– JEG LEDSAGER GERNE FRU MILLING til Esbjerg, tilbød Melvin, da Louise kom hjem for at hente bilen efter besøget hos Rønholt. Kort fortalte hun, hvorfor hun lige var nødt til at køre igen.
Jonas og deres underbo sad i køkkenet med et af deres 1000-brikkers puslespil mellem sig. Smart nok var de begyndt at lægge brikkerne på en stor træplade, så det var let at flytte rundt på.
„Ni flotte fyrtårne i Bretagne”, stod der på låget, som de havde stillet op ad væggen. De havde også sorteret brikkerne i farvebunker. Louise syntes, de havde for meget tid tilovers, når de kastede sig over den slags petitesse-nørkleri, men man kunne ikke sige andet, end at de hyggede sig. Skoledrengen og pensionisten. De havde efterhånden været i gang med det nye projekt et par dage, Jonas tog sig af kanten, og Melvin samlede fyrtårnene med skumsprøjt og det hele.
Nede på gulvet lå Dina og sov med hovedet på Jonas’ fødder.
Hun må få et flyttefirma til at pakke det hele ned og sende det til opmagasinering, sagde Louise. – Jeg tror ikke, hun selv kan overskue at pakke.
Det er også derfor, jeg gerne vil tage med, gentog Melvin. – Hvis det hele skal opmagasineres, kan jeg forestille mig, at der nok er nogle af datterens ting, hun gerne vil have hjem og stå.
Louise nikkede, det kunne man sagtens forestille sig. Hun havde siddet inde i stuen og bladret sagsmappen igennem. Der var ingenting, hverken under mailkorrespondance eller printet af Jeanette Millings mobilsamtaler, som tydede på, at hun havde haft kontakt med nogen i Spanien, inden hun tog af sted. Den eftersøgte havde altså ikke planlagt sin forsvinden sammen med nogen dernede.
Rapporterne havde Louise også læst igennem. Politiet i Esbjerg havde talt med Jeanette Millings kolleger og folk i hendes omgangskreds. Ingen havde kunnet bidrage med noget – hverken i retning af at hun havde en spansk elsker, eller at hun havde været nedtrykt og deprimeret. Ingen, der kendte hende, havde den mindste grund til at tro, hun ville tage sit eget liv.
– Det er næsten ikke til at bære, hvis det hele bare bliver pakket væk, uden at hun får mulighed for at sortere i det, fastholdt Melvin. – Jeg vil gerne følge hende derover, så hun har ro til at lægge de ting til side, hun gerne vil beholde.
Melvin Pehrsson havde selv mistet sin kone nogle år tidligere. De sidste mange år af sit liv havde hun ligget i koma på et plejehjem, så han vidste alt om, hvor meget det betød, at han havde haft nogle af hendes ting omkring sig, mens hun lå og blev holdt kunstigt i live.
– Men Melvin! udbrød Louise og smilede til ham. – I kender jo ikke hinanden!
– Det kommer vi vel til, hvis vi skal sidde i toget hele vejen til Esbjerg, gav han igen.
– Så tager jeg også med, lød det fra Jonas.
– Det eneste sted, du skal tage hen, er i skole. Og der skal du blive, til det ringer ud efter sidste time, snappede Louise og fortrød med det samme.
De havde slet ikke nået at tale sammen. Hun havde ikke villet tage den over telefonen, og da hun kom hjem, havde hun faktisk glemt det, fordi han sad og hyggede med Melvin.
Reaktionen kom med det samme. Drengens blik blev helt mørkt, og da han kiggede ned i bordet, blev øjnene gemt bag hans tætte pandehår.
Melvin skulle til at sige noget, men Louise rystede på hovedet og stod et øjeblik og betragtede Jonas.
Hun forstod ikke, hvad det var, der foregik med ham. Nu virkede han sød som altid, og der var ikke skyggen af trods eller det indesluttede, hun havde oplevet, lige inden Camilla og Markus kom. Godt det var weekend, så kunne han måske nå at vænne sig lidt til bøjlen, tænkte hun.
– Sig mig, har I så forestillet jer, at vi skal gøre det til en familieudflugt, eller hvad? spurgte Louise og smilede for at lette stemningen.
Egentlig havde hun indstillet sig på, at det bare var hende, der kørte den ældre dame over i datterens lejlighed, så de var der, inden flyttemændene tog fat. Så fik hun samtidig mulighed for at se, hvordan Jeanette Milling havde boet, og hvordan hun havde efterladt stedet, inden hun rejste. Louise var overbevist om, at man ville kunne se det på de ting, hun havde ladet ligge fremme, hvis hun ikke havde tænkt sig at vende hjem igen.
Hun rystede på hovedet ad dem.
– Jeg har talt med et flyttefirma, og de kan komme lørdag eftermiddag og pakke i kasser. Så kører de det hele til Sjælland søndag morgen. De skal bare have besked om, hvor det skal fragtes hen. Men jeg ved slet ikke, om fru Milling har lyst til at tage derover, når det kommer til stykket.
– Selvfølgelig har hun det, afgjorde Jonas, og Louise tav.
Han havde også selv været til stede, da præstegården blev pakket ned efter farens død. Det var mest tingene fra sit værelse, han havde taget med, men der var også enkelte af farens ting, der stod fremme. Resten var blevet pakket ned og sendt til opmagasinering indtil den dag, hvor Jonas selv fik et sted at bo og bedre kunne tage stilling til, hvilke ting han havde lyst til at have omkring sig.
– Jeg kan tilbyde hende vores assistance, og så må vi høre, hvad hun siger, besluttede Louise og tog bilnøglen fra knagen i gangen. – Vi ses senere. Jeg ved ikke, hvornår jeg er tilbage. Det kommer lidt an på, hvordan hun reagerer.
Huset i Dragør var gult og lå med en lille, brostensbelagt forhave bag et grønt rækværk. Der var lys i vinduerne, og fru Milling lukkede op, inden Louise nåede at sætte fingeren på ringeklokken. Hun måtte have set hende komme ind gennem lågen.
– Hvor er det pænt af dig at komme helt herud, sagde den ældre dame og smilede blidt. – Jeg har jo gået og tænkt på, hvornår nogen mon havde tid til at tale rigtigt med mig.
Louise tog imod den bøjle, fru Milling rakte frem. Den lille, gråhårede dame havde rare, brune øjne og et stort sølvsmykke om halsen. Hun gik forrest ind i den lavloftede stue og pegede hen mod en dybrød sofa, hvor hun bad Louise sætte sig.
Lidt efter kom hun ind fra køkkenet med en bakke i hænderne. De rystede lidt, da hun ville sætte den på bordet, så Louise rakte frem og tog imod.
– Der er kaffe på kanden, sagde hun og vendte tilbage mod køkkenet, mens Louise anrettede kaffekopperne og skålen med kager på bordet.
– Det er en værre redelighed, sagde Grete Milling, da de sad over for hinanden. – Jeg har forsøgt at rydde gæsteværelset, så godt jeg kunne. Måske kan Jeanettes ting være derinde, i hvert fald de fleste af dem.
Hun skænkede kaffe op og bød en kage fra skålen.
Louise trak vejret dybt og foldede hænderne i skødet.
– Fru Milling, begyndte hun. – Jeg er frygtelig ked af at skulle sige det, men du er desværre nok nødt til at indstille dig på, at din datter ikke kommer hjem igen. Jeg skal ikke kunne sige, om Jeanette har været udsat for en forbrydelse, om hun har taget sit eget liv, eller om hun har valgt at forsvinde for at starte på en frisk, men jeg tror, det er blevet tid til at acceptere, at din datters liv i Esbjerg skal afvikles.
Fru Milling stillede langsomt sin kaffekop tilbage på bordet.
– Du mener altså ikke, at hun kommer hjem, konstaterede hun og knugede hænderne i skødet.
Louise rystede medfølende på hovedet.
– Nej, svarede hun. – Det er jeg bange for, at jeg ikke gør. Jeanette har været efterlyst hos det spanske politi, siden hun forsvandt, men ingen har set hende. Og der er ingen spor efter hende, siden hun sidst blev set på hotellet.
– Min datter har ikke taget sit eget liv, sagde moren og brød den stilhed, der et øjeblik havde lagt sig mellem dem. – Hun ville heller ikke bare forsvinde. Vi to havde kun hinanden. Hun ville have sagt ordentligt farvel. Den gensidige respekt og forståelse har der altid været mellem os. Vi har ofte talt om, at der kan komme en dag, hvor man ikke har lyst til at være her mere – det var selvfølgelig mest i forbindelse med min alder, at det emne dukkede op. Og så skulle man have lov at tage herfra.
Louise nikkede og mærkede, hvordan noget strammede til omkring brystkassen, men det her var ikke hendes sorg, hun måtte ikke lade den gå ind.
– Men man skulle sige ordentligt farvel inden, så der ikke var uafklarede følelser og ting, man ikke havde nået at sige. Sådan var aftalen. Jeg ville også have respekteret det, hvis hun havde haft lyst til at prøve noget andet i sit liv. Starte forfra, som du siger. Men hun ville have sagt det og ryddet op i sine ting, inden hun rejste. Min datter ville aldrig bare have efterladt mig med alt det, der nu skal klares. Hun vidste jo, at det var mig, der kom til at stå med det.
Louise rømmede sig.
– Hvad tror du selv, kan være grunden til, at din datter ikke er kommet hjem? spurgte hun, da et par tårer gled ned over kinden på den ældre dame i stolen overfor.
– At hun er død, græd hun og lod hagen falde ned på brystet, mens hun lukkede øjnene. – Jeg tror, min datter er død. Men så længe ingen har sagt det direkte, og politiet fortsat er blevet ved med at lede, har der stadig været et håb. Det har gjort det lettere at skubbe det fra sig, selvom jeg inderst inde vidste bedre.
Potteplanterne stod tæt i vindueskarmene, og der var standerlamper i hvert hjørne og fine tæpper på gulvene. Der måtte engang have været en mand i huset, tænkte Louise og så på det tunge mahogniskrivebord med skriveunderlag og bordlampe.
– Man ved jo aldrig noget med sikkerhed, så længe der ikke findes et lig, påpegede hun, da Grete Milling havde sundet sig lidt.
Moren nikkede stille, hendes øjne var blanke, og hun knugede fortsat hænderne i skødet, som om det var det eneste faste holdepunkt, hun havde omkring sig. Et øjeblik faldt hun i staver.
Louise skænkede sig en kop fra kanden og rakte spørgende ud efter den ældre kvindes kop, hvor kaffen efterhånden var blevet kold.
– Jeg har talt med et flyttefirma i Esbjerg, som har tid til at pakke Jeanettes lejlighed ned og flytte det hele herover allerede i denne weekend.
Grete Milling så overrasket på hende og slog pludselig energisk ud med hænderne.
– Ja. Sådan må det blive, sagde hun. – Jeg må hellere gøre, som de siger, og se at få tømt lejligheden, så min datter ikke kommer til at stå i et dårligt lys. Hvis jeg kommer tidligt af sted, må jeg kunne nå et tog, så jeg er der, inden de får pakket det hele væk.
Hun rejste sig.
– Jeg mener, jeg har en togplan liggende, og de kører vel fra morgenstunden, selvom det er weekend.
Hun kom tilbage med DSB’s køreplan og satte sig i stolen og rakte ud efter brillerne på bordet.
– Jeg kan tage en bus ind til Hovedbanen, sagde hun efter at have studeret planen et øjeblik. – Og når jeg kommer til Esbjerg, skulle jeg vel nok kunne finde en rutebil på stationen. Hun boede jo ude i Hjerting.
– Jeg havde faktisk tænkt, at jeg ville tilbyde at køre, sagde Louise hurtigt og afbrød den videre planlægning. – Hvis jeg kommer og henter dig klokken ti, kan vi sagtens nå derover, inden flyttefolkene begynder at pakke.
– Jamen sødeste, du skal da ikke bruge din fridag på mig.
Louise smilede og fortalte, at hendes underbo og hendes 12-årige plejesøn allerede havde tilbudt deres assistance og hellere end gerne ville med på turen.
– Det er umådelig pænt af dig, men det kan jeg ikke tage imod. Det kunne lige passe, at du og din familie skulle tage hele vejen derover.
– Det vil vi gerne, insisterede Louise og undlod at fortælle, at det var af hensyn til den ældre dames reaktion, at de tog med. – Vi trænger til at komme på udflugt, og jeg vil gerne se din datters lejlighed, inden det hele bliver pakket ned.
Fru Milling vred sine hænder.
– Så vil jeg i det mindste betale transportudgiften, sagde hun.
– Det aftaler vi, sagde Louise.
– Så vil jeg sige mange tak. Det er virkelig meget betænksomt af jer. Siden min mand døde kort efter Jeanettes konfirmation, har jeg ikke haft en bil. I det hele taget er det meget lidt, jeg selv har kørt, selvom jeg fik et kørekort, nogle år efter at jeg blev gift.
– Det er ikke noget problem. Jeg vil gerne køre, skyndte Louise sig at sige. – Og du kan sagtens være bekendt at tage imod det. Både Melvin og Jonas har prøvet at miste, så de ved godt, hvornår man har brug for hjælp.
Den ældre dame smilede og nikkede, da Louise spurgte, om det passede, at de holdt uden for hendes dør klokken ti næste formiddag.
– Det passer meget fint, jeg skal nok være klar, og jeg har nøgle til Jeanettes lejlighed.
Grete Milling fulgte Louise ud og tog hendes hænder mellem sine.
– Tak, fordi du tog dig tid til at komme, sagde hun og åbnede døren for hende.
– Selv tak, smilede Louise. – Vi ses i morgen.