Kapitel 22

Først hører jeg egetræsdøren blive åbnet og så kan jeg høre fodtrin. Jeg hører også nogen trække vejret. Hvem det end er, vil det være umuligt at nå at gemme en bedøvet Adelina, en kat og en kiste fuld af fremmede våben og andre genstande. Jeg lægger grenen tilbage i kisten og lukker låget. Arv kravler hen til kanten af trappen og sidder og stirrer ned i mørket. Vi er alle sammen stille, men så kommer Adelina med en lang, drævende snorken.

Fodtrinene på vindeltrappen bliver hurtigere. Jeg ryster i Adelina og prøver at vække hende. Hun falder bare om på siden.

Hvad skal jeg gøre? mimer jeg til Arv. Han hopper op på kisten, hopper ned igen og spinder om mine fødder. Det er ikke rigtig noget svar, men det giver mig en idé. Jeg bøjer mig ned, sætter Arv på kisten og klatrer op i det ene af de to vinduer. Den kolde vind suser lige gennem min pyjamas og får øjeblikkeligt mine tænder til at klapre. Fodtrinene kommer nærmere.

Ved tankens kraft løfter jeg kisten højt op i luften og Arvs kløer skraber mod låget for at få fodfæste. Jeg er nødt til at dukke mig mens jeg lader kisten svæve over mig og ud af vinduet. Jeg sætter kisten på jorden ti etager under mig, og Arv hopper ned med det samme og løber ud i mørket. Så løfter jeg Adelina op over mig så hendes natkjole strejfer mit hoved og lader hende forsigtigt svæve ti etager ned.

Fodtrinene lyder højere nu. Jeg svinger mine ben ud over vinduets kant. Med min sidste rest af koncentration løfter jeg mig et par centimeter over den kolde stenvindueskarm. Jeg svæver ud i den hvirvlende vind. Før jeg begynder min nedsvævning fra tårnet når jeg at se manden med overskægget fra caféen runde det sidste hjørne af trappen og trampe ind i klokketårnet.

Min koncentration bliver brudt og knuses i tusinde små stykker. Jeg begynder at falde frit. I sidste øjeblik inden jeg rammer jorden lukker jeg øjnene, strækker mine hænder ud foran mig og forestiller mig at jeg svæver som en fjer. Mit højre knæ lander få centimeter fra Adelinas frysende krop.

Jeg går i panik. Jeg må enten prøve at få Adelina og kisten ned i landsbyen så jeg kan gemme dem – men det er midt om natten, vi har nattøj på og jeg kan kun se enkelte oplyste vinduer – eller jeg må meget hurtigt finde et sted at gemme os inde i klostret. Det vil tage mogadorianeren mindre tid at komme ned ad trapperne end det gjorde at komme op, men han skal stadig igennem en lang gang og ned ad endnu et sæt trapper før han er i stueetagen. Jeg kigger ind gennem dobbeltdørene i kirken, og da jeg ikke ser nogen derinde løfter jeg både kisten og Adelina op og går ind. Jeg er ved at løbe tør for kræfter, men på en eller anden måde formår jeg at løfte mig selv, kisten og Adelina op og gemme os i det bagerste hjørne af det kolde og fugtige hulrum, hvor Adelina engang gemte kisten.

Jeg begynder at tro at jeg førte mogadorianeren direkte til mig ved at åbne kisten.

Måske var den røde puls i krystallen en form for sender. Adelina ved nok hvad det er. I et forsøg på at berolige mig selv over tanken om en ond race af rumvæsner som jager mig, men også for at få lidt varme og forsøge at sige undskyld til Adelina, hviler jeg mit hoved på Adelinas bryst og slår mine arme omkring hendes talje.

Et par timer senere hører jeg hende brumme og mærker at hun bevæger sine ben under mig.

„Adelina?“ hvisker jeg. „Er du vågen?“

„Hvem er det? Marina?“

„Adelina, du er nødt til at være meget, meget stille.“

„Hvorfor?“ hvisker hun. „Og hvor er vi?“

„Vi er i sideskibet, der hvor du gemte kisten. Men hør lige på mig. De er her. Mogadorianerne kom efter mig i går aftes efter jeg havde åbnet kisten, og jeg var nødt til at gemme os.“

„Hvordan fik du åbnet kisten? Det burde du ikke kunne alene.“

„Du fortalte mig hvordan jeg skulle gøre det. Du talte i søvne,“ lyver jeg. Jeg kunne fortælle hende at jeg bedøvede hende, men jeg har ikke lyst til at tage den diskussion lige nu.

Hun er tydeligvis forvirret. „Jeg kan ikke huske ... jeg ... jeg kan huske at jeg stod op af sengen, og så ... ja, det er vel det. Du åbnede kisten? Hvad var der indeni?“

„Meget forskelligt, Adelina. Rigtig meget. Der er en masse ædelsten og juveler og en af dem lyste op i min hånd og begyndte at blinke, og jeg tror det er sådan mogadorianeren fandt os.“

„Hvilken mogadorianer? Hvad skete der?“ Adelina prøver at sætte sig op, men jeg stopper hende inden hun slår hovedet op i det lave loft.

„Jeg så en mand på caféen for et par dage siden,“ hvisker jeg. „Han havde en bog om Pittacus og han blev ved med at stirre på mig. Han havde overskæg og hat på og jeg kunne bare mærke at han var fra Mogadore. Og så dukkede han op i går i klokketårnet efter jeg havde åbnet kisten.“

„Hvordan undslap vi?“

„Jeg brugte min telekinese til at sænke os ned på jorden. Og til at få os herop.“

„Vi må væk herfra,“ hvisker hun. „Vi er nødt til at forlade Santa Teresa med det samme.“

Jeg bliver så glad over at høre hendes ord at jeg krammer hende, og til min overraskelse gengælder hun det. Hun kravler hen til åbningen af hulrummet og jeg følger efter hende med kisten svævende bag mig. Da der ser ud til at være fri bane, beder Adelina mig sænke hende ned på gulvet. Bagefter sænker jeg forsigtigt kisten ned og sætter den ved Adelinas bare fødder. Jeg skal lige til at svæve ned da søster Dora dukker op bagerst i sideskibet og kommer marcherende hen mod Adelina.

„Hvor har du været?“ bjæffer hun. „Du har været væk fra din post hele natten. Hvordan kan du gøre sådan noget? Og hvad laver den bagage her?“

„Jeg var nødt til at få noget frisk luft, søster Dora,“ siger Adelina blidt. „Jeg er ked af at jeg forlod min post.“

Jeg kan se søster Doras øjne blive smalle. „Sammen med Marina?“

„Hvad?“

„Jeg blev vækket af fire piger i nat som fortalte mig at Marina sneg sig ud og at du gik med hende.“

Adelina skal til at sige noget, men så dukker Ella op ved siden af søster Dora og trækker i hendes kjole.

„Søster Dora? Jeg har lige set Marina,“ lyver hun.

„Hvor?“

„I sovesalen, hun ligger og sover.“

Søster Dora bøjer sig ned og griber hårdt fat i Ellas arm, og det rædselsslagne udtryk i Ellas øjne får det til at vende sig i mig. „Du er en lille løgner! Jeg kommer lige fra sovesalen, og der lå ikke nogen derinde. Du finder på undskyldninger for hende.“

„Så er det nok, søster Dora,“ siger Adelina.

Men søster Dora begynder at trække Ella væk så hurtigt at hendes fødder dårligt rører gulvet. „Vi to skal op på kontoret, og så skal du lære at man ikke lyver her på stedet.“

Tårerne vælter ned ad Ellas kinder. Oppe fra hulrummet fokuserer jeg på søster Doras hånd og tvinger hendes fingre væk fra Ellas arm. Søster Dora råber af smerte og kigger overrasket og forvirret ned på Ella. Hun griber fat i Ella igen.

Adelina løber ned til dem og inden jeg kan nå at sende søster Dora kurende ned ad midtergangen på ryggen, tager Adelina fat i hendes håndled.

Søster Dora river sin hånd til sig. Mit hjerte hopper af begejstring over at se Adelina hjælpe mig og min ven.

„Rør mig aldrig igen,“ siger søster Dora udfordrende. „Du hører ikke engang til her, Adelina. Og det gør den lille dæmon du bragte med dig heller ikke.“

Adelina smiler roligt. „Du har ret, søster Dora. Marina og jeg hører ikke til her og måske tager vi af sted allerede her til morgen. Men vil du være venlig først at give slip på Ella?“ Hendes stemme er venlig og tålmodig, men indeholder en antydning af spot.

„Hvor vover du?“ siger søster Dora hånligt. „Du er ikke andet end et hittebarn selv. Vi tog imod dig da ingen andre ville!“

„Vi er alle lige i vor Herres øjne. Det må du vel give mig ret i?“

Søster Dora begynder at gå, men Adelina griber fat i hendes arm igen. De to kvinder stirrer hinanden i øjnene.

„Jeg vil tale med søster Lucia om det her. Du vil blive smidt ud herfra så hurtigt at du ikke kan nå at bede om tilgivelse.“

„Jeg har allerede sagt at vi tager af sted her til morgen. Og jeg vil altid have tid til at bede om tilgivelse.“ Adelina rækker sin hånd ud til Ella som tager imod den. Søster Dora tøver inden hun giver slip. „Ikke alene vil jeg bede om at Marina tilgiver mig for at være sådan en dårlig værge, men jeg vil også bede til at Gud tilgiver dig for at glemme dit formål her.“

De står og stirrer hinanden i øjnene i et par sekunder til og så drejer søster Dora om på hælen og stormer fornærmet ud. Da hun er væk og Ella har ryggen til mig svæver jeg ned på gulvet.

„Hey, Ella,“ siger jeg.

„Marina!“ Hun slipper Adelinas hånd, løber over og giver mig et kram. „Hvor var du henne?“

„Adelina og jeg blev nødt til at tale sammen alene,“ siger jeg mens jeg trækker mig ud af omfavnelsen. Jeg kigger op på Adelina. „Vi skulle snakke om vores fremtid.“

Adelina kniber øjnene i, kigger ned på sin beskidte natkjole og bliver pinligt berørt. „Marina, pak dine ting og gem den kiste et meget sikkert sted. Vi tager af sted meget snart.“

Da Adelina går, tager Ella min hånd og klemmer den. „De onde mænd var her i går nat, Marina.“

„Jeg ved det godt, jeg så ham også. Det er derfor vi tager væk herfra.“ Lige så snart jeg har sagt det, ved jeg at jeg vil spørge Adelina om vi kan tage Ella med.

„Jeg så dem alle tre,“ hvisker hun.

Jeg gisper. „Er der tre af dem?“

„De var ved vinduet i går aftes og kiggede på din seng.“

Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg løfter kisten op i hulrummet igen, løber hen til sovesalen og passerer flere klynger af piger der står på gangen og hvisker om et eller andet der er sket nede i landsbyen.

„De stod lige der,“ siger Ella og peger på vinduet.

„Og der var tre, det er du sikker på?“

Hun nikker. „Ja, og de så at jeg kiggede på dem. Så løb de deres vej.“

„Hvordan så de ud?“ spørger jeg.

„De var høje og havde virkelig langt hår. Og deres jakker gik næsten helt ned til skoene,“ siger hun.

„Og overskæg, ikke? De havde overskæg?“

„Det tror jeg ikke. Jeg kan ikke huske noget overskæg.“

Jeg er forvirret, men jeg ved at jeg ikke har meget tid før Adelina dukker op med den pose med ejendele hun har samlet sammen de sidste elleve år. Jeg er på vej ud i badet da Analee, en af de andre piger, stopper mig.

„Skolen er aflyst i dag. Pigen, Miranda Marquez, blev fundet kvalt inde på skolen her til morgen.“

Jeg sætter mig chokeret på sengen. Miranda Marquez er en mørkhåret pige som bor i landsbyen og sidder ved siden af mig i spansktimerne. Vores lærer, Maestra Muñoz, forveksler os tit med hinanden fordi Miranda er høj og tynd ligesom mig og hendes hår har samme længde. Det går hurtigt op for mig, at den der har dræbt Miranda måske troede hun var mig. Måske var der nogen der forsøgte at dræbe mig i går nat.

„Det her er virkelig ... virkelig slemt,“ hvisker jeg.

„Jeg hørte også søster Dora sige at nogen fra landsbyen havde set nogen flyve gennem luften i nat, og nu er der en masse biler fra fjernsynet udenfor for at lave et indslag om det,“ siger Analee.

Det hele sker så hurtigt. Mogadorianerne har fundet mig. Det var dem der fandt min hule. Jeg har opført mig skødesløst med mine Evner, og nogen så mig og Adelina svæve ned fra tårnet. En pige fra skolen er måske død på grund af mig, og Adelina og jeg forlader klostret midt om vinteren, uden noget sted at tage hen.

Jeg tager det korteste varme bad nogensinde og venter på Adelina.