Kapitel 21

Mens vi kører videre forsøger jeg et par gange at genaktivere signalet, men hver gang jeg får solsystemet op at køre opfører planeterne sig bare normalt. Det er næsten midnat og jeg skal til at rode kisten igennem for at se på nogle af de andre genstande, da mit øje bliver fanget af de spredte lys fra en by i horisonten. Vi kører forbi et skilt, præcis som da jeg kørte her for flere måneder siden med Henri bag rattet.

#xa0;

VELKOMMEN TIL PARADISE, OHIO

BEFOLKNING: 5243

„Velkommen hjem,“ hvisker Sam.

Jeg presser mit ansigt ind mod sideruden og ser en forfalden lade, et gammelt skilt der annoncerer æblesalg og en grøn bil der stadig er til salg. En varm følelse breder sig i hele min krop. Af alle de steder jeg har boet har Paradise været mit yndlingssted. Det var her jeg mødte min første bedste ven. Her jeg opdagede min første Evne. Her jeg blev forelsket. Men Paradise var også stedet hvor jeg mødte de første mogadorianere. Hvor jeg havde min første rigtige kamp og følte ægte smerte. Det var her Henri døde.

Bernie hopper hen på sædet ved siden af mig og logrer med sin hale i et utroligt tempo. Vinduet i hans side er åbnet en lille smule og han presser sin næse igennem revnen og indånder begejstret den velkendte luft.

Vi tager den første sidevej på venstre hånd, drejer adskillige gange og kører et par gange tilbage den vej vi kom fra indtil vi føler os sikre på at ingen følger efter os. Så finder vi det bedste og mindst iøjnefaldende sted at parkere og gennemgår planen en sidste gang.

„Efter vi har fundet senderen går vi direkte tilbage til bilen og forlader Paradise igen, enig?“ siger Seks.

„Enig,“ siger jeg.

„Vi tager ikke kontakt til nogen andre, vi går bare. Kører ud af byen.“

Jeg ved at hun tænker på Sarah, og jeg bider mig i læben. Endelig, efter alle disse uger på farten er jeg tilbage i Paradise og så kan jeg ikke engang se Sarah.

„Forstår du det, John? Vi forlader byen? Med det samme?“

„Så drop det dog. Jeg kan godt høre hvad du siger.“

„Undskyld.“

Sam parkerer bilen på en mørk gade under et ahorntræ, tre kilometer fra hans hus. Mine fødder rammer asfalten, mine lunger indånder den første Paradise-luft, og med det samme har jeg lyst til at vende tilbage til sådan som det var engang, tilbage til Halloween, at komme hjem til Henri og at sidde på sofaen med Sarah.

Vi tager ikke den risiko at efterlade kisten i en ubevogtet bil, så Seks åbner bagdøren og løfter den op på sine skuldre. Og da den er på plads gør hun sig usynlig.

„Vent,“ siger jeg. „Jeg vil gerne have noget fra kisten. Seks?“

Seks dukker frem igen, jeg åbner kisten, tager daggerten ud og putter den i min baglomme. „Okay, nu er jeg klar. Bernie, din gamle bandit, er du klar?“

Bernie forvandler sig til en lille, brun ugle og basker hen til en lavthængende gren på ahorntræet.

„Lad os få det overstået,“ siger Seks, samler min kiste op igen og forsvinder.

Så løber vi. Sam følger godt med, så jeg hopper over et hegn og sætter farten op da vi når til den første mark. Efter en lille kilometer drejer jeg ind i skoven. Jeg elsker hvordan grenene knækker mod mine arme og brystkasse og hvordan det høje græs stryger mod mine bukser. Jeg kigger mig ofte over skulderen og er glad for at se at Sam aldrig er mere end fyrre meter bag mig. Han hopper over træstammerne og dukker sig for grene. Pludselig hører jeg en lyd ved siden af mig, men før jeg kan nå at trække min daggert hvisker Seks at det bare er hende. Foran mig ser jeg et stykke af skovbunden blive trådt ned og følger sporet.

Heldigvis bor Sam i udkanten af Paradise, hvor der er pænt langt mellem hver nabo. Jeg stopper lige inden for skovens grænse da jeg ser hans hus. Det er et lille, beskedent hus med hvid aluminiumsbeklædning og sort spåntag, en smal skorsten på højre side og et højt hegn rundt om baghaven. Seks dukker frem og sætter min kiste på jorden.

„Er det det?“ spørger hun.

„Jep.“

Et halvt minut efter lander Bernie på min skulder. Og noget senere kommer Sam skramlende ud af krattet og stiller sig forpustet med hænderne på sine lår. Han kigger op på sit hus.

„Hvordan har du det?“ spørger jeg.

„Som en flygtning. Som en dårlig søn.“

„Tænk på hvor stolt din far vil blive hvis vi klarer det her,“ siger jeg.

Seks gør sig usynlig og undersøger området, tjekker de nærmeste huse og bagsæderne på hver bil i gaden. Hun vender tilbage og siger at alt ser fint ud, men at vi skal være opmærksomme på nogle bevægelsesfølsomme lys på huset til højre. Bernie flyver væk og sætter sig på det højeste punkt på taget.

Seks griber Sams hånd og de bliver usynlige. Jeg holder kisten under min ene arm og følger efter dem hen til hegnet. De bliver synlige igen, Seks kravler over først og derefter Sam. Jeg kaster kisten over og følger hurtigt efter. Vi dukker os bag en vildtvoksende busk, og jeg tager et overblik over haven. Der er højt græs, et par træer, en stor træstump, et rustent gyngestativ og en gammel, slidt trillebør ved siden af. På husets venstre side er bagdøren og til højre to vinduer.

„Der er den,“ hvisker Sam og peger.

Det jeg først troede var en træstump midt i haven viser sig ved nærmere eftersyn at være en bred stenbrønd. Jeg kniber øjnene sammen og kan se en trekantet genstand på toppen.

„Vi skynder os,“ hvisker Seks til Sam.

Jeg tager fat i Seks’ hånd og bliver usynlig. „Okay, Puma Goode,“ siger jeg. „Vogt den kiste som om mit liv afhænger af det. For det gør det.“

Seks og jeg går forsigtigt gennem græsset og knæler foran brønden. Der er numre langs periferien af soluret, et til tolv på den venstre side, tolv på den højre, nul på toppen og en række af linjer rundt om numrene. Jeg skal lige til at gribe fat i den midterste trekant og hive tilfældigt i den da jeg hører Seks gispe.

„Hvad?“ hvisker jeg og kigger op mod de mørke vinduer.

„Se på midten. Symbolerne.“

Jeg undersøger soluret endnu en gang og holder vejret. De er utydelige og nemme at overse, men i midten af cirklen er der ni overfladiske lorianske symboler. Jeg genkender tallene et til tre fordi de matcher de ringe jeg har om min ankel, men resten kender jeg ikke.

„Hvad er Sams fødselsdag?“ spørger jeg.

„Den 4. januar 1995.“

Trekanten klikker som en lås da jeg drejer den hen til det lorianske nummer et. Jeg drejer den til venstre og synker mens jeg lander på nummer fire, mit nummer. Så drejer jeg trekanten til nummer et, ni, ni og fem. I et par sekunder sker der ikke noget, men så begynder soluret at syde og ryge. Seks og jeg træder tilbage og ser på mens brøndens stenlåg løfter sig med et højt, gjaldende smæld. Da røgen er væk kan jeg se en stige nede i brønden.

Sam hopper op og ned henne ved hegnet. Hans ene hånd holder han hen over munden og den anden løfter han triumferende i vejret.

Pludselig bliver der tændt lys i et af vinduerne. Bernie kommer med to lange hu-hu’er fra taget. Før jeg kan nå at tænke gør Seks mig usynlig og hiver mig ned i brønden. Jeg begynder at kravle ned, Seks følger efter og lukker låget på klem efter os. Jeg tænder mine lys og kan se at vi er omkring seks meter fra et cementgulv.

„Hvad med Sam?“ hvisker jeg.

„Han skal nok klare sig. Bernie er deroppe.“

Vi når ned til gulvet og befinder os i en kort gang der drejer mod venstre. Der lugter muggent. Jeg lyser frem og tilbage med mine hænder mens vi følger den buede gang, og da den retter sig ud kan vi se at den ender i et rum med et rodet skrivebord og vægge der er plastret til med papir. Jeg skal til at løbe ind i rummet, men så får jeg øje på en meget lang, hvid genstand i døråbningen.

„Er det ...“ mumler Seks.

Jeg stopper op. Det er en enorm knogle. Seks skubber mig fremad, og jeg trækker daggerten fra min baglomme.

„Damerne først?“ tilbyder jeg.

„Ikke denne gang.“

Jeg tager tilløb, hopper over knoglen og lyser med det samme rummet op. Jeg giver et forskrækket råb fra mig da jeg ser skelettet der sidder op mod væggen. Seks hopper ind og træder baglæns ind i skrivebordet da hun ser det.

Skelettet er cirka to en halv meter højt, med kæmpe fødder og hænder. Tykt, blondt hår hænger fra toppen af kraniet og ned forbi de brede skulderblade. Rundt om halsen hænger en blå amulet magen til min.

„Det er ikke Sams far,“ siger Seks.

„Absolut ikke.“

„Men hvem er det så?

Jeg træder hen til skelettet og undersøger amuletten. Den blå lorianske sten er lidt større end min, men ellers er de helt ens. Jeg stirrer på den og føler en overvældende forbindelse til hvem bæreren end var. „Jeg er ikke sikker, men jeg tror han var en ven.“ Jeg fjerner forsigtigt amuletten fra hans hals og rækker den til Seks.

Vi går hen til skrivebordet. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Et tykt lag støv dækker stakke af papirer og skriveredskaber. Skriften på papirerne på væggen er på alle andre sprog end engelsk. Det eneste jeg kan genkende er et par lorianske tal. På en faldefærdig stol ligger en hvid elektronisk tavle. Jeg tager den og fører mine fingre hen over den sorte skærm, men der sker ingenting.

Seks åbner den øverste skuffe og finder bare flere papirer, men da hun tager fat i håndtaget til den anden skuffe bliver vi begge kastet omkuld af en eksplosion over jorden. En lang revne breder sig langs loftet og så giver cementen sig. Stykker af loftet falder ned over os.

„Løb!“ råber jeg.

Med amuletten om halsen river Seks en masse papirer ned fra væggen, og jeg sætter tavlen fast i mine busker. Vi kravler op ad stigen og kigger ud ad den lille revne mellem brønden og soluret. Mere end ti mogadorianere. Ulmende ild. Bernie har forvandlet sig til en tiger med bukkehorn. Han har en mogadorianers arm i munden. Sam står ikke længere ved hegnet og det gør kisten heller ikke.

Jeg skal lige til at hoppe op af brønden, men Seks kommer mig i forkøbet og suser forbi mig i en hvirvlende tornado. Solurets låg bliver flået tilbage og hun smadrer ind i en gruppe på fem mogadorianere som bliver kastet på tværs af haven. Idet jeg hiver mig op af brønden ser jeg at hun samler et glimtende mogadorianersværd op og gør sig usynlig.

Jeg bruger min telekinese til at slynge tre bevæbnede mogadorianere op mod husets væg, og de eksploderer i en tyk aske. Da jeg vender mig, ser jeg en mand med bar mave stå i døråbningen med en shotgun. Bag ham står Sams mor i natkjole, skræmt.

Seks dukker frem ved siden af to mogadorianere som løber mod mig med glødende geværer og hun hugger hovedet af dem begge med et svingende slag. Med sin telekinese kyler hun trillebøren ind i en tredje, som også bliver til aske. Jeg kaster to mogadorianere ind i en tredje og Seks spidder alle tre med én hurtig bevægelse. Bernie kommer springende ind i midten af haven og sætter tænderne i et par mogadorianere som kæmper for at komme på fødderne.

„Hvor er Sam?“ råber jeg.

„Her!“

Jeg vender mig om og ser Sam ligge på maven under en forkullet busk. Der løber blod ned ad hans pande.

„Sam!“ råber hans mor fra døren.

Han kæmper sig op. „Mor!“

Hans mor råber igen, men så griber en mogadorianer fat i Sam og hiver ham op i skjorten. Jeg koncentrerer mig og river det rustne gyngestativ op af jorden, men inden en af metalstængerne kan gennembore mogadorianeren, når han at kaste Sam over hegnet.

Med en voldsomhed jeg aldrig har set hos Seks før, skærer hun sig igennem de resterende mogadorianere og hun er dækket af støv da hun hopper over hegnet. Jeg hopper op på Bernie og vi følger efter.

Sam ligger på ryggen inde i naboens have. De bevægelsesfølsomme lys skinner over ham. Jeg hopper af Bernie og løfter Sam.

„Sam? Er du okay? Hvor er min kiste?“

Han åbner sine øjne halvt. „De fik fat i den. Undskyld, John.“

„Der!“ Seks peger på en gruppe mogadorianere der løber hen over marken mod skoven.

Jeg sætter Sam på Bernies ryg, men han hopper ned igen. „Jeg klarer mig. Tro mig.“

„Sam!“ råber Sams mor inde i haven.

„Jeg kommer tilbage igen, mor! Jeg elsker dig!“ Og så løber han som den første mod mogadorianerne. Seks og jeg indhenter ham hurtigt, men hun drejer mod venstre for at støde sit sværd ind i en mogadorianer der nærmer sig. Der er fire mere sådan fyrre meter fra hende, og hun spæner mod dem med den store amulet dinglende om halsen mens Bernie følger i hælene på hende.

Sam og jeg går ind på den mudrede mark og to mogadorianere træder ind foran os og spærrer vejen. Over skulderen kan jeg se to mere som deler sig op og kommer mod os fra strategiske vinkler. De andre har også delt sig, er løbet ind i skoven to forskellige steder og jeg kan ikke se hvilken gruppe der har kisten. Jeg hiver daggerten op af min baglomme. Skaftet slynger sig om min hånd.

Jeg løber fremad og de to mogadorianere foran mig gør det samme. Deres sværd hopper og skærer ned i den åbne mark bag dem. Da vi er omkring fire meter fra hinanden springer jeg og hæver daggerten over mit hoved. Da jeg er på vej nedad, flyver der pludselig et stort træ forbi mig og smadrer ind i de to mogadorianere, som dør. Seks. Da jeg rammer jorden vender jeg mig og ser hende løbe hen mod Sam og de to der har omringet ham.

Ham til venstre for Sam tackler ham, men Seks river ham af og kaster ham ud på marken hvor han omgående kommer på benene igen og angriber.

Jeg sniger mig om bag den anden mogadorianer, driver min daggert ned i nakken på ham og trækker den ud gennem hans skulderblad. Han bliver til en bunke aske der falder ned på mine sko.

Bernie slår kløerne i den anden mogadorianer og snart er hans mund fuld af aske.

„Vi er nødt til at komme tilbage til bilen og komme væk herfra,“ siger Seks. „Der må være flere på vej – de ventede på os.“

„Vi er nødt til at få fat i min kiste først,“ siger jeg.

„Så må vi dele os op,“ siger Seks. Med sit tilsodede sværd peger hun på de to dele af skoven, hvor mogadorianerne forsvandt. „Bernie, du kommer med mig.“ Han forvandler sig til en høg og han og Seks tager mod venstre.

Sam og jeg løber til højre ind i skoven og kort efter hører vi lyden af små grene der knækker. Jeg spæner fremad, hopper over et par døde træer og ser fire mogadorianere der løber gennem en lille rydning. I måneskinnet kan jeg stadig ikke se om nogen af dem har min kiste.

Jeg glider ned af en skråning på siden, knuser nogle små træer og skaber et mindre jordskred af løse sten. Jeg kan høre Sam komme tumlende bag mig.

De er halvvejs gennem rydningen. Den er tæt, med næsten to meter højt græs, men jeg suser gennem det. Sam råber at jeg skal fortælle ham hvilken retning jeg løber, men jeg drøner videre og skyder i stedet en lyskegle op gennem luften med min ene hånd. „Okay! Jeg ser den!“ råber han.

Lige inden rydningen bliver til skov igen kan jeg næsten nå en af dem. Jeg kaster mig mod hans ben, skærer gennem hans mudrede kakibukser og ned gennem hans akillessene så han brøler og falder om på ryggen. Jeg hiver mig op fra hans vridende krop og dolker ham i brystkassen.

Sam snubler over mine ben og falder på hovedet ned i græsset. „Fik du den?“

„Nej. Videre!“

Jeg løber med lethed gennem skoven mens jeg bruger min ene hånd som lommelygte og den anden som machete. Jeg bekymrer mig ikke om hvor langt bag mig Sam er. Der går mindre end et minut, så har jeg set den næste mogadorianer som kæmper med at komme forbi et væltet træ. Fra tyve meter væk løfter jeg stammen højt op i luften, vender den og får mogadorianeren til at vakle og falde forover. Jeg vælter gennem ukrudtet og finder ham liggende bevidstløs på maven. Jeg kan se at han ikke har min kiste. Jeg dræber ham med to hug fra min daggert.

„John?“ råber Sam i mørket. „Hallo?“

Jeg lyser op i himlen igen og da Sam kommer frem står jeg og spejder ud mellem træerne.

„Fortæl mig at du har den?“

„Ikke endnu,“ siger jeg.

„Ingen kiste,“ mumler Sam.

„Jeg håber bare at Seks har mere held.“ Jeg trækker den hvide tavle frem og viser den til Sam. „Men til gengæld har jeg den her.“

Han tager den ud af min hånd. „Fra brønden?“

„Ja, og det var ikke det eneste vi fandt. Bare vent til jeg fortæller dig ...“ Pludselig går det op for mig hvor vi er. Jeg stopper med at gå. Jeg stopper samtidig med at trække vejret.

Sam griber fat i min skulder. „Hey, hvad sker der? Kan du mærke noget? Er der nogen som lige har åbnet din kiste?“

Så vidt jeg kan fornemme har ingen åbnet min kiste. Den følelse der vokser inden i mig er en helt anden. „Vi er tæt på Sarahs hus!“