Kapitel 13

Seks kører vores sorte bil ind til byen for at købe grøntsager. Vi fandt bilen på et loppemarked til 1500 dollars i en lade tre kilometer nede ad vejen. Mens hun er væk træner Sam og jeg i baghaven. Vi tre har trænet i en uge nu, og jeg er forbavset over hvor god Sam er blevet på så kort tid. På trods af sin størrelse er han et naturtalent, og det han mangler i rå styrke kompenserer han for med sin kampteknik som er meget bedre end min.

Når Seks og jeg efter en træningsdag trækker os tilbage til hver vores hjørne af stuen eller tomme værelse, bliver Sam oppe og studerer kampteknikker på internettet. Det Seks lærte af Katarina og som jeg lærte af Henri er en kampstil som minder om en blanding af jujitsu, taekwondo, karate og Bojuka. Det er en teknik som er skabt til at blive husket af kroppen så musklerne automatisk reagerer med bevægelserne. Det består af forskellige greb, pareringer, glidende bevægelser og slag mod vitale dele af modstanderens nervesystem. Fordi Seks og jeg har telekinese er det et spørgsmål om at fornemme den mindste bevægelse omkring os, og så reagere på det, men for Sam gælder det om at holde sine fjender foran sig.

Seks ender hver træningsøvelse uden skrammer, men for Sam og mig er der altid nye sår og hudafskrabninger. Men på trods af det mister Sam aldrig lysten eller motivationen, og dagen i dag er ingen undtagelse. Han kommer imod mig med opmærksomme øjne og hagen oppe. Han slår ud med sin højre næve og jeg parerer slaget. Så sparker han fra venstre, men jeg afværger angrebet ved at trække hans højre ben væk under ham så han falder. Han rejser sig og stormer mod mig igen. Selvom han ofte rammer mig kan jeg dårligt mærke hans slag på grund af min styrke, men en gang imellem lader jeg som om det gør ondt for at styrke hans selvtillid.

Seks kommer hjem en time senere. Hun skifter til shorts og en T-shirt og kommer ud for at træne med os. Vi varmer lidt op ved at gentage den samme blokade/kontraspark-rutine indtil den sidder på rygmarven. Mens jeg tager det nogenlunde roligt med Sam, angriber Seks mig med sådan en kraft at jeg mister pusten. Nogle gange bliver jeg irriteret, men på den anden side kan jeg mærke at jeg bliver bedre hele tiden. Hun kan ikke længere afværge min telekinese med en let håndbevægelse. Nu bliver hun nødt til at bruge hele kroppen.

Sam tager en pause og kigger på fra sidelinjen sammen med Bernie.

„Det kan du gøre bedre, Johnny. Vis mig hvad du dur til,“ siger hun da hun har væltet mig, efter jeg har lavet et sløset cirkelspark.

Jeg løber mod hende og lukker afstanden mellem os på et halvt sekund. Jeg slår ud med min venstre næve, men Seks parerer slaget, griber fat i min underarm og udnytter min fart til at kaste mig over sit hoved. Jeg forbereder mig på en smertefuld landing, men i stedet for at lade mig ryge ned på jorden holder hun fast i min arm og vrider mig over sin skulder så jeg lander med fødderne på jorden.

Hun holder om mine arme med sine egne, og min ryg er klemt ind mod hendes bryst. Hun lægger sit hoved ind til mit ansigt og kysser mig drillende på kinden. Før jeg kan nå at reagere sparker hun til mine ben bagfra så jeg ryger ned. Hun slipper mine arme og jeg lander på ryggen. Seks er hurtig til at holde mig nede, og hun er så tæt på mig at jeg kan tælle hendes øjenvipper. En sværm af sommerfugle eksploderer i min mave.

„Okay,“ afbryder Sam. „Jeg tror du har ordnet ham. Nu kan du godt lade ham komme op.“

Seks smiler endnu bredere og jeg gør det samme. Sådan bliver vi liggende et par sekunder mere indtil hun læner sig tilbage og hiver mig op ved skuldrene.

„Så er det min tur med Seks,“ siger Sam.

Jeg tager en dyb vejrtrækning og ryster mine arme for at komme af med spændingerne.

„Jeg er færdig med hende,“ siger jeg og styrer lige mod huset.

„John?“ siger Seks lige da jeg når frem til bagdøren.

Jeg vender mig om og forsøger at nedkæmpe en besynderlig, svimlende fornemmelse ved synet af hende. „Ja?“

„Vi har været i det her hus i en uge nu. Jeg tror det er på tide at du giver slip på den frygt eller sentimentalitet du har klamret dig til.“

På grund af det der lige er sket mellem os, tror jeg et øjeblik hun taler om Sarah.

„Kisten,“ siger hun.

„Jeg ved det,“ siger jeg, går ind i huset og lukker døren bag mig.

#xa0;

Inde på mit værelse går jeg frem og tilbage, tager dybe vejrtrækninger og prøver på at forstå hvad der lige skete ude i forhaven.

Jeg går ud på badeværelset, plasker koldt vand i hovedet og kigger mig i spejlet. Sarah ville slå mig ihjel hvis hun så mig kigge på Seks på den måde. Jeg siger til mig selv at jeg ikke har noget at være bekymret for eftersom lorianere kun elsker én person hele livet. Hvis Sarah er min store kærlighed, så er Seks ikke andet end en uskyldig sommerforelskelse.

Tilbage på mit værelse lægger jeg mig på ryggen, folder hænderne på maven og lukker øjnene. Jeg tager dybe vejrtrækninger og holder vejret i fem sekunder hver gang før jeg ånder ud gennem næsen.

En halv time senere åbner jeg døren og går langsomt ned ad gangen. Jeg kan høre Sam og Seks rumstere i stuen. Det eneste sted jeg kunne finde på at gemme min kiste var i fyrrummet oven på varmtvandsbeholderen. Jeg kæmper med at få den ud og forsøger at lave så lidt støj som muligt. Så lister jeg tilbage til mit værelse, lukker forsigtigt døren bag mig og låser.

Seks har ret. Det er på tide. Ikke mere venten. Jeg tager fat i låsen. Den bliver hurtigt varm, begynder så at vride sig under min berøring og bliver næsten flydende inden den springer op. Der er et skarpt lys inde i kisten. Det har der aldrig været før. Jeg tager kaffekanden med Henris aske ud og hans brev som stadig er i en uåbnet kuvert. Jeg lukker låget og låser den igen. Jeg ved det er dumt, men jeg føler på en måde at jeg holder Henri i live ved ikke at læse det brev han efterlod. Når jeg først har åbnet kisten og læst brevet vil han ikke have mere at fortælle mig, at lære mig, og så vil han ikke være andet end et minde. Det er jeg ikke klar til.

Jeg åbner mit skab hvor mit tøj ligger i en bunke, og begraver kaffekanden og brevet nedenunder. Så tager jeg kisten og går ud på gangen hvor jeg står lidt og hører på Sam og Seks, som ser et program på internettet som hedder Ancient Aliens. Sam udspørger Seks om alle de teorier om rumvæsner han kender til og Seks er hurtig til enten at bekræfte eller afkræfte dem, baseret på det Katarina har lært hende. Sam skriver ihærdigt i sin notesblok og når hvert svar afføder endnu flere spørgsmål svarer Seks tålmodigt eller trækker på skuldrene. Sam sluger det hele og trækker paralleller til det han i forvejen ved.

„Gizapyramiderne? Blev de bygget af lorianere?“

„Delvist, men mest af mogadorianerne.“

„Hvad med den kinesiske mur?“

„Menneskeskabt.“

„Roswell, New Mexico?“

„Det spurgte jeg faktisk Katarina om engang og hun vidste det heller ikke.“

„Vent lige, hvor lang tid har mogadorianerne været her?“

„Næsten lige så lang tid som os,“ siger hun.

„Så den her krig imellem jer, er den ny?“

„Ikke nødvendigvis. Det jeg ved, er at begge racer har besøgt Jorden gennem tusinder af år. Nogle gange var vi her på samme tid, og som jeg forstår det foregik det for det meste fredeligt. Men så skete der noget som gjorde forholdet anspændt, og mogadorianerne forlod Jorden i meget lang tid. Ud over det ved jeg ikke så meget og jeg har ingen idé om hvornår de begyndte at komme tilbage.“

Jeg går igennem stuen og sætter kisten ned midt på spisestuens gulv. Sam og Seks kigger op, og Seks smiler til mig hvilket igen giver mig sommerfugle i maven. Jeg smiler tilbage, men det føles ikke oprigtigt.

„Jeg tænkte at vi lige så godt kunne åbne den her sammen.“

Sam begynder at gnide hænderne mod hinanden med et sindssygt blik i øjet.

„Slap af, Sam,“ siger jeg. „Du ligner én der skal til at slå nogen ihjel.“

„Årh, hold dog op,“ siger han. „Du har lokket mig med den her kiste i en måned nu, og jeg har været tålmodig og har ikke snakket om den på grund af min respekt for Henri, men hvor ofte er det lige jeg får lov til at se skattene fra en anden planet? Jeg tænker bare på hvor jaloux folkene fra NASA ville være hvis de vidste jeg sad og kiggede på det her lige nu. Du kan ikke bebrejde mig at jeg er spændt.“

„Ville du blive vred hvis det ikke var andet end vasketøj?“

„Vasketøj fra rumvæsner?“ spørger han sarkastisk.

Jeg griner og griber fat om låsen. Min hånd begynder at lyse lige så snart den rører det kolde metal, og låsen bliver igen varm og ryster og vrider sig i mit greb som om de ældgamle kræfter i kisten forsøger at holde den lukket. Da den åbner sig med et klik, fjerner jeg låsen, lægger den væk og placerer mine hænder på låget. Seks og Sam læner sig begge spændte forover.

Jeg løfter låget. Kisten stråler igen så skarpt at det gør ondt i mine øjne. Det første jeg tager op er den fløjlspose der indeholder de syv kugler som udgør Loriens solsystem. Jeg tænker på Henri og dengang vi så lyset skinne og pulsere i kernen af Lorien, det lys som viser at planeten ikke er død, men blot i dvale. Jeg giver posen til Sam. Vi kigger alle tre ned i kisten. Der er noget andet der også lyser.

„Hvad er det?“ spørger Seks.

„Ingen anelse. Det har den aldrig gjort før.“

Hun rækker ned og tager en sten fra bunden af kisten. Det er en fuldstændig rund krystal, ikke større end en bordtennisbold, og da hun rører ved den lyser den endnu kraftigere. Pludselig dæmpes lyset og begynder at pulsere langsomt. Vi betragter tryllebundne den lysende krystal. Med ét smider Seks krystallen på gulvet. Den holder op med at pulsere og genoptager sin regelmæssige glød. Sam rækker ned for at samle den op.

„Lad være!“ råber Seks.

Han kigger forvirret op.

„Der er noget der ikke føles rigtigt ved den,“ siger hun.

„Hvad mener du?“ spørger jeg.

„Det føltes som nålestik mod min hud. Da jeg greb om den, fik jeg en virkelig dårlig fornemmelse.“

„De her ting er min arv,“ siger jeg. „Måske er jeg den eneste der kan holde den?“

Jeg bøjer mig ned og tager forsigtigt den lysende krystal op. Efter få sekunder føles det som om jeg holder på en radioaktiv kaktus. Min mave trækker sig sammen og galde siver op i min mund. Jeg smider stenen på et tæppe. „Måske gør jeg det ikke rigtigt.“

„Måske ved vi slet ikke hvordan vi skal bruge den. Altså, du sagde at Henri forbød dig at kigge i kisten fordi du ikke var klar dengang. Måske er du stadig ikke klar?“

„Det ville godt nok være lamt,“ siger jeg.

„Det her er røvsygt,“ siger Sam.

Seks går ud i køkkenet og kommer tilbage med to viskestykker og en plasticpose. Hun samler forsigtigt den lysende krystal op med et af viskestykkerne, smider begge to ned i posen og vikler så det andet viskestykke omkring posen.

„Tror du virkelig det er nødvendigt?“ siger jeg. Det vender sig stadig i min mave.

Hun trækker på skuldrene. „Jeg ved ikke med dig, men den fornemmelse jeg fik da jeg rørte ved den, var ikke rar. Jeg synes hellere vi må være på den sikre side.“

Det der er tilbage i kisten er hele min arv, og jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg trækker en genstand op som jeg ved jeg har set før, den aflange krystal som Henri brugte til at sprede Lumenlyset fra mine hænder til resten af min krop. Den vågner og kaster sit klare lys ud i hele stuen. I midten af krystallen begynder noget der ligner røg at hvirvle omkring, noget jeg aldrig har set den gøre før.

„Nu begynder det at ligne noget,“ siger Sam

„Her,“ siger jeg og rækker den til ham. Krystallen mister midlertidigt sin kraft hver gang den skifter hænder. „Jeg har allerede set den.“

I kisten er der også et par mindre krystaller, en sort diamant, nogle visne blade bundet sammen med sejlgarn og en stjerneformet talisman som har den samme lyseblå farve som min amulet, hvilket fortæller mig at det er en loralit, den mest sjældne sten som kun findes i Loriens kerne. Der er også et flammende rødt ovalt armbånd og en ravfarvet sten der er formet som en dråbe. „Hvad tror du det er?“ spørger Sam og peger på en flad, rund sten der ligger i hjørnet. Den har samme mælkehvide farve som en perle.

„Jeg ved det ikke,“ siger jeg.

„Hvad med den her,“ spørger han og peger på en lille daggert med et blad som ser ud til at være lavet af diamant.

Jeg tager den op af kisten. Skaftet passer så godt i min hånd at man skulle tro den var lavet til mig, hvad den sikkert også er. Bladet er ikke længere end ti centimeter, men bare ved at se hvordan lyset glimter langs kanten ved jeg at det er skarpere end nogen klinge på Jorden.

„Hvad med den her,“ spørger Sam igen, og jeg er ikke i tvivl om at han vil stille det samme spørgsmål indtil der ikke er flere ting i kisten.

„Her,“ siger jeg, lægger daggerten ned og tager de syv kugler frem for at holde ham beskæftiget, „tjek det her ud.“

Jeg puster på dem, og små lys bliver tændt på deres overflader. Så kaster jeg dem op i luften og de kommer med det samme til live og begynder at cirkle omkring solen som er på størrelse med en appelsin.

„Det er Loriens solsystem,“ siger jeg. „Seks planeter, én sol. Og den her,“ siger jeg og peger på den planet der er nummer fire fra solen og som stadig har de samme nuancer af askegrå farver som sidst jeg så den, „er Lorien som den ser ud i dag, lige i dette øjeblik. Gløden i midten er den livskraft der er tilbage.“

„Wow,“ siger Sam. „Gutterne fra NASA ville tisse i bukserne af bar spænding hvis de så det her.“

„Og se så her,“ siger jeg og lyser min højre hånd op. Jeg fører den hen over Loriens overflade, og med ét ændrer de triste grå toner sig til havenes og skovenes sprudlende blå og grønne nuancer. „Sådan så den ud dagen før angrebet.“

„Wow,“ siger Sam igen og stirrer betaget med åben mund. Mens de roterende planeter distraherer ham kigger jeg igen i kisten.

„Ved du hvad noget af det er, eller hvad det kan?“ spørger jeg Seks som ikke svarer. Jeg vender mig og ser at hun er lige så fortryllet som Sam over det lille solsystem som svæver en halv meter over jorden. Eftersom Henri fortalte mig at det ikke var en del af min arv og derfor ikke var låst inde i kisten, gik jeg fejlagtigt ud fra at hun havde set det før. Men det giver god mening at hun ikke har set det før, det kan nemlig kun aktiveres efter ens første Evne har udviklet sig.

„Seks,“ siger jeg igen. Hun vågner op, vender sig og kigger på mig, og jeg kigger væk idet vi får øjenkontakt. „Ved du hvad noget af det her er?“

„Ikke rigtigt,“ mumler hun og lader sin hånd glide hen over stenenes overflade. „Det her er den healende sten som Henri og jeg brugte på skolen,“ siger hun og peger på en flad, sort sten som jeg har set før. Så stivner hun pludselig og kommer med et lille gisp. Sam og jeg udveksler forvirrede blikke. Hun løfter en bleg, gul sten med en glat og voksagtig overflade op fra kisten og holder den op mod lyset. „Arj, hvor vildt,“ hvisker hun og drejer den rundt.

„Hvad er det,“ siger jeg og prikker hende i siden. Hun kigger mig direkte i øjnene.

„Xitharis,“ siger hun. „Det kommer fra vores første måne.“

Hun løfter den lille sten op til sin pande og klemmer øjnene sammen. Den svagt gule farve på stenen bliver en anelse mørkere. Hun åbner øjnene og giver stenen til mig. Jeg rynker panden, og idet jeg tager stenen fra hende strejfer mine fingerspidser hendes håndflade. Sam tager en kraftig indånding.

„Hvad fanden ...“ Sam ser forfærdet ud og famler efter mig som om han var blind.

„Hvad sker der?“ spørger jeg mens jeg slår Sams hænder væk fra mit ansigt.

„Du er usynlig,“ siger Seks stille. Jeg kigger ned ad mig og kan se at det er rigtigt. Jeg er forsvundet fuldstændigt. Jeg slipper xitharisen som om den lige var taget ud af ovnen, og jeg bliver synlig igen.

„Xitharis giver en Garde muligheden for at overføre en Evne til en anden, men kun i kort tid. En time, tror jeg, måske to. Jeg er ikke sikker. Det eneste man skal gøre er at oplade den ved at fokusere sin energi på stenen. Løft den op til din pande og bang, så er den klar.“

„Man oplader den altså som et batteri?“ spørger Sam.

„Præcis, og den vil ikke aktivere Evnen før nogen rører den igen.“

Jeg kigger på stenen. „Fedt. Nu ser det ud til at andre end dig kan tage ture ind til byen.“

„Og andre end dig kan blive usårlig over for ild,“ siger hun drillende.

„Hvis du er sød over for mig så er det bestemt en mulighed,“ siger jeg

Sam samler stenen op og spænder hele sin krop i dyb koncentration. Intet sker. „Årh, kom nu,“ siger han til stenen. „Jeg lover at bruge den i det godes tjeneste. Ikke noget med pigernes omklædningsrum, det lover jeg.“

„Desværre, Sam,“ siger Seks. „Jeg er bange for det kun virker på os.“

Han sætter xitharisen ned og vi roder resten af kisten igennem for at se om andre af tingene kan aktiveres ved berøring. Men efter at vi i en time har holdt og studeret alle sytten genstande, pustet luft på dem og knuget dem må vi affinde os med at ud over den lysende krystal som er pakket ind i et viskestykke, den større, aflange krystal med den røgfyldte midte og det roterende solsystem, er der ikke andet som kan sættes i gang. Den healende sten kan dog bruges til at helbrede de rifter og sår jeg har fået af Seks.

„Jeg har ventet hele mit liv på at åbne den her tingest, og nu da den er åben virker meget af det ubrugeligt,“ siger jeg.

„Jeg er sikker på at deres nytte vil vise sig efterhånden,“ forsikrer Seks mig. „Sådanne ting fortjener at man giver dem tid. Det er oftest når de helt har forladt ens tanker at svaret dukker op.“

Jeg nikker og kigger på alle de genstande der ligger rundt om kisten. Seks har ret i at forsøge at fremtvinge et svar vil med garanti betyde at man ikke får noget.

„Ja, måske kan nogen af dem først aktiveres når vi udvikler flere Evner, hvem ved?“ siger jeg og trækker på skuldrene. Jeg lægger alle genstandene ned i kisten igen og føler ingen trang til at pakke den lysende krystal ud. Jeg lader solsystemet være ude og det fortsætter i sin lille cirkel. Jeg lukker kisten, låser den og bærer den ned ad gangen.

„Du skal ikke tabe modet, John,“ siger Seks bag mig. „Som Henri sagde, er du nok ikke klar til at se det hele endnu.“