Kapitel 1

Jeg hedder Marina, som betyder ‘fra havet’, men det blev jeg først kaldt senere. I starten var jeg blot kendt som Syv, én af de ni overlevende Garder fra planeten Lorien. Dens skæbne blev lagt i vores hænder, og der ligger den endnu. Altså hos de af os som stadig lever.

Jeg var seks år gammel da rumskibet landede på Jorden. Trods min unge alder kunne jeg fornemme hvor meget der stod på spil for os ni Cêpaner og ni Garder, og at det her var vores eneste chance. Vi var fløjet ind i Jordens atmosfære midt i en storm vi selv havde skabt. Da vores fødder rørte Jorden for første gang, er det striberne af damp der udgik fra rumskibet og gåsehuden på mine arme jeg kan huske. Jeg havde ikke mærket vinden i et år, og der var iskoldt udenfor. En mand stod og ventede på os. Jeg ved ikke hvem han var, men han rakte to sæt tøj til hver Cêpan og en stor konvolut. Jeg ved stadig ikke hvad der er inden i konvolutten.

Vi holdt os tæt til hinanden da vi vidste at vi måske aldrig ville se hinanden igen. Der blev udvekslet ord og krammet, og så gik vi hver til sit i ni forskellige retninger som vi vidste vi måtte. Jeg blev ved at kigge mig over skulderen indtil de andre langsomt forsvandt en for en. Til sidst var det kun mig og Adelina som gik sammen gennem en verden, vi stort set intet kendte til. I dag forstår jeg hvor bange Adelina må have været.

Jeg kan huske at vi gik om bord på et rumskib uden at vide hvor det skulle hen. Derefter kan jeg huske at vi kørte i to eller tre forskellige tog. Adelina og jeg holdt os for os selv og skjulte os i mørke kroge for ikke at vække opmærksomhed. Vi vandrede fra by til by, over bjerge og gennem marker, og fik ofte smækket en dør i hovedet de steder hvor vi bankede på. Vi var sultne, trætte og bange. Jeg har et minde om at sidde på et fortov og tigge om penge og om at græde mig i søvn. Jeg er overbevist om at Adelina gav nogle af de dyrebare smykker fra Lorien væk, bare for at sikre os et varmt måltid mad, så stor var nøden. Måske gav hun dem alle sammen væk. Men til sidst fandt vi et sted i Spanien.

En kvinde med et strengt ansigt, som jeg senere fandt ud af blev kaldt søster Lucia, åbnede den tunge egetræsdør. Hun skævede til Adelina og lod til at fornemme hendes desperation, mest på måden hendes skuldre hang.

„Tror du på Guds ord?“ spurgte kvinden på spansk mens hun spidsede læberne og kneb øjnene sammen, som om hun bedømte Adelinas karakter.

„Jeg sværger ved Guds ord,“ svarede Adelina med et højtideligt nik. Jeg ved ikke hvordan hun vidste at det var det hun skulle svare – måske havde hun lært det da vi boede i en kirkekælder for et par uger siden – men det var det rigtige svar. Søster Lucia åbnede døren.

Vi har boet her lige siden, elleve år i dette stenkloster med mugne rum, kolde korridorer og hårde stengulve der føles som is. Med undtagelse af enkelte besøgende er internettet min eneste forbindelse til verden uden for vores lille by, og jeg søger konstant på det, leder efter et tegn på at de andre er derude et sted, at de også søger, eller måske kæmper. Jeg leder efter et tegn på at jeg ikke er alene, for lige nu ved jeg ikke om Adelina er med mig. Hendes indstilling ændrede sig et eller andet sted i bjergene. Måske skete det efter at utallige mennesker havde smækket døren i foran en sultende kvinde og hendes barn, og havde efterladt dem ude i kulden endnu en nat. Hvad det end var, lader Adelina til at have mistet behovet for hele tiden at holde sig i gang, og hendes tro på Loriens overlevelse er blevet erstattet med den tro hun deler med klostrets andre søstre. Jeg kan huske da blikket i hendes øjne ændrede sig, og hun begyndte at holde pludselige taler om hvor vigtigt det var for os at have lederskab og struktur i vores liv, hvis vi skulle overleve.

Min tro på Lorien har ikke ændret sig. I Indien for halvandet år siden så fire forskellige mennesker en dreng som flyttede genstande ved tankens kraft. Til at starte med blev der godt nok ikke gjort så meget ud af den episode, men det ændrede sig efter drengens pludselige forsvinden, og der blev hurtigt sat en eftersøgning i gang. Så vidt jeg ved er han ikke blevet fundet endnu.

For et par måneder siden var der en nyhed om en pige i Argentina, som efter et jordskælv løftede en fem ton tung betonplade for at redde en mand som var fanget under den. Og da historien om denne heltegerning spredte sig forsvandt pigen sporløst. Ligesom drengen i Indien er hun stadig ikke blevet fundet.

Og så er der far-søn duoen som er blevet landskendt i USA, hvor de i staten Ohio er eftersøgt af politiet, da de efter sigende alene ødelagde en hel skole og dræbte fem personer. Det eneste de efterlod sig var nogle mystiske bunker af aske.

„Det ser ud som om der har været en større kamp, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det,“ udtalte efterforskningslederen til medierne. „Men jeg kan garantere at vi vil komme til bunds i den her sag, og at vi vil finde Henri Smith og hans søn John.“

Måske er John Smith, hvis det altså er hans rigtige navn, bare en vred ung mand som blev skubbet for langt ud. Men det tror jeg ikke på. Mit hjerte begynder at hamre hver gang jeg ser hans ansigt på skærmen. Jeg er grebet af en dyb frustration som jeg ikke rigtig kan forklare. Jeg kan føle i mit hjerte at han er en af os. Og jeg ved at jeg på en eller anden måde må finde ham.