Kapitel 18

Vinden blæser os nordpå til et motel i Alabama hvor vi bliver i to nætter. Endnu en gang lader vi Sam benytte en af mine falske identiteter. Derfra kører vi vestpå og sover en nat under stjernerne på en mark i Oklahoma og derefter to nætter på en Holiday Inn i udkanten af Omaha, Nebraska. Så kører Seks os uden nogen grund – i hvert fald ikke én hun vil indrømme – 1500 kilometer østpå for at leje en bjælkehytte i Marylands bjerge, kun fem minutters kørsel fra West Virginias grænse og små tre timer fra mogadorianernes grotte. Vi er præcis 315 kilometer fra Paradise, Ohio, hvor vores rejse begyndte. En halv benzintank fra Sarah.

Før jeg åbner øjnene kan jeg allerede mærke at det vil blive en hård dag, en af de dage hvor bevidstheden om Henris død vil ramme mig som en hammer, og hvor jeg ikke vil kunne ignorere smerten. Jeg har haft den slags dage oftere på det sidste. Dage fyldt med anger og skyldfølelse. Og en oprigtig sorg over aldrig at skulle tale med ham igen. Det er en knusende tanke. Jeg ville ønske jeg kunne ændre det. Men som Henri engang sagde: Visse ting kan aldrig tages tilbage. Og så er der Sarah og den enorme dårlige samvittighed der er kommet snigende siden vi forlod Florida, efter jeg har ladet mig selv komme så tæt på Seks at jeg næsten kyssede hende.

Jeg tager en dyb indånding og åbner øjnene. Det svage morgenlys strømmer ind gennem vinduet. Henris brev. Jeg er nødt til at læse det nu. Det er for farligt at udskyde det længere, efter jeg næsten mistede det i Florida.

Jeg rækker ned under hovedpuden og tager diamantdaggerten og brevet frem. Jeg har holdt dem begge tæt til mig siden angrebet. Jeg stirrer på kuverten og prøver at forestille mig under hvilke omstændigheder brevet blev skrevet. Jeg sukker. Det gør jo alligevel ingen forskel, jeg spilder bare min tid, tænker jeg og åbner brevet med daggerten. Der er fem A4 sider fyldt med Henris perfekte håndskrift med tykt, sort blæk. Jeg lader mit blik falde øverst på den første side.

19. januar

J –

Jeg har forsøgt at skrive dette brev mange gange i løbet af årene og har hver gang tænkt på om det mon blev den sidste gang. Hvis du læser dette lige nu så ved du at svaret er ja. Jeg er ked af det, John, det skal du vide. For os Cêpanere var opgaven fra starten at beskytte jer ni under alle omstændigheder, om det så betød vores egen død. Men nu hvor jeg sidder og skriver dette brev, få timer efter du reddede mig i Athens, ved jeg at det aldrig har været pligt der holdt os to sammen, men kærlighed som er et stærkere bånd end nogen forpligtelse. Jeg har hele tiden vidst at jeg skulle dø. Det var blot et spørgsmål om hvor og hvornår, og hvis det ikke havde været for dig, så var jeg helt sikkert blevet dræbt i dag. Ligegyldig hvad omstændighederne omkring min død var, må du ikke bebrejde dig selv noget. Jeg har aldrig forventet at jeg skulle overleve på denne planet, og da vi forlod Lorien for alle de år siden vidste jeg at jeg ikke ville komme tilbage.

Jeg tænker på hvor meget du vil have fundet ud af i den tid der er gået imellem jeg skriver disse ord og du læser dem. Jeg ved at du nok har opdaget at jeg har skjult meget for dig. Nok også for meget. Det meste af dit liv har jeg ønsket at du trænede hårdt og holdt fokus. Jeg ville give dig så normalt et liv som muligt her på Jorden. Det synes du sikkert lyder latterligt, men hvis jeg havde afsløret hele sandheden for dig ville det have gjort dit liv endnu mere besværligt.

Hvor skal jeg starte? Din fars navn var Liren. Han var modig og stærk og levede sit liv med mål og mening. Som du har set i dine syner udlevede han disse karaktertræk lige til det sidste, selv da han vidste at krigen ikke kunne vindes. Og det er omtrent hvad vi kan håbe på, at dø med værdighed, med æren i behold. Og vide at vi gjorde hvad vi kunne. Det var indbegrebet af hvad din far var og af hvad du er, selvom du måske ikke tror på det lige nu.

Jeg sætter mig ret op mod hovedgærdet og læser min fars navn igen og igen. Klumpen i min hals vokser sig større. Jeg ville ønske at Sarah var her til at tilskynde mig til at læse videre. Jeg forestiller mig hvordan hun ville sidde med sit hoved på min skulder. Jeg læser videre.

Da du var en lille dreng plejede din far tit at komme på besøg, også når det ikke var meningen. Han forgudede dig og kunne sidde flere timer og se dig lege i græsset med Hadley. (Jeg tænker på om du har opdaget Bernies sande identitet?) Selvom du sikkert ikke husker meget fra de dage så kan jeg fortælle dig at du var en glad dreng. I en kort stund havde du sådan en barndom som alle børn fortjener, selvom ikke alle får den.

Jeg tilbragte temmelig meget tid med din far, men mødte kun din mor en enkelt gang. Hun hed Lara og var ligesom din far reserveret og måske endda en smule genert. Jeg fortæller dig dette fordi jeg vil have at du skal vide hvem du er og hvor du kommer fra. Du kommer fra en simpel familie med simple kår, og det jeg altid har haft lyst til at fortælle dig er at vi ikke forlod Lorien fordi vi var på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Det var ikke en tilfældighed at vi var i lufthavnen. Vi var der fordi Garderne arbejdede målrettet for at få dig derhen da invasionen begyndte. Mange af dem ofrede deres liv for at det kunne lykkes. Der skulle have været ti af jer, men som du ved, var der kun ni der klarede den.

#xa0;

Jeg får tårer i øjnene. Jeg lader mine fingre glide hen over min mors navn. Lara. Lara og Liren. Hvad var mon mit lorianske navn, startede det også med L? Jeg tænker på om jeg mon ville have haft en lillebror eller lillesøster hvis der ikke havde været krig. Der er så mange ting der er taget fra mig.

Da I ti blev født opdagede Lorien jeres stærke hjerter, jeres vilje og barmhjertighed. Hun gav jer de roller som det er meningen I engang skal udfylde. De roller som tilhører de oprindelige ti Ældre. Dette betyder med tiden at de af jer som vil overleve, vokser jer til at blive mægtigere end noget andet der nogensinde har eksisteret på Lorien, langt mægtigere end selv de oprindelige ti Ældre fra hvem I har jeres arv. Dette ved mogadorianerne, og det er derfor de jager jer så intenst. De er desperate og har fyldt denne planet med spioner. Jeg har aldrig fortalt dig sandheden fordi jeg frygtede at den ville gøre dig arrogant og lede dig på afveje, og det er vores mission alt for vigtig til at jeg kunne risikere. Jeg beder dig John – voks dig stærk, indtag den rolle der er tiltænkt dig og find så de andre. I kan stadig vinde krigen, jer der er tilbage.

Det sidste jeg må fortælle dig er at det heller ikke var en tilfældighed at vi flyttede til Paradise. Dine Evner var forsinkede og det bekymrede mig. Min bekymring udviklede sig til panik da det tredje ar dukkede op og jeg vidste at du stod for tur, så jeg besluttede mig for at opsøge det eneste menneske som måske kunne føre os hen til de andre.

Da vi ankom til Jorden var der ni mennesker som ventede på os, som forstod vores situation og vores behov for at dele os op. De var lorianernes allierede, og sidste gang nogle fra Lorien var her for femten år siden, fik de hver et sendeapparat som ville tænde af sig selv når det kom i kontakt med et af vores rumskibe. De var der den aften for at hjælpe os med at komme i gang og assistere os i overgangen fra Lorien til vores liv på Jorden. Ingen af os havde været her før. Da vi var kommet af rumskibet fik vi hver to sæt tøj, en guide til at begå sig på Jorden og en lap papir med en adresse på. Adresserne var steder vi kunne starte, ikke steder vi kunne blive, og vi vidste ikke hvor de andre skulle hen. Vores papir førte os til en lille by i det nordlige Californien. Det var et hyggeligt, stille sted der lå et kvarters kørsel fra Stillehavskysten. Der lærte jeg dig at køre på cykel, flyve med drage og nogle mere simple ting som at binde dine snørebånd, hvilket jeg først måtte lære mig selv. Vi blev der i seks måneder og så tog vi af sted, som jeg vidste vi ville blive nødt til.

Den mand som mødte os, vores guide, han var her fra Paradise. Jeg opsøgte ham fordi jeg var ivrig efter at vide hvor de andre var havnet. Men da vi ankom, må det have været under en mørk stjerne, for han var han allerede væk.

Manden, der mødte os den første dag, og som gav os en kulturel guide og hjalp os med vores første hjem, hed Malcolm Goode. Sams far.

Jeg tror Sam har ret, John, jeg tror hans far blev bortført. Jeg kan kun håbe for Sams skyld at han stadig er i live. Og hvis Sam stadig er sammen med dig vil jeg bede dig om at fortælle ham det, og jeg håber han vil finde trøst i den viden.

Bliv nu den du er bestemt til at blive, John. Voks dig stærk og mægtig og glem aldrig det du har lært undervejs. Vær nobel, selvsikker og modig. Lev med den værdighed og ære som du har arvet fra din far, og stol på dit hjerte og din vilje på samme måde som Lorien stadig gør det. Mist aldrig troen på dig selv og mist aldrig håbet. Husk, at selv når denne verden kaster det værste den har mod dig og derefter vender dig ryggen, er der stadig håb.

Jeg ved at du en dag vil komme hjem.

Kærlig hilsen

Din ven og Cêpan

-H

Det hamrer for mine ører. På trods af hvad Henri har skrevet, ved jeg at hvis vi havde forladt Paradise da han sagde vi skulle, havde han stadig været i live i dag. Vi ville stadig være sammen. Han kom til skolen fordi det var hans pligt og fordi han elskede mig. Og nu er han borte.

Jeg tager en dyb indånding, tørrer mine øjne og går ud af rummet. På trods af sit dårlige ben insisterede Sam på at sove på den øverste etage, selv da Seks tilbød at tage den i stedet. Jeg går op ad trapperne og banker på hans dør. Jeg går indenfor, tænder for hans natbordslampe og kan se hans fars gamle briller på natbordet. Sam rykker på sig.

„Sam? Hey, Sam. Undskyld jeg vækker dig, men jeg har noget rimelig sindssygt at fortælle dig.“

Det fanger hans opmærksomhed og han slår dynen til side. „Hvad er det?“

„Først må du love mig ikke at blive vred. Du skal vide at jeg ikke vidste noget om det her indtil for et par minutter siden. Og hvad end Henris grund var til ikke at fortælle dig det med det samme, må du tilgive ham.“

Han sætter sig op og læner ryggen mod hovedgærdet. „For fanden, John. Sig det nu bare.“

„Lov det.“

„Fint, jeg lover det.“

Jeg rækker ham brevet. „Jeg skulle have læst det før, Sam. Det er jeg virkelig ked af at jeg ikke gjorde.“

Jeg forlader værelset og lukker døren bag mig for at give ham lidt privatliv. Jeg er ikke sikker på hvordan han vil reagere. Man kan aldrig vide hvordan en person tager det når de får svaret på et spørgsmål der har naget dem det meste af deres liv.

Jeg går ned ad trappen, og Bernie smutter med mig ud af bagdøren hvorefter han løber ind i skoven. Jeg sætter mig på et havebord. Jeg kan se min ånde i den friske februarluft. Mørket tvinges længere mod vest i takt med at morgenlyset breder sig. Jeg kigger op på halvmånen og tænker på om Sarah mon også ser den, eller nogen af de andre Garder. Jeg og de fem andre som stadig er i live skal overtage de Ældres pladser. Jeg ved stadig ikke helt hvad det betyder. Jeg lukker mine øjne og lægger hovedet tilbage. Sådan bliver jeg siddende indtil jeg hører døren åbnes bag mig. Jeg vender mig og forventer at se Sam, men det er Seks. Hun sætter sig op på bordet ved siden af mig. Jeg giver hende et lille smil, men hun gengælder det ikke.

„Jeg hørte dig gå rundt herude. Er alt i orden? Har du og Sam skændtes eller noget?“ spørger hun.

„Hvad? Nej da, hvorfor?“

„Han ligger og græder på sofaen inde i stuen og vil ikke snakke med mig.“

Jeg er stille et øjeblik før jeg fortæller hende det. „Jeg fik endelig læst det brev Henri efterlod mig. Der står noget i det om Sam som vi ikke har fortalt dig endnu. Det handler om hans far.“

„Hvad er det med hans far? Er alt okay?“

Jeg drejer min krop så vores knæ rører hinanden. „Da jeg mødte Sam i skolen var han helt besat af sin fars forsvinden. En dag var hans far ikke kommet hjem efter at være kørt ned til grønthandleren, og det eneste spor af ham var hans bil og hans briller som lå på jorden ved siden af. Du ved de der briller han hele tiden går rundt med?“

Seks vender sig og kigger ind ad havedøren. „Er det hans fars?“

„Ja. Og Sam er temmelig overbevist om at hans far blev bortført af rumvæsner, hvilket jeg altid har syntes var skørt. Men jeg ... jeg lod ham leve i håbet, for med hvilken ret kunne jeg fratage ham håbet om at finde sin far? Jeg ventede på at Sam ville fortælle dig det, men så læste jeg Henris brev for et øjeblik siden og du vil ikke tro hvad der stod i det.“

„Hvad?“

Jeg fortæller hende det hele, om Sams far som var en af Loriens allierede og hjalp os da rumskibet landede, og om hvorfor Henri fik os til Paradise.

Seks lader sig glide ned fra bordet og lander akavet på bænken. „Det er bare for mærkeligt at Sam er her lige nu. Lige derinde.“

„Jeg synes ikke det er så mærkeligt. Tænk over det. Af alle de mennesker der er i Paradise er det lige Sam jeg bliver bedste venner med? Jeg tror det var skæbnen der førte os sammen.“

„Måske har du ret.“

„Det er ret sejt at hans far hjalp os den nat, ikke?“

„Totalt sejt. Kan du huske da han talte om de følelser han var begyndt at have om at være sammen med os?“

Jeg kan sagtens huske det. „Men det vildeste er jo at Henri skriver at Sams far sandsynligvis blev bortført, måske endda dræbt af mogadorianerne.“

Vi sidder i stilhed og ser solen stå op over horisonten. Bernie kommer joggende ud fra skoven og ruller om på ryggen for at få sin mave aet. „Hej med dig, Hadley.“ Han rejser sig omgående da jeg siger det og lægger hovedet på skrå. „Ja,“ siger jeg og hopper ned og kradser ham på halsen. „Jeg ved det.“ Sam kommer gående ud. Hans øjne er røde. Han sætter sig på bænken ved siden af Seks.

„Hej, Hadley,“ siger han til Bernie, som gør som svar og slikker hans hænder.

„Hadley?“ spørger Seks.

Hunden gør igen bekræftende.

„Jeg har altid vidst det,“ siger Sam. „Altid. Fra den dag han forsvandt.“

„Du har haft ret hele tiden,“ siger jeg.

„Har du noget imod at jeg læser brevet?“ spørger Seks. Sam rækker det til hende. Jeg peger på forsiden med min håndflade og tænder lyset. Hun læser brevet i skæret fra mit lys, folder siderne sammen og giver Sam dem igen.

„Det er jeg ked af, Sam,“ siger hun.

„Henri og jeg havde ikke overlevet hvis ikke det havde været for din far,“ tilføjer jeg.

Seks vender sig mod mig. „Ved du godt hvor åndssvagt det er at dine forældre hed Lara og Liren? Eller rettere, det er åndssvagt at jeg ikke selv regnede det ud. Kan du huske mig fra Lorien, John? Mine forældre var bedste venner med dine forældre – de hed Arun og Lyn. Jeg ved godt vi ikke så hinandens forældre så ofte, men jeg kan huske at vi var på besøg i jeres hus et par gange. Du var vist kun et par år dengang.“

Det tager mig et par sekunder at huske hvad Henri engang sagde til mig. Det var den dag Sarah kom hjem fra Colorado, og vi erklærede vores kærlighed til hinanden. Efter hun var gået sad Henri og jeg og spiste aftensmad og han sagde: Jeg kender ikke hendes nummer og jeg har ingen idé om hvor hun er henne, men et af de børn der kom med os på rumskibet fra Lorien er datter af dine forældres bedste venner. De plejede at joke med at skæbnen vil ende med at føre jer to sammen.

Jeg skal lige til at fortælle Seks hvad Henri sagde, men da jeg kommer i tanke om at den samtale opstod på grund af mine følelser for Sarah, dukker den samme skyldfølelse op som jeg fik da vi gik vores aftentur.

„Ja, det er skørt. Men jeg kan ikke rigtig huske det,“ siger jeg.

„Under alle omstændigheder er det rimelig vildt, alt det her om vi skal overtage de Ældres pladser. Så forstår jeg bedre at mogadorianerne er så opsatte på at fange os.“

„Det giver god mening, ja.“

„Vi er nødt til at tage tilbage til Paradise,“ afbryder Sam.

„Ja, klart,“ griner Seks. „Det vi er nødt til, er at finde de andre på en eller anden måde. Vi skal søge mere på internettet. Træne mere.“

Sam rejser sig op. „Nej, jeg mener det faktisk. Vi er nødt til det. Hvis min far efterlod noget, det der sendeapparat for eksempel, så tror jeg at jeg ved hvor det er. Da jeg var syv år sagde han til mig at min fremtid var kortlagt på soluret. Jeg spurgte ham hvad han snakkede om, og det eneste han sagde, var at hvis de mørke stjerner nogensinde faldt, så skulle jeg finde enneaderne og læse kortet ved min fødselsdato på soluret.“

„Hvad er en enneade?“ spørger jeg.

„Det er en gruppe af ni guder i den egyptiske mytologi.“

„Ni?“ spørger Seks. „Ni guder?“

„Hvilket solur?“ spørger jeg.

„Det begynder at give mening nu,“ siger Sam og trasker rundt om havebordet mens han tænker. Bernie lunter i hælene på ham. „Jeg plejede at blive så frustreret fordi han hele tiden sagde mærkelige ting som kun han selv forstod. Et par måneder inden han forsvandt gravede min far en brønd i haven, han sagde den skulle opfange regnvandet eller noget i den stil, men da cementen var blevet hældt i placerede han et ret flot udformet solur på stenlåget. Så stod han og kiggede på brønden og sagde til mig: „Din fremtid er kortlagt på soluret, Sam.“

„Og du har aldrig undersøgt det?“ spørger jeg.

„Jo, det kan du tro. Jeg drejede på soluret, forsøgte at indstille det efter min fødselsdag og alt muligt, men der skete aldrig noget. Efter et stykke tid gik jeg bare ud fra at det var en åndssvag brønd med et solur på. Men nu hvor jeg har læst Henris brev får det med de mørke stjerner mig til at tænke at der må være et spor gemt der. Det er som om han fortalte mig det uden at sige noget.“ Sam stråler. „Han var så smart.“

„Det er du også,“ siger jeg. „Det kan meget vel være en selvmordsmission det her, at tage tilbage til Paradise, men jeg tror ikke vi har noget valg nu.“