste jo ikke, at den på kontoret var en kopi, og at den anden var så meget værd.

Rebekka gemte ansigtet i sine hænder.

– Hvad var den værd? spurgte Louise og holdt vejret.

– 1,2 milliard. Men jeg var imod, at de solgte. Truslerne kom, kort tid efter at de havde modtaget tilbuddet.

– Jeg er ked af, at du ikke har haft nok tillid til at fortælle mig det før, sagde Louise og sloges med den vrede, der skød frem i hende, men hun undlod at tilføje, at det muligvis kunne have reddet brorens liv.

– Der kom endnu en dødstrussel et par dage senere, fortsatte Rebekka og vendte endelig blikket mod Louise. Nogen havde stillet en gravsten foran min brors dør, der var skrevet hans navn og fødselsdato, og så var der sat dødsdag på.

Rebekka tav et øjeblik, inden hun fortsatte.

– Han var helt ude af den.

Det kunne Louise godt forstå og prøvede at tøjle sin vrede over for søsteren.

– Hvis nogen har fået fremstillet en gravsten, burde vi kunne finde ud af, hvor den er lavet, og hvem der har bestilt den, sagde hun og rejste sig.

– Nej. Rebekka rystede på hovedet. – Det var ikke en rigtig. Nogen havde bare malet på en marksten.

– Hvornår skulle han dø? spurgte Louise og så ned på hende.

– I morgen, svarede Rebekka. – Eller i dag, rettede hun det til, da hun kom i tanke om, at det nye døgn var begyndt.

Louise rystede på hovedet, men sagde ingenting.

– Der skete jo alt det med Isabella, forsvarede Rebekka sig og undgik Louises blik. – Jeg var nødt til at holde jeres fokus på min datter.

Louise svarede ikke og gik ind for at vække Thiesen, der blundede i den bagerste stue.

Han rejste sig med det samme og fulgte med ind til dem.

– Det viser sig, at Carl Emil Sachs-Smith har modtaget flere trusler i løbet af den sidste uge, sagde Louise, da de havde trukket et par stole hen til sofabordet.

Det lod ikke til, at Rebekka hørte efter. Hun havde lænet hovedet tilbage og lukket øjnene.

– Det var tilsyneladende planen, at Dødsenglen skulle sælges, og måske er det salgsplanerne, der har sat gang i truslerne og senere kidnapningen.

Rebekka nikkede og fortalte med lukkede øjne, at hun hele tiden havde følt sig overbevist om, at det alt sammen var sket, fordi Carl Emil havde røbet hemmeligheden om Dødsenglen.

– Havde han fundet en køber? spurgte Thiesen i et tonefald, der fik Rebekka til at lukke øjnene op.

– Ja, svarede hun. – Det skulle gå gennem vores advokat og en amerikansk kontakt, han har i New York.

– Altså illegalt, konstaterede Palle, der var kommet ind i stuen. – Så går jeg ud fra, at det er derfor, ingen af jer har sagt noget?

Rebekka nikkede.

– Jeg ville ikke sælge.

Louise vurderede et øjeblik, om hun burde indvie hende i den katastrofale udvikling, der var sket. Alvoren var vist ikke helt gået op for Rebekka.

– Nymand og hans folk fandt gidseltagernes telefon på hotelværelset, hvor din bror døde, sagde hun og så medfølende på pigens mor. – Vi har ikke længere kontakt til din datter.

Et øjeblik sad de alle fire tavst og stirrede på hinanden, indtil Rebekka begyndte at ryste på hovedet.

– Nej! sagde hun. – Nej, nej, nej!

Skrigene brød hjerteskærende stilheden i stuen og fik de to mænd til at se væk, og Thiesen gik ud for at lukke op, da det i det samme ringede på døren.

Selvom det var langt over midnat, var det lykkedes Palle at få fat i en krisepsykolog, der arbejdede på det psykiatriske hospital Sct. Hans og havde vagt i den akutte modtagelse. Det var Thiesens forslag, at Rebekka skulle have hjælp med det samme.

Da Louise havde sikret sig, at Marybeth ville blive i stuen og sove sammen med Rebekka, så hun ikke pludselig var helt alene, hentede hun sit overtøj og ventede på, at Nymand og en af hans betjente kom forbi og samlede hende op. Da de var blevet informeret om brorens død, havde hun været ved at dejse om af træthed. Det var lige før, hun havde kunnet stå op og sove. Nu var den pist væk.

Og du er ikke for træt til at tage med derind? spurgte Palle, da han kom ud i hallen med Rebekkas ekstranøgler til sin brors lejlighed.

Nej, svarede hun hurtigt. Klokken var lidt over to. Thiesen havde foreslået, at de tog hjem og sov, men så længe de ikke vidste, hvor den lille pige var, skulle Louise ikke hjem og sove. – Jeg vil gerne med.

Der var ikke brug for forhandlergruppen længere. De havde ikke mere at forhandle med. Frustrationen og følelsen af at mislykkes havde allerede fået tag i hende, så hun havde med det samme indvilliget i at tage med til Hellerup, da Nymand mente, det kunne være en fordel, nu hvor hun havde tilbragt det sidste døgn sammen med Rebekka.

– Han bor oppe på niende, sagde Louise, da de gik gennem mørket hen mod opgangen. – Fik nogen egentlig fat i advokaten?

– Nej.

Nymand rystede på hovedet og virkede træt. Hans tunge krop bevægede sig langsomt, og det gik op for Louise, at det var hans anden nat uden søvn. Han havde været på, lige siden Rebekka anmeldte kidnapningen.

Han var ikke på adressen, men mine folk forsøger igen i morgen tidlig. Han skal fortælle os om deres salgsplaner, og hvem der har været involveret.

– Der kan vel ikke være mange kunder til genstande i den prisklasse, sagde Louise, da elevatoren standsede med et ryk, og døren gled til side.

– Der er nok alligevel flere, end man lige forestiller sig, indskød betjenten, der havde kørt. Han rakte et par tynde gummihandsker frem til dem. – I England hører man jo, at otte-ti af de mest veletablerede antikvitetshandlere indimellem går sammen om at indkøbe, hvis en kunde har vist interesse for en bestemt sjældenhed. Efter salget bliver fortjenesten selvfølgelig fordelt. Så jeg tror såmænd nok, at kunderne er der.

Louise tog sine handsker på og gik hen for at låse op.

Der var mørkt i lejligheden. De stod et øjeblik og lyttede, inden hun skubbede døren helt op og gik ind i entreen for at tænde lyset. To rækker indbyggede spots kastede lys ned fra loftet og ramte knagen med overtøj og sportstasken, der stod inden for døren.

Nymand gik hen og kiggede ind i stuen, mens Louise og betjenten fortsatte hen ad gangen. Hun tændte lyset i soveværelset og så ind på en rodet seng, hvor tøj lå spredt, som om det var blevet flået ud af skabet. Betjenten var gået videre og havde tændt ude i køkkenet.

I stilhed begyndte de at gennemgå lejligheden, indtil betjenten kaldte på dem.

– Kom lige her.

Han havde åbnet døren ind til det værelse, der lå over for Carl Emils soveværelse.

Sengen var ikke redt, og der lå dansefilm og pigetøj på gulvet. Henne ved væggen lå en lille, rød skuldertaske.

Louise gik hen og satte sig på hug for at åbne tasken.

– Vi skal have finkæmmet hele lejligheden. Der må være noget, der kan indikere, hvor dødstruslerne er kommet fra, sagde Nymand ude fra gangen, men tav, da han kom ind i værelset.

– Hvad er det her? spurgte politiinspektøren og så rundt.

– Spor efter et barn, svarede betjenten.

– Det var Carl Emil, sagde Louise og tog forsigtigt Isabellas dansesko op af tasken. Hun stillede dem på gulvet og glattede den lille kjole ud. – Det var ham, der holdt hende skjult.

Hun vendte sig chokeret og så op på dem.

– Han er død, men hvor er hun?