– JEG FORSTÅR, AT DU VAR en tur i Esbjerg i weekenden, sagde politikommissær Willumsen, da han passede Louise op på gangen efter mandagens morgenmøde i frokoststuen. – Du skal ikke regne med, at du får lov at afspadsere, selvom Rønholt har bevilliget dig et tilkald.

– Jeg regner ikke med noget, sagde Louise studst, da hun gik hen og tændte sin computer.

– Hvor er han så henne? spurgte Willumsen og nikkede over mod Lars Jørgensens tomme plads.

Hendes makker var ikke kommet endnu. Hun fortalte, at han skulle hente tvillingerne hos deres mor og køre dem i skole.

– Han er her senest ti, sagde hun og var godt klar over, at det var som at vifte Willumsen om næsen med en rød klud.

– Den her afdeling udvikler sig sgu snart til et hvilehjem for gravide nonner, vrissede han og koncentrerede sig igen om Louise. – Vi har ikke ressourcer til, at du render rundt og bruger tid på sager, der ikke engang hører til her i afdelingen.

Hun sukkede. Hendes chef var berygtet for at rage folk til sig fra Politigårdens øvrige afdelinger, hvis han stod og manglede mandskab, men han var aldrig villig til at låne ud.

– Hvad jeg foretager mig i min fritid, er vel stadig noget, jeg selv bestemmer. Du havde ferie i sidste uge, så jeg havde ikke engang kunnet spørge dig om lov, sagde hun og forsøgte at betone sine ord, så han opfattede, at hun var ironisk.

Willumsen satte sig på den aflange reol inden for døren. Først nu bemærkede hun, at hendes makker var nået til bunds i alle bunkerne. Reolen var ryddet, og han måtte også have nået at bære det hele i arkivet. Der var i hvert fald helt støvsuget. Der var ikke meget hvilehjem over det. Men det var efterforskningslederen naturligvis ikke klar over. Han skældte bare ud for en sikkerheds skyld.

– Rønholt beder om at låne dig en dag mere for at få dig til at læse Milling-sagen igennem. Han påstår, de trænger til et par friske øjne.

Louise så afventende på ham.

– Jeg sagde nej. Synes ikke, du skal bruge din tid på det. Tøsen er forsvundet. Der er ikke mere i den sag, den er kold. Hun dukker først op den dag, hun selv vil, sagde han og foldede beslutsomt armene over brystet.

Louise vippede tilbage i stolen.

– Du tager fejl, sagde hun stille, gad ikke diskutere med ham. – Jeanette Milling er ikke selv forsvundet. Det er der intet som helst, der tyder på. Jeg føler mig overbevist om, at hun har været udsat for en forbrydelse.

Willumsen var begyndt at ryste på hovedet. Hans sorte hår skinnede blankt, og slipset var bundet tæt til halsen. Han havde haft godt af en uges ferie, konstaterede hun pludselig. Han havde virket så anspændt den seneste tid. Presset og utilpas. Hun gættede på, at det med hans kone måske var mere alvorligt, end han gav udtryk for. Eller også var det ham selv, der ikke havde haft det godt. Selvom det var topanstrengende, kunne Louise godt se gennem finger med hans bryske facon og de hårde ord, når bare han ikke drev hele afdelingen til vanvid med sit dårlige humør.

– Hun er ikke selv forsvundet, gentog hun. – Men du behøver ikke bekymre dig om et udlån, for jeg har allerede læst sagsmappen. Jeg lånte den, da jeg var ude hos Rønholt i fredags, og læste den igennem i weekenden. Men han regner vel heller ikke med, at man arbejder mere, end man bliver betalt for.

Willumsen trak på smilebåndet.

– Du tror altså, at der er sket hende noget? sagde han og lod armene falde.

Louise nikkede.

Måske en drukneulykke, men så er det selvfølgelig mærkeligt, at hendes lig ikke er skyllet op. Der er efterhånden gået så lang tid, erkendte hun. – Men det er helt sikkert, at hun ikke er forsvundet frivilligt.

Godt, men så skal jeg nok ringe og fortælle Rønholt, hvad du har af kommentarer til hans sag. Så behøver han ikke forstyrre dig mere, sagde Willumsen tilfreds og forsøgte ikke engang at skjule, at han ville høste rosen for, at hun havde læst rapporten i sin fritid.

Det kan du gøre, sagde Louise og så nysgerrigt på ham, da han stadig ikke rejste sig. Det var tydeligt, at han tog tilløb til noget mere.

Jeg så her til morgen i avisen, at politiet nede i Roskilde er begyndt at mistænke den gamle Walther Sachs-Smith for at have slået sin kone ihjel, sagde han endelig og kneb øjnene lidt sammen, mens han spurgte, om hun kendte noget til den sag?

Louise rynkede panden og ærgrede sig over, at hun ikke havde nået at se avisen, inden hun tog på arbejde. Efter at Jonas og Dina var rykket ind, fik hun aldrig læst den før om aftenen. Langt de fleste dage røg den bare over i en bunke på køkkengulvet. Hun havde mere end rigeligt at se til med aftensmad og madpakke.

Hvorfor i alverden mener de, at han skulle have slået sin kone ihjel? Det lyder da fuldstændig vanvittigt? udbrød hun overrasket og rystede uforstående på hovedet.

Ja, det lyder underligt, medgav Willumsen. – Men jeg finder det næsten endnu mere underligt, at Nymand og hans folk har genoptaget sagen efter en henvendelse fra din veninde Camilla Lind.

Louise forsøgte at nulstille al mimik. Hun vidste godt, hvad der var på vej, og var fast besluttet på at holde sig neutral. Hun havde lovet Camilla, at hun ikke fortalte om venindens møde med Walther Sachs-Smith. Til gengæld havde Louise forlangt, at Camilla ikke bagefter røbede, at hun havde vidst noget om det møde.

Willumsen granskede hende.

– Jeg ringede lige til Nymand for at høre, hvad der var sket, siden de havde genåbnet sagen.

Han foldede igen armene over brystet og lagde hovedet lidt på skrå.

– Og så var det sørme på din opfordring, at de havde talt med Camilla Lind, som havde fået dem til at lave nye analyser af de blodprøver, der blev taget efter fru Sachs-Smiths død. Guderne skal vide, hvordan fanden hun bar sig ad. Det er en bekostelig affære, når man involverer de udenlandske laboratorier, men bingo! Resultatet viste, at fru Sachs-Smith formentlig ikke tog sit eget liv, men døde af en stor dosis insulin, som hun har fået sprøjtet ind i kroppen. Nu regner de med, at sovemedicinen bare var for at sløve hende.

Louise kunne ikke finde på noget at sige.

– Hvad er det, Camilla Lind ved? spurgte politikommissæren og lænede sig frem mod hende, mens han støttede hænderne på knæene.

– Var der ikke noget om, at hun pjankede med den ældste af sønnerne, da hun var i USA? fortsatte han og havde åbenbart fulgt mere med i sladderen mellem Louises kolleger, end hun havde været klar over.

– Jo, svarede Louise. – Hun lavede et interview med Frederik Sachs-Smith, da hun var i Santa Barbara.

Willumsen nikkede.

– Det mente jeg nok.

– Jeg kan ikke hjælpe dig, sagde hun i et vagt forsøg på at få afsluttet samtalen.

Han slog ud med hånden og affejede hende.

– Det er også lige meget, hvad du kan. Jeg vil gerne tale med hende selv. Kan du ikke få hende til at komme ind forbi mit kontor i løbet af dagen. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad det er, hun har fået fat i. Hun ved et eller andet om den familie, det er stensikkert.

– Og bagefter skal du hovere over for Nymand?

Louise kunne ikke dy sig for at grine. Willumsen havde altid været tiltrukket af de sager, der fyldte meget i medierne, men hun havde aldrig oplevet, at han bevægede sig ind over sager, der åbenlyst hørte til i andre politikredse.

– Vrøvl, vrissede han. – Men vi kan jo godt assistere, hvis vi ved noget, de ikke selv er klar over.

Hun rystede på hovedet ad ham.

– Jeg troede ikke, vi havde ressourcer til at rende rundt og hjælpe med sager, der ikke hører til her i afdelingen, sagde hun neutralt. – Jeg skal nok få Camilla til at ringe til dig, men så kører jeg også en tur ud til Rønholt.

Willumsen havde rejst sig og nikkede tilfreds.

– Gør du bare det. Og sig til din veninde, at hun kan komme efter frokost.