Kapitel 33

Jeg svæver over græsset. Jeg flyder over en flod. Jeg er stiv i hele kroppen, jeg har det elendigt og hver gang jeg forsøger at åbne mine øjne befinder jeg mig enten over en træstamme eller på vej op ad en stenet bjergside. Der er en konstant, klappende lyd og det tager mig flere minutter at regne ud at det er lyden af Bernies hove. Jeg ligger på hans ryg mens vi bevæger os gennem bjergene.

„Er du vågen?“ spørger Ni. Jeg løfter forsigtigt mit hoved og ser at han sidder bag mig med begge kister under sine arme.

„Jeg ved ikke hvad jeg er,“ siger jeg og lukker øjnene igen. „Hvad ... hvad skete der?“

„Du løb lige ind i det blå stads. Det er det sidste man gør her, på Lorien eller noget andet sted.“ Han lyder irriteret, som hvis jeg havde revet ham væk fra hans egen fødselsdagsfest.

„Hvad med Setrákus Ra?“ spørger jeg.

„Et eller andet sted oppe i bjergene, den kujon. Jeg kunne ikke finde nogen anden indgang. Og tro mig, jeg ledte.“

Jeg sætter mig op i panik. „Hvor er Sam?“

„Glem det, Fire. Enten er din kammerat død eller også hænger han med hovedet nedad og kigger på en kniv.“

Jeg brækker mig. Bernie knæler så jeg kan glide ned fra hans ryg og kaster endnu mere op. Ni fortæller mig at kvalmen snart vil forsvinde, at han har prøvet det mange gange når han har forsøgt at bryde fri af sin celle og at den healende sten virker ubrugelig over for kraftfeltets virkninger, men jeg hører ikke efter. Jeg er svimmel og det eneste jeg ser for mit indre blik er Sam som bliver tortureret. Min kvalme skyldes mit forræderi, ikke et mogadoriansk kraftfelt. Jeg tror aldrig jeg vil være i stand til at tilgive mig selv. Det er min skyld at han gik derind, og det er min skyld at han blev efterladt. Jeg vendte min bedste ven ryggen.

„Vi er nødt til at vende om,“ siger jeg. „Det ville Sam have gjort for mig.“

„Ikke tale om. Ikke endnu. Du er for hårdt såret og som du selv sagde før så har vi brug for at være flere.

Jeg rejser mig, men falder med det samme ned på knæ igen. „Du ved ikke engang hvor vi er.“

„Vi er et par kilometer fra din bil,“ siger Ni. Han må se forvirringen i mit ansigt for han smiler og klapper Bernie på ryggen. „Det viser sig at jeg kan tale med dyr. Hvem skulle have troet det? Bernie Kosar her fører an.“

Jeg er for svag til at protestere. Bernie løber så hurtigt han kan og hans mave stryger over diverse buske og faldne træer mens han bærer os over forhindringerne. Hele min krop gør ondt, og jeg klynger mig til ham mens vi zigzagger op af bjergsider og bakker og gennem to floder med stærk strøm. Langsomt dukker stjernerne op på himlen. Jeg tænker på at én af dem er Loriens sol som langt, langt væk skinner ned på en planet der er gået i hi.

„Nå, hvad gør vi så nu?“ spørger Ni mens vi traver af sted mellem skyggerne.

Jeg siger ikke noget og tænker på hvad Henri ville have sagt a vores næste træk skulle være. Jeg spekulerer over hvordan han ville se ud i ansigtet. Ville han være stolt over at jeg har skaffet kisterne tilbage, reddet en anden Garde og slået så mange mogadorianere ihjel, eller ville han være skuffet over at jeg ikke tog kampen op mod deres leder da jeg havde chancen, eller at jeg efterlod Sam?

Hvert andet øjeblik ser jeg Sam for mig bag en af mogadorianernes ståldøre og jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Jeg afskyr tanken, men jeg ville hellere at han dør end blive tortureret for oplysninger om mig.

Jeg forsøger at give Sarah skylden for at have meldt os til politiet, men jeg ved at det er min egen fejl at jeg kontaktede hende da alle sagde jeg skulle lade være. Jeg siger ikke noget, men slår hælene ind mod Bernie så han sætter farten op.

Seks er et sted i Spanien, forhåbentlig sammen med et andet medlem af Garden. En del af mig har lyst til at tage et fly direkte til hende, men eftersom jeg er flygtet fra et statsfængsel og stadig er eftersøgt af FBI tror jeg ikke det er muligt.

Vi når hen til bilen. Det gør ondt da jeg stiger ned fra Bernies ryg. Jeg åbner bagdøren og Ni lægger forsigtigt begge kister ned i bagagerummet. Jeg kravler ind på bagsædet og spørger Ni om han vil køre. Jeg afskyr mig selv.

„Jeg håbede sådan du ville spørge,“ svarer han. Jeg rækker ham nøglerne og mærker motoren starte.

Jeg ligger oven på noget, og da jeg ruller om på siden ser jeg at det er Sams fars briller. Jeg løfter dem over mit hoved og ser månelyset spejle sig i glasset. „Vi ses snart igen, Sam, det lover jeg,“ hvisker jeg. Og så, da jeg tror det ikke kan blive meget værre, rammer det mig pludselig hårdere end det blå kraftfelt. „For satan! Adressen til motellet. Den ligger i Sams lomme. Hvor er jeg dum! Hvordan skal vi nu finde hinanden?“

„Tag det roligt, Fire,“ siger Ni over skulderen. „Der er en grund til alting. Hvis det er meningen at vi skal finde Seks eller Fem eller hvem det nu er, så gør vi det. Og hvis det er meningen at Sam stadig skal være en del af det hele, så vil han også være det.“

Bernie hopper om på bagsædet i sin hundeform og slikker min kind. Jeg klapper ham på hovedet, gaber højlydt og tænker over hvor utroligt det er at jeg, oven i alt det andet der er sket de sidste otteogfyrre timer, også har formået at miste den adresse Seks gav os. Jeg kigger ud ad vinduet og ser at vinden blæser mod nord. Jeg spekulerer over om det er et tegn, om vinden peger i den rigtige retning, sådan som Seks mente den gjorde for hende.

„Lad os tage nordpå,“ siger jeg. „Jeg tror nord vil være godt.“

„Det er i orden, boss.“ Ni træder speederen i bund og jeg kigger over på Bernie som har rullet sig sammen og er faldet i søvn.

#xa0;

Vi begraver Héctor ved foden af dæmningen, hvor den hvide beton møder græsset.

„Han fortalte mig engang at nøglen til forandring er at give slip på sin frygt,“ siger jeg og kigger Ella, Crayton og Seks i øjnene en efter en. „Jeg ved ikke om jeg helt har givet slip på frygten, men jeg er i færd med det. Jeg ved at jeg er klar til det. Og jeg håber at I alle sammen vil hjælpe mig gennem det.“

„Vi er på samme hold,“ siger Ella. „Selvfølgelig vil vi det.“

Efter vi har sagt farvel til Héctor, klatrer vi op ad dæmningens stige. Vi står øverst oppe på dæmningen og ser ned på dalen og søen. Foran mig ligger min fortid, lille og fjern, fyldt med blod og vragdele og i fare for at blive oversvømmet når som helst. Bag mig og de andre Garder ligger fremtiden, enorm og tilbageholdt af unaturlige kræfter.

Jeg vender mig om mod Seks. „Kender du en John Smith i Ohio? Er han en af os?“

Hun smiler bredt. „Ja, jeg kender John. Han er Nummer Fire.“

Jeg tager Ellas hånd i min højre og Seks’ i min venstre og sammen står vi og lader vinden fra bjerget blæse vores hår væk fra vores ansigter. Ella kigger over på Seks. „Kan vi tage til Amerika?“

„Besværgelsen er brudt, så jeg kan ikke se nogen grund til at vi ikke skulle være sammen,“ siger Seks, trækker på skuldrene og vender sig mod søen igen.

„Jeg er ked af at sige det, piger, men det her er blot stilheden før stormen,“ siger Crayton. „Med alle de kampe vi har vundet på det sidste, har mogadorianerne ikke tænkt sig at ignorere os. I er ved at blive for stærke efter deres smag, og de vil kaste alt de har imod jer. Ikke flere små hære med et par hundrede soldater og et par kluntede dyr. Deres leder vil snart være her. Setrákus Ra.“

„Hvem?“ spørger jeg.

„Setrákus Ra.“ Crayton ryster på hovedet. „Og jeg tror ikke vi er klar til ham.“

„Så er det afgjort,“ siger jeg. „Vi tager til Ohio og finder John Smith.“

„West Virginia, faktisk. Om præcis to uger,“ siger Seks.

„Jeg er ikke sikker på at det er en god idé endnu,“ siger Crayton og begynder at gå. „Vi er nødt til at finde de andre først.“

Seks går efter ham. „Det lyder meget godt, men jeg har ingen idé om hvor de er.“

„Det har jeg,“ siger Crayton, stadig med ryggen til. „Og jeg ved også hvor vores kimærer er. Hvis Setrákus Ra tror det her bliver let så tager han grueligt fejl.“

Vi følger efter Crayton og tager de første af mange skridt ned ad dæmningen.