DENNE GANG INTERESSEREDE CAMILLA SIG ikke for, hvor hun parkerede, da hun ankom til Hotel Prindsen. Hun så med det samme, at politiet var kommet før hende, så hun smed bare sin bil foran porten, løb ind gennem gården og sprang op ad trinene til glasdøren. Her stoppede hun brat op, da hun hørte en mand kalde hendes navn.

Hun vendte sig i døren og så Nymand komme halsende efter.

– Det er oppe på første, sagde hun og ventede på ham, så de kunne følges op.

– Mine folk er ved at få adgang til værelset, sagde han og nikkede i retning af receptionen.

Han lod til at være lidt vrissen over, at receptionisten tilsyneladende ikke uden videre udleverede nøglen til hotellets værelser, når politiet bad om det.

– Det er mig, der har lejet værelset, så jeg kan få nøglen, afbrød Camilla og gik hen til receptionisten uden at opdage, hvordan Nymand forundret stirrede efter hende.

Med nøglekortet i hånden stoppede hun på trappeafsatsen og ventede på ham, da han tog fat i gelænderet og begyndte at hive sin tunge krop op.

– Jeg hentede ikonet ude på gården. Walther Sachs-Smith guidede mig, forklarede hun, og Nymand nøjedes med at nikke. Det havde han formentlig allerede regnet ud, tænkte hun og fortsatte op.

Da de kom ind på den lange gang, lagde hun øret til døren og lyttede, men der var helt stille. Hun hørte kun Nymands forpustede vejrtrækning bag sig.

Hun bankede forsigtigt på.

Ingen reaktion.

Så bankede hun igen. Denne gang lidt hårdere, men der skete stadig ikke noget. Så stak hun nøglen i og gav plads til Nymand, som trådte frem for at åbne døren.

Carl Emil Sachs-Smith lå på maven på tværs af sengen. Ansigtet vendte i retning af vinduet, men derfra hvor Camilla stod, så hun tydeligt, hvordan hans øjne var spærret op og stirrede unaturligt ud i mørket. Hans arme lå bredt ud til siderne, som om han var landet efter et frit fald.

Nymand havde tændt lyset i værelset, men blev stående henne ved døren. Camilla strakte sig på tæer og så hen over hans skulder.

Men hun vidste det allerede. Selvfølgelig gjorde hun det.

Dødsenglen var væk, og det snavsede lagen, der havde været viklet omkring ikonet, da hun hentede det ude på gården, lå stadig i en bunke under skrivebordet.

Langsomt trak Camilla sig tilbage og lod politifolkene komme til. Hun gik lidt hen ad den lange korridor og sank ned, så hun sad med ryggen op ad væggen, og ringede til Louise.

– Carl Emil er død, indledte hun. – Han ligger på værelse 101 på Prindsen, og ikonet er væk. Nymand er lige kommet.

– Pis, hviskede Louise i den anden ende af røret og lagde på.

Camilla opfangede, hvor træt hendes veninde lød. De havde slet ikke fået talt om alt det med Jonas. Markus havde fortalt om slagsmålet, da han kom hjem fra skole, men hun havde ikke haft lejlighed til at spørge, hvad det handlede om. Nu var der så gået over et døgn, siden den lille pige forsvandt, og hun følte sig selv helt udmattet, ikke så meget fysisk, det var mere psyken.

Hun tænkte på Frederik. Han var der hele tiden et eller andet sted inde mellem alle de andre tanker. Hun havde ringet til ham og fortalt, at hans far var på vej til Danmark.

Et øjeblik havde hun studset over, at han ikke lød mere overrasket, men på den anden side havde hun hele tiden haft en fornemmelse af, at han ikke troede på, at Walther var død. Han havde i hvert fald ikke virket særlig påvirket af det. Først nu slog det hende, at han sikkert havde folk på Kauai, der holdt øje med hans hus, og mon ikke de havde rapporteret, at der de sidste måneder havde siddet en ældre, gråhåret mand på terrassen og nydt et glas kølig vin?

Hun savnede Frederik, trængte til at mærke hans senede, solbrune arme omkring sig. Og nu lå Carl Emil derinde, hun var nødt til at ringe igen. Det skyldte hun ham … eller også var det måske, fordi hun selv havde brug for at høre hans stemme.

Stadig krøbet sammen på den tæppeklædte hotelgang fandt hun mobilen frem igen og ringede op.

– Hej, sagde hun og begyndte at græde, da hun skulle til at fortælle om hans bror. – De ved ikke, hvor din niece er. Carl Emil er død, og ikonet er væk.

Det hele væltede ud af hende, da hun endelig kunne tale.

– Hvor er du? spurgte han og fik savnet efter ham til at eksplodere.

Camilla trak vejret dybt ned i maven og fik styr på stemmen.

– Undskyld at jeg er nødt til at fortælle det på den her måde, sagde hun så i stedet.

– Hvor er du? gentog han.

– På Prindsen. Vi har lige fundet din bror. Han ligger inde på sengen.

– Jeg er på vej, sagde Frederik, uden at Camilla helt fattede, hvad han mente.

I det samme kom Nymand hen mod hende.

– På vej? spurgte hun og kom op at stå.

– Jeg er lige landet i Kastrup. Jeg var i London, da du ringede i eftermiddags.

– Det sagde du ikke noget om …, begyndte hun, men afbrød sig selv, da hun så Nymands ansigtsudtryk. – Jeg ringer til dig, lovede hun og slukkede telefonen.

– Hvad nu? hviskede Camilla. Hun gik et par skridt frem mod politiinspektøren.

Den kontakttelefon, gidseltagerne har benyttet, ligger inde på værelset, sagde han alvorligt. – De har afbrudt forbindelsen og er forsvundet med pigen og ikonet. Du er nødt til at fortælle os, præcis hvad der er foregået, og hvem du har talt med.